Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 12

P. E. Hansen & Co. A/S-ip amerdlasorssuångordlugit pigalugitdlo
nagsiussortarpai.
„En gros og leverance P. E. Hansen & Co. A/S
disse resu“*
palmolN« o
^ Friskere og
Mind« fed
renere ti
ret hud'.
Uger beviser at Palmolive kan give Gem
klarere, friskere teint...jdagj
Amerikame na-
korsat påsisima-
våt Palmolive er-
miutigissarugko
uvdluinarmut
åmit Kåumardlu-
nilo tåutorigsine-
rusinaussutit!
kfsame
OKausmåungilaK
taimågdlåme imailioruvit:
Palmolive KaKorsausiutdlugo ermigit.
Palmolivip Kapuanik nerumigtumik amerigsinartumigdlo
klnat tagiartoruk mintite nåmagtitdlugo.
uvdlut 14 taimatut ermigtarit uvdlormut mardloriardlutit.
taimatut ermigtaråine — tåssalume amerigsingitsdrfiunane.
mild
og blid
En mærkelig
Hvordan det er at komme tilbage til
Danmark? Det er svært at svare på.
Lad mig sige så meget: Del er mær-
keligt. Når der er gået seks år, er man
kommet noget væk fra det hele, ar-
bejde, omgangskreds o.s.v. Man dum-
per ned i noget, man i forvejen er
kendt med, men man føler alligevel,
at der ligesom er revet seks år ud af
kalenderen.
Det er den tidligere overbetjent i
Godthåb, Charles Vesterbirk, der så-
ledes forsøger at sammenfatte ind-
trykkene ’i forbindelse med omstillin-
gen fra politigerning i' Grønland til
kriminalbetjent-virksomhed i Gen-
tofte.
— Jeg er vendt hjem til det samme
arbejde, den samme chef, de samme
kolleger, det samme skrivebord, ja,
sågar det samme hus her i Hellerup,
og det tager tid at vænne sig til det.
Man savner Grønland. Det er en over-
gang, naturligvis, men det er en lang-
varig omgang: man skal igen 'til at
lære at arbejde maskinelt. Og når
man omsider er fuldstændig akklima-
tiseret -— når man ikke længere føler
det „hul“, der er opstået — vil der al-
tid ligge el lille savn i bevidstheden,
helt bagude.
— Det har med andre ord været en
god tid?
— Dejlig tid. Det har været inter-
essant og lærerigt, og jeg har kun go-
de minder. Det hele tegner sig vel og-
så noget lysere for én, når der er tale
om minder. Sandt at sige har der også
været anstrengende dage.
— Vel især i begyndelsen?
— Det vil jeg ikke sige. Ganske
vist tilhørte jeg det første politihold,
der skulle til Grønland og var dermed
impliceret i startvanskelighederne,
men når jeg ser tilbage, gik det gan-
ske udmærket, synes jeg. Med an-
strengende dage tænker jeg på opga-
vernes mangesidige karakter.
Og Vesterbirk kommer ind på de
mange „sager", som en politimand
stilles overfor i rigets nordligste del.
Han fortæller om det værdifulde
kursus, som han — sammen med sine
fire kolleger — deltog li, inden afrej-
sen fandt sted. Disse to måneder kan
ikke vurderes højt nok, siger han.
OGSÅ KURSUS FOR GRØNLAND-
SKE POLITIFOLK
Vesterbirk mener iøvrigt, at der og-
så burde oprettes kurser for grønland-
ske politifolk og bisiddere, som uden
tVivl ville stå „stærkere", når de, uden
at have en overordnet at støtte sig til,
skal vurdere en forelliggende sag. Men
han pointerer samtidig, at det ikke
skål opfattes som nogen kritik af det
hidtidige arbejde, tværtimod.
— Arbejdet i kredsretterne funge-
rer ganske udmærket, siger han, og
det er mit absolutte indtryk, at en-
hver gør sit til at opnå en så retfær-
dig afgørelse som muligt.
— Hvad siger De til juridiske for-
svarere?
— Jeg har hørt og læst om det, og
jeg tror, at det er for tidligt. Man skal
ikke stille sig i vejen for udviklingen,
fornemmelse
at vende
tilbage ..!
Samtale med den tidligere
overbetjent i Godthåb,
kriminalbetjent Charles
Vesterbirk
på ingen måde, og det prøver jeg hel-
ler ikke på. Men mine erfaringer si-
ger mig, at en sagfører som forsvarer
i kredsretten vil forvirre; det bliver
til mere spilfægteri end gavnligt er. I
retsplejeloven står der, at politiet skal
anholde og anklage, javel, men det
skal gøres objektivt, et forhold man
ikke altid har for øje i Danmark. Her
har man den juridiske forsvarer, ikke
sandt. I Grønland prøver man at
fremstille sagen på en måde, så at den
belyses fra alle sider; her er der fra
politiets side tale om både anklage og
forsvar. Foreløbig tror jeg ikke, at
man skal stationere faste sagførere på
Grønland. Derimod kan man i på-
kommende tilfælde sende en sådan op
fra Danmark i en enkelt sag, hvor det
skønnes nødvendigt.
DE FEM AR
De har nu været hjemme et halvt
år. Er det syn på Grønland, på udvik-
lingen deroppe, som De eventuelt har
dannet Dem under opholdet, blevet
revideret efter hjemkomsten?
— Det er vist meget almindeligt, at
man anlægger en anden målestok, når
tingene beskues på afstand. Proble-
merne bliver ikke så store. Men det
gælder nu ikke for mig, når der tæn-
kes på politiets arbejde 'i Grønland,
nej, jeg har ikke revideret noget.
— Finder De fem års tjenestetid i
Grønland passende for en politimand?
— Både-og. Hvis han ikke helt skal
miste følingen med udviklingen her-
hjemme, er det nødvendigt, at han ta-
ger tilbage efter fem års forløb. På
den anden side vil jeg hævde, at først
da — efter de fem år — er han helt
på højde med situationen i ethvert
forhold. Han er med andre ord „inde
ii sagerne". Derfor mener jeg, at det
er forkert, at han skal rejse hjem. Det
kunne jo tænkes, at nogle havde lyst
til at fortsætte og såfremt kvalifika-
tionerne ellers var i orden, synes jeg,
det ville være udmærket.
— I så fald: Ville De have fortsat?
— Nej, jeg havde bestemt mig for
de fem år.
— Og så færdig med Grønland?
— Færdig og færdig. Man bliver
ikke færdig med Grønland ...
—• Jeg tænkte på arbejde i forbin-
delse med Grønland?
■— Ja, dét er det nok slut med, des-
værre. Jeg har holdt et foredrag d Det
grønlandske Selskab, og det betragte-
de jeg faktisk som et punktum for mit
arbejde vedrørende Grønland. Jeg
skal åbent erkende, at jeg vil savne
det. Men i mit erhverv vil der ikke
være muligheder for at kunne anven-
de de erfaringer, man har høstet der-
oppe — som politimand blandt grøn-
lændere, altså.
— Kriminalbetjent Vesterbirk, ville
det være forkert at sige, at Deres år
på Grønland har været en livsopgave?
— Næh, det vil det ikke. Det har
været en livsopgave for mig. Om fem
år ikke er for kort tid til en livsopga-
ve? Det er et spørgsmål, og det hæn-
der, at man retter spørgsmålet til sig
selv... aka.
12