Atuagagdliutit - 09.02.1961, Blaðsíða 4

Ejnar Mikkelsen: „Svundne Tider i |
Østgrønland". \
Gyldendal. 238 sider. Kr. 24,75. j
Som
en
103S-ime Skjoldungenimut nungnen. umiat Kåinanlk i- Udflytningen til Skjoldungen i 1938. Konebåde eskorterede af
ngiatdlorteKardlutik Angmagssalingmit autdlartut. åss. kajakker forlader Angmagssalik by. Foto: Ejnar Mikkelsen
Ejnar Mikkelsen.
ilder i et hønsehus
EN SMUK BOG, som den ligger
der på bordet og lyser, indby-
dende i farver og format: Det
stærkt blå omslag med de hvide
typer, og på forsiden, fint reproduce-
ret, maleriet fra konebådsekspeditio-
nen. Drivende is med grønt vand imel-
lem, og i det grønne vand konebådene.
Konerne, roerskerne med hårtoppe og
lange kamikker. Ekspeditionsdeltager-
ne, som opmåler og optegner, laver
kort og beskrivelser — én står højt på
toften og spejder ind mod land, en an-
den står med papir i hånd, noterer,
tegner. I forgrunden en kajakmand
med ryggen til, let som en spån ligger
kajakken på vandet, smal som en klin-
ge ved siden af de brede, bugnende,
tungt læssede konebåde. I baggrunden
snedækkede fjelde, som næsten går i
ét med den lyse, umådelige, arktiske
himmel. Bleg sol, drivis, og lidt henne
i isen skimtes hoveder, folkene fra den
forreste konebåd, som er ved at ar-
bejde sig frem. Og det pludselige
smeld i øjet, den eneste ikke-grøn-
landske farve: det falmede, vindblæ-
ste splitflag, alt for stort til konebå-
den, som fører det. Men med skal det,
for her kommer de danske soldater:
flådeofficerer.
Det ypperlige maleri er malet (eller
malt, hvis vi skal være affekterede)
omkring 1890 af J. E. C. Rasmussen og
forestiller, som man vel kunne gætte,
Konebådsekspeditionen på vej til Ang-
magssalik i 1883. Og det er et rent
fund af forlaget at sætte det uden på
bogen, som virkelig er blevet en af de
af ydre mest tiltrækkende, mest „læk-
re" grønlandsbøger, man mindes at
have set. Det er med glæde, man ta-
ger den i hånden, og med forventning
man åbner den.
il. & H. MEYER
xalipausissarfik
salfssarfigdlo
Indlevering 1 Grønland
„OLES VAREHUS", GODTHÅB
fh. CARL ENGHOLM
GRUNOLAOT 1841
NYHAVN 47 — KØBENHAVN K
angatdlatlt pemita.it — ullgssult
tlngcrdlautlgsslat — tingerdiau-
ttgsslat — agdlunaussat — kit-
»at — kltslnglt — agdlunaussl-
agasat — orasClt mångertoK
agd) unauasartagssat (noKarutig-
s sat).
Skibsinventar — Presenningdug
Sejldug — Tovværk — Ankere
Kæder — Værk — Beg —
Takkelgods
Svarer indholdet så til forventnin-
gerne?
Vel næppe helt. Forventninger er nu
engang til for at skuffes. Der står en
masse i den store, tættrykte bog, der
er mange gode fotografier fra Ang-
magssalik og Scoresbysund. Men der
er mange gentagelser, ofte tages alle-
rede uddebatterede emner op igen,
vendes og drejes og besnakkes påny.
I og for sig er det ikke opgaven på
dette sted at forsøge at bestemme bo-
gens litterære værdi. Det er dens vær-
di som grønlandsbog, det drejer sig
om. Og den er ikke ringe.
