Atuagagdliutit - 13.10.1960, Blaðsíða 7

Julianehåbs ungdom
savner beskæftigelse
Prestigemæssigf rangerer fiskeriet alf for lavf i befolkningens bevidst-
hed siger skoleinspektør Stærmose i Julianehåb i denne samtale om ud-
dannelsesmuligheder for de 14-årige
Ikke fint at være fisker
Mine kolleger smiler ofte, siger skoleinspektør Stærmose, når jeg nævner
Sukkertoppen og sammenligner den med Julianehåb. Men jeg kan nævne,
at når vi dimitterede en flok konfirmander i Sukkertoppen, ville ca. 90
pct. af dem være fiskere. De havde gode uddannelsesmuligheder, fordi
deres fædre og bekendte samt slægtninge havde motorbåde. Således blev
børnene oplært til fiskeri. I foråret, da vi dimitterede konfirmander her i
Julianehåb havde vi 22 drenge. Da jeg spurgte dem, hvad de ville være,
var der een, der svarede, at han ville være fisker. Det er et sørgeligt ti-
dens tegn for Sydgrønland. Der er sikkert noget udviklingsmæssigt, der
gør sig gældende, en tradition fra ældre tid, da Julianehåb omtrent i
samme grad som Godthåb var en hovedadministrationsby i et meget fol-
kerigt distrikt. Der har på baggrund heraf været skabt ligesom lidt „fi-
nere“ erhvervsmuligheder for Julianehåb by. Måske er fiskeriet af den
grund kommet til at rangere socialt set for lavt i folks bevidsthed.
Julianehåb er en gammel administrationsby, hvor de produktive erhverv spiller
en alt for lille rolle. Prestigemæssigt rangerer fiskeriet således alt for lavt. I
Sukkertoppen og andre fiskeribyer er det jo attraktivt for de unge mennesker
at blive fiskere. Her i Julianehåb er det ligesom fiskerne i lidt for høj grad ar
proletariatet. Det synes ikke at forekomme de unge mennesker tiltrækkende at
De børn har i lige så høj grad brug
for at leve sig ind i en fåreholdertil-
værelse som at lære den lille tabel.
Vandrelærermangelen
I øjeblikket bruger vi forhåndenvæ-
rende midler til at få de børn, der bor
på afsides steder undervist — så godt
som det overhovedet er muligt. Des-
værre er vor vandrelærerordning gået
i vasken på grund af kateketmangel,
og vi må så prøve at organisere det
på en lidt anden måde. Nogle af fåre-
holderbørnene bor så tæt ved skole-
stedet, at de kan ride til skole, når
vejret tillader det. Andre fåreholdere
sender nogle af deres børn til de stør-
re udsteder og lader dem komme i
pension. Der betaler staten et uddan-
nelsestilskud på 75 kroner om måne-
den i opholdsudgifter. Men for en del
fåreholdere er det umuligt at sende
børnene bort, og det er jo også pro-
blematisk at skulle sende børnene —
f. eks. en 7 års pige eller dreng bort
fra hjemmet en lang periode. Så nogle
bliver undervist hjemme, og det er
klart, at forældrene hverken arbejds-
mæssigt eller fagmæssigt kan præste-
re,, hvad der skulle præsteres med
hensyn til en sådan undervisning. Det
er vor plan netop i år at reorganisere
dette lidt.
Vor nye viceskoleinspektør, Lars
Chemnitz, skal netop i denne må-
ned rejse til disse ensomt beliggen-
de fåreholdersteder, hvor der er
hjemmeværende skolebørn og prø-
ve at organisere en slags korres-
pondanceundervisningsplan.
Så skal vi besøge børnene så tit,
som vi nu kan få tid til det og hjælpe
dem med at få plan i arbejdet, og
hver måned skal de udveksle hæfter
og fra viceskoleinspektørens side kom-
mentarer til de præsterede skriftlige
arbejder. Jeg ved ikke, hvordan det
vil gå, men det er da i hvert fald et
forsøg værd at aflaste forældrene lidt
ved at hjælpe dem med undervisnings-
arbejdet. Skade kan det da i hvert fald
ikke, som vor gamle huslæge en gang
sagde.
—mann.
SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
SmåtaoK Kalåtdlit-nunåne
Singer merssorflt pltsåussu-
siat arajutsiaimaneKångilaK.
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K.
komme ind i det erhverv.
