Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 23

Hvor Sydkorset funkler
Middagen var god: Ung gris, fersk
bonitefisk og som dessert ananas. Et
festligt arrangement og kineserkokken
Le Sheung fuldt værdig. Protester
hørtes heller ikke. Mandskabet, elleve
i alt (en kuvert stod urørt) sad under
petroleumslampens gule skær, brune-
de af ækvatorsolen og passede deres
dont.
O’Connor, en rødblond irlænder, sad
for bordenden. Stor og massiv og med
kræfter som en okse indtog han en
slags førerstilling om bord. Mandska-
bet var en smule bange for ham, hvad
Joseph, der sad og betragtede ham, of-
te havde konstateret. For eksempel
var der ungmanden Gregers, en rød-
mosset, blond fyr fra Wales. Jøseph
havde ofte bemærket, når O’Connor
kom til stede, hvorledes hans pupiller
var blevet udspilede af skræk.
Hvilket heller ikke var uden grund,
tænkte Joseph. O’Connor havde været
på nakken af ham, siden de forlod
Montreal, og gjort ham livet surt. År-
sagen hertil kendte Joseph ikke. Men
så meget vidste han, at det var unfair
at forfølge en dreng på den måde. Selv
nu i aften havde O’Connor været efter
ham og sendt ham til rors i stedet for
Patterson, for at denne sammen med
de andre kunne deltage i måltidet.
Josephs læber blev pludselig smalle.
Han havde ondt af Gregers. Nu stod
han selvfølgelig deroppe, ensom og
trist, hvilket var højst forkasteligt, for
var der nogen, der trængte til en smu-
le medfølelse, var det Gregers, denne
blåøjede yngling fra Wales, der endnu
havde noget af barnesindet i be-
hold. Joseph lagde pludselig kniv og
gaffel og rejste sig.
— Jeg går op og afløser ved ro-
ret! sagde han.
O’Connor så forbavset på ham.
— Afløser? Men Gregers står jo
deroppe!
— Netop derfor! sagde Joseph. Du
har åbenbart fået den opfattelse,
O’Connor, at den dreng er uden liv
og følelse. Og hvordan med det
uvejr, som er i anmarch? Bryder
det løs er det højst sandsynligt, at
han ikke får en bid mad før i mor-
gen. Men det gør ikke noget, vel?
Bare I selv får munden stoppet, ik-
ke sandt? Joseph trak hurtigt i en
oliekappe og forsvandt ud i mørket.
O’Connor lo kunstlet.
— Der fik vi nok tørt på, sagde
han.
Patterson nikkede med munden
fuld af mad.
— Vi burde i grunden ikke have
fundet os i det, sagde han.
Sludder, sagde O’Connor skarpt.
Du kunne jo blot have passet din
rorstøm!
Patterson tav forvirret.
Lidt efter kom Gregers. Han blev
forlegen stående indenfor døren og
missede mod lyset. Så sagde han
lavmælt godaften og så ligesom
undskyldende hen på O’Connor og
kantede sig ned ved bordet. Patter-
son betragtede ham sarkastisk og
sagde: Var det slemt deroppe?
— Nej, sagde Gregers lavt. Jeg
befandt mig godt. Han begyndte at
spise og sagde uden at se op: Des-
uden tænkte jeg på så meget.
— På hvad? spurgte Patterson og
betragtede ham nyfigent.
— På dem derhjemme. På dem
man har kær, ens mor f. eks. Gre-
gers smilede lidt undselig. Jeg ville
næsten ønske, at hun havde været
her i aften.
— Hvorfor dog det? spurgte Pat-
terson dybt overrasket.
— For stjernernes skyld, for Sydkor-
set! Hun ville have syntes om det. Jeg
ved det; denne natsorte tropehimmel,
de millioner af stjerner, lysende, funk-
lende og klare; og Sydkorset, midt inde
i vrimlen. Gregers lo drenget. Jeg har
altid synes, at det var så fantastisk
smukt!
Patterson tav. Han kunne ikke følge
med længere og sad og så forvirret op
mod lampen. O’Connor gjorde det
samme. Men i hans øjne lå et efter-
tænksomt udtryk. Pludselig sagde han
venligt:
— Gregers. Hvordan går det med
uvejret?
Gregers så forbavset op. Var det
virkelig O’Connor, der talte til ham i
denne venlige tone? Gregers rødmede
uvilkårligt af glæde.
— Jeg ved det ikke, sagde han. Men
det lyner ustandselig mod nordvest, og
himlen derude er kulsort. Jeg tror nok
det kommer, sagde han lidt forsigtigt.
Skipperen mente åbenbart det samme.
Han stak i hvert fald flere gange ho-
vedet op ad kappen og spurgte efter
vejret, tilføjede han.
— All right, sagde O’Connor venligt
og rejste sig. Skal vi finde olietøjet
frem, gutter, sagde han. Denne atmos-
fære lover heller ikke godt. Se her!
Han tørrede sig over panden og sve-
den dryppede mod dørken fra en stor
kantet finger. Tavse begyndte mand-
skabet at lede olietøjet frem. Kun Jef-
ferson, en broncebrun, undersætsig
yankee, blev siddende.