Ejnar Mikkelsen har gennem et
langt liv set og oplevet meget, han har
altid haft — og har stadig — sine me-
ningers mod, og han var omtrent så
velkommen i grønlandsadministratio-
nen som en ilder i et hønsehus, da han
i 1933 blev udnævnt til inspektør for
Østgrønland. Som han selv udtrykker
det på første kapitels første side: Han
havde endelig fundet et ståsted, og det
endda inden for rammerne af Grøn-
lands Styrelse, som han i en snes år
eller så havde bekæmpet med fynd og
klem uden at tage hensyn til de neder-
lag eller sejre, som skæbnen havde til-
målt ham.
Q G den næste snes år tilbragte han
så med stadig at bekæmpe Grøn-
lands Styrelse — eller rettere sagt:
dens kontoriusseri, dens embeds-
mandsvælde, dens sparedille. Altid
kampklar, evigt stædig, urokkelig,
energisk, uselvisk i sit arbejde for at
forbedre østgrønlændernes usle kår —
jo, angmagssalikerne og scoresbysun-
derne kunne være glade for deres Mi-
ki. Utallige var de fremskridt, de for-
bedringer, han fik foretaget eller stod
bag. Man kan tænke på koloniserin-
gen af Scoresbysund, eller oprettelsen
af udstedet Skjoldungen, anskaffelse
af motorbåde, forbedringer i forsynin-
gerne, oprettelsen af et alderdoms-
hjem, bygning af „Hotellet" i Ang-
magssalik, forbedring af hospitalsfor-
holdene, oprettelsen af det første or-
ganiserede hajfiskeri ved Kungmiut
(med Hendrik Abeisens uundværlige
hjælp) — ja, der er meget mere. De
praktiske tings mand har han alle
dage været, og han gik på „med fynd
og klem" (de samme ord som ovenfor,
men de dækker egentlig så udmærket
sagen og manden) fra den første dag
som inspektør i sommeren 1933.
Signe Vest, sygeplejersken, som vir-
kede i så mange år i Angmagssalik og
Scoresbysund og kom til at betyde så
meget for de to distrikter, sad i sit lil-
le hus med to stuer og plads til tre sy-
gesenge midt i en koloni, som var fuld
af syge mennesker. Der var ingen læ-
ge, intet sygehus. Miki skaffede hende
en kasseret kolonibestyrerbolig — en
øjeblikkelig, omend ganske utilstræk-
kelig forbedring —, og samtidig fik
han Grønlands Styrelse, som i øvrigt
var vildt chokeret over de mindste-
krav, han mente at måtte stille allere-
de det første år, til at love at lade et
forsvarligt sygehus opføre inden læn-
ge og ansætte en distriktslæge. Det
store, tidssvarende sygehus kom da
også inden 25 år, nemlig i 1957! Og
fast læge ansattes efter krigen....
Med det tempo, der her blev udvist
fra højeste sted, forstår man jo, at det
var i allerhøjeste grad tiltrængt, ja
nødvendigt med en Miki, som ustand-
seligt kunne mase på og aldrig et øje-
blik var det mindste bekymret over at
gøre sig upopulær i grønlandsadmini-
strationens gamle knirkemaskine. Al-
drig tænkte han på, hvad der kunne
gavne ham selv; kun på menneskene
og vilkårene i det, som han i bogen
kalder „Grønlands Baggård", det ny-
opdagede, nykoloniserede og utroligt
tilbagestående, fattige Angmagssalik.
Har man selv efter nyordningen væ-
ret i Østgrønland, mærker man over-
alt, at Mikis navn ikke er glemt, hans
indsats ej heller.
T 1936 hærgede en voldsom influen-
za-epidemi Angmagssalik-distriktet
og kostede mange mennesker livet. Da
den var overstået, havde 135 børn mi-
stet deres forsørger, 65 børn var ble-
vet forældreløse og ca. 40 kvinder en-
ker — en katastrofe i et fattigt fanger-
samfund. Hvad skulle alle disse kvin-
der og børn leve af? På et direkte
spørgsmål fik Ejnar Mikkelsen det
svar, at Grønlands Styrelse ikke kun-
ne påtage sig forsorgen for alle disse
mennesker — fordi „det ville sikkert
skabe et uoverskueligt præcedens for
administrationen af Vestgrønland" — !
