Atuagagdliutit - 13.10.1960, Page 3

LMOCCONAJ
i§*ouiuiDSttpuiv^@J
jouwc Egb£j3?
Det er måske vor livsform,
der er noget i vejen med
piisaunermii pifsauneK
Forhandles af:
Oles Varehus Godthåb
Hegn . Gitre . Traadkurve . Gelændere
Porte og Laager
Alt Smedearbejde — Alle Reparationer
ungalugssat Kagssutaussat. avssiaKutigssat
Kagssutaussårnat korfireat saviminernit nuio-
ragkat. tungmericat napassugssait. matorssuit
nautsivitdlo matugssait.
EMIL DEDERDING
Glasvej 10 — København NV Ægir 103
Forstanderinde Dorothea Bendtsen bedre kendt som slet og ret Bendse
fortæller om 27 år, som hun gerne ville gøre om igen
En verden gik til grunde forleden i
talrige barnesjæle. Deres faste holde-
punkt i tilværelsen pakkede sin kuf-
fert og forsvandt. Ombord på „Uma-
nak“. Deres Bendse rejste. Men reali-
stiske som børn er, vendte de sig hur-
tigt til det nære efter at have spurgt,
hvem der nu bestemte. Det gør Terna
Dahl, der har overtaget stillingen som
forstanderinde på Dansk Røde Kors’
børnehjem i Godthåb.
Det var en livsgerning, børnenes
Bendse pakkede sammen i sin kuffert.
27 år helt nøjagtigt, på godt og ondt,
mest godt. Heldigvis. Dorothea Bendt-
sen var sygeplejerske på Bispebjerg
hospital, men blev så anmodet om at
rejse til Umanak, hvor den daværende
sygeplejerske var blevet syg og skulle
hjem. Hun havde en svulst i maven,
mente hun. Svulsten blev senere til et
barn, men det er sagen uvedkommen-
de. I hvert fald begyndte frk. Bendt-
sen i Umanak som afløser for den
„syge“ sygeplejerske, og afløsningen,
der var beregnet til to måneders va-
righed, varede fra 1933 til efteråret 35.
Så var frk. Bendtsen hjemme på
Bispebjerg igen og svor, at hun al-
drig nogen sinde skulle til Grønland
mere. Indtil man ringede fra Grøn-
landsdepartementet. Man skulle bruge
en sygeplejerske i Thule. Og frk.
Bendtsen tog af sted og blev fra den
gang og i al fremtid til Bendse, de sy-
ges og børnenes Bendse. Tre år var
hun i Thule, og så gik turen til God-
havn, hvor hun oplevede krigen af-
brudt af et års permission i USA.
Hjemrejsen til Grønland i konvoj un-
der krigen er noget, hun ikke bryder
sig om at udpensle. Den ene konvoj
nåede aldrig igennem. Til sidst var der
kun et skib tilbage, et norsk, og det
var netop det, Bendse var ombord på.
Hun måtte så med en anden konvoj
og nåede med den hjem til Grønland.
Resten er hurtigt fortalt. Efter en per-
mission efter krigen gik turen til sy-
gehuset i Godthåb, og da det nye bør-
nehjem i Godthåb blev indviet, blev
hun forstanderinde på det, og nu er
hun altså rejst hjem til et otium i en
toværelsers i Sønderborg, men det bli-
ved vel et otium, der ikke varer læn-
gere, end det passer hende.
— Kommer De tilbage, Bendse?
— Det ved jeg ikke. Det kan godt
være. Se nu de tomatplanter dér. De
er ved at gå ud, men de har osse givet
tre pund, plus dem børnene har spist.
— Fortæl en historie.
— Hva’ sku’ det være?
—■ En eller anden.
— Det kan jeg ikke sådan lige på
stående fod.
— De har altid en historie. Fortæl
en fra Umanak.
— De kan få den om Pollas. Han
havde et barn, der var sygt. Om mor-
genen var jeg taget på et andet sy-
gebesøg, men havde sagt til en jorde-
moderelev, at hun skulle stikke hen
til Pollas og tage temperaturen og
komme ned til lægebåden og sige, hvor
høj den var. Eleven kom også godt
nok, men jeg kunne ikke få hende til
at sige temperaturen. Hun kiggede
blot underligt på mig, da jeg spurgte,
og gik så sin vej. Om formiddagen
mødte jeg pastor Hertling, der sagde,
at han for fremtiden gerne ville have
nattero. Og så fortalte han, at der kl.
seks om morgenen var kommet en pige
med et termometer, og at hun par-
tout ville tage hans temperatur.
Bagefter blev det opklaret, at pigen
havde taget fejl af navnet Pollas. Hun
havde opfattet det som palase, præ-
sten.
— De er den sygeplejerske, der har
været længst i Grønland, men det har
vel ofte været en gerning på grænsen
af lægeloven?
