Atuagagdliutit - 19.11.1959, Síða 12

Læserbreve
KLIP
Bare afslutningen ikke bliver trist
OG
X
Mit indlæg bedes ikke betragtet
som indblanding i „Hedtoft“-sagen på
højeste plan, men nærmest som en
følelse i Grønland.
Den sørgelige begivenhed med
„Hans Hedtoft“s forlis, der efterfulg-
tes af dyb medfølelse ledsaget af ind-
samlingen til „Grønlandsfondet af
1959“, syntes at have fået en smuk
afslutning, indtil den stadige roden
med „Hans Hedtoft“-sagen gjorde den
til politisk retsforfølgelse, hviket bli-
ver trivielt for Grønland, ikke mindst
for de ved „Hans Hedtoft“s forlis ef-
terladte familier. For dem har den
egentlige årsag til „Hans Hedtoft“s
forlis været de ved den tid usædvan-
lige ismasser i forbindelse med ele-
menternes rasen, som gjorde det van-
skeligt at bruge redningsbåde. At den
skæbne lunefuldt ramte „Hans Hed-
toft" og ikke andre skibe, kunne hver-
ken Kjærbøl eller Hans Christiansen
gøre for, da de ikke kunne standse
storm. I den betragtning kan ulykken
ikke adresseres til en enkelt mand,
lige så lidt som man, da „Titanic" —
„skibet, der ikke kunne synke" — for-
liste med stort mennesketab, kunne
gøre den daværende minister og an-
dre ledere ansvarlige. Det lærte kun
endnu mere forsigtighed.
Vintersejladsen ved Grønland var
af ny dato, og var lykkedes indtil
„Hans Hedtoft“s forlis. Kjærbøl prø-
vede i sin store interesse for Grøn-
land og det grønlandske samfunds vel
at forbedre skibsfarten med „Hans
Hedtoft" uden at vente, at afslutnin-
gen ville blive så brat og skæbnes-
vanger for andre og for ham selv. —
„Hans Hedtoft“s forlis viste nemlig
noget nyt — at særlig Kap Farvel-
området alligevel kan være farligt
selv for de mest moderne, teknisk vel-
udstyrede skibe. I farvandet med det
ovenfor nævnte vejr kan selv red-
ningstjenesten vanskeliggøres meget
og udsættes for fare. Derfor maner
„Hans Hedtoft“s forlis forsigtighed til
alle.
Retsforfølgelse, der ikke kan tilba-
gegive de tabte menneskeliv kan ikke
blive til trøst for nogen, men kan
eventuelt blot gøre Danmarks prestige
mindre ved politisk tovtrækkeri. Det
eneste nyttige den begivenhed kan af-
føde må være at afgive en fornuftig
beslutning for skibsfarten eller dens
foreløbige standsning i den mørkeste
og vanskeligste midvinter, netop der
vil findes hjælp for fremtidens farer.
Derfor er det ønskeligt, at „Hedtoft"-
sagens afslutning ikke bliver trist for
Danmark og Grønland med retsfor-
følgelse. B. Lynge.
SKUFFELSE
En af de ting, man i en årrække har
stræbt efter at få her i Nanortalik er
et elværk. Elværket er jo også en af
de ting, man ikke kan undvære i en
by som Nanortalik, hvor man allerede
for længe siden har opført mange mo-
derne beboelseshuse, en stor, moderne
skole, et stort salteri og meget andet.
