Atuagagdliutit - 09.02.1961, Blaðsíða 16

—..—L YTT E R rapporten m
Mandag 23/1: „Hvordan musikken blev til“
— et „æventyr for børn 1 alle aldre", især
barnealderen. Ganske charmerende var det,
og Ed vin Tiemroth gjorde sin del af arbej-
det godt.
Så var der den fjerde af reportagerne fra
Sovjetunionen. Eva Rée Hinrichsen har
åbenbart besluttet at give os et billede af
et land ved at vise os dets kvinder.
Og for at der også skulle være noget fra
den vestlige, dekadente, imperialistiske,
dollarlserede kapitalistverden, var musik-
ken i aftenkoncerten lige bagefter af Ralph
Vaughan Williams.
Tirsdag 24/1: Man har Indtrykket af, at de
er ved at blive rigtig Indgroede vanemen-
nesker i den radio. Ikke blot kører og kø-
rer man på serier, men bestemte serier skal
åbenbart også helst ligge på bestemte tider
på bestemte aftener uge efter uge. Er det
praktiske hensyn, eller hvad er det?
Sådan har man nu åbenbart besluttet, at
tirsdag aften hver uge skal være for grov-
æderne. Her er den ene nærende og kalo-
rieholdlge ret dynget oven på den anden i
en sådan overdådighed, at der skal en or-
dentlig bug til at kapere det hele. — Til
gengæld har man åbenbart bagefter så god
en samvittighed, at man med sindsro lader
onsdag og torsdag være tynde.
Først var der Bornemanns foredrag om
den moderne alaska-eskimos problemer.
Det er raske folk, de amerikanere — så ra-
ske, at det sommetider er til at blive syg
af. De skal nok få gjort hele USA, inclu-
sive Alaska og Hawaii, de nye stater, fir-
kantet og asfalteret over det hele, Inden
de er færdige. Bornemanns foredrag gav en
levende forestilling om den politik, som
følges i Alaska, og om de følelser, som rø-
rer sig i den lille eskimofamilies medlem-
mer, når de pludselig sidder og er fabriks-
arbejdere i Californien og der er lang vej
til Tlpperary. Som det også blev sagt i fo-
redraget: Noget kunne vi vel lære af dem
derovre — måske især opfattelsen af „de
hårde realiteter" som, ja som realiteter —,
men mon trods alt Ikke tendensen, måden,
i det grønlandske samfunds udvikling i de
senere år er at foretrække?
Lige før Johs. Brøndsteds tredie foredrag
i serien om vikingerne fik vi at mærke, at
vikingeånden ikke er uddød på de hjem-
lige breddegrader endnu: Gotfred Søren-
sens sextet spillede, så både briter og fran-
ker ville skælve, om de hørte det. Nøjag-
tigt sådan kunne man tænke sig vikinger
spille — de var jo nogle rå karle med et
ret unuanceret følelsesliv....
Det var ellers godt, foredraget — handle-
de om erobringen af Danelagen og om de
år, hvor „den store hær" hærgede Frank-
rig, og „landets skæbne hang i en tråd, og
den tråd var Karl den Tykke", som det be-
mærkedes med megen humor, og om det
svenske vikingefolk på Volga, beskrevet af
en samtidig diplomat, en legationssekretær
fra Bagdad-kaliffens fjerne land.
Den femte udsendelse i serien om sym-
foniorkestrets instrumenter handlede om
fløjte og valdhorn og havde sit besvær med
at komme forbi Mozart, hvis navn uvæger-
ligt falder én ind, når der bliver sagt
„fløjte" — uagtet han ikke kunne fordrage
dette instrument og skrev al sin dejlige
fløjtemusik på bestilling! — Udsendelsen
var ellers på niveau med de tidligere i se-
rien — udmærket oplysende.
Aftenen sluttede med, at Eva Rée rev det
femte blad ud af sin dagbog. Nu har vi vist
sagt nok om den series fortræffelighed —
den er stadig lige god.
Onsdag 25/1: Efter en ønskekoncert uden
ønsker — dét må da være en tilrettelæg-
gers ønskedrøm — fjerde afsnit af Karen
Blixens afrikanske farm, afsnittet om anti-
lopen, et af bogens „yndigste", men ikke
interessanteste.
Torsdag 26/1: Først udenrigspolitisk kro-
nik, derpå lidt tyrolerhopsa, som dels skul-
le aflede lidt fra klodens spændinger, dels
kunne hensætte os 1 den rette stemning til
„Sportshjørnet".
Fredag 21/1: Endelig vågnede radioens
samvittighed op igen — efter de to magre
aftener blev der atter kastet lidt federe
kost for de sultende lyttere.
Det er uimodsigeligt, at Eartha Kitts
stemme får én til at tænke på de nyfødte,
frysende, ynkeligt brægende lam på sila-
mutten om foråret. Men lige så uimodsige-
ligt er det, at der er noget i den stemme,
og har man samtidig øjne at se med og bil-
leder af damen at se på, er det nu ikke
bare lam, man tænker på — hvilket Hem-
ming Hartmann Petersen altsammen ud-
redte for os i „Grammofonstjernen".
Dagbogsblad nr. 6 — fra et ophold i Turk-
menistan — var det måske bedste hidtil i
serien. Modsætningernes land — det store
store store USSR, hvor meget kender vi
egentlig til det? Hvor begærligt griber man
ikke hver lille oplysning, som smutter udi
Radioteatret opførte Finn Methlings ra-
diospil „70.000 favne — kvit eller dobbelt" i
Carlo M. Pedersens instruktion, med Poul
Reichhardt i den store rolle og musik af
Børge Roger Henrichsen. Det var en appel-
sin, der kunne mærkes i turbanen.
Den endnu unge, energiske og velbjerge-
de salgschef Ove Hansen ligger og drøm-
mer derhjemme i rækkehuset på Evigheds-
vej. Han har mareridt, et afskyeligt mare-
ridt, sammensat af lige dele kvit eller dob-
belt og tyrefægtning, hvori han, NB!, er
tyren. Programlederen er den hvide klovn,
som dels stiller spørgsmålene, dels er ty-
refægtningens banderillero og toreador.
Hansen svarer rigtigt på alle spørgsmålene:
Han er skam ikke hensynsløs i trafikken,
slet ikke, men det vigtigste bud i færdsels-
loven lyder efter hans mening: „Du må
ikke lade dig overhale." Han har ikke no-
get imod jøder, men gifte sig med en —
„det kan man sgu da ikke." Hans motto på
arbejdspladsen: „Man skal krybe for mag-
ten." I børneopdragelsen: De tre absolutter
„Kæft, trit og retning." Læderjakker skal
man ikke søge at forstå, de er forbrydere,
som det gælder om at komme udenom —
„Man skal hytte sit skind." Verdens store
og vigtige problemer tager man ikke stil-
ling til — „Man skal lade fem være lige."
Og så videre. Han er den almindelige lille
mand, som er stolt over, at han sørger godt
for kone og børn og i øvrigt passer sig selv,
han gør aldrig nogen noget ondt — men
heller aldrig noget godt. Han har de sam-
me meninger som alle andre i omgangs-
kredsen, de passende meninger, baseret på
tankeløse floskler — han véd ikke selv, at
han er et lille skadedyr. For alvor bange
bliver han først, da han ved det sidste og
afgørende spørgsmål må gå i tænkeboksen,
og den hvide klovn siger: „Aha, nu har jeg
Dem, hvor jeg vil ha Dem!" — for tænke,
det er det farligste af alt. Og til sidst op-
dager han så, at han pludselig står med et
uhyggeligt dyb under sig — 70.000 favne un-
der sine dagligdags ben. Mareridt!
Det var et glimrende radiospil. Nu og da
har Methling det med at falde for de lidt
for nemme tricks og så redde situationen
med en tour de force, lidt hysteri, lidt
tungesnublende bla-bla-bla — men trods
alt, et vægtigt indlæg i tidens debat om
velfærdsstatens konforme gennemsnitsfa-
milie var det, og radioudførelsen var fin.
- den kys
læbestift.
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut tarnutip
hebestiftivdlo kalipautait
ingmitignut tugdluarkekate-
kdngitsut.

Generalrepræsentant
Torben Løve & Co. A/S
Amaliegadc 6 - København K.
Hundested Motor
10—300 HK
Fortrinlig egnet
til
fiskeribrug
aulisartut pujortuléréinut
atugagssandgdluartOK
Kraftig — Driftsikker — Økonomisk
oåkortfiK — aserujaitsoK — Oliatånginga j agtoK
Hundested Motorfabrik
Hundested
Telegramadresse: Propelmotor
Lørdag 28/1: Den musikalske varieté fra
kl. 20 til 21 ville lige have været noget for
Ove Hansen.
Må vi så ikke hellere bede om Cirkus
Buster fra eftermiddagens udsendelse for
piger og drenge!
Mandag 30/1: Så hurtigt et kvarter dog
går — når det er Kjærulff-Schmidt, der
udfylder det. Og selv om det er med to
gamle travere „Vi er alle i samme båd" og
„Bakkens Pris".
Lidt langsommere gik de 35 minutter med
Eva Ree Henrichsen i den syvende og sid-
ste reportage fra Rusland. Den var ikke så
god som de foregående, hvilket nu ikke så
meget var reporterens skyld — det var me-
re det, at hun havde fået fat i en dame, på
hvem det gamle sprikwort om de store ord
og det fede flæsk, der glider så let gen-
nem halsen, passede fortrinligt. Det var de
samme, ■ samme, samme gamle floskler og
stereotype vendinger, som vi så ofte har
hørt, når vinden var i øst.
Bagefter lod det russiske statskor under
direktion af Knud Wissum uendelig blidt
og velklingende lydtæppet gå ned igen.
Tirsdag 31/1: Uddannelsen i Alaska og ud-
dannelsen i Grønland — det er så sandelig
to ting, forstod man på Mads Lidegaard.
I Alaska er ottende skoleår obligatorisk, og
mange læser videre. Samtidig har man sat
det eskimoiske sprog i skammekrogen,
amerikanere bør tale amerikansk — sure,
boy!
Via Haydns syvogfyrretyvende symfoni
nåede vi til fjerde udsendelse om de rå
børster, som vi plejer at prale af at have
til forfædre, vikingerne. Vi hørte om vå-
ben, udrustning, klædedragt, bersærker og
andet godt. Det er en serie, som dog må
kunne interessere de fleste aldersklasser.
Kl. 21,40 læste Mogens Wieth den lange
fortælling „Når hindbærrene er modne" af
Hjalmar Bergman. Historien begyndte om-
stændeligt, med flor, kruseduller og ge-
vandter, som den dog fik sig viklet ud af,
hvorefter vi fra den elskværdigt-ironiske
hyggetone lidt efter lidt skubbedes ind i
spænding og uhygge. Lidt desorienteret sad
man tilbage bagefter — hvad vil Bergman
med den historie? Bevares, den er spæn-
dende og udmærket, men hvor fører den
hen, hvor er dens mål, dens formål og be-
rettigelse? — Måske blot at underholde, og
så lykkedes hensigten. Mogens Wieths op-
læsning var naturligvis den bedst tænke-
lige.
Torsdag 2/2: I en tre kvarter lang repor-
tage, „Lyset langs havets hovedveje", for-
talte Ole Ktlhnel om fyrvæsenet, som har
bestået i Danmark i 400 år. Vi besøgte fyr
af alle afskygninger, var med på tur i fyr-
væsenets skib — det blæste selvfølgelig en
halv orkan — og var om bord på et fyr-
skib, hvor en af fyrene fortalte os, at han
havde været i 17 år, men han havde ikke
rigtig vænnet sig til det endnu. — Ktlhnel
er jo en dreven reporter, og det forelig-
gende emne var lige noget for ham — en
god reportage blev det til.
Hvornår får vi en reportage om det grøn-
landske fyrvæsen?
Udsendelsen „Folketingsmand og gård-
mand" bestod af et interview med Simon
From — på den utilfredsstillende dobbelt-
sprogede facon, hvor der går så lang tid
med oversættelsen, at man knap kan huske
sidste spørgsmål og svar, når det næste
spørgsmål kommer. Var det ikke bedre at
lave en grønlandsk og en dansk udgave af
samtalen?
Fredag 3/2: Grammofonstjernen var Mo-
gens Wieth, som foredrog en serie viser på
sin egen måde.
Og så var der den prægtige historie „Ga-
maliels Besættelse" fra Færøernes stadig
frodigt blomstrende middelalder, som Hei-
nesen selv udtrykte det. Elith Pio læste
den, så det simpelt hen ikke kunne gøres
bedre. En fin fin udsendelse.
Lørdag 4/2: Et eksempel på, at et lørdags-
program godt kan være varieret og under-
holdende: Lidt causeri, lidt reportage, lidt
sang (Deep River Boys), en god historie
(Martin A. Hansen), den nysgerrige mikro-
fon, dansemusik.
Det behøver altså ikke at være så flad-
pandet som lørdagen forud.
Vort daglige behov af kostens
6 grundpiller
Forbavsende så mange penge, der går fil søde fing, der er
skadelige eller uden næringsværdi
Man har en gammel leveregel, der
formaner én om, at man bør „bo over
evne, klæde sig efter evne og spise un-
der evne", altså tre faktorer, der diri-
geres af pengepungens tykkelse.
Det er vigtigt at bo godt, det vil sige
i en sund bolig med rigelig lys og luft,
men fri for fugt.
Det stiver ens selvrespekt af at være
godt klædt. Men hvad hjælper det alt-
sammen, hvis man selv eller ens børn
er syge på grund af fejlernæring?
Inden vi går over til at beskæftige
os med kosten, må vi lige se lidt på
pengepungen. Jo færre penge, man
har, jo vigtigere er det, at de bliver
brugt rigtigt.
Har vi råd fil luksusvarer)
Hvor meget bruger De til slik i De-
res familie?
Hvad får børnene at soide for?
Hvordan ligger det med Deres ud-
gifter til tobak og drikkevarer?
Hvor ofte køber De kiks, kager og
andre søde ting?
Det er alle samvittighedsspørgsmål,
og det er nok de færreste, der kan sva-
re på dem uden tøven. Men prøv ved
lejlighed at lave et lille regnskab. —
Mange vil blive meget forbavsede, når
de ser resultatet.
Når man ser KGH’s årsberetninger,
kan man regne ud for hvor mange
millioner kroner tobak og drikkevarer,
der er udhandlet. Det vil også være
muligt at finde ud af, hvor mange
millioner, der er brugt til slik og den
slags ting.
Har vi råd til at købe alle disse luk-
susvarer? De af dem, som ikke er di-
rekte skadelige, er dog uden nogen
som helst ernæringsmæssig værdi.
Svaret må blive nej!
For disse varer stjæler penge, som
skulle have været brugt til køb af
sunde fødevarer, og konsumet af
disse luksusvarer mætter, så man
mangler appetit til de ernærings-
mæssigt mere værdifulde fødevarer,
således at man risikerer at få for
lidt af de nødvendige, livsvigtige
næringsstoffer.
Man sætter helbredet på spil!
Kosfens seks grundpiller
Men hvilke fødevarer er sunde, og
hvor meget har man brug for at spise
for at bevare helbredet og humøret?
Kostens seks grundpiller: kødgrup-
pen, fedtgruppen, brødgruppen, mæl-
kegruppen, grønsagsgruppen og frugt-
gruppen, de seks fødevaregrupper, der
kan sikre os de nødvendige nærings-
stoffer, når man så vidt mulig daglig
får noget at spise fra hver gruppe.
De mængder, det enkelte menneske
har brug for af de forskellige grund-
piller, afhænger af alderen og det ar-
bejde, man har at udføre. Lad os se
på, hvad et voksent menneske har
brug for.
Kødproviant er af def gode
Oprindelig bestod kosten i Grønland
næsten udelukkende af kød eller fisk
suppleret med enkelte grønne planter
og lidt bær. Denne kostform vil sik-
kert være umulig at gennemføre for
noget menneske i dag. Dels kan det
være vanskeligt at skaffe de tilstræk-
kelige mængder kød og dels har spise-
vanerne ændret sig en del.
Hvad man kan skaffe af kødprovi-
ant er af det gode, herigennem får
man mange æggehvidestoffer og B-vi-
taminer og desuden en del A- og D-
vitaminer. Man har dagligt brug for
mindst 100 gram kød eller fisk. Mange
af os spiser nok en del mere, det er
også helt i sin orden. Når man er vant
til at spise meget af disse produkter,
er der ingen grund til at lave om på
det, for det er ikke skadeligt, tvært-
imod.
Risiko for overvægf og
svigtende helbred
Den oprindelige kost var også rig på
fedtstof i form af sælspæk. Gennem
dette og gennem smør og margarine
får man en del A- og D-vitaminer og
en mængde kalorier. Den mængde
fedtstof, man har brug for til at skaffe
de nødvendige A- og D-vitaminer, er
meget begrænset.
Den, der har strengt legemligt ar-
bejde at udføre, er nødt til at have
mange kalorier, og så er det naturligt,
at kosten er rig på fedtstof. Men den,
der kim har brug for få kalorier, fordi
vedkommende har lettere legemligt
arbejde, må begrænse sit forbrug af
fedtstof, da der ellers vil være en be-
tydelig risiko for overvægt med deraf
følgende ubehageligheder og svigtende
helbred, og man kommer let til at
mangle nogle af de nødvendige næ-
ringsstoffer.
Brød, mel og gryn er nogle af de va-
rer, der efterhånden er blevet almin-
delige i Grønland. Disse produkter gi-
ver en del æggehvidestoffer, kalk, jern
og B-vitaminer, og desuden får man
mange og billige kalorier. Den mæng-
de brød, man har brug for at spise,
retter sig ligesom behovet for fedtstof
efter det arbejde, man har at udføre,
det vil sige efter kaloriebehovet. Den
med strengt legemligt arbejde må spi-
se temmelig meget brød, mens den, der
har et let legemligt arbejde, kun bør
have 100-125 gram brød om dagen.
Denne mængde brød må hovedsagelig
være rugbrød og kun lidt franskbrød.
Kager, kiks og vafler er luksus-
mad, som kun fylder, tager appetit-
ten fra de værdifulde fødevarer og
koster en masse penge i forhold til
deres næringsmæssige værdi.
Mangel på kalk
Mælk og ost er produkter, der er ret
nye i den grønlandske kost. Tidligere
klarede man sig uden disse varer, for-
di man fik så store mængder kød og
fisk, at det kunne give nok af de stof-
fer, som mælk og ost er så rige på.
Der bruges mange penge til slik, men har
vi råd til at købe disse luksusvarer? De af
dem, der ikke er direkte skadelige, er uden
nogen som helst værdi.
aningaussarpagssuit mamartukujungnik pi-
sissutigineKartarput. infXvdluarniutitdle
tduko plsiarinigssdinut akigssanarpugut?
mamartukujuit ajoKutauvinglkaluartut inu-
ssutigssartaKdngitdlat.
På grund af de ændrede forhold —
særlig den voksende butikshandel —
er det vanskeligt at få tilstrækkeligt
kalk i kosten, hvis man undlader at
drikke mælk og spise ost. Mangel på
kalk resulterer i et svagt skelet og
dårlige tænder. Derfor må det stærkt
anbefales, at alle — også de voksne —
hver dag drikker */s liter mælk og spi-
ser 35-50 gram ost. Derved sikrer man
sig hele sit dagsbehov af kalk, man får
en del æggehvidestoffer af en meget
værdifuld art, og man får mange B-
vitaminer. Det er særlig vigtigt, at
børn og gravide kvinder drikker mælk.
Ef ømfindtligt spørgsmål
Nu kommer vi til et for alle parter
meget ømfindtligt spørgsmål — nem-
lig den mængde frugt og grønsager,
man vil anse for ønskelig at spise.
Hvis man uden at skele til forsynings-
problemerne skulle anbefale en daglig
mængde, da ville svaret blive ca. 300
gram kartofler og andre grønsager og
ca. 200 gram frugt. At skaffe disse
mængder er på nuværende tidspunkt
fuldstændig umuligt, selv om pengene
er til rådighed.
Hvad kan man da gøre?
Det må anbefales, at man køber dis-
se varer, når der kommer friske for-
syninger til butikken, således at man
får varerne, mens de er af god kvali-
tet. Og den mulighed at bestille frugt
og grønsager gennem KGH står til en-
hver tid åben for alle. Da det særlig
er C-vitaminer, man får gennem frugt
og grønsager, vil det være klogt dag-
ligt at tage en vitaminpille, der bl. a.
indeholder C-vitamin. Desuden er der
tilsat C-vitaminer til mælkepulver.
Det er lidt om, hvad et voksent
menneske har brug for at spise. Man
skal altså så vidt muligt hver dag sør-
ge for at få lidt fra hver af kostens
seks grundpiller. Når man på den må-
de bliver mæt, kan man også være
A appelsin é

&&****»**»
imeruersautit Kalåtdlit-nunåne
Danmarkimilo piumaneKarnerpåt
lp!Sfié
§pecialcWater\
* Expori Mineralvand

sikker på, at man får de næringsstof-
fer, man har brug for. Hvilke varer,
man så vil vælge inden for de seks
grupper, må afhænge af den enkeltes
smag og ikke mindst af pengepungen.
Nogle varer er dyre i forhold til deres
næringsindhold, andre er billige. —
Hvordan man vil lave fødevarerne til,
så man synes bedst om dem, det er en
smagssag, men det er vigtigt at tilbe-
rede maden, så der går mindst muligt
til spilde af de ømfindtlige vitaminer.
16