— Det var nødvendigt. Det værste
tilfælde, jeg havde, var i Godhavn,
hvor en pige havde en blodforgiftning.
Vi kunne ikke få fat i lægen til Eva.
Sådan hed hun, pigen. Det hedder hun
også i dag. Jeg måtte til at foretage
indgreb. Senere kom så lægen fra Ege-
desminde og skar videre, for forgift-
ningen havde bredt sig til kroppen fra
armen. Da han gik, sagde han: Send
mig så et telegram, når det er sket.
Jeg var fortvivlet.
Senere kom også lægen fra K’utdlig-
ssat og behandlede hende. Han sagde
også, at jeg skulle sende et telegram,
når det var sket.
Jeg tænkte: Det skal blive løgn. Jeg
gav hende saltvandsindsprøjtninger,
meget primitivt med hævert og slan-
ger, og så bad jeg alle fangerne om,
når de havde fanget en sæl at komme
med leveren og spæk til Eva. Hele det
efterår blev al lever afleveret til hen-
de. Det hjalp. Da lægen kom på sit
første besøg fra Egedesminde om for-
året, stod Eva og tog som den første
imod ham. Hun lever da endnu.
— De har vel også ageret tandlæge?
— Jeg har trukket masser af tæn-
der ud. De ved, først en snaps og så
tog vi fat. Jeg har oplevet en kindtand,
der var vokset til kæbebenet. Den var
slem. Jordemoderen havde først prø-
vet at tage den, men hun var ikke
stærk nok.
— De har oplevet det gamle Grøn-
land, som det var, før udviklingen be-
gyndte at vælte det hele. Er der sket
nogen mentalitetsændring i den pe-
riode?
— Det tør jeg ikke sige, men de er
mere tilfredse her i landet, end vi er
hjemme. Jeg har været i hvert eneste
hus, de steder hvor jeg var sygeplejer-
ske, og ligegyldigt i hvilket grøn-
landsk hus, det være nok så fattigt,
blev man modtaget af en hygge og
hjertelighed, så vi andre måtte gå
hjem og skamme os. Folk var tilfredse,
selv om de havde det skidt. Sikke no-
gen fødselsdagsfester de holdt, f. eks.
i Thule, hvor det kun var børnene, der
havde fødselsdag. De voksne havde
ikke, for da de blev født, havde man
ingen kalender, så de kendte ikke de-
res fødselsdage. Man kom og fik kaffe
og et stykke kage bagt i en gryde over
en tranlampe. Og så sagde de gerne:
Når vi fanger sæl, så skal I komme og
holde fødselsdagsfest. Så fik man da
en frosset sæl smidt ind på gulvet.
Fantastisk som den
I ÆGTE JAVA!
smager igennem
REN
KAFFE
Hollandimiut kavfiliSt
aserorterdluarsiniassoK
kavfe akuserneKangitsoK
pikunardlmnartoK
tupingnardluinartumik kavfitut Javamit
pissutut mamartigissoK
Den blev åbnet, og man kunne selv
tage det ud af den, man ville. Dertil
frosne edderfugleeæg og kaffe. Det
var livet.
Tit tænkte man: Det er vor livs-
form, der er noget i vejen med. Det
er jo dem, der forstår at leve livet.
Ikke os. Vi bliver bare sure.
— Har De aldrig været sur eller
bitter?
— Hvis De spurgte mig, om jeg ville
have valgt noget andet, hvis jeg kunne
gøre de 27 år om, ville jeg svare nej.
Jeg har været lykkelig her og er tak-
nemmelig for, at jeg fik lov at arbejde
her. Da jeg overtog børnehjemmet,
havde jeg sat mig som mål, at når de
børn var sat i vej, var mit arbejde
slut, og det kommer lige til at passe.
Jeg håber, børnene skikker sig ordent-
ligt, når jeg er rejst ....
Og De skriver ordentligt om det her.
Er De med?
☆
Årets nyhed!
Fodboldstøvlen med gummisål
og gummiknopper
»PUMA«-støvlen
Læderstræde 5 - København K.
Telegramadr.: Boldspilkøb.
— den internationalt berømte —
kr. 66,50
Macs aitsdt tåssa kigutinut
xaKortingnartoK
Vælg den bedste tandpasta De kan
f& — vælg MACS. Den renser effek-
tivt, desinficerer, beskytter mod
d&rllg ånde og smager vidunderligt.
kigutinut KaKorséumik pit-
saunerussumik pigssaaångi-
latit, Macs pisiarissarniaruk,
sallvdluarsfnaoK, tunitdlang-
nartuiaissartoK, tipigigsos,
suna xarngup, tipigsså.
BEEGHAM-
DENMARK A/S
Macs
- man ser det straks
3