Atuagagdliutit - 21.05.1959, Blaðsíða 4

Den evige nysgerrighed er
videnskabens kendetegn
Det lille urtidsbløddyr, fundet under Galathea-ekspeditionen,
blev videnskabelig set en større sensation end den blå fisk
En mand går langs stranden en som-
merdag. Han finder en sjov sten, iøj-
nefaldende og køn, kigger lidt på den
og bruger den så til at slå smut med.
Lidt senere bukker han sig og pluk-
ker en blomst, der afviger lidt fra de
omkringstående. Han betragter den
lidt og sætter den så i knaphullet,
hvor den bliver til den er tør og vis-
sen.
Sådan er vi, lad os blot indrømme
det, men sådan er videnskabsmanden
ikke. Han har en uimodståelig trang
til at undersøge alt og ikke mindst
det, der afviger lidt fra det alminde-
lige. Det er ligefrem en sport for vi-
denskabens dyrkere at finde frem til
noget nyt og noget rigtigt og så kom-
me først med det. Den evige nysger-
righed er videnskabens kendetegn.
Der findes masser af eksempler her-
på. Lad os blot nævne et enkelt. Den
6. maj 1952, da det danske ekspedi-
tionsskib „Galathea" var på vej hjem-
over fra sit store togt og befandt sig
ud for Mellemamerikas kyst, gjorde
man et træk med et trawl på ca. 3600
meter dybt vand. Det bragte en
mængde fisk, rejer, svampe og meget
andet for dagens lys. Der var i træk-
ket en meget ejendommelig og ukendt
fisk, der har fået navnet Galathea-
thauma axeli. De ombordværende vi-
denskabsmænd var lykkelige over
dette fund, og begejstringen bredte sig
over hele skibet. Havde man ikke fået
fat på Den blå fisk, så havde man da
fået en anden fisk, som var i stand til
at sætte sindene i bevægelse.
Naturligvis skulle man gøre rent ef-
Model K 756
niviarsiarKanut
A J ■
KatlgOK
8-9-nik ukiulingnut.
atortugssai:
Kilertat 35-t KaKortut EDELWEISS.
Kilertat tatdlimat augpalårtut EDELWEISS.
Kilertat tatdlimat tungujortut EDELWEISS.
åtatit Kulit. nuerssautit nr. 2%-it.
KdtigdK nukagpiantanut nuerssarneKåsag-
pat åtaserfé såmerdliusåput.
nnerssarnerata sukangåssusigssd:
sanimut Kitdlat 15-it = 5 cm. liuniut Kit-
dlat 20-t = 5 cm.
luniia såvalo atautsikut nuerssåsåput:
272-inik autdlartitseriardlutit Kfiruårtumik
silåm. 1, ilungm. 1 3 cm-imik porttissusi-
lerdlugo nuerssaruk nuerssarnigssfitutdlo
nuerssaierdlugo: silåm. 8, ilungm. 3 nåvane.
ilungm. 8, silåm. 3 mamingane. taimatut nu-
crssautip sanimut Hånere 16-it nuerssåkit.
tugdlia: sanimut Kitdlat sujugdlit sisamat
nuerssåumut avdlamut nukit, tugdlilo sisa-
mat nuerssardlugit, mitatit nuerssåkit, tauva
ilungm. 3, silåm. 8, ilungm. 3, tuimatut
nuerssaut nåjuk. tauva K&vane maminganilo
Kitdlat åssilinardlugit nuerssautit 17-it Ki-
perKigdlugulo. tåukua uteuåtåsåput. 30 cm-
ter sig på „Galathea“s dæk, hvor alt
brugbart materiale skulle pilles op, in-
den der kunne spules og skrubbes, så
man kunne være klar til næste træk.
Men ombord på denne del af „Ga-
lathea“s togt var netop en videnskabs-
mand, museumsinspektør, dr. phil.