Der findes jo allerede mange huse,
hvori der findes eludstyr installeret,
og hvor der kun mangler strømmen
tilsluttet. Hvis man kan få tilbygget
lynfrysningsanlæg i salteriet, kunne
man have hjulpet bl. a. den altid til-
bagevendende mangel på frisk agn,
ligesom man kunne udnytte den rig-
dom af helleflyndere og havkatte i
farvandene her omkring, især om ef-
teråret, hvor forekomsten af disse fi-
skearter er iøjnefaldende stor. Enhver
kan regne ud, hvor stor nytte disse
fiskearter kunne have betydet for vor
fiskerbefolkning. Det er heller ikke
fiskerne alene, der ville have fordel
af et fryseri. Vor alvorlige kødmangel
i byen ville blive løst, hvis vi kunne
få så meget som blot et køleanlæg,
hvor alt overskud af fuglevildt og sæl-
kød kunne lynfryses og gemmes til
dårligere tider af året. Kort sagt, vi
savner stærkt et elværk i byen, og
dette er tilfældet ikke alene for fisker-
nes skyld men også for hele byens
økonomi. Det er jo netop derfor, at vi
i snart mange år har benyttet os af
enhver given lejlighed til at forhøre
os om, hvornår vi kunne regne med at
få elværk hos de mennesker, der har
forudsætning for at udtale sig om
spørgsmålet. „Det skal I nok få til næ-
ste år“, var alt hvad vi plejede at få
som svar. Men årene gik, uden at vi
fik noget elværk. Vi var derfor hen-
rykte, da vor forrige kommunalbesty-
relse havde fået løfte om, at elværket
her skulle opføres i 1960, altså „til næ-
ste år“, og håbet blev ikke mindre, da
man gav yderligere forklaring på sa-
gen ved at fortælle os, at et af de
planlagte rækkehuse, der skulle byg-
ges her i byen, var beregnet til at huse
funktionærerne på elværket. Det er
måske overflødigt at nævne, hvor stor
skuffelse og sur stemning, der har
bredt sig i byen, da vi af vor folke-
tingsmand den 17. september om af-
tenen blev fortalt, at ud fra de oplys-
ninger han havde fået fra grønlands-
minister Kaj Lindberg, lige før han
rejste herop, og som gik ud på, at vi
her i Nanortalik ikke kunne regne
med at få elværk i løbet af de nærme-
ste år. Tilbage blev der en dyster
stemning. Alle de mennesker, der den
aften havde mødt for at høre folke-
tingsmanden, fik deres livs skuffelse.
Den aften syntes mørket i byen så
mærkbart som aldrig før. Vi måtte
indrette os til fortsat at belyse vor
glemte by med kostbare petroleums-
apparater, og udsigterne til en mere
lovende og mere moderne fiskepro-
duktion blev den aften fejet brutalt
til side.
Jeg for mit vedkommende forstår
udmærket, at befolkningen her —
både grønlændere og danske — har
følt sig alvorligt styrkeprøvet, i hvert
fald psykisk.
Efter alt dette spørger man uvilkår-
ligt sig selv, hvad grunden kan være
til, at Nanortalik fortsat bliver over-
set af myndighederne. Fiskerierhver-
vet er jo fortsat stigende, ligeså fore-
komsterne af torsk. Fiskearterne sy-
nes at være konstante i modsætning
til ved de øvrige fiskepladser i Vest-
grønland, hvor fiskebestanden flere
steder synes at gå tilbage. Og til trods
for alt det, bliver problemet mere og
mere aktuelt, nemlig, hvornår skal vi
i Nanortalik komme til at nyde de go"
der, som vore landsmænd andre ste-
der daglig har glæde af?
For mig synes det i hvert fald, at
denne tilsidesættelse af egnene om-
kring Kap Farvel i høj grad skyldes
det faktum, at vore betroede repræ-
sentanter i afgørende øjeblikke har
svigtet os. i
Befolkningen i Nanortalik har for
tiden et eneste ønske, og det er at få
et elværk. Lad vore myndigheder få
kræfter og mod til at få dette ønske
realiseret hurtigst muligt.
Otto Korneliussen.
(I Tusardluarnåk).
PINLIGT!