Kunne det officielle Danmark ikke,
så kunne Miki. Med vanlig beslutsom-
hed og energi lykkedes det ham at få
en masse mennersker til at punge ud,
og snart kunne han meddele Styrel-
sen, at den nødvendige økonomiske til-
slutning til barneforsorgen var sikret,
og at Scoresbysund-komiteen overtog
det fulde ansvar for børnene, indtil de
kunne klare sig selv. Der blev tegnet
„fadderskaber" for de enkelte børn,
og Sara Tønnesen rejste til Angmag-
ssalik og administrerede og organise-
rede børneforsorgen de første par år
(siden overtoges arbejdet af Signe
Vest sammen med kolonibestyrer Kaj
Jensen og pastor Otto Rosing). Alt vir-
kede som det skulle i de mange år, til
børnene alle var voksne og kunne kla-
re sig selv.
Et eksempel på, hvad privat initia-
tiv, utraditionel tankegang og hurtig
handling udenom alle officielle konto-
rer og knirkemaskiner kan bevirke.
Men Miki ville jo ikke have været
Miki, hvis ikke der var en lille til-
føjelse: „Jeg tog dog et eneste forbe-
hold, nemlig, at jeg ikke ville have no-
get posekiggeri af Grønlands Styrelses
revisionskontor eller af hovedrevisora-
tet: de mænd og kvinder, som støttede
sagen, havde fuld tillid til Scoresby-
sund-komiteen og mig, og autoriteter-
ne måtte vise mig og min administra-
tion af forsorgen samme tillid. Jeg
ville ikke udsættes for uendelige skri-
verier og kævlerier med revisorer .. “
Og selv det måtte man bøje sig for!
T SOMMEREN 1937 døde Angmagssa-
liks kolonibestyrer, mens Ejnar
Mikkelsen var på inspektion fra Dan-
mark. Han blev nødt til at overtage
koloniens ledelse, og i et års tid var
det uvante job som kolonibestyrer
hans. Kontormand, regnskabsmand
havde han aldrig været, og heller ik-
ke grønlandsk embedsmand længe nok
til at have kunnet tilegne sig „bare et
nogenlunde kendskab til det utal af
kundgørelser og regulativer vedrøren-
de snart sagt alle tænkelige foreteel-
ser i by og distrikt, som væltede ud af
hver sommers postsække" .... så han
tog en masse forbehold og stillede en
mængde betingelser, inden han påtog
sig arbejdet, og trængt op i én krog
måtte styrelsen gå med til alt.
Året forløb dog udmærket — og der
skete en masse i Angmagssalik det år,
igangsattes mange ting. Ud på foråret
slap alt muligt op, først og fremmest
kul, men efterhånden snart sagt alle
varer, så butikken var gabende tom,
og bopladsfolkene, som kom ind til
Igdlumiut om sommeren for at handle,
måtte sejle hjem med deres skind igen
— der var intet at købe. Først langt
hen på sommeren 1938 kom et skib
med kul, og først den 16. september
kom de første nye proviantforsynin-
ger.
Det var ikke Ejnar Mikkelsens skyld,
at forsyningerne slap op. De var sim-
pelt hen for små — som det så ofte
tidligere havde været tilfældet, havde
Styrelsen i sin visdom nedskåret re-
kvisitionerne, skønt det flere gange i
koloniens historie var hændt, at årets
eneste skib havde måttet vende om
igen på grund af drivisen, og det så-
ledes var indlysende, at man burde
ligge inde med forsyninger til mindst
to år i pakhusene.
Grønlænderne kunne, skriver Ejnar
Mikkelsen, ikke forstå, hvorfor der
ingen varer var, og deres tillid til Sty-
relsen led et slemt knæk, da butiks-
svendene endog måtte ryste beklagen-
de på hovedet, når de bad om at få
den så aldeles nødvendige ammunition
til sælfangst.
