Atuagagdliutit - 21.05.1959, Blaðsíða 12

Hvordan mener du, at det dansk-
grønlandske samarbejde bør
forme sig i de kommende år
Af Hans Kleist
1 forrige nummer udskrev A/G blandt eleverne på realskolen i
Godthåb en stilekonkurrence over emnet „Hvordan mener du, det
dansk-grønlandske samarbejde bør forme sig i de kommende år?“
Redaktionen har modtaget mange gode og virkelig positive be-
svarelser, og vi bringer her de første to af de tre præmierede.
Den bedste besvarelse skønner dommerkomiteen er skrevet af re-
alskoleelev Hans Kleist, andenpræmien hjemtog realskoleelev Mo-
ses Olsen, mens realskoleelev Peter Fr. Rosing har vundet tredie-
prisen. Denne sidste besvarelse bringer vi næste gang.
Stilene viser alle med glædelig tydelighed, at den grønlandske
ungdom virkelig går op i de problemer, der rører sig i Grønland af
i dag, med den interesse og grundighed, som disse kræver for at
blive løst. i
I lande, der har folkevalgte regerin-
ger, er samarbejde en af de vigtigste
faktorer i styreformen. I Danmark, der
er folkestyret, findes der to slags folk,
nemlig danskerne og grønlænderne, og
hvis de to folk ikke arbejder sammen,
vil der opstå store vanskeligheder,
som ikke bliver nemme at overvinde.
Det kræves jo, at borgerne tager del i
landets styre og i samarbejdsbestræ-
belserne, hvis systemet med folkestyre
fortsat skal bestå. Samarbejdet mel-
lem grønlænderne og danskerne må
gøres mere effektivt, og her må vi alle
have ansvarsfølelse og ikke blot vente
på de andre.
Det synes, som om der er for lidt til-
knytning mellem grønlænderne og
danskerne i det politiske liv i opbyg-
ningsårene (ikke mindst, når man
tænker på selve Grønland). Som en
grund kan nævnes, at danskerne og
grønlænderne kender for lidt til hin-
anden; det er jo ikke således, at dan-
skerne ikke bliver opstillet til lands-
rådet eller kommunalbestyrelserne,
fordi de har dårligere kendskab til
forholdene i landet. Blandt danskerne
i vort land er der nogle, som har godt
kendskab og interesse af forholdene
heroppe, således at de sagtens kan
blande sig i landets og byernes (kom-
munernes) styrelse. I flere byer findes
der mange danske, og det vil kun
være godt, hvis der findes blot een
blandt kandidaterne eller suppleanter-
ne, for derved vil et samarbejde i det
politiske liv ligesom binde og forsvare
grønlændernes og danskernes samar-
bejde på andre områder.
Et godt samarbejde kan også ska-
bes, hvis de udsendte ikke kom på
grupd af grønlandstillægget, men for-
di de har lyst til at arbejde heroppe.
Man har jo gjort Grønland og Dan-
mark til eet rige, og medborgeme fra
det samfund, som har holdt os oppe i
mange år, burde komme uden at tæn-
ke på „præmiering", men med vilje til
at lære grønlænderne, som de skal ar-
bejde iblandt. Derved vil de værre i
stand til at skabe samarbejde, der er
bedre end nu. Det vil være trist, hvis
de udsendte ville rejse hjem, når grøn-
landstillægget bliver afskaffet, — in-
gen samarbejdsvilje, skønt vi må be-
tragtes som „een nation". — Men er
det blot noget, der står på papiret?
Det vigtigste område, hvor grønlæn-
derne og danskerne kan arbejde sam-
men i fremtiden, er sikkert på det er-
hvervsøkonomiske. Nu er vi inde i en
tid, hvor der gøres mest muligt for at
ophjælpe det vigtigste erhverv; i til-
knytning hertil bør der skabes grund-
lag for det danske og grønlandske
samarbejde på det økonomiske og er-
hvervsmæssige område. Hvis der ikke
er samarbejde på dette område, kan
der nemt ske farlige ting. Lad os tæn-
ke, at der i fremtiden kommer mange
private danske herop, hvad vil der
ikke kunne ske til den tid, hvis der
ikke forsøges samarbejde. Både dan-
skerne og grønlænderne arbejder hver
for sig. Skænderier og modsætninger,
som skiller folk ad, som ellers bør
blande sig og leve fredeligt sam-
men, og som skaber dårligt rygte
for „samfundet". — Dette samarbejde
kan føres i form af fællesforetagender
(aktieselskaber, interessentskaber o.
lign.) og fælles indsats i foreninger el.
