Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 8

Alle fem er ved at uddanne sig, og
det optager dem meget. De er glade
for forholdene, hvor de færdes og for-
tæller gerne derom. John Lynge er
ansat på Birkerød kommunekontor;
han vil være kæmner. Hans Chemrii tz
har forsåvidt afsluttet sin egentlige
uddannelse, idet han nu er ansat i en
stor kolonialhandel i København som
kommis. For Astrid Lunds og Sarah
Dorphs vedkommende er der tale om
kontorvejen; de er ansat henholdsvis
i Grønlandsministeriet og Grønlands
Handel. Og endelig er der Marie Pe-
tersen, som nu står bag disken i et
stort varehus i København.
ALENE I VERDEN
Men der er gået meget forud. Det
har ikke altid været lige sjovt. Især
det første år var svært, hvor man stod
helt alene blandt mange fremmede,
som ikke rigtig forstod én. Man følte,
at man ligesom ikke var med.
— Vi havde et stort handicap i
sproget, siger John. Det var begræn-
set, hvor meget v(i hver især kunne
tale dansk, da vi kom herned. Vi lær-
te ikke meget i skolen, men iøvrigt
mener jeg også, at man skal til Dan-
mark for at lære det rigtigt. Jeg blev
fra Starten sendt til en højskole på
Lolland, og i otte måneder fik jeg ik-
ke lejlighed til at tale et eneste ord
grønlandsk; sådan noget giver bonus.
For Astrid og Marie har det første
år været et ensomt år. De siger det
ikke direkte, men når de i få ord om-
taler deres husassistentindsats på en
præstegård og et optagelseshjem, for-
står man dem. Man havde skam haft
det godt, forsikrer de, men når nu ens
interesser ikke gik så meget i retning
af trappevask og den slags • • •
Marie: — Det gik bedre, da jeg kom
på økonomaskole i Esbjerg, hvor jeg
var 2% år, men det var alligevel ikke
det helt rigtige. Sagen er, at jeg altid
har haft lyst til handelsfaget, og en
skønne dag tog jeg den endelige be-
slutning, jeg kom til København, og
Sarah Dorph
nu går det fint. Marie lyser op i et
smil.
Astrid: — Jeg kom på husassistent-
skole i et halvt år og derefter på al-
mindelig højskole i fem måneder; så
blev jeg ansat i Ministeriet. Desværre
blev jeg angrebet af tuberkulose efter
et års forløb, og det blev til 16 mdr.s
pause. Nu er jeg i fuld gang igen.
INGEN LEDIGE TIMER
De unge har ikke meget tid til at
kede sig. Hver for Sig har de arbejdet
at passe, men derudover frekventerer
de aftenskoler som et supplement til
uddannelsen, det gælder bl. a. boghol-
deri samt almindelig dansk og reg-
ning. John og Sarah taler indbyrdes
om, hvordan det går med det engelske
— „det må vi vist hellere gøre lidt
ved igen, hvad?“, og flokken ler, for
engelsk er et svært sprog.
Også på selve Grønlænderhjemmet
sker der noget, hver onsdag og søn-
dag. Det kan være foredrag, filmsfo-
revisning eller anden underholdning.
Hveranden søndag har man bibeltime.
Endvidere har man adgang til en
nærliggende sportsklub, hvad adskil-
inusugtut
Kalåtdlit igdluata igalåvisa Kauma-
ssut iluatungåne ulåputut takugssåu-
put: takugssauvoK angut inusugtoK
avdlamut sangusaerussutdlugo atuag-
kaminik åtdlusSissoK inimilo avdlame
niViarsiap linusugtup tarrane sågdlugo
igdlaerssuatårpOK. John Lyngep inåne
alianaitsume inusugtut tatdlimat ig-
siåput tamalåkujungnigdlo inusugtut
taimailerugtortut OKaluserissartagåi-
nik encartilivdlutik. 20-t 25-tdlo akor-
nåne ukioKarput, kalåtdlitdlume ig-
dluåne najugagdlit 21-ussut taima ilu-
tigialuinauvdlutik. soruname tamar-
mik Kalåtdlit-nunSnit pdssuput åssi-
gmgitsunigdle sivisussuseKartumik
DanmarkimérérSimavdlutik. John
Lynge ilaminit siVisunerussumik Dan-
markimisimavoK, katitdlugit ukiut
arfin'igdlit. tåuna ikingunilo Hans
Chemnitz Nungmit pissuput. ilait pi-
ngasut niviarsissat, tåssa Sara Dorph
(Ilulissat), Astrid Lund (Agdluitsup-
på) kisalo Marie Petersen (ManitsoK).
