Atuagagdliutit - 21.05.1959, Blaðsíða 5

Den særprægede
grønlandske kultur -
og sproget
Svar på et spørgsmaal - og et par nye spørgsmaal
Af Inger Lumholt
Efter at have nydt den store ære at
blive citeret — i uddrag — i radioavi-
sen og derpå, grundet nogle tilsynela-
dende formastelige og kætterske syns-
punkter at være blevet om ikke an-
grebet så dog spurgt om, „hvad me-
ningen er“ af pastor Otto Rosing, vil
jeg gerne her i al ydmyghed og erken-
dende min usigelige grønhed, hvad
dette land og dets problemer angår,
prøve dels at retfærdiggøre mig en
smule overfor Otto Rosing, dels, da
spørgsmålet nu er blevet bragt frem,
at spørge igen — og nu måske lidt
mindre impulsivt: „Hvad med kultu-
ren?"
Den „dødsdømte kultur" ikke
min opfindelse
„Hvad mener fruen med „den døds-
dømte grønlandske kultur"" — spør-
ges jeg om. Det er lidt svært at svare
på, fordi jeg ikke absolut mener — og
i hvert fald langtfra håber — at den
grønlandske kultur er dødsdømt. Når
jeg bruger udtrykket, og jeg burde
måske have valgt et andet, er det først
og fremmest refererende til det i sin
tid, da jeg skrev artiklen, i København
netop afholdte foredrag af stud. mag.
Bent Jensen i Det grønlandske Sel-
skab. Foredraget og den påfølgende
diskussion, som vakte en del opsigt,
har som bekendt senere været udsendt
over den grønlandske radio. Det er
ikke bare Bent Jensen, som snakker
således. Det er der mange, der gør, i
hvert fald i Danmark — og mon ikke
også heroppe?
I Danmark, hvor min artikel jo har
været at læse i sin helhed, hos dan-
skerne hjemme, som den var skrevet
til for at fortælle lidt om noget af det
meget, de fleste intet aner om, tror jeg
således ikke, at nogen har taget mine
ord fortrydeligt op.
Jeg kan måske som afslutning på
denne lille apologi for mig selv tillade
mig at citere et par linjer videre af
artiklen, end det blev gjort i radioen.
Jeg taler om, at nogle „anonyme, kæt-
terske røster" så småt er begyndt at
tænke på, om det måske i længden vil
være formålsløst stadig at lære børne-
ne grønlandsk i skolen — iøvrigt netop
det, der fører over i mit følgende
spørgsmål til dem, der er klogere end
jeg.
Til disse tanker siger jeg derefter:
„Dette er kætteri, så det forslår noget,
og selv holder jeg absolut ikke af tan-
ken om, at det virkelig skulle forhol-
de sig sådan, at holden fast ved det
gamle sprog skulle være tom luksus.
Så meget tror man da, man ved om
rodfæstethed og milieu." Blot så me-
get for at vise, at det ikke er under-
tegnede personligt, der på eget ansvar
dødsdømmer den grønlandske kultur.
Men hvad er så den
„grønlandske kultur“?
Og så burde jeg vel egentlig trække
mig tilbage i god ro og orden efter at
have vasket mine hænder. Men en
ganske lille selvmodsigelse i pastor
Rosings udtalelse får mig til at vove
følgende.
„Graden af åndelig og materiel ud-
vikling med eftertryk på det åndeli-
ge", således defineres begrebet kultur,
og lad os blive ved det. Så taler Otto
Rosing smukt og optimistisk om, at
kulturen blomstrer derved, at radioen
taler grønlandsk og vi snart skal ud
på bankerne og fiske. Maskinerne blev
også nævnt, og endelig — og pastor
Rosing må jo vide besked om nogen!
— får vi at vide, at også litteraturen,
den grønlandske, er i rivende udvik-
ling. Udtalelsen konkluderer i fanfa-
ren: „Vor særprægede kultur er ikke
dødsdømt!"
Her er det, man bliver polemisk
stemt. Den særprægede grønlandske
kultur, den er det jo, folk i alminde-
lighed taler om, når de taler om grøn-
landsk kultur. Det er den gamle fan-
ger- og jægerkultur, nogle formaste-
lige mener har og vil få meget ringe
levevilkår i morgendagens Grønland.
Og netop denne „særprægede kultur"
har ikke så meget at gøre med fiske-
hermetikfabrikker, atlanthavne og
bankefiskeri. Det skulle vel være
unødvendigt i et blad som A/G at præ-
cisere nærmere, hvad det er, jeg me-
ner, men et lille rids kan måske lette
problemstillingen.
Da „dødsdommen" blev afsagt
Jeg holder mig stadig til ovennævn-
te definition og nævner først den ma-
terielle side af sagen, velvidende at
det hele så sandelig hænger sammen.
Som eksempel på et særpræget grøn-
landsk „materiel" — redskab — kan
man dårligt nævne noget bedre end
kajakken. Dette gamle, genialt ud-
tænkte og udførte fartøj vidner i sand-
hed om en endog meget fin kultur,
den eskimoiske, grønlandske kultur.
Hvad er mere betagende end at få
en gammel fanger til at forklare og
demonstrere sin kajak med alt dens
håndgjorte tilbehør, hvert enkelt
stykke værdigt til at komme på ud-
stilling (eller museum — hvis man vil
sætte det hårdt op!)? Det skulle da
være at se kajakmanden komme gli-
dende, lydløs som en skygge langs
fjeldsiden ud ad fjorden. Han og van-
det og fjeldet bliver til et, der findes
intet mere harmonisk syn — og alt er
skabt af naturen og nødvendigheden.
Vi kan se på den eskimoiske, den „sær-
prægede" grønlandske kunst. Vi ken-
der ikke mange navne fra ældre tid,
men kunstnere har der været, og ma-
terialerne — kunsten er jo netop et
slags bindeled mellem den åndelige og
materielle side af kulturen ved både
at kræve ånd og materiale — har væ-
ret „de nære ting", såsom fedtstenen
og skindet. Skønhedstrang og skøn-
hedssans hos et folk er også vidnes-
byrd om kultur.
Men i dag! Kajakken afløses støt og
sikkert af motorbåden — der er gået
inflation i kunsthåndværket, og de nye
grønlandske kunstnere kan ikke kal-
des „særpræget" grønlandske. De har i
sig nøjagtigt så meget blandingsgods
— dette skal ikke forstås negativt —
som hele folket iøvrigt har. Dødsdom-
men blev så sandelig afsagt hin dag i
1721 — måske før — det er blot den
endelige fuldbyrdelse, der har trukket
ud.
Og så til sagen: åndslivet
Men vi skulle jo lægge eftertrykket
på „det åndelige". Det er bare ikke så
ligetil, og her beder jeg om hjælp fra
erfarne folk, grønlændere som danske.
Hvad er den åndelige side af den
grønlandske kultur — i dag må jeg
have lov at tilføje, al den stund, det
er den ikke dødsdømte kultur, vi skal
have indgrænset.
Mener pastor Rosing, at det, vi i dag
kan kalde „grønlandsk åndsliv" er et
„særpræget" grønlandsk fænomen?
Dette tør selv jeg umyndige svare nej
til. Noget er forsvundet — andet er
blandet op med nyt. Jeg tør da også
godt sige lidt om, hvad der er forsvun-
det og Vil forsvinde af den gamle,
grønlandske kultur, både åndeligt og
materielt set.
Religionen forsvandt — på papiret i
hvert fald — og nu er der ikke mere
forskel på den grønlandske og den
danske kristne menighed end på de
danske menigheder indbyrdes. Dermed
forsvandt i alt væsentligt den særlige
grønlandske musikkultur, som anga-
kokkerne mestrede. Den erstattedes af
en rent europæisk — tysk og dansk —
harmonisk musikalitet, som stort set
— lidt lever endnu i de gamle danse —
glemte sin glorværdige rytmiske og
melodiske fortid.
Noget af det, folk oftest nævner, når
man taler om grønlandsk „åndsliv", er
sagnene. Men fangererhvervet i Grøn-
land er — om ikke dødsdømt så dog i
aftagende, og de steder, hvor det også
i fremtiden vil have betingelser, vil
det sikkert blive udøvet på mere kølig
og forretningsmæssig måde efterhån-
den. Fiskerikapitlet er, som også Otto
Rosing er inde på, begyndt. Dermed
dør ikke kulturen, men endnu noget
af den „særpræget" grønlandske kul-
tur kommer i farezonen — for at ud-
trykke det mildt. En stor del af de
omtalte sagn knytter sig netop til fan-
gererhvervet, og en grønlænder, der
sidder på kontor eller arbejder i her-
metikfabrikken vil vist ikke rigtig
have sans for at høre sagnet om ha-
vets store moder og da slet ikke for
selv at fortælle det videre. Og så bli-
ver disse sagn museumsgenstande. De
opbevares i bøger, men de lever ikke
mere.
Det ømtålelige punkt
Vi nærmer os nu så småt som kat-
ten den varme grød det, hvoraf det
hele udsprang, og det, som også Otto
Rosing slutter med at sige noget om:
sproget. Skal man kort og godt gen-
nemtrumfe et sprogskifte i løbet af få
år — skal man lade udviklingen gå sin
skæve gang og regne med, at et sprog-
skifte vil være en realitet en gang ud
i fremtiden — skal man regne med at
kunne frembringe en effektiv dobbelt-
sprogethed, således at dansk bliver
„det andet sprog", som pastor Rosing
ønsker og tror — og endelig: er det
overhovedet så vigtigt, at grønlænde-
ren lærer dansk????
Dette var noget så upædagogisk som
en hel stribe spørgsmål på een gang,
hvilket man bedes undskylde. Jeg er
jo ikke så heldig at have de eventuel-
le besvarende siddende foran mig i en
skolestue. Selv vil jeg være så fej g at
lade de fleste af disse spørgsmål stå
åbne. Her, hvor jeg bor, kunne jeg
sandelig ikke forestille mig folk tale
andet end grønlandsk — bare lidt en
gang imellem. Og folk selv ville san-
delig også betakke sig for at blive sat
til at lære dansk — de fleste altså.
Men udviklingen, den slemme ud-
vikling, den banale udvikling er ubøn-
hørlig. Hvad chance har den grønlæn-
der, der i morgen kun taler og forstår
(Fortsættes side 16).
Danmarkime
makarina
niorKutigi-
neKarnerpau-
SSOK...
ima ateKarpoK:

5