Og de danske, der stod med ansva-
ret for godt og vel tusind menneskers
velfærd, „frådede af harme over
Grønlands Styrelses sparepolitik, der
havde medført en betydelig nedskæ-
ring."
Og videre skriver Miki: ..... i 1937
fik kolonien end ikke opsendt ét års
forsyninger, og følgerne af den ofte
gentagne nedskæring af den hjem-
sendte officielle rekvisition ramte i
vor tid på det føleligste hver mand,
kvinde eller barn i Angmagssalik di-
striktet og skabte bitterhed og mistro
til Grønlands Styrelses besynderlige
dispositioner vedrørende Angmagssa-
lik."
C Å KOM KRIGEN i 39. Forbindelsen
J blev afbrudt. Ejnar Mikkelsen var
i Danmark, men det kneb gevaldigt
for ham at holde det ud. Engang var
han på vej til USA, men fik sit visum
inddraget så sent som i Genova, lige
før han skulle om bord i amerikabå-
den. Siden var der noget mystisk no-
get med et mystisk brev på Born-
holm — det bliver aldrig opklaret, ik-
ke en sjæl kan finde ud af de sider,
der står om disse ting — og så var der
en fiskerbåd, som sejlede til Sverige
med Ella og Ejnar Mikkelsen en
stormfuld nat i 1944, mens „en ret be-
tydelig del" af den tyske østersøflåde
havde søgt læ i Hammerbugten ud for
den havn, de skulle forlade.
I Stockholm rendtes der på Peter
Freuchen. Han og Ejnar Mikkelsen fik
tilbud om sammen at komme til USA
for at stille deres grønlandsviden til
disposition for minister Kauffmann,
der som bekendt havde lavet en slags
„eksilregering" for Grønland i Wash-
ington. Men de måtte, indtil de kom
af sted, gå stille med dørene. Peter
Freuchen lovede da også højt og hel-
ligt at holde tand for tunge, men det
var en ting, det kneb med, så et par
dage efter kunne Miki med noget
blandede følelser læse i et af de stør-
ste stockholmerblade, at Kauffmann
havde opfordret Peter Freuchen til at
rejse til Amerika og overtage admini-
strationen af Grønland — med Ejnar
Mikkelsen som Jijælper ....
Nå, til USA kom de dog alligevel —
med illegalt fly til England og derfra
med skib til New York, hvor deres
veje skiltes. I New York befandt Peter
Freuchen sig straks som en ål i mud-
der, mens Ejnar Mikkelsen tog toget
til Washington og meldte sig til tjene-
ste hos den danske legation som grøn-
landsekspert.
En vinternat gik rejsen videre. Om
bord i „Linda Dan", som for resten !
kun hed „Linda" dengang, sejlede Mi-
ki i konvojsejlads nordøstpå — mod
Grønland. Senere skiltes konvojens og
„Linda“s veje, og hen mod slutningen
af februar 1945 ankom Ejnar Mikkel-
sen til Julianehåb.
Der var nok at se på og opleve i
krigstidens Grønland, blandt andet de
store amerikanske baser. Og krigen
havde også gjort noget ved tilværel-
sen, ved menneskene: „Fra det øjeblik
jeg satte foden på land og til jeg igen
forlod Grønland, følte jeg det, som om
en frisk, men mild kuling havde blæst
meget af det gennem århundreder op-
samlede bureaukratiske støv bort fra
de grønlandske byer og renset luften i
kontorer, i butik og på arbejdspladser.
Der var en arbejdsiver at spore, som
jeg ikke mindedes fra fordums dage,
men som var såre glædelig at konsta-
tere. — Og da jeg spurgte koloniens
ledende mænd om årsagen til denne
forandring, fik jeg uvægerligt at vide,
at administrationen af Grønland un-
der adskillelsen fra Danmark var ble-
ven forenklet og var hurtig til at træf-
fe afgørelser. — Det var som kunne
man mærke, at en pengeflod var skyl-
let ind over Grønland i krigens år og
havde givet befolkningen, danske som
grønlændere, en selvbevidsthed, de før
havde manglet."
p OLK I GRØNLAND hungrede efter
nyheder fra det besatte Danmark,
og Ejnar Mikkelsen holdt store møder,
hvor han kom frem, og fortalte om
tingene. I Godthåb lå imidlertid skæb-
nen og lurede med en lille ondskabs-
fuldhed: Miki, som i sine yngre år
havde befaret hundreder af kilometer
is til fods eller på slæde, 'gled på sko-
lebørnenes glidebane, faldt og bræk-
kede benet — iagtaget af landets sam-
lede presse, nemlig Kristoffer Lynge,
„Atuagagdliutit", og Christian Vibe,
„Grønlandsposten". De tre var på vej
for sammen at arrangere aftenens sto-
re møde. —
Så det blev fra en sygeseng på hos-
pitalet i Godthåb, Ejnar Mikkelsen
talte i den nyoprettede Grønlands Ra-
dio om forholdene i Danmark. Og det
blev i samme sygeseng, han oplevede
befrielsen 4. maj.
Senere, nemlig om sommeren (sta-
dig 1945) lykkedes det ham efter en
sviptur til USA endelig at komme til
sit kære Østgrønland, hvor han fandt
flere store amerikanske baser og et
basernes proletariat af østgrønlænde-
re, som havde store dage på „dumpen",
affaldsdyngen. Der havde fundet en
del kedelige episoder sted, men lidt ef-
ter lidt gled tingene i leje. Også for
Østgrønland havde krigen betydet me-
get — tyskernes aktivitet i Nordøst-
grønland og slædepatruljens virksom-
hed var noget, som i allerhøjeste grad
kom Scoresbysund ved, og for Ang-
magssaliks vedkommende gjorde som
nævnt baserne og bekendtskabet med
amerikanerne sig gældende. Men alli-
gevel vedblev Østgrønland i nogle år
at være „baggård", være bagud for
Vestgrønland. Først i de allerseneste
år er der for alvor sket noget i Ang-
magssalik — ja, egentlig først helt
rigtigt fra fiskeriet satte ind i større
målestok i 1958.
Bogens sidste afsnit — med titlen
„En efterskrift der bør læses" — er en
gavnlig, nyttig og god optælling af,
hvad der er sket og endnu ikke sket
i Østgrønland, og af hvad der sker.
Bogen vil til enhver tid være brugbar
som opslagsbog, er den end nu og da
ret ensidig.
T) ENT SPROGLIGT er „Svundne Ti-
der i Østgrønland — Fra Stenalder
til Atomtid" præget af en ejendomme-
lig modsætning, eller skal man sige
miksning: et gammeldags, blomstren-
de skiftsprog blandes på de mest over-
raskende måder med et djærvt, hånd-
fast fortællesprog. Lange, ligegyldige,
snakkesalige tirader brydes af sider,
hvor sætninger står hårdt og fast, som
ristet i runer. Og så er der gentagel-
ser, de mange gentagelser; men ind
imellem er der ting, som blufærdigt
kun lige berøres. Og så er der de
harmfulde angreb „med fynd og klem"
på grønlandsadministrationen — her
lægges ikke fingre imellem, ofte morer
man sig under læsningen, ofte føler
man med Miki i hans harme og bitter-
hed.
Men trods alt er jo det sproglige
ved bogen kun en biting. Hovedsagen
er, at her er en mand med et spæn-
dende stof, og at han er villig til at
give det fra sig. Og det skal man være
taknemmelig for.
Bogen indgår naturligvis i det faste
pensum for enhver, der interesserer
sig for Østgrønland.
PS: Lige efter læsningen af bogen
erfarer man, at Angmagssaliks nye,
store sælfanger- og togtefartøj har fået
navnet „Ejnar Mikkelsen", hvilket
man kun kan opfatte som glædeligt
og rimeligt.
Franz Berliner.
4