tatdlimat tåukua tamåinarmik ili-
niagaKardlutik avalagsimåput, pivfig-
ssartigdlo angnerpåK tamatumunga
atordlugo. pissutsit 'iluarivdluarpait
tamånalo issertuångivigdlugo. John
Lynge Birkerødime kommunep ag-
dlagfiane sulivfeKarpoK kæmneri-
ngornigssanilo sujunertaralugo. Hans
Chemnitz iliniarnerminik ineréra-
luarpoK, tåssame mana København'i-
me niuvertarfit ilåne ångajårssuarme
pisiniartitsissutut atorfeKarame.
Astrid Lund Sarah Dorphilo agdlag-
lige deltager i det ædle fodboldspil.
— Det hænder også, at vi gå en tur
i biografen, siger Sarah.
— Ja, og så læser vi naturligvis avi-
serne, tilføjer Hans.
GRØNLAND OG LØN
Ingen af dem har endnu gjort sig
helt klart, hvornår de tager tilbage til
Grønland, men de længes alle. Astrid
skal en tur på ferie i år; for de
andre ligger det mere svævende. Ud-
dannelsen skal først afsluttes. Og så
er der jo det med lønnen...
Umærkeligt glider samtalen ind på
dette problem, fil at begynde med i
antydet form, men snart drages alle
ind i diskussionen. Der bliver ikke
fremsat afgjorte meninger, man vejer
ordene. Alle er dog enige i, at den nu-
gældende ordning er urimelig.
John siger: — Vi vil gerne være
med til at betale vor uddannelse, vi
vil gerne være med til at tilbagebeta-
le, ja, vi finder det rimeligt. Men det
er forkert, som det går for sig nu.
Og Hans, Sarah, Astrid og Marie
giver udtryk for det samme. Diskus-
fingm'iuniarput téssalume Kalåtdlit-
nunånut ministereKarfingme Handeli-
milo mana sulivfeKardlutik. kisalo
Marie Petersen Københavnime pisi-
niarfigssuit ilane pisiniartitsissutut
sulivfeKarpoK.
kiser dliornaKaoK.
tamatumale sujornatigut misiligta-
gaKarérs imassuput, nuånersuinaussar-
siméngilardlo, pingårtumik ukioK su-
jugdleK takornartat iluamik påsing-
nigsinaungitsut akornénlneK ajornar-
torsiorfiussåinarpoK misigisimanar-
dluriilo sordlume malingnausinaunane.
— OKautsit ajomartorsiutigisima-
Kåvut, Ujut oKarpoK, tåssame maunga
perKåravta imånarssuaK Kavdlunåtut
'ilisimassaKångilagut. atuarfingme
Kavdlunåtut iluamik ilikarsimångila-
gut, isumaKarpungalume 'iluamik ili-
kavinghiaråine Danmarkimukartaria-
KartoK. uvanga maunga perKårama
Lollandime højskolemukartineKarpu-
nga, Kåumatitdlo arfineK-pingasut
Kavdlunåginait akomånitdlunga; ait-
såt tåssa Kavdlunåtut ilikamartoK.
Astrid Marielo ukioK sujugdleK ki-
serdliortutut misigisiimåpuf. taimar-
piaK torKardlugo OKautigingikaluar-
påt. oKautsitdle ikigtungugaluil ator-
dlugit palasip igdlorssuane kivfausi-
manermik angerdlarsimavfingmilo
sulissunerrh'ik erKartuissut tusågåine
påsissariaKarput. OKarput ajorissag-
ssausimångitsoK, kisiénile majuartar-
fingnik assaineK åsSigissaitdlo soku-
tigissarerujugssuångikåine ...
Marie: — Esbjergime ningiugssat
atuarfiånut pigama iluåtdlaKaoK uki-
utdlo pingajugssåt KiterKutdlugo tå-
sionen munder ud i, at der nok snart
vil finde en revision af denne ordning
sted; i modsat fald, siger de, opfor-
drer man indirekte grønlændere med
uddannelse til at blive li Danmark.
