Atuagagdliutit - 10.03.1960, Blaðsíða 4

Een gan
Grønland,
- altid
Grønland!
I mine to første causerier holdt jeg
mig til det historisk og selvfølgelig i
ikke ringe grad personligt prægede
erindringsstof fra årene 1925 til -40 og
fra 1940 til -50. Spredtvis forsøgte jeg
også at give en forsigtig vurdering af
et og andet. Hen det var causerier og
skulle derfor ikke tages for andet end
netop sådanne.
I dette det tredje og sidste af disse
causerier kommer jeg med noget, som
i og for sig ikke lige kan sættes ind
som specielt hørende hjemme i ti-året
1950 til -60, men som nærmest har
gyldighed altid og i hvert fald gælder
for hele den tid, jeg har været i Grøn-
land.
Det er blevet til nogle afskedsord,
hvorigennem jeg gerne vil have det
frem, som altid har stået for mig som
det vigtigste her i Grønland — sådan
set det allervigtigste for både danske
og grønlændere. For er det i orden, så
Af skoledirektør M. Garn
er det så meget lettere at få så meget
andet klaret. Det er nemlig den smø-
relse i samfundet heroppe, som får det
hele til at glide lettere og bedre. Dette
spørgsmål har altid haft min dybeste
interesse, lige siden jeg for 35 år si-
den kom hertil. Og det har min inter-
esse i dag mere end nogen sinde, fordi
alt afhænger af det.
Forholdet mellem danske og grøn-
lændere
Det har altid stået sådan for mig, at
hvad hjælper det at vinde alverden,
hvis man tager skade på sin sjæl —
forstået således i denne forbindelse, at
hvad var der ved alt vort arbejde her-
oppe, hvis vi ikke kunne bevare et
godt forhold til grønlænderne — det
folk, man var her for. Og ville det
ikke være os danske, der — måske
især tidligere — burde gå foran på
dette punkt? — Ikke gennem en for-
kælelse af grønlænderne og en snob-
ben for det grønlandske ud over alle
bredder, så det selv hos grønlænderne
måtte efterlade et forstemmende ind-
tryk. — En naturlig form: menneske
over for menneske, mennesker blandt
mennesker — hverken mere eller min-
dre!
Det skulle medføre, at man med en
sådan indstilling skulle kunne sige et
borgerligt ord en gang imellem, når
man syntes, man burde gøre det. Og
uden at blive misforstået. — Men det
kommer an på, hvordan det siges! Det
er her som altid, måden, det kommer
an på. Man behøver ikke at svinge sig
op til „piskesvinger" eller lignende
stærke udtryksformer, som vækker så
stor glæde i visse kredse! — Og det
modsatte i andre!
Det skal straks siges, at vi danske
i Grønland ikke til enhver tid og ved
enhver lejlighed har båret os rigtigt ad
i denne henseende, og der begås stadig
fejl fra vor side en gang imellem.
NalagaKer og piskesvingere
Der har vel altid blandt os danske
været en og anden, der ikke kunne
tåle at blive „nålagaic“. Det kan endda
være, at han nærmest har været det,
man nu kalder piskesvinger. Men der-
for er det ikke de danske over en
bank, der er det. Det har aldrig været
med Danmarks gode vilje, når noget
sådant mindre heldigt har fundet
sted. Det er den enkelte person og ikke
et helt folk, eller et udsnit deraf (som
f. eks. de danske i Grønland), der skal
stemples som piskesvinger. Ligesom
det ikke er rigtigt og retfærdigt at si-
ge, at alle grønlændere drikker til
overmål. Det er denne raske generali-
sering, denne kæmmen alle over een
kam, som vi fra begge sider skal vare
os for at gribe til. Vi skal se på til-
fældene i en befolkning, nemlig iblandt
alle os, der bor sammen her i Grøn-
land.
Og vi skal fra begge sider alle være
med til at få denne generaliseringslyst
kvalt — udryddet som det ukrudt
iblandt os, den er, en giftplante, vi
ikke må lade gro op, ikke dyrke, for
den sårer dem, der kommer til at be-
røre den.
Vi må i fællesskab søge at få den
opfattelse frem, at de uheldige — de er
nittere — nittere for begge parter, for
os alle, lige meget hvilken side de står
på. Og vi må samtidig alle forstå, at
sådanne nittere altid vil findes i et
samfund.