Ved gudstjenesten i tJmånaK kirke
i søndags fandt der ting sted, som
gjorde et højst pinligt indtryk: 7—8
søfolk fra „Nancy S“ — næsten alle
ganske unge mennesker — havde ind-
fundet sig til den grønlandske guds-
tjeneste, og de var desværre til så
stor gene for de øvrige kirkegængere,
at det i og for sig ville have været
en oplagt politiopgave at få dem strit-
tet ud og afklapset. Deres opførsel var
så provokerende — bevidst højrøstet
tale gudstjenesten igennem, højlydt
grineri og vrængen på næse o. s. v. —
at jeg mildest talt var rystet. Midt
under gudstjenesten gik jeg ned og
henstillede venligt til dem, at de und-
lod at forstyrre. Det hjalp i fem mi-
nutter, så begyndte provokationerne
igen. Hvorfor? spurgte jeg mig selv.
Hvorfor var de ikke blevet væk, frem-
for at provokere? De var jo ikke
tvangsindlagt. Hvorfor så tilsynela-
dende ondsindet? Jeg stillede disse og
lignende spørgsmål til mig selv og se-
nere til en ældre maskinmester, der
også deltog i gudstjenesten, men na-
turligvis ikke i de grove løjer. Jeg for-
klarede ham, at enhver selvfølgelig
var velkommen i kirken, uanset om
man forstod sproget eller ej, men at
jeg tillod mig at forudsætte, at spillets
regler blev overholdt — det vil først
og fremmest sige, at man ikke genere-
de de øvrige kirkegængere, herunder
præsten og kateketen. Den ældre sø-
mand, der, som han sagde, holdt af
at gå ind i en kirke, når de lå i havn
en søndag, og søge andagt, selv om
han ikke forstod det pågældende lands
sprog, var selv rystet, men ville være
ked af det, om politiet blev blandet
ind i affæren. „Sådan er ungdommen
i dag", sagde han beklagende. Jeg tror
nu ikke, at danske unge i almindelig-
hed er sådan, heller ikke søens folk.
Men jeg bekræftedes i min formod-
ning om, at mange, især unge, har den
opfattelse, at når man kommer til
Grønland, kan man opføre sig, som
man vil, f. eks. også i en kirke. Det
er unægtelig trist. Kedelige repræ-
sentanter for det såkaldte „oplyste"
Danmark, moderlandet. Alt i alt en
pinlig affære.
palase.
(I tJmånaK-bladet).
☆
Må vi få lidf bedre kundebetjening!
Det er efterhånden ved at blive al-
mindeligt, at nogle af de private hand-
lende her i Julianehåb ind imellem
forlader deres butik, lukker døren og
ikke skriver noget om, hvornår de
kommer igen.
Selvfølgelig er det uundgåeligt at de
private handlende også kan have pres-
serende ærinder, der må ordnes i for-
retningstiden, det er der intet at sige
til, men jeg synes, at det mindste de
pågældende kan gøre for deres kun-
der er at fortælle med et lille skilt i
vinduet, hvornår de kommer tilbage,
så man enten kan blive og vente, eller
ved hvornår man kan komme igen.
Særlig grelt er det, når en butik er
lukket hele dagen uden et sådant skilt,
og kunderne kan løbe forgæves 5—6
gange på en dag. — På den måde kan
man vist ikke vente at drive forret-
ning ret lang tid — lad os få lidt mere
service.
(I „K’aKortoK")
skotit taorserdlugit
SKIFT SKO
FORNEMSTE DANSKE FABRIKAT
Jacltoj — ‘TocUd/
agdlagartå pitsåussusianut ugpernarsautauvoit
danskit sanåvisa pitsaunerssåt
SKO
der passer og holder
bygget for den normale fod og
fremstillet af de bedste mate-
rialer og af dygtige fagfolk.
En sko af høj kvalitet.
skut
nåmåutut ningusutdlo
isigkanut inardluteKångitsunut
namåutungordlugit sanåt, pit-
saunerpånik atortoKardlune,
iliniarsimassut pikorigsut suli-
ssoralugit.
skoK pitsagssuaK.
Mærket er Deres garanti —
-J
12