organisationer. Når jeg nævner fælles-
foretagender, tænker jeg på industri-
anlæg (fabriker), større fartøjer og an-
dre, der kræver stor kapital. Hvis man
vil gå i gang med sådanne ting, er ka-
pital (penge) det største problem. I
den retning er vi grønlændere langt
tilbage endnu, for opsparing af penge
er noget, der er uvant i vort land i alt
for høj grad. Grønlændernes spare-
penge er for få; i forhold til dansker-
ne er vi i alt for høj grad tilbøjelige
til at bruge vore penge til noget, der
er unødvendigt. Det er slet ikke van-
skeligt at spare sammen, blot der er
vilje dertil. Grønlænderne sparer for
lidt, det vil sige: vores vilje til at spa-
re sammen er alt for lille. — Skal vi
grønlændere virkelig betragtes som
nogle, der har en meget ringe vilje og
ikke kan styre sig selv? — Nej, det må
vi se at komme over; vi må se at lære
at blive viljestærke og leve med for-
nuft som ledetråd. Når grønlænderne
får mange sparepenge, kan de blot
søge samarbejde med danskerne på
erhvervsmæssige og økonomiske om-
råder, og jeg vil tro, at danskerne ikke
vil være uvillige, hvis de får tilbud om
samarbejde.
Det uddannelsesmæssige er også et
område, som kan betyde en hel del for
samarbejde. Vi ved alle, hvor meget
grønlænderne lægger vægt på at lære
det danske sprog. Ja, vi kan ganske
roligt sige, at for lidt forståelse af
hinanden sprogligt bærer en stor del
af skylden for, at der er så lidt samar-
bejde i dag. Vi grønlændere er dem,
der må gøre noget i den retning, for
danskerne kan ikke gøre alvor af at
lære grønlandsk, for vort sprog har
meget mindre betydning (vigtighed)
end deres eget. Det vil være godt, hvis
realskoleeleverne ikke kun er grøn-
landsksprogede, d. v. s. der bør være
danske børn blandt kosteleverne.
Danske børn, der bor heroppe må også
have adgang til kostskolen på lige fod
med os (i dag forlanges, at man er
grønlandsk, hvis man Vil have plads i
kostskolen). Man må se at komme væk
fra, at man skal have grønlandsk med
i realskolen, for det vil være for van-
skeligt for de danske børn, hvis de
skal være med til grønlandsk, i stedet
for kan man indføre, at man kan væl-
ge mellem grønlandsk og fransk. Hvis
de (danske og grønlandske børn) kan
være sammen i en kostskole, vil de i
fremtiden have lettere ved at arbejde
sammen.
Det vil også være gavnligt, hvis
skoleelever og lærlinge kan „bytte
skole", således at danske elever rejser
til Grønland og grønlandske elever til
Danmark. i)e vil på den måde lære
hinandens land og arbejdsmetoder;
for de grønlandske elever vil det ikke
mindst betyde meget sprogligt.
Det synes, som om danskerne har
for lidt interesse i foreningslivet her-
oppe. Foreningerne kan virkelig have
betydning også for folk, der er uden-
for foreningsarbejdet; for fællesinter-
esser, som kan erhverves i foreninger-
ne, kan have virkning i folks søgen
sammen også udenfor foreningerne.
Det er ønskeligt, at danskerne viser
større interesse i foreningsarbejdet;
og det ikke alene danskere, som over-
vintrer her i vort land, men også
håndværkere, som er her kun om som-
meren. Selv om man er her kun om
sommeren, kan der også skabes sam
arbejde. — I sommer, mens jeg var
ude at træne, mødte jeg nogle hånd-
værkere, og en af dem sagde til mig:
„Træn I bare, når I har fået træning
nok, så kommer vi“. Når man tænker
på den slags, er det ønskeligt, at det
ikke blot er tomme ord, men at der er
alvor bag ordene. Måske er der nogle
gode trænere blandt håndværkerne,
som kan være os behjælpelige i som-
merens træning ved at vise os, hvor-
dan man bør træne. Jeg nævner idræt
kun som eksempel, men jeg er ikke i
tvivl om, at der blandt håndværkerne
er nogle, som virkelig kan hjælpe til i
forskelligt foreningsarbejde.
Som den vigtigste årsag til dansker-
nes og grønlændernes manglende sam-
arbejde vil jeg nævne for lidt kend-
skab til hinanden på grund af sproget,
for et arbejde, som man vil udføre
sammen, kan ikke gøres, som det skal,
hvis man ikke kender hinanden. Hvis
man vil skabe samarbejde frem i ti-
den, må man allerede nu skabe kend-
-------------------------------
Igennem mange år har grønlændere
og danske kun haft lidet kendskab til
forholdene i deres respektive lande.
Dette skyldes sikkert for en stor del,
at disse to folk er vidt forskellige,
ikke blot af udseende, men også i
tankegang og levevis. Om to folk skal
kunne arbejde sammen, er betingel-
sen den, at parterne har kendskab til
de forhold, hvorunder modparten le-
ver. Den fjerne beliggenhed fra
moderlandet har været en stor hæm-
sko i så henseende. Det grønlandske
og det danske sprog står langt fra hin-
anden, de herskende kulturer ligeså.
Rent kulturelt står grønlænderne des-
uden på et langt lavere trin end dan-
skerne. På grund af alt dette har det
været vanskeligt at arbejde sammen
i god forståelse.
Danskerne var nøje klar over, at
forudsætningen for samarbejde måtte
være et intensivt oplysningsarbejde
blandt grønlænderne. Men fanger-
erhvervet, den spredte bebyggelse og
befolkningens af deres erhverv betin-
gede rejselyst havde lagt store hin-
dringer i vejen. I vore dage synes be-
folkningskoncentrationen at have eni
gavnlig indflydelse i den retning. Sko-
lerne er udbygget, men den kendsger-
ning, at det grønlandske sprog mange
år igennem har været undervisnings-
sprog, synes at forsinke udviklingen.
Først efter 1950 har man fået en real-
skole, hvor dansk er undervisnings-
sprog, og som i alle henseender er
ligestillet med de danske realskoler.
Takket være realskolen har vi nu ind-
set, at vi burde have lært det danske
sprog allerede for mange år siden. I
så fald ville mange grønlændere have
stået længere fremme, end de gør nu.
Hvis grønlænderne skal blive i stand
til at samarbejde med de danske, er
oplysning en betingelse. Større kund-
skaber får man ikke, med mindre man
behersker et eller flere fremmede
sprog, for vores vedkommende først
og fremmest det danske sprog, som
bør være gennemgangsled til at lære
andre fremmede sprog. Gang på gang
opdager man her på realskolen, at
mange af os kender for lidt til det
danske sprog, hvilket medfører, at vi
først kan forlade skolen i en moden
alder. De allerfleste er da 19—20 år.
Mange af vore danske kammerater
har som regel allerede taget studen-
tereksamen i den alder. Dette, samt
vores manglende kendskab til det dan-
skab til hinanden, som er langt større
end før, og det kan som nævnt skabes
ved at man „bytter skole", at danske
og grønlandske elever bor sammen i
realskolen og ved fælles indsats i for-
eningerne.
Realskoleelev Hans Kleist.
------------------------„J
ske sprog, er skyld i, at så få grøn-
lændere får en højere skoleuddannel-
se. Det er vigtigt at have taget real-
eksamen, inden man f. eks. går i gang
med håndværkeruddannelse, og det
bliver sikkert i tiden fremover koty-
me, at man forlanger, at ansøgere til
lærlingeuddannelse har realeksamen.
Under de nuværende forhold varer
lærlinguddannelsen fire år. Derfor bør
vi i fremtiden gå ud af realskolen no-
get tidligere, og man bør stræbe efter
en direkte adgang til realskolen uden
først at skulle igennem efterskolen.
Danskkundskaberne bliver afgørende.
Vi har nu i vore større byer ude-
lukkende dansksproget undervisning i
B-klasseme, hvilket må anses for at
være en stor fremgang, og som synes
at være på sin plads. De bedste elever
fra B-klasseme bør også have adgang
til realskolen direkte — hvilket vi for-
resten har oplevet et par gange. Og-
så herved kan man opnå en tidlig
dimission, som uden tvivl ville være
af stor betydning.
Men hvad så med de børn, der er
gået i A-klasseme? Disse er at be-
tragte som værende mindre begavede
end B-klassebørn, og de har næsten
udelukkende fået grønlandsksproget
undervisning. Kun ret sjældent sker
det, at et A-klassebarn får en videre-
uddannelse. Een af grundene hertil er
— selvfølgelig, har jeg nær sagt —
vedkommendes mindre omfattende
danskkundskaber. Man må nu stille
det spørgsmål: Hvis forholdene fortsat
skal være, som de er nu, bliver følgen
så ikke, at vi om føje år har en stor
„ufaglært" ungdom, der ikke er ble-
vet opdraget til at være med til at løse
de mangeartede problemer, vort land
kommer ud for? I Danmark har man
en overgang haft en lignende klasse-
deling 1 mellemskolerne, som man dog
nu har opgivet som værende mindre
effektiv. Det er at forvente, at man i
løbet af nogle år vil komme ud for de
samme problemer heroppe, selv om
det er åbenbart, at klassedelingen gi-
ver de mere begavede børn større mu-
ligheder. Men hvordan man kan gribe
sagen an, er det svært at blive klar
over.
I vore dage er undervisningen på
udstederne forholdsvis langt bedre
end forhen. Man skal jo også passe
på, at udstederne ikke kommer for
langt bagud i så henseende. Dette er
(Fortsættes side 17).
Kendskab til dansk
er et tidens krav —
Men Grønland må ikke styres ud fra parolen: Sådan gør man i Danmark,
sådan bør det også være heroppe, mener realskoleelev Moses Olsen
2. præmievinderen i A/Gs stilekonkurrence
12