Henning Lemche. Han var specialist i
bløddyr, og han måtte pille alle de
store og flotte fisk og krebsdyr fra,
før han kunne se, om der var noget af
særlig interesse for ham selv. Og det
var der. Allernederst i bunken åben-
barede der sig en halv snes små blød-
dyr. 10 af dem havde bløddelene i be-
hold, tre tomme skaller, og dyrene
var at dømme efter deres udseende en
slags hætteformede snegle — men nej,
da de kom under mikroskopet afslø-
redes det, at organerne sad på en
måde, man ikke kender hos snegle.
Sådan var begyndelsen. Da dr. Hen-
ning Lemche kom hjem, måtte han
gå i gang med det arbejde, han havde
forladt ved afrejsen til „Galathea",
og først i sommeren 1956 kunne han
gå i gang med en nøjere undersøgelse
af de små bløddyr fra „Galathea“.
Disse undersøgelser viste, at de
„snegleagtige“ dyr, han havde fundet
på „Galathea“s dæk, var urtidsblød-
dyr, kun kendt fra forsteninger, der
er 500-350 millioner år gamle. Dette
ur-bløddyr blev den store videnskabe-
lige Galathea-sensation verden over.
Videnskaben forstår det sensationel-
le, men for den jævne mand, som blot
læste dagbladenes artikler, betyder
fundet vel knap så meget.
mgorpat unigsså: sanimut Kitdlat 57-it nu-
erssåkit, sisamat inakit, 61-ingornerånut nu-
erssaigit, sisamat inakit, 57-it nuerssåkit.
sivnere atausiåkårdlugit nuerssåkit uniane
atautsimik 4-riardlutit inårsissardlutit. tau-
va KumuinaK uniata takissusigsså: tunuane
15 cm tikitdlugo. tuvé inakit 3xl2-nik, siv-
nerilo atautsikut. såve: 13 cm-ingorneranut,
tauva nuilåta nalåne mardlukfitårdlugit 36-
ngornerånut inaruk 3xl2-inik.
taligssai:
56-inik autdlartitseriardlutit 10 cm-imik
timitåtut Kåruåruk nuerssarnigssåtutdlo ima
autdlartitdlugo: ilungm. 3, silam. 8, ilungm.
3, silåm. 8). ungalåsigaK uteKåtåruk. tåuna
ilaKåtåsaoK sanimut Kitdlat 80-ingordlugit
naggatåne silåm. 8 ilungmutdlo 3-ngordlu-
git. timitåtut agdlalersoruk nuerssautip sa-
nimut nånerisa 8-gssane igdlugtut atautsimik
ilassardlugit 102-mgorneranut. 32 cm-ingor-
pat ima ilångartisapK: autdlaraautåne Kit-
dlat pingasut nuerssåume 1-ime 2-milo, ki-
ngulinilo atautsimik autdlarKautåne 70-ingor-
nerat tikitdlugo, tauva mardlungnik 42-ngor-
nerånut tugdlinilo mardlungne 6-inik. siv-
nere 30-t atautsikut.
nuilagssa:
nuerssagkat naKititeriardlugo tuve katikit
nuilånilo Kitdlanik 80-inik nuioraeriardlutit
sinåtut Koruårtumik 2 cm-imik nuerssauv-
dlutit.
såvisa sinait: Kåvanit 119-inik nuioraigit,
nuerssautip sanimut nånere pingasut tungu-
jortumik nuerssåkit, mardlugdlo Kaiiortumik,
ama mardluk augpalårtumik, augpalårtu-
migdlo inårdlugit.
sinai KaKortut: (såmerdleK) 30-nik aut-
dlartitseriardlutit ivssusåmik nuerssaigit.
nuerssaut 1: silåm. 1, nuerssagagssaK tug-
dlingordlugo ilungm. 1 tiguinardlugo.
nuerssaut 2: sujuliatut, kisiåne tiguinagaK
nuerssariardlugo tugdlia nuerssardlugo.