Hovedet koldt
I situationer, hvor det trækker op
til, at nu burde vi egentlig holde sam-
men, men hver for sig, da skal vi netop
være yderst forsigtige og holde os fra
enhver generaliserende tendens. Da
bør vi alle holde hovedet koldt. Der
kan let opstå sådanne brud ellers, at
de vanskeligt lader sig hele igen. Man
bør først overveje og finde ud af,
hvorfor han eller hun nu sagde det-
te eller gjorde hint. For det er må-
ske en politisk lagkage, der skal smø-
res sammen i en fart og sættes en top
flødeskum på! Dette flødeskum stjæ-
ler man lige fra den anden part og gør
dermed straks sit til, at en revne op-
står eller bliver bredere. Men det er,
hvor megen lyst man end har til at
gribe tyven med det samme, alligevel
det klogeste at afvente, hvad der mere
sker, før man bærer ved til ilden. Det
kunne da være, de andre bar vand for
at slukke den!
Groft fornærmende
Men selvfølgelig kan det hele blive
så groft fornærmende, at man — også
for samarbejdets og samværets skyld
— ikke kan eller bør finde sig i det.
Og heldigvis er det jo sådan, at hvis
man vil have rigtig ram på „en vis
mand“, så skal man bare lade ham
stege sig selv i sit eget fedt.
Det hedder, at når vi blot står sam-
men, så er vi stærke. Men det er den-
ne hængen sammen i alt for høj en
grad — som ærtehalm, som vi siger —
jeg gerne så forsvinde heroppe. Det er
den slags, der kan avle modtryk,
fremkalde en reaktion fra den anden
side.
Men for at komme nogen vegne på
dette punkt må begge lejre være med
til at modarbejde denne tendens til —
skal vi sige misforstået sammenhold.
Der må ikke være to modsatte lejre —
i den forstand, der her er tale om. Der
kan komme politiske lejre, og vi skul-
le måske ønske, det snart kom, for så
kunne man slutte sig sammen på
tværs af det danske og det grønland-
ske. Der kan være kollegiale sammen-
hold, foreninger, vennekredse, kliker
o. s. v., men danske kontra grønlæn-
dere skulle glide mere og mere ud.
Jeg tror stadig, at dette kan blive
resultatet — og for så vidt mere end
nogen sinde, men vi skal gå ind for det
fra begge — eller lad os hellere sige
alle sider.
Men forholdet er jo en gang imel-
lem ude for nogle slemme rystelser!
Alene i denne vinter er der sket det
ene og det andet, der ryster forholdet
alvorligt. Forbrydelser ligefrem. Men
vi må se på disse som enkelttilfælde,
der ikke må tages ind i generaliserin-
gens farlige mølle, for så bliver til-
fældene først for alvor alvorlige.
Men heldigvis er der da tilfælde
iblandt, hvor man så tydeligt mærker
hensigten og bliver forstemte — hvor
hensigten med aktionen eller udtalel-
sen er så klar, at selv vedkommendes
nærmeste kan se den. Sådanne til-
fælde er vel egentlig ikke så farlige?
For her kommer fanden slemt i nær-
heden af stegepanden.
Det kan nytte
Og lad mig så have lov at være lidt
personlig. Vi har aldrig, min kone og
jeg, hørt til dem, der flød hen i rø-
relse over det grønlandske, bare fordi
det var grønlandsk. Men vi har altid
beundret de grønlandske kulturfrem-
bringelser, som de nu kunne vokse
frem i dette sådan set øde land ved
verdens ende — har altid beundret den
enestående tilpasningsevne, grønlæn-
derne har vist sig at være i besiddel-
se af, så de har kunnet overvinde et
hårdt klima og leve et menneskeligt
liv. Det har ganske vist lettet det
hele, at det hårde liv er levet i et
skønt land.
Dette gamle Grønland, som vi lige så
hælen forsvinde af, da vi kom hertil —
det kunne ikke klare sig mere, og man
kunne ikke klare sig mere med det,
som det var, og så måtte man finde en
anden form at leve livet på. Ved hjælp
af danske penge, grønlandsk indstil-
lingsevne og fælles dansk-grønlandsk
indsats og samarbejdsvilje er det lyk-
kedes at få lagt livet om — og da især
i de sidste ti år.