— Lad os blot få luften renset, sag-
de han. Lad os få en rigtig brand-
storm, der kan tordne og larme og
klare begreberne. Han greb ud efter
en mandolin. Sådan, ikke sandt? Han
slog fejende over i en shanties: Roil
me down to Rio! En hvirvel af toner
slog ud i rummet: Down the river,
cross the ocean; da pludselig en anden
lyd hørtes, en pibende, fløjtende tone:
forspillet til en stormnats furiøse mu-
sik. Stilheden sænkede sig over luka-
fet. Så lød der trampende fødder på
dækket. Døren gik op og bossen Mur-
ray stak hovedet ind og råbte:
— Alle mand på dækket! Kvikt som
bar pokker! Og du, O’Connor, Patter-
son, Jefferson og Gregers går til stor-
masten og i andre til fokkemasten!
Hurry up! Bossen fægtede med arme-
ne i lysstriben, og hans svedende an-
sigt glødede.
— Nu har vi den! råbte han. Hør!
En hvinende, larmende lyd hørtes
oppe på dækket. Så stilhed. Så kom
der igen et sus, et brag, som fik bar-
ken til at stejle og rulle faretruende
mod styrbord. Skaffegrejerne røg øre-
døvende på gulvet, og petroleumslam-
pen svingede som en karrusel. Så kom
der et fejende sus, et smeld, og lampen
gik ud.
— Gregers! Det var O’Connor, der
råbte.
Gregers famlede sig i mørket hen til
ham.
— Her! sagde han.
O’Connor greb ham i skulderen.
— Du bliver hos mig! Forstår du?
Ikke et skridt ud til siden! Og husk
dette, bestandig dette: En hånd for
skibet og en for dig selv!
— Javel! Gregers følte sig pludselig
stolt og glad, fordi O’Connor, kæmpen,
barkens kapacitet, havde fattet inter-
esse for ham; det satte ham i stand til
at møde alverdens storme og orkaner
uden at blinke.
— Jeg skal gøre mit bedste! sagde
han.
— All right! O’Connor tog ham i ar-
men, og de tumlede op på dækket,
hvor stormen havde arbejdet sig op i
et vanvittigt, voldsomt raseri. Hylen-
de og rasende hvinede den i takkela-
gen, flægede sejlene og fik de svære
stålmaster til at dirre. Skummasser
slog ustandselig hen over dækket; he-
le flader, der blev revet af havet, sej-
lede gennem luften. Syden og skum-
mnde slog de hen over lugerne, op ad
lønningen og masterne, og morilden
lyste. Et fantastisk syn. Flammer i ko-
gende vand. Lynene var ikke af him-
len. Ustandselig spaltede de mørket,
flammede og hvislede. Nogle gange
slog i havet og eksploderede pibende
og larmende som rødglødende jern,
der afkøles i vand.
Stormen tog til, voksende for hvert
minut. Som tusind hylende dæmoner
rasede den om skibet, og som akkom-
pagnement hertil bragede tordenen på
en gang løs, buldrede og larmede så
rummet skælvede. Den tropiske nat
havde pludselig skiftet karakter.
Stormguderne havde bemægtiget sig
rummet og truede nu alt levende med
død og undergang.
O’Connor gispede: Hvis dette ved-
varer bliver der ikke en pind tilbage
af barken! Hør! råbte han.
Overmærssejlet var pludselig revnet
og larmede nu oppe i mørket som tu-
sind maskingeværer, der ustandselig
fyrede løs, små eksploderende lyde,
arrige og hidsige og ind imellem hule,
dumpe drøn, når blokke og skøder ra-
sende slog mod stålmasten.
"O’Connor lod overmærsfaldet gå.
Råen susede med et brag nedefter.
O’Connor sprang opefter fulgt af tre
mand. Skødet gav sig, og tomme for
tomme fik de vinden presset ud af
sejlet. O’Connor gjorde pustende fast
og råbte: Gregers! Vi går op og gør
fast; men du bliver her og står stand
by! Forstår du? Og du lader intet gå,
før vi varskoer!
— Javel! råbte Gregers. Han arbej-
dede sig krybende hen til naglebæn-
ken og klamrede sig fast. Et øjeblik,
som mørke skygger mod en endnu
mørkede nat, sporede han O’Connor,
Jefferson og Patterson. Så forsvandt
de opefter, blev til eet med en kulsort
nat. Gregers var pludselig alene midt
i en begsort, sydende og larmende nat.
Man han var ikke bange. Han ejede
ikke en gnist af denne følelse. Han
var sømand, mere end nogensinde.
Måske skyldtes denne frygtløshed
> ' C3
vV
mod KULDE VARME-LYD
A/S Dansk glasuldfabrikimit igalåmerngit amutdlarnerinik uvsigsausiat issimut, kissamut nipimutdlo pitarnavérsautigissarniåkit
Aktieselskabet
Dansk Glasuldfabrik
(Aktieselskabet for Kemisk Industri)
Deres farvedias
fortjener en .
åssilissanut Kalipautilingmit
agdlisitsissutautit Z-seKersit-
sissuinik pisårtiniaruk. å-
ssilissutaerniartup Kinigag-
ssat åssiglngitsut takutitdli-
git.
lad Deres fotohandler demonstrere den
— til ethvert formål
PROJEKTOR
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
24