Og snakken går videre, om venner
og bekendte, der har slået sig ned i
Danmark, som oftest, fordi de har gif-
tet sig med en dansk pige eller mand.
Og der bliver talt om Grønland, om
alt det nye, der sker deroppe. Ikke
mindst om radioen. Kan man høre den
hernede? Nå, ikke, det var kedeligt.
OM AT FØDE OG IKKE KUNNE
FINDE HJEM
Mens samtalen har stået på, er der
andet steds i huset kommet en ny
borger til verden, og man stirrer for-
bløffet på forstander Løvdahl Peder-
sen, da han indvier os i nyheden. Jo,
det har sine årsager. Grønlænder-
hjemmet er ikke alene et hjem for
grønlændere, men fungerer samtidig
som fødeklinik, der dog ikke er un-
derlagt, Grønlandsmin'isteriet. Bygnin-
gen er lejet for en 10-årig periode af
en kvindelig fødselslæge, der har bi-
beholdt sin klinik i kælderen, og for-
standeren betror os smilende, at han
for en time siden har måttet berolige
en ophidset far, der ikke kunne finde
jordemoderen. Nå, det lykkedes og et
velskabt barn så dagens lys.
Forstanderen, der har ledet hjem-
met siden 1955 — efter at have udøvet
lærergerning på Grønland i fem år —
glæder sig iøvrigt over at kunne for-
tælle, at arbejdet på hjemmet går fint.
Der er ikke tale om gnidninger af no-
gen art.
Kun kan det knibe for enkelte af de
unge grønlændere at finde ind og ud
af byen i begyndelsen, men de giver
nødigt op. Således oplevede man en
tømrerlærling komme traskende hjem
langt ud på natten, træt og udaset.
Han var — i fuld overensstemmelse
med det, der var blevet ham pålagt at
gøre — sprunget på en linje 1 på
Kongens Nytorv, som skulle føre ham
fil Hellerup. Men som den opmærk-
somme iagttager fandt han ud af, at
sporvognen kørte den „forkerte" vej:
Han havde ikke tidligere set de hu-
se...
Hvorefter han sprang af og med
næsen i linje l’s spor gik hele vejen
hjem. aka.
John Lynge
ssanitdlunga, påsivarale tamånarpiaK
soKutigissarinago, tåssame Kangånit-
dle riiuvernermut tungassut pilerigi-
ssarisimavåka, uvdlutdlume ilane au-
lajangivigdlunga. Købenbavnimut pi-
vunga perKigsimingivigpungalo, Ma-
rie Kungujugkame.
Astrid: — uvanga ukiup KerKa 'ig-
dlume sulissugssat atuarfiånipunga
tamalumalo kingornatigut Kåumatine
tatdlimane højskolemitdlunga. tauva
ministeriame sulivfeKalerpunga, ajo-
raluartumigdle tuberkulosemik na-
pauteKalerdlunga Kåumatine 16-ine
uningassariaKarsimavunga, månale
sulivdlunga autdlartencerérdlunga.
suvfigssaeruneK ajorput.
inusugtut tåuko suliaKarane nikat-
dlungåinamigssamut pivfigssaKarneK
Hos unge grønlændere
i København ...
Bag de oplyste vinduer på Grønlænderhjemmet ser man livlig aktivitet udfolde
sig: et sted har en ung mand begravet sig i en bog, et andet sted er en ung pige
optaget af at sætte sit hår. Og inde på John Lynges hyggelige værelse sidder fem
unge mennesker bænket, og de snakker frem og tilbage om ting, der nu engang
optager unge mennesker. De er et sted mellem 20 og 25 år (og det gælder iøvrigt
alle indvånere, hvoraf der i øjeblikket befinder sig 21). De kommer naturligvis
alle fra Grønland, men har været i Danmark for kortere eller længere tid. John
Lynge har været længst, ialt seks år. Han kommer, ligesom kammeraten Hans
Chemnitz, fra Godthåb. De tre andre er pigerne Sarah Dorph (Jakobshavn), Astrid
Lund (Sydprøven) og Marie Petersen (Sukkertoppen).
Astrid Lund

Københavnime kalåtdlit
s