Det er skoleinspektør Stærmose,
Julianehåb, der fremsætter udtalel-
sen. Den fremkommer under en sam-
tale om det ottende skoleår og be-
skæftigelsesmuligheder for de unge i
byen. For så vidt problemer, der ikke
blot er af betydning for Julianehåb,
men som vil være velkendte i mange
byer i Grønland.
Hellere noget på et kontor
Skoleinspektøren er en afgjort til-
hænger af det ottende skoleår. Man
må erkende, siger han, at der ikke her
i byen er erhvervsmuligheder for de
fjortenårige, der kommer ud af sko-
len. Det er et problem, og jeg må sige,
ut det har chokeret mig at se, hvor
ringe erhvervsmæssig baggrund, der
er for at beskætige de unge. Fiskeriet
er blevet forsømt her, synes jeg. Der-
imod er kontorerhvervet og byggeer-
hvervet tiltrækkende for de unge.
Men heller ikke de erhvervsmulighe-
der kan give beskæftigelse til dem
alle, når de kommer ud af skolen. Det
er klart, at mestrene, GTO og Hande-
len, helst vil have unge mennesker i
16 års alderen — og allerhelst vil have
dem, der kommer fra efterskolen over
til de erhverv, hvor der er faglig ud-
dannelse bag. Vor hovedpine her er
for det første at gøre børnene lidt æl-
dre, inden de kommer ud i erhvervs-
livet. Dernæst må vi finde en fornuf-
tig beskæftigelse til dem. Her synes
jeg, forslaget om det ottende skoleår
er meget aktuelt.
Vi er ikke længere end i 1950
Desværre må vi altså melde pas her.
Det er vel også tilfældet i de fleste an-
dre større skolebyer. Hele den udbyg-
ning af skolen, der vitterlig har fundet
sted med indsats af forfærdelig mange
pengemidler og arbejdskraft er i vir-
keligheden blevet slugt af den store
børnetilvækst, således at vi i øjeblik-
ket ikke kan sige, at vi er ret meget
længere end i 1950, da vi begyndte. I
Julianehåb har man bygget meget. Vi
har fået en del af en dejlig skole.
Men samtidig med at denne udbyg-
ning af skolen har stået på, er børne-
tallet steget så voldsomt, at vi i dag
har akkurat de samme lokaleproble-
mer — mangelproblemer — som for
syv—otte år siden.
Det er ikke meget galt at sige, at vi
ikke har mere plads i dag, end vi hav-
de den gang skolen blev bygget. Og
hvis tempoet ikke sættes op, forstået
således, at hvis ikke skolebyggeriet
kan mere end lige akkurat følge med
børnetilvæksten, må vi desværre mel-
de pas over for det ottende skoleår.
Og det er jo ikke alene et spørgsmål
om lokaler, men det vil også straks
skabe et lærerbehov — og dermed et
lærerboligbehov. Det vil øve indfly-
delse på GTO’s virksomhed o. s. v. —
så vi kan altså slet ikke se udvej for
det ottende skoleår rent praktisk end-
nu, hvor gerne vi end ville.
De utålmodige fåreholdere
Undervisningen af fåreholdernes
børn er et specielt problem i Juliane-
håbdistriktet?
Ja, og der er ikke noget at sige til
det, hvis fåreholderne er ved at blive
en smule utålmodige. For der har væ-
ret talt om løsningen af det problem
gennem mange år, og flere forskellige
forslag har været fremme. Men det
forslag, der har stået på længst er en
kostskoleordning i lighed med den,
man har gennemført i Thule og i Ang-
magssalik. Men den har man forladt
nu, og skoledirektør Garn har fået den
ide at erstatte denne kostskole — der
altså kun eksisterer på papiret — med
to mindre skolehjem beliggende i de to
centrale udsteder, K’agssiarssuk og
Igaliko, og der er begrundet håb om,
at man skal begynde på det i K’ag-
ssiarssuk allerede næste år.
Det er meningen, at det så skulle
rumme 8—10 børn, der passes af en
kyndig plejemor. Hvordan skoleåret
bliver ordnet for børnene, kan jeg ik-
ke sige endnu, men der er forslag
fremme om, det skulle ordnes lidt an-
derledes end et normalt skoleår — alt-
så således at fåreholdernes turnus med
klipning o. s. v. skulle give sig udslag
i skoleåret, så børnene kan komme
hjem til de vigtigste arbejdsperioder,
hvor der i høj grad er brug for dem i
deres hjem. Det er også et spørgsmål
om oplæring.
Danmarkime måkarma -
niorKutigineKarnerpaussoK
MARGARINE
7