45 cm nuerssariardlugo inåruk. sinå ta-
lerpigdleK: såmerdlertut kisiåne åtaserfiler-
nuerssarérugko Kitdlat sisamat, pingasut inå-
kit, 7-ngornerånut nuerssaruk, pingasut inå-
kit, sisamatdlo nuerssardlugit. inåkat na-
låne ^avdlanik nutånik autdlartitsisautit. åta-
serfigssai 10 cm-imik akugttissuseKåsåput ki-
ngugdleK inerpat 1 cm nuerssariardlugo inå-
saoK.
katiternigsså:
sinigssai KaKortut naKeriardlugit timitånut
merssåtikit. åtaserfigssai sinilioriardlugit
åtasersoruk. talé ikutikit. tallsa sinait ilung-
mut peKikit.
Regnede ikke med noget usæd-
vanligt, sagde engelsk zoolog
— Jeg skal da også villigt indrøm-
me, siger dr. Henning Lemche, at da
jeg ombord på „Galathea" så disse
bløddyr, da regnede jeg ikke med, at
de var noget så usædvanligt. Jeg vid-
ste, at de ikke kendes i danske far-
vande, men vi var jo så langt hjem-
mefra og ventede jo at finde ting, der
lå uden for vor hverdag. Det var mine
undersøgelser herhjemme, der viste
mig, hvad det virkelig drejede sig om.
Min opgave som deltager i „Gala-
thea“ ekspeditionen var især at tage
mig af bløddyrene, og da jeg kom
hjem og kunne gå i gang med at give
en oversigt over bløddyrene på de dy-
beste træk, stillede jeg mig ganske na-
turligt under sorteringen af materia-
let det spørgsmål: Hvad var det egent-
lig for sjove dyr, jeg havde set på
„Galathea“s dæk?
— Og så blev de små dyr jo faktisk
en sensation, som De vel dårligt turde
slippe løs uden at være bombesikker i
Deres bedømmelse?
— Det gør man simpelthen ikke, før
man har studeret litteraturen grun-
digt og helst også konfereret med an-
dre specialister.
Så mærkeligt som en levende
mand fra Mars
Den førende palæontolog i U.S.A.,
J. Brookes Knight, skrev til mig, da
meddelelsen kom ud, at han havde
svært ved at tro derpå. Det havde jeg
jo også selv, men efterhånden blev
også han overbevist. Han skrev til
mig, at det lille bløddyr for ham var
lige så mærkeligt som en levende
mand fra Mars ville have forekommet
ham. Han er specialist i palæzoiske
snegle og en uhyre erfaren zoolog.
Han havde netop ud fra forsteninger
og sit store kendskab til andre blød-
dyr konstrueret og tegnet samme lille
dyr, og så kom altså Galathea-fundet
og reviderede hans tegning og hans
viden.
En anden zoolog, den kendte profes-
sor Yonge fra Glasgow, der er specia-
list i bløddyrenes ernæring, har er-
klæret, at han betragter fundet af det
lille bløddyr ud for Mellemamerikas
kyst som mere interessant end fundet
af Den blå fisk.
— Hvad betyder det da, at dette lil-
le bløddyr er blevet fundet?
Opfyldelsen af et gammelt ønske er
nært forestående. Ved Grønlandsmi-
nister Kai Lindbergs medvirken ser
vi en ophjælpning af erhvervet her-
oppe nærme sig takket være den be-
villing på 57 millioner kroner, som
skal bruges til erhvervsformål i de
næste seks-syv år, skriver Gunnar
Berthelsen bl. a. i „Egedesminde Avis“.
Efter sigende skal pengene bruges
til fremme af fiskeriproduktionen, og
dette må vi glæde os over på fiskernes
vegne. De har jo tidligere måttet be-
handle fisken ved hjælp af ganske
primitive fiskerianlæg, der var for-
sinkende, ligesom sliddet ved arbejdet
har kostet fiskerne deres ungdom.
Man må formode, at de nye produk-
tionssteder bliver forsynet med mo-
derne redskaber og maskiner, så ar-
bejdet kan gå hurtigt fra hånden. Kan
man så regne med, at de nye fiskeri-
anlægs kapacitet vil blive udnyttet
fuldt ud, selvom de små fiskefartøjer,
som fiskerne i dag ejer, ikke bliver er-
stattede af større fartøjer? Eller kan
man fortsat nøjes med de små både
og alligevel forøge produktionen i det
nødvendige omfang? Jeg tror, man
kun kan udnytte en del af kapaciteten
ved hjælp af de forhåndenværende
både, men ikke fuldt ud.
