Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 12
P. E. Hansen & Co. A/S-ip amerdlasorssuångordlugit pigalugitdlo nagsiussortarpai. „En gros og leverance P. E. Hansen & Co. A/S disse resu“* palmolN« o ^ Friskere og Mind« fed renere ti ret hud'. Uger beviser at Palmolive kan give Gem klarere, friskere teint...jdagj Amerikame na- korsat påsisima- våt Palmolive er- miutigissarugko uvdluinarmut åmit Kåumardlu- nilo tåutorigsine- rusinaussutit! kfsame OKausmåungilaK taimågdlåme imailioruvit: Palmolive KaKorsausiutdlugo ermigit. Palmolivip Kapuanik nerumigtumik amerigsinartumigdlo klnat tagiartoruk mintite nåmagtitdlugo. uvdlut 14 taimatut ermigtarit uvdlormut mardloriardlutit. taimatut ermigtaråine — tåssalume amerigsingitsdrfiunane. mild og blid En mærkelig Hvordan det er at komme tilbage til Danmark? Det er svært at svare på. Lad mig sige så meget: Del er mær- keligt. Når der er gået seks år, er man kommet noget væk fra det hele, ar- bejde, omgangskreds o.s.v. Man dum- per ned i noget, man i forvejen er kendt med, men man føler alligevel, at der ligesom er revet seks år ud af kalenderen. Det er den tidligere overbetjent i Godthåb, Charles Vesterbirk, der så- ledes forsøger at sammenfatte ind- trykkene ’i forbindelse med omstillin- gen fra politigerning i' Grønland til kriminalbetjent-virksomhed i Gen- tofte. — Jeg er vendt hjem til det samme arbejde, den samme chef, de samme kolleger, det samme skrivebord, ja, sågar det samme hus her i Hellerup, og det tager tid at vænne sig til det. Man savner Grønland. Det er en over- gang, naturligvis, men det er en lang- varig omgang: man skal igen 'til at lære at arbejde maskinelt. Og når man omsider er fuldstændig akklima- tiseret -— når man ikke længere føler det „hul“, der er opstået — vil der al- tid ligge el lille savn i bevidstheden, helt bagude. — Det har med andre ord været en god tid? — Dejlig tid. Det har været inter- essant og lærerigt, og jeg har kun go- de minder. Det hele tegner sig vel og- så noget lysere for én, når der er tale om minder. Sandt at sige har der også været anstrengende dage. — Vel især i begyndelsen? — Det vil jeg ikke sige. Ganske vist tilhørte jeg det første politihold, der skulle til Grønland og var dermed impliceret i startvanskelighederne, men når jeg ser tilbage, gik det gan- ske udmærket, synes jeg. Med an- strengende dage tænker jeg på opga- vernes mangesidige karakter. Og Vesterbirk kommer ind på de mange „sager", som en politimand stilles overfor i rigets nordligste del. Han fortæller om det værdifulde kursus, som han — sammen med sine fire kolleger — deltog li, inden afrej- sen fandt sted. Disse to måneder kan ikke vurderes højt nok, siger han. OGSÅ KURSUS FOR GRØNLAND- SKE POLITIFOLK Vesterbirk mener iøvrigt, at der og- så burde oprettes kurser for grønland- ske politifolk og bisiddere, som uden tVivl ville stå „stærkere", når de, uden at have en overordnet at støtte sig til, skal vurdere en forelliggende sag. Men han pointerer samtidig, at det ikke skål opfattes som nogen kritik af det hidtidige arbejde, tværtimod. — Arbejdet i kredsretterne funge- rer ganske udmærket, siger han, og det er mit absolutte indtryk, at en- hver gør sit til at opnå en så retfær- dig afgørelse som muligt. — Hvad siger De til juridiske for- svarere? — Jeg har hørt og læst om det, og jeg tror, at det er for tidligt. Man skal ikke stille sig i vejen for udviklingen, fornemmelse at vende tilbage ..! Samtale med den tidligere overbetjent i Godthåb, kriminalbetjent Charles Vesterbirk på ingen måde, og det prøver jeg hel- ler ikke på. Men mine erfaringer si- ger mig, at en sagfører som forsvarer i kredsretten vil forvirre; det bliver til mere spilfægteri end gavnligt er. I retsplejeloven står der, at politiet skal anholde og anklage, javel, men det skal gøres objektivt, et forhold man ikke altid har for øje i Danmark. Her har man den juridiske forsvarer, ikke sandt. I Grønland prøver man at fremstille sagen på en måde, så at den belyses fra alle sider; her er der fra politiets side tale om både anklage og forsvar. Foreløbig tror jeg ikke, at man skal stationere faste sagførere på Grønland. Derimod kan man i på- kommende tilfælde sende en sådan op fra Danmark i en enkelt sag, hvor det skønnes nødvendigt. DE FEM AR De har nu været hjemme et halvt år. Er det syn på Grønland, på udvik- lingen deroppe, som De eventuelt har dannet Dem under opholdet, blevet revideret efter hjemkomsten? — Det er vist meget almindeligt, at man anlægger en anden målestok, når tingene beskues på afstand. Proble- merne bliver ikke så store. Men det gælder nu ikke for mig, når der tæn- kes på politiets arbejde 'i Grønland, nej, jeg har ikke revideret noget. — Finder De fem års tjenestetid i Grønland passende for en politimand? — Både-og. Hvis han ikke helt skal miste følingen med udviklingen her- hjemme, er det nødvendigt, at han ta- ger tilbage efter fem års forløb. På den anden side vil jeg hævde, at først da — efter de fem år — er han helt på højde med situationen i ethvert forhold. Han er med andre ord „inde ii sagerne". Derfor mener jeg, at det er forkert, at han skal rejse hjem. Det kunne jo tænkes, at nogle havde lyst til at fortsætte og såfremt kvalifika- tionerne ellers var i orden, synes jeg, det ville være udmærket. — I så fald: Ville De have fortsat? — Nej, jeg havde bestemt mig for de fem år. — Og så færdig med Grønland? — Færdig og færdig. Man bliver ikke færdig med Grønland ... —• Jeg tænkte på arbejde i forbin- delse med Grønland? ■— Ja, dét er det nok slut med, des- værre. Jeg har holdt et foredrag d Det grønlandske Selskab, og det betragte- de jeg faktisk som et punktum for mit arbejde vedrørende Grønland. Jeg skal åbent erkende, at jeg vil savne det. Men i mit erhverv vil der ikke være muligheder for at kunne anven- de de erfaringer, man har høstet der- oppe — som politimand blandt grøn- lændere, altså. — Kriminalbetjent Vesterbirk, ville det være forkert at sige, at Deres år på Grønland har været en livsopgave? — Næh, det vil det ikke. Det har været en livsopgave for mig. Om fem år ikke er for kort tid til en livsopga- ve? Det er et spørgsmål, og det hæn- der, at man retter spørgsmålet til sig selv... aka. 12

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.