Atuagagdliutit - 09.02.1961, Blaðsíða 6

En foruroligende økonomisk
I anden del af sin artikel om KGH kommer direktør, cand. mere. Hans C.
Christiansen ind på en række politiske betragtninger i relation til den
økonomiske udvikling: .. politiske ønsker er ved at få overtaget uden
hensyn fil rentabilitet og bæreevne. Udviklingen bærer mod afgørelser,
der præges af hellige principper, hvor konsekvenser på andre områder
trænges i baggrunden".
DE ændrede erhvervsvilkår, ud-
videlsen af vareudvalget og
prisstigningen har medført en
kraftig stigning i udhandlin-
gens samlede værdi. Den udgjorde i
1948/49 10,2 miil., steg — incl. afgifter,
men exel. forbrug i Handelens egne
virksomheder — til 36 miil. i 1953 og
ventes i 1960 at komme op på 74 miil.
kr. Selv om det grønlandske detail-
pristal er steget med 140 % i samme
periode står dog tilbage, at varesalget
i mængde i al fald er mere end for-
doblet og måske tredoblet. Samtidig er
vareudvalget udvidet og væsentligt
forbedret.
Det er nærliggende at sammenligne
disse tal med lønstigningen. Ufaglærte
arbejderes løn er i 10-års perioden
1948/49 til 1958 4- eller 5-doblet. Sam-
menlignet med detailpristallets stig-
ning viser også dette, at reallønnen er
steget til omkring det dobbelte. Ind-
handlingsprisernes stigning ligger, når
varerne betragtes som samlet enhed,
nogenlunde i samme plan. En sam-
menligning er her dog væsentligt van-
skeligere, da omkostningerne ved at
erhverve indtægten er steget stærkt
for nogle erhvervsgrupper, i al fald
for både fiskere og fåreholdere.
For yderligere at give et indtryk af
aktivitetens udvikling på forsynings-
området kunne det være fristende at
give et par tal fra KGH’s regnskab.
Vi må dog nøjes med at sammenligne
1959 med 1953, idet der først fra for-
året 1952 blev etableret et tilfredsstil-
lende specificeret regnskab for KGH.
I denne periode steg lønninger fra 3,6
mili. kr. til 7,0 mili. kr., udgifterne til
varernes ekspedition og fragt fra 12,6
miil. kr. til 21,6 miil. kr., og forrent-
ning og afskrivning af forsyningstje-
nestens anlæg fra 3,0 mili. kr. til 4,3
miil. kr. Den i disse anlæg investerede
og bogførte kapital steg fra 1952 til
1959 fra ca. 5 mili. kr. til over 20 mili.
kr., medens lagerbeholdningens værdi
til kostpris i samme periode steg fra
4,4 miil. kr. til 52 miil. kr.
Voksende konkurrence
I den offentlige debat er man nok
tilbøjelig til at overse, at der i Grøn-
land findes mange områder, hvor er-
hvervsudøvelsen er helt fri — ja, i
realiteten er der kun ét, hvor der fin-
des virkelige begrænsninger, nemlig
for eksporten af grønlandske produk-
ter. Derimod står det som bekendt en-
hver frit — inden for de i hele riget
gældende regler og bestemmelser, og
ofte mindre end det — at besejle
Grønland, at drive sparekasser eller at
drive engros- og detailhandel til og i
Grønland. På de førstnævnte områder
har — bortset fra besejling af Mesters-
vig — hidtil ingen følt sig fristet, men
derimod er der sket en ret kraftig ud-
vikling af den private handel inden for
forsyningstjenesten. Det viser sig selv-
følgelig også i Handelens afsætning.
Således er Handelens omsætning af
levnedsmidler m. m. godt og vel 5-
doblet på 10 år, mens Handelens salg
af beklædning, fodtøj m. m. kun er
3%-doblet. Der er næppe tvilv om, at
den private handels indflydelse her
har gjort sig gældende:
Igennem 10 år har det nu været en
klar politisk vedtagelse, at privat han-
del på dette område ønskes udviklet.
Derfor ser vi også inden for KGH en
naturlig forpligtelse og opgave i at
fremme denne udvikling. Vi er når
som helst rede til at hjælpe folk, der
etablerer sig som handlende i Grøn-
land, med at fremskaffe de varer, de
ønsker at føre.
Dette gælder selvfølgelig ikke blot
eneretsvarer, på hvilket område lands-
rådet som bekendt benytter Handelen
som en effektiv og overordentlig billig
opkrævningsinstans. Hele opkrævnin-
gen af 7 miil. kr. afgifter til landskas-
sen har hidtil kun kostet 10.000 om
året. Selv om dette beløb fordobles nu
ved banderolering af cigaretterne, er
det væsentligt billigere end et told- og
afgiftsvæsen med mandskab i hver
eneste havneby, som man ellers måtte
have.
udviklin
Tiiskudsvarer til private
Fra Handelens side har vi ofte på-
peget, at vi med vor stærke indkøbs-
organisation, mere end det hidtil har
været tilfældet, måtte kunne hjælpe
den private handel med at fremskaffe
gode tilbud. I nogle byer er et sådant
samarbejde ved at udvikle sig, i andre
er den private handel tilbageholdende.
Vi har ikke presset på, fordi vi erken-
der, at vi også her kan komme til at
kollidere med andre private interesser
eller ønsker, og derfor finder vi det
naturligt at overlade en væsentlig del
af initiativet til de private handlende.
Hele dette område er nyt, men der fo-
regår en ret stærk udvikling. Den har
foreløbig medført, at enhver handlen-
de, som har akceptable butiksforhold,
hos KGH også kan købe varer, som vi
taber på. I sådanne tilfælde kan avan-
cen ikke være større end 10%, men
hermed giver vi de private handlende
dog mulighed for også at føre såkald-
te tilskudsvarer, så de heller ikke her
stilles ugunstigere end KGH. Dernæst
er vi ved, på områder, hvor vore la-
gerforhold tillader det, at åbne udvidet
adgang til engroskøb fra vore lagre i
Grønland.
Jeg tror ikke, at nogen i (fag nøj-
agtigt kender den private handels om-
sætningstal og omkostningsforhold.
Vi kunne vel uddrage en hel del tal
om indkøbene af postvæsenets mate-
riale, men det mener vi ikke kan væ-
re rigtigt. Postvæsenet administreres
nok af KGH, men som særskilt afde-
ling, hvis materiale ikke er tilgænge-
ligt for nogen — ej heller for Hande-
lens andre afdelinger.
Privathandelens andel
Vi har meget løseligt skønnet, at den
private handel har godt 10% af hele
omsætningen som butikssalg i Grøn-
land og et nogenlunde tilsvarende be-
løb som postordresalg. Således skulle
den private handels andel i hele om-
sætningen være ca. 20%. Denne total-
omsætning omfatter dog meget andet
end egentlig retailomsætning; og des-
uden ved alle jo, at den private han-
del ganske naturligt har samlet sin
indsats om forholdsvis få varer med
god gevinst, og at den især har inter-
esseret sig for de større pladser. Heraf
følger, at den private handels andel i
den rene detailhandel og i de større
byer må skønnes at være langt større.
Således regner man med, at de pri-
vate handlende i Godthåb omsætter ca.
40—45% af hele butikshandlen. Det må
dog understreges, at alt dette er skøn.
Grønlandsudvalget af 1960 er for
øjeblikket i gang med en undersøgel-
se, hvis materiale indsamles direkte
fra de private handlende. Man håber,
at de private handlende selv vil stille
et så omfattende talmateriale til rå-
dighed for Grønlandsudvalget, at det
for politikerne bliver muligt at be-
dømme dens hidtidige og fremtidige
udviklingsmuligheder.
Indhandling og produktion
Vort mål har siden nyordningen væ-
ret opbygning af en effektiv interna-
tionalt konkurrencedygtig produktion
i Grønland. Det har været vort håb og
vor overbevisning, at det ved uddan-
nelse af den grønlandske befolkning
og den nødvendige tekniske og økono-
miske indsats kunne lykkes at skabe
et bæredygtigt erhvervsliv, som kunne
give den voksende grønlandske be-
folkning gode arbejdspladser og den
stolthed og selvbevidsthed, der skabes
af nyttig og værdifuld indsats til fæl-
les bedste. Industriprogrammet byg-
ger på disse tanker og forventninger,
som vi med erfaringerne fra de hidti-
dige større produktionssteder havde al
grund til at nære.
Vi har lagt vægt på, at Handelen
drives som erhvervsvirksomhed, så ef-
fektivt og økonomisk som muligt un-
der hensyntagen til de opgaver, der
skal løses. Både vi og de grønlandske
producenter har betragtet K-fonden
som barometer for denne effektivitet.
K-fondens indestående er indtjent af
de grønlandske producenter selv og
kan derfor kun bruges i de grønland-
ske producenters interesse, og det har
været afgørende ved vurderingen af
produktionens muligheder for at bære
stigende lønninger til arbejdere og
funktionærer og stigende priser til fi-
skere, fangere og fåreholdere.
Det er en rationel og fornuftig tan-
kegang, som de grønlandske produ-
center forstår og akeepterer, og som
derfor samtidig har haft betydning for
udviklingen af vort forstående samar-
bejde.
Denne både økonomisk og pædago-
gisk vel underbyggede linie blev fast-
lagt i Grønlandskommissionen af 1950.
At der kan bygges videre på den også
under mere dristige former end hidtil,
viser de af Handelens udkastede pla-
ner om et udvidet grønlandsk/færøsk
samarbejde ved udbygning af indu-
strianlægget i Godthåb og drøftelser i
tilslutning hertil mellem KGH og Nor-
dafar, som — hvis en positiv grøn-
landsk interesse foreligger, og hvis
man kan enes om vilkårene — måske
en dag kan føre til grønlandsk med-
virken i Færingehavn.
Produktionens udvikling
Også produktionens udvikling kan
illustreres ved nogle tal. Først gengi-
.2 3,
S
TI
S «3
•Cg "
163.000
3.312.000
5.473.000
7.482.000
8.267.000
9.249.000
10.730.000
11.200.000
11.700.000
ves en oversigt over indhandlingsvær-
dien:
* t?
u 5 u.«
■h o K
KsSB
20.000
2.275.000
3.889.000
5.617.000
5.877.000
6.985.000
8.118.000
8.500.000
8.700.000
»■så
5 tf •»
fc. n .S
12%
72%
71 "/o
75%
71%
76%
76%
76%
74,4%
1900
1950
1954
1955
1956
1957
1958
1959
1960
Bag disse tal ligger en produktions-
stigning, som vi godt kan være til-
fredse med, idet de vigtigste indhand-
lingstal for fisk og lignende er følgen-
de:
1948 1949 1958
Torsk ............ 18.675 tons 17.050 tons 26.814 tons
Havkat ................ 0 „ 0 „ 3.800 „
Hellefisk ........... 228 „ 265 „ 1.190 „
Rejer ................ 54 „ 22 „ 759 „
Skindene præges af en lignende ud-
vikling, idet indhandlingstallene er følgende:
1948
Sælskind .......... 21.776 stk.
1949
20.116 stk.
1958
44.182 stk.
1Q5Q
28.120 tons
3.200 „
1.300 „
949 „
1959
45.559 stk.
Blåræve 2.379 „ 1.949 „ 3.292 „ 3.909 „
Hvidræve 1.128 „ 1.241 „ 1.766 „ 2.195 „
Det vil være naturligt i relation her- ikke har tallene — til at give en oversigt over, hvad der i ninger: er udbetalt af løn-
samme år — bortset fra 1900, hvor vi
København Grønland Ialt Lønudbetaling
kr. kr. kr. til grl. arbejdere kr.
1950 2.949.000 7.799.000 10.748.000 4.900.000
1954 5.116.900 11.170.000 16.286.900 5.510.000
1955 5.659.800 13.080.000 18.739.800 6.820.000
1956 6.157.500 13.619.000 19.776.500 7.231.000
1957 6.885.800 16.734.000 23.619.800 9.342.000
1958 7.846.500 18.657.000 26.503.500 9.917.000
1959 8.900.000 21.200.000 30.100.000 12.200.000
1960*) *) anslået. 9.200.000 21.500.000 30.700.000 12.500.000
Den udvikling, der er sket, kan også er ideelle, at de trænger til ændringer,
illustreres med den samlede bogførte ikke mindst med hensyn til kriterierne
investering i produktionen. Den er fra for anvendelse af de forskellige løn-
4,3 mili. kr. i 1952 steget til 15,3 miil. former. Samtidig må det dog erkendes,
kr. i 1959. Denne stigning fortsætter at politiske ønsker er ved at få over-
som bekendt i øget tempo, blandt an- taget uden hensyn til rentabilitet og
det som led i industriprogrammet.
Utilfredsstillende regnskaber
Udviklingen kan endelig illustreres
ved driftsresultatet, og dvs. med de
beløb, som vi har indsat på eller truk-
ket af K-fonden. På K-fonden havde
vi ved afslutningen af regnskabsåret
1959 et indestående af ca. 4,4 mili. kr.
Heraf er 1,1 mili. fremkommet som af-
gifter fra anden side, og et lignende
beløb er indtjent ved renter og lignen-
de. Den grønlandske salgsorganisation
har ved KGH ialt indbetalt drifts-
overskud på lige ved 4,6 mili. kr., idet
årene 1952 til 1955 samt 1957 og 1958
har givet dette samlede overskud.
Derimod gav 1956 et underskud på
godt 700.000 kr. Overskuddet i 1958 var
minimalt, og 1959 gav et underskud på
næsten 1,9 mili. kr.
Det er indlysende, at de sidste års
regnskabsresultater ikke blot har væ-
ret utilfredsstillende, men vist også
godt kan kaldes foruroligende. I og for
sig behøver der ikke at være noget
foruroligende i, at regnskabsoverskud-
det er lille, fordi det også viser, at
hver krone, vi tjener, i realiteten ud-
loddes til producenter og medarbejde-
re i virksomheden. Uroen må derimod
opstå på den aktuelle politiske bag-
grund, og især i betragtning af den
forstærkede politiske agitation for
ligeløn og reduceret arbejdstid.
Enhver vil i dag sikkert indrømme,
at de eksisterende lønordninger ikke
bæreevne. Udviklingen bærer mod af-
gørelser, der præges af hellige prin-
cipper, hvor konsekvenser på andre
områder trænges i baggrunden.
Alvorlige konsekvenser
Mange institutioner vil med nogen
ro kunne lade denne udvikling gå sin
gang. Deres lønkonto styres af bevil-
linger, og dem skal man nok få, når
der foreligger politiske beslutninger.
Denne formelle side skal Handelen og-
så nok ordne. Alligevel må vi mere
præcist end så mange andre spørge
efter de videre konsekvenser. Vor sta-
tus forudsætter, at vi ikke nøjes med
bevillinger, men at vi bagefter møder
op med regninger og regnskaber, som
betyder mere for det grønlandske sam-
fund end bare udgifter, der er afholdt
af den store statskasse.
Det er en alvorlig påmindelse, når
vi alene i 1959 måtte bruge 30"/o af hele
K-fondens indestående for at dække
produktionens tab. Forklaringen ligger
ikke i et ugunstigt verdensmarked ale-
ne. Nok lå oliepriserne stadig yderst
ugunstige, men for de fleste andre va-
rer har priserne været bedre i 1959
end i 1958. Besejlingen derimod har
været væsentligt dyrere end før,
blandt andet på grund af vintersej-
ladsen — men frem for alt har løn-
ningerne været opadgående over hele
linien, og det rammer produktionen
med fuld styrke.
Alle, der er ansat i Handelen, vil
selvfølgelig medvirke til, at vi får me-
re effektiv produktion og derved re-
ducerede omkostninger, men det er
næppe nok. Det store spørgsmål er
simpelthen, om vi overhovedet har
nogen muligheder for ikke blot inden
for Handelen men i det hele taget i
Grønland at udvikle en rentabel pro-
duktion, altså en produktion, der ved
de priser, den bringer hjem, selv be-
taler, hvad den koster.
Hidtil har jeg været overbevist om,
at dette kunne gøres — selvfølgelig
under visse forudsætninger. Jeg har
før påpeget risikoen for, at politiske
beslutninger kan påføre ikke blot pro-
ducenternes fælles salgsorganisation,
men en hvilken som helst produktions-
og salgsorganisation i Grønland, så
store omkostninger, at vi i al fald for
vor tid bliver afskåret fra at nå vort
mål: En rentabel produktion.
Der er ingen garanti
Et andet forbehold må selvfølgelig
gælde naturen, de klimatiske udsving,
som man hverken behersker eller kan
forudsige. Hertil kommer så den al-
vorlige indflydelse, som udefra kom-
mende forhold øver på vor virksom-
heds rentabilitet. Da Grønland skal
sælge 80 eller 90% af hele produktio-
nen på fremmede markeder, må grøn-
landsk produktion være yderst følsom
over for verdensmarkedets prissving-
ninger, som vi praktisk taget ingen
indflydelse har på.
Derfor må man gøre sig klart, at in-
gen kan garantere det grønlandske er-
hvervslivs rentabilitet. Ingen kan ude-
lukke den mulighed, at investeringer
kan gå tabt. Denne risiko er større i
Grønland end andet sted i Danmark,
og det findes der håndgribelige eks-
empler på. Det er ikke mange år si-
den, at der rejstes en lignende diskus-
sion som i dag. Den gang gav den så
stærk genklang, at der fra privat side
blev gjort et særdeles prisværdigt
fremstød, som kostede nogle millioner.
De tabtes — og de havde været uigen-
kaldeligt tabt, hvis ikke staten gen-
nem KGH var trådt til og ved en fiks
støtteaktion havde overtaget boet med
fuld erstatning til de dristige.
Politiske beslutninger
I dag er situationen ikke mindre al-
vorlig. Man må huske, at Handelen jo
ikke bestemmer sit omkostningsniveau
selv, i al fald gør vi og producenterne
det kun i meget begrænset omfang.
Som alle andre er også vi led i et sam-
fund, hvis styre ligger i politikernes
hænder, og derfor afhænger alt væ-
sentligt af politiske beslutninger. No-
get tyder på, at visse politiske beslut-
ninger vil blive truffet, inden produk-
tionsapparatet kan leve op til de heraf
følgende krav.
Netop herved adskiller udviklingen i
Grønland sig så stærkt fra udviklingen
i det øvrige Danmark. I Danmark har
arbejderne og andre samfundsgrupper
gennem generationers kamp og udvik-
ling opnået fordele, som nok har væ-
ret store, men aldrig større end at pro-
duktionen har kunnet bære dem. Hvis
det ikke havde været tilfældet, var
hele samfundet vel gået i stå.
Vi vil alle gerne være med til at
skaffe grønlandske producenter, funk-
tionærer og arbejdere de samme for-
dele. Det kan selvfølgelig gøres hur-
tigt, hvis en stærk statskasse vil stille
sig bag udviklingen. Men hvis udvik-
lingen bygges på for vidtgående hjælp
udefra, kan den blive uforenelig med
den i al fald i dag endnu bestående
målsætning, der går ud på, at produk-
tionen nok skal yde alt, hvad den kan,
til dem, der deltager i produktionspro-
cessen, men at den dog ikke i det lan-
ge løb skal yde mere, end den tjener
hjem.
Kravene om ligeløn, det kun midler-
tidigt udsatte forbud mod unges over-
arbejde, de allerede vedtagne første
skridt til etablering i Grønland af 42
timers arbejdsuge for funktionærer og
45 timers arbejdsuge for andre med-
arbejdere samt en vis modstand mod
overgang til akkordarbejde og præ-
miesystemer og mod i givet fald at la-
de produktionsvirksomheden deltage i
indtjeningen ved nye arbejdsmetoder
og -systemer, det er altsammen brik-
ker i dette store spil, hvis konsekven-
ser rækker langt ud over den enkelte
arbejdsplads.
Grønlandske arbejdskraffproblemer
Hermed når jeg til den konklusion,
at teknik og økonomi nok er særdeles
vigtige faktorer i alle drøftelser om
Grønlands fremtid, men at det er den
menneskelige faktor, der er afgørende.
Det gælder både producenterne og ar-
bejdskraften i virksomhederne; og
dermed får uddannelse og træning af
6
i