— Det kommer nok til at betyde en
hel masse. Vi har fundet dyret, men
vi kender jo slet ikke detaillerne end-
nu og kan derfor ikke foretage de
nødvendige sammenligninger. Nu skal
materialet behandles, og det må ske
med meget stor nænsomhed, for at vi
kan nå frem til den rigtige beskrivelse
af dyret. Vor svenskfødte professor i
sammenlignende anatomi professor K.
G. Wingstrand, der er en glimrende
tekniker, er nu trådt til som medar-
bejder ved dette vanskelige og uhyre
vigtige arbejde.
— Hvornår vil så de videre under-
søgelser og beskrivelsen være tilende-
bragt?
— Det tør jeg ikke sige bestemt,
men om halvandet år skulle den nøj-
agtige beskrivelse gerne være færdig.
Men noget andet er, at jeg tror, der er
undersøgelser nok til 20 år, for jeg
skimter et stort og meget interessant
nyt mønster i afstamningsforholdene.
Men nu har vi jo skåret dyrene i tyn-
de snit, og så må vi foreløbig koncen-
trere os om selve beskrivelsen.
— Hvordan vil De, dr. Lemche, kun-
ne overkomme dette arbejde ved si-
den af Deres hverdag på museet?
Fundet ændrede videnskabens
opfattelse
— Det skal nu nok gå, for det er jo
sådan, at zoologiske videnskabsmænd
har også videnskaben som hobby. Jeg
kan ikke skelne mellem arbejde og
fritid, som så mange andre kan, men
jeg kan sige det sådan, at staten beta-
ler mig for at udføre et arbejde på
museet, og denne min løn skulle min
familie og jeg leve af. For at eksistere
bare nogenlunde anstændigt, må jeg
se at få min hobby, altså videnskaben,
til at give nogle flere indtægter. I ste-
det for at beskæftige mig i min fritid
med emner, der ligger uden for mit
fag blot for at tjene disse ekstra-ind-
tægter, som desværre er nødvendige,
så kan jeg nu, takket være Carlsberg-
fondet, gå i gang med sådanne special-
undersøgelser, som det her drejer sig
om, af det lille bløddyr Neopilina ga-
latheae. Carlsbergfondet støtter mig
for at sige det kort, så jeg kan arbejde
i ro med opgaver, som staten kvier sig
ved at betale. Hvad dette betyder for
dansk videnskab, kan enhver sige sig
selv, videnskabsmændene får lejlighed
(Fortsættes side 14)
Vi har hørt, at en dansk konsortium
vil anskaffe sig fire stålkuttere og at
de kostede ca. ih miil. kroner stykket.
De kan sagtens. De vil være med i den
grønlandske produktion, og i så fald
byder vi dem velkommen. Men hvad
så med vore egne fiskere? Det ser sort
ud for dem. Vi ved jo, at de ikke har
råd til at anskaffe sig søgående far-
tøjer. Hvad skal de så gøre? De har
vel ikke andre udveje end at henvende
sig til staten med halen mellem be-
nene. Findes der da ikke andre mu-
ligheder?
Andre nationer har den skik at fast-
lægge løsning af bestemte opgaver i
års-planer. Kan vi ikke prøve det
samme heroppe? Nu ved vi, at statens
syv-årsplan kommer til at koste 57
millioner kroner. Lad os ved forenede
kræfter forsøge at følge med i udvik-
lingen. Der findes ca. 30,000 mennesker
i Grønland, men lad os tage de 10,000
frem og bede dem opspare 100 kroner
hvert år pr. næse og anbringe pengene
i en fælles kasse. Og når de syv år er
gået, kan vi glæde os over at have 7
millioner kroner stående. Dette beløb
må så bruges til anskaffelse af de før-
ste sødygtige både.
Derved kunne vi forstå, hvad ud-
trykket „enighed gør stærk“ betyder.
Ville en syv-års-plan
skaffe Grønland
sødygtige fartøjer?
Enighed gør stærk — og Grønland ville kunne nå langt
4