Atuagagdliutit - 17.01.1958, Blaðsíða 24

O’Connor, som han havde frygtet og
samtidig set op til, men som nu var
blevet hans ven. For det var han jo.
Gregers kunne ikke tro andet. Denne
mildhed i stemmen, udtrykket i hans
øjne og hans hænders faste greb var
absolutte og sikre kendsgerninger her-
for.
Mærkeligt i grunden, at de ikke
varskoede, skreg eller råbte. Gregers
blev pludselig urolig og fastgjorde en
piskende tovende, da et hårdt smeld
mod havoverfladen fik ham til at
tumle omkring. Han stirrede blindt ud
i mørket, klamrende sig til naglebæn-
ken. Så hørte han en hæs stemme rå-
be.
— Mand over bord! Mand over bord!
Noget mørkt og tungt kom susende
ned ad en bardun; det var Jefferson.
— Mand over bord! råbte han.
Gregers sprang hen til ham.
— Hvem var det? gispede han.
— O’Connor!
Nye, hæse stemmer blandede sig
med stormens hvinen og larmen. Kom-
mandoråb smeldede.
— Klar til at vende! Fem mand til
bagbords redningsbåd!
Råbene steg som hæse nødskrig op
i den kulsorte, larmende nat.
Midt i virvaret stod Gregers stiv og
rodfæstet. Mænd skubbede til ham,
og tovender piskede ham om ørerne.
Men han ænsede det ikke. Hans øjne
hang fortryllet ved havet derude, hvor
bølgerne brødes og knuses mod hinan-
den, så hele skumflader som skyer
stod ind over dækket. Midt ude i dette
helvede lå O’Connor. Gregers forstod
det ikke. O’Connor, som kun for et
øjeblik siden havde sagt til ham: Du
bliver hos mig! Forstår du! Ikke eet
skridt ud til siden! Og nu lå han der-
ude! O’Connor, der pludselig var ble-
vet hans ven. Muligvis var han alle-
rede ved at drukne. Og hvorfor? Fordi
ingen turde sætte sit liv incj som ind-
sats for et andet liv. Nok satte de red-
ningsbåden i vandet; men under den
manøvre kunne O’Connor drukne
mange gange.
Gregers rettede sig pludselig op. Du
viger ikke eet skridt ud til siden, hav-
de O’Connor sagt. Forstår du? Men
du bliver hos mig! Gregers bed tæn-
derne sammen. Nej, ikke eet skridt ud
til siden! Nu vidste han, hvad han
havde at gøre. O’Connor havde jo selv
beordret det. Uden at vakle smed han
oliekappen og søstøvlerne og sprang
op på lønningen, stod et øjeblik med
stormen hylende omkring sig, så satte
han fra. Han gjorde det uden vaklen,
uden tøven. Han var som besat af en
stor og indre ild, kun besjælet af een
eneste tanke, at hjælpe den nødstedte
mand derude.
Gispende dukkede han op af det
stormpiskede vand og fortrød pludse-
lig, at han ikke havde taget en red-
ningsbøje med. Han så opefter og
tænkte på at råbe, da en rednings-
bøje pludselig susede ned ved siden
af ham. Så havde de altså observeret
hans handling, hvilket gav ham nyt
mod. Han arbejdede sig ind i red-
ningsbøjen og begyndte at svømme
udefter. Han kunne ikke se en hånd
for sig. Barkens lanterner var også
forsvundet. Kun hvidtoppede, skum-
mende bølger omgav ham. Nogle gan-
ge blev han slået under vandet, men
dukkede hver gang op som en prop
og fortsatte uanfægtet ud i mørket på
må og få.
Nu og da spaltede store, blåhvide
zig-zag-lyn himlen, gjorde nat til dag,
og han spejdede anstrengt omkring
sig, men observerede intet; kun dette
hvidglødende, skumpiskede hav, der
frådende strakte sig ud mod en kul-
sort, lav horisont, omgav ham. Pludse-
lig følte han sig bedre tilpas. Hvorfor
vidste han ikke. Men han ligesom
følte, at noget stort og nyt havde taget
hans legeme i besiddelse og bar ham
opefter og ud over havet. Han fort-
satte energisk og følte,' at målet var
nær. Han rejste sig op i bøjen og spej-
dede omkring sig. Var der ikke noget,
som bevægede sig derhenne, en arm,
der rakte opefter? Han stirrede an-
strengt og konstaterede, at der var
noget, som bevægede sig derhenne. —
Så kom der et lyn, en hvislende flam-
me, der gik lavt hen over hans hoved.
Han spejdede gennem det metalhvide
skær — og der, kun tyve meter henne,
fangede han glimtet af en brun arm.
Han kastede sig fremover i red-
ningsbøjen og brød bølgernes barrierer
med sejg energi. Nu var han næsten
fremme. Han kunne se armen vinke
og høre en stemme råbe: O’Connor
her!
Gregers råbte igen. Så susede han
ned i en bølgedal. To svømmetag til,
og han var oppe på siden af O’Connor.
— Hvordan i alverden ...? begyndte
O’Connor og betragtede overrasket
den slanke, drivvåde skikkelse i red-
ningsbøjen.
— Og det gjorde du helt alene?
Gregers nikkede og smuttede ud af
redningsbøjen.
— Jeg vidste jo, at du havde brug
for mig, sagde han.
O’Connor sagde ingenting, men duk-
kede ind under redningsbøjen og pres-
sede sig op i ringen med fortrukket
ansigt og sagde gispende:
— Jeg kunne heller ikke have klaret
mig meget længere. Jeg slog min ven-
stre skulder i stykker mod storråen, da
jeg faldt. Har de sat en båd i vandet?
spurgte han stønnedne.
— Den kommer nu, sagde Gregers.
Se der!
En gullig lanterne nærmede sig, og
de kunne høre åreslagene fra båden.
O’Connor sagde lavt:
— Jeg tror ikke, at de havde fundet
mig i det mørke!
Gregers, der holdt fast i rednings-
bøjens venstre side, så op på ham og
smilede, og hans øjne var meget klare.
— Muligvis ikke, sagde han. Men
hvad betyder det også nu, da jeg har
fundet dig?
O’Connor gjorde en synkebevægelse
og sagde: Gregers, bedste kammerat.
Nu er uvejret holdt op. — Se, hvor
skyerne spreder sig!
De så begge to opefter, og højt oppe,
hvor skyerne var gået fra hinanden,
og hvor rotpehimlen var klar, stod
Sydkorset, lysende, funklende og klart
og sendte sit sølverne skær ned gen-
nem natten.
PRINCE, den mest solgte filtercigaret, er ci-
garetten med det sensationelle Whitron-filter,
der giver den fulde tobakssmag og det lette
træk.
Prince sikaritit kingmiarfigdlit
tunineKartarnerpåt, Whitroni-
nik kingmiarfigdlit mitdluåi-
ssutigiuminartunik tupasungni-
migdlo avdlångortitsissångit-
sunik.
sikarite kingmiarfilik tupasungnivigsoK
fø*' i >
25