Det er ikke mindst det, der er sket
i dette ti-år fra 1950 til 60, der har be-
virket, at jeg tror på, det kan nytte
alt sammen. Trods misforståelser —
både sproglige og på anden måde — er
vi alligevel kommet hinanden nær-
mere, og egentlig ikke mindst i de sid-
ste ti år. Hvis man tænker sig rigtig
om, vil man erkende dette. Men selve
udviklingen og selve farten, hvormed
denne udvikling sker, må give mange
muligheder for fejl, for misforståelser,
for små sammenstød. Samfundet er jo
af lave — på en vis måde — det er da
i hvert fald ikke i lave endnu. Det er
netop det, vi har søgt at få det, men
inden vi nåede så langt, i det forløbne
ti-år så blev tiden moden til en ny
målsætning — for at bruge tidens
slagord.
Samfundet er ikke i lave, og hvor
der er røre, forstået som liv, der må
også være muligheder for sammen-
stød ind imellem.
Dette Grønland af i dag, som er re-
sultatet af blandt andet de sidste ti
års indsats, er langtfra^et færdigt sam-
fund. Der er en voldsom grøde i det —
bogstavelig talt — så stærkt endda,
at man sikkert snart må til alvorligt
at overveje, hvordan en opbremsning
skal gribes an. Jeg tænker på den
voldsomme befolkningstilvækst.
En stor oplevelse til det sidste
Dette Grønland af i dag, som man
nu skal forlade, det står over for en
ny tilrettelæggelse af sin nærmeste
fremtid, for de nærmest kommende år,
hvor grønlænderne går hen og bliver
dobbelt så mange, som de er i dag.
Det bliver ikke mig forundt at være
med heroppe det næste ti-år eller to.
Men jeg håber, jeg på afstand — og
ved små visitter engang imellem —
kan få lov at følge med i den nye ud-
vikling.
I denne periode vil der blive mere
end stærkt brug for den gennem år-
hundreder udviklede grønlandske til-
pasningsevne. Men den vil uden tvivl
vise sig også at kunne klare den op-
gave, måske den største, den hidtil har
været stillet overfor.
Til slut noget endnu mere personligt,
som jeg tager mig lov til at komme
med. — Et par ord til afsked.
Nu er det ved at være ved den tid,
vi forlader Grønland — om en måneds
tid. Både min kone og jeg — og vore
børn — vil gerne takke for den men-
neskealder, vi har fået lov at være
heroppe. Det har altid været en op-
levelse for os, og det er en stor ople-
velse lige til det sidste.
Vi føler, ,vi har levet i en smuk og
storslået natur blandt en venlig og
menneskeligt indstillet befolkning, som
vi betragter som vore venner — og
som i mangfoldige tilfælde har vist os
rige menneskelige sider, som vi ikke
har fundet bedre hos vore egne lands-
mænd. Vi har og har haft virkelige
venner blandt grønlænderne, og det er
vi taknemmelige over. Af disse gamle
venner er nogle døde. Flere har på den
smukkeste måde vist dette venskabs
dybde og betydning også for dem. I
et enkelt tilfælde drejede det sig endog
om liv og død.
Og man lader tankerne gå tilbage til
ens yngre dage, hvor man også var
piskesvinger — ja, over hundene! Det
var et liv! En dag på en slæde i Nord-
grønland i marts måned, med gladvilde
hunde for en velsurret slæde, og med
en solid forkører foran, så man var
(Fortsættes side 14).
ZEISS IKON AG
repr. ved:
pisiniurfigssuK:
GEORG RAUH
Finsensvej 80
København F
Tlgr.: OPIGENA
telegramerniaråine: OPIGENA
MOVIKON 8 B
Som det første ZEISS IKON smalfilmskamera efter krigen er MOVIKON
8 B udstyret med det fremragende Carl-Zeiss Tessar 1: 1,9/10 m. m. —
Den indbyggede fotoelektriske belysningsmåler er koblet med objektivets
blænder og kan aflæses både i søgeren og på kamerahuset.
MOVIKON 8 B har endvidere 6 filmhastigheder.
4