Atuagagdliutit - 23.02.1961, Blaðsíða 14

Kulminen K’utdligssat er
den yngste by i Grønland
Haslev Orgel Harmoniums-Fabrik
Leo Rechnagel
Skriv efter
katalog —
Dansk arbejde
Billige priser
Gode afbeta-
lingsvilkår
Gode
PIANOER
til billige •priser altid på lager
Dr. Dinsdale
14.000 tons, men i løbet af nogle år
steg produktionen til det dobbelte, og
i rekordåret 1959 nåede man op på
30.000 tons.
Underskud
— Kan kulbrydningen betale sig?
— Produktionen var for det meste
rentabel indtil krigens begyndelse,
men siden den tid kunne den ikke me-
re svare sig. Og underskuddet blev til
sidst så stort, at man begyndte at over-
veje nedlæggelse af kulbruddet. Det
hjalp gevaldigt på produktionen, da
et privat firma fra Danmark indsatte
nye og mere tidssvarende redskaber
i brydningen, men heller ikke det gav
det ønskede resultat i driftsøkonomien.
I disse år foretager ledelsen af brud-
det gennem regnskaberne undersøgel-
ser for at finde ud af, om det er øko-
nomisk forsvarligt at fortsætte bryd-
ningen.
— Arbejdet i minen er hårdt?
— Det er det i høj grad. Man bliver
ikke ret gammel med det arbejde, og
det gælder især de mænd, der arbej-
dede i minen, før de moderne redska-
ber blev indført, og arbejderne bliver
som regel gigtsvage, før der er gået ret
mange år.
Stabile arbejdere
— Tror De ikke, erfaringerne fra
K’utdligssat vil få betydning for de
kommende industrianlæg?
— K’utdligssat er den første og
hidtil eneste mineby i Grønland,
hvor man har anvendt grønlandsk
arbejdskraft, og erfaringerne med
mmm?
mamartortorumaguvit. . .
sukulåt amitsukujoK mamartok RiGl okå-
tarérpiuk — aitsåt tåssa sukulåt pitsauner-
påk kinialårtumik nougatertalik!
spis
noget
lækkert
0r
M w T3
o ® q!
•SiS E
o c ^5
M ID-h
JS p a>
- ®-o
S«.s
’O’O g
!> i Z-
2 om
E tr <o tn
to O y
(0 B*
^ tn
C c
<1> TI
u c 2: g
"! 5 m -S
RIGI —sukulåt Galle & Jessen’imit
pissuvok — aitsåt tåssa inersi-
massunut mérKanutdlo
mamarssautigssak!
RIGI-stangen er
fra Galle & Jessen — det
er en rigtig lækkerbid for store
og små ... og så smager den efter mer’!
a/s GALLE & JESSEN
Leverandør til Det kongelige danske hof — kungikormiunut niuvertartoK
Anda Nielsen
gynde med. Men siden jeg blev ansat
på kulbruddets kontor i 1933, har pro-
duktionen gennemsnitlig været på
7000 tons om året, og dette fortsatte
til omkring 1950. Efter 1950 tog man
mere moderne redskaber i brug i
brydningen, som resulterede i større
produktion. Det imponerede os meget,
da den årlige produktion rundede de
LL MINERVA special
model 1959
peicutiliagssanik titartai-
ssartumit titartaissartut-
"5 dlo pekatigigfiånut
jj ilaussåssumit Ib Kofod-
£ Larsenimit iluserigsa-
c gauvoK.
S igdlerfiussartå pukisår-
o. tOK kussanartordlo ima-
5 KarpoK radiomik tat-
jj- dlimanik ujardlerfigssa-
lingmik, arfinilingnik
£* Kutdlilingmik, mardlo-
e Kiussamik saviminermik
® akultsumik antenillng-
C mik, FM-migdlo Unga-
rn sigsunut atorsinaussu-
2 mik.
~ ilångunesarsfnauvor-
I taoK LL-p OKalugtartu-
nut såkortusautå.
LINNET & LAURSEN A'S
Apollove) 31 — Københ. Vanløse
LL M1NERVA special
model 1959
er formgivet af arkitekt
Ib Kofod-Larsen M.A.A.
Det lave, raffinerede
teaktræs-kabinet rummer en
fuldvoksen radiomodtager
med 5 bølgeområder, 6 rør,
dobbelte ferritantenner
samt langtrækkende FM.
Kan udbygges med
LL-transistorforstærker.
Men den er Grønlands første og enesfe mineby, der drives ved grøn-
landsk arbejdskraft, og der er endnu kul nok fil 25 års drift med en årlig
produktion på 40.000 tons
Den yngste by i Grønland, K’utdlig-
ssat, er endnu ikke 40 år gammel, men
den er ikke mindre vigtig af den
grund. K’utdligssat er Grønlands før-
ste og eneste mineby, der den dag i
dag drives ved grønlandsk arbejds-
kraft, og byen har stor betydning,
hvad angår vestkystens forsyning
med brændsel.
Om kulminebyen fortæller lands-
rådsmedlem Anda Nielsen:
— Kulbrydningen startedes i K’ut-
dligssat i 1923 i et beskedent omfang,
og de første huse med tørvemur, som
arbejderne boede i, er nu nedrevet.
Da jeg i 1931 kom til byen, boede der
209 mennesker. Men siden den tid er
befolkningstallet steget støt. I dag bor
der over 1260 mennesker i K’utdlig-
ssat, og befolkningen består af tilflyt-
tere praktisk talt fra alle byer fra
Upernavik i nord til Nanortalik i syd.
30.000 tons om året
— Hvornår begyndte opgangsårene
i K’utdligssat?
— De bedste driftsår var vel nok de
sidste 10 år før den anden verdens-
krig. Af regnskaberne fremgik det og-
så, at produktionen havde givet over-
skud i denne periode .
Jeg kan ikke med sikkerhed sige,
hvor stor produktionen var til at be-
ALT 1 JULETRÆSPYNT
OG DEKORATIONS ARTIKLER
orpiup pinersautigssai sut-
dlunit pinersautigssatdlo avdlat
amerdlasungordlugit aitsåt pine-
Karsinåuput. saniatigut piniartu-
nut niorkuteKameK ajorpugut,
taimågdlåt tamåkuninga nior-
KuteKartartunut.
G. Ahrenkiel1
i
Hvidovrevej 74,
Valby.
de grønlandske arbejdere har væ-
ret tilfredsstillende. De grønlandske
arbejdere kommer inden længe ind
i arbejdsrytmen, bliver stabile og
lærer deres ansvar at kende. Det
gælder især familieforsørgere. Er-
faringerne ved K’utdligssat har
vist, at et større foretagende ud-
mærket kan drives ved så godt som
udelukkende grønlandsk arbejds-
kraft.
— Befolkningen i kulminebyen er
nok den mest „blandede” i hele Grøn-
land?
— Det understregede jeg i min vel-
komsttale under kongebesøget sidste
sommer. Jeg skal indrømme, at der af
og til opstår vanskeligheder i det dag-
lige. Alt dette hænger sammen med,
at folk fra forskellige byer prøver på
at indordne sig under nye og uvante
forhold.
— Men det varer måske ikke læn-
ge, før tilflytterne falder til ro og fin-
der melodien?
— Det gør de. Der opstår snart et
godt kammeratskab på et arbejds-
hold. De mange tilflyttere til trods har
livet i K’utdligssat været fredeligt,
fordi folk hurtigt lærer hinanden at
kende gennem arbejdet.
Vågen befolkning
— Tilførsel af friske kræfter udefra
sætter også sit præg på livet i byen?
— Det kan ikke nægtes. Da marmor-
bruddet i Marmorilik i 1940 blev ned-
lagt, flyttede de fleste arbejdere der-
fra til K’utdligssat. Mange af dem var
unge, sportsinteresserede mennesker.
Dermed vaktes interessen for sport i
byen. Det hjalp også, at vi fik ud-
dannet en af de unge i Danmark til
sportsinstruktør. Byens sportsungdom
træner flittigt, og det var ingen tilfæl-
dighed, at K’utdligssat blev mester i
fodbold i Grønlandsturneringen sidste
år. Der bor også en del unge og yngre
mennesker, som har gået på semina-
riet i Godthåb. De har betydet en hel
del, især hvad musik angår.
— Man hører ofte, at byen har pro-
blemer med hensyn til forsyning af
grønlandsk proviant?
— Det er rigtigt, og det skyldes den
omstændighed, at befolkningen i byen
for en stor del består af arbejdere. Vi
må derfor som regel ty til tilførsler
udefra, hvad angår frisk proviant. Di-
striktet er rigt på havdyr og fisk med
overvejende fangerbefolkning, og der
tilføres byen store mængder sælkød og
fisk fra SarKaK og K’eKertaK i som-
mer- og efterårsmånederne. Vi har i
byen et fryseanlæg med ca. 50 boxe.
Men lejen af disse boxe er meget dyr,
og man tilstræber en anden ordning,
så fryseanlægget kan komme hele be-
folkningen til gode.
Endnu i 25 år
— Hvad mener de videnskabsmænd,
der har foretaget undersøgelser af
kulforekomsterne, om K’utdligssat’s
fremtid?
— Den engelske videnskabsmand dr.
Dinsdale begyndte i 1957 på sine un-
dersøgelser i K’utdligssat, hvor han
tog stikprøver med hjem. Af hans
rapport fremgik det, at han mener, at
brydningen af kul i K’utdligssat kan
fortsætte endnu i 25 år med en årlig
produktion på 40.000 tons. Dr. Dins-
dale har i de sidste tre år foretaget
undersøgelsen af kulforekomsterne
hver sommer også på NugssuaK-halv-
øen. Det lader til, at der ligger store
forekomster af kul på Nugssuax, men
der er endnu ikke kommet eu rapport
om hans undersøgelser på Nugssuax-
området.
Julut.
—L YTT E R rapporten n
Mandag 6/2: Der var en reportage fra den
gamle bydel i Nanortalik med de gamle,
hyggelige huse, som handelschefen grum-
me gerne så bevaret — et enske, man lige
så grumme gerne vil støtte ham i.
Månedens hørebillede, „Det ukuelige
sind“, handlede om Sarah Bernard, hvis
navn vil leve til evig tid, om ikke andet så
på grund af kagen — en skæbne, hun deler
med Napoleon. Det var en montage på en
hel time, og det kan ikke nægtes, at den
føltes en smule lang, dens mange fortræf-
feligheder til trods. Men spændende var
det selvfølgelig for det meste at høre om
den store franske skuespillerindes liv og
skæbne, trængsler og ukuelighed. Ja, ud-
sendelsens titel var berettiget — hun var
sejg som sålelær.
Tirsdag 7/2: Endelig lidt bid i de tandløse
gummer! (For hvad man ellers kan sige om
Grønlands Radio af godt, så er det ualmin-
delig skidt, at den tager så ringe del i dis-
se års debat — ikke en gnist politik, ikke
en gnist orientering, polemik eller farlig-
hed. Hvor blev Gam af, hvor blev Jens
Poulsen af? Erling Høegh? Nikolaj Rosing
(de to lige efter valget)? Lidegaard efter
kronikken om grønlandsk-danske forhold i
A/G? Ejer man ikke en transportabel mi-
krofon — og en mand til at bære den? El-
ler vil man også i dette stykke imitere sto-
rebror derhjemme, der mistede tænderne
for mange, mange år siden? Der burde væ-
re plads på programmerne til en grundig
beskæftigelse med tidens mange problemer
og hele den debat, som optager folk, mand
og mand imellem — og ikke blot i Aktuelt
Kvarter, der som bekendt er på syv—otte
minutter. Det er for dårligt, at man af 99°/o
af Grønlands Radios programmer må få det
indtryk, at der her soves skønhedssøvn og
dyrkes skønne kunster, mens sneen fal-
der blidt og alt er såre vel — og ingen
grimme ord eller beske sandheder ....)
Men her var så den ene procent bid —
een tand i gummen (der kommer garante-
ret ikke flere før efter påske): Samtalen
om Alaska og hvad vi eventuelt kunne læ-
re. De to gesandter havde brugt øjne og
ører vel og forstået at få noget ud af det,
og de blev interviewet lige på og hårdt.
Blandt andet refereredes der til Lidegaards
artikel (nævnt ovenfor) om danskere og
grønlændere og afæskede ham en uddyb-
ning af visse ting. Hele samtalen kom til at
virke som en nyttig konklusion, en morale,
som droges af de foregående udsendelser
og af sammenligningen mellem Alaska og
Grønland.
Efter grønlandsk poesi, udsat for orgel og
Lisa Berthelsen, kom den femte udsendelse
om vikingerne — denne gang om skibene,
som var slutstenen på en udvikling, de yp-
perlige langskibe, om vikingeborge og me-
get andet.
Louis Miehe-Renard læste „Min store-
bror". en irsk fortælling, som ikke ville
have hævet sig så forfærdelig meget over
ugebladsnovellen på det let rorende plan,
havde det ikke været for den irske air,
som kastede et særligt lys, en særlig tone
ind over det hele og gjorde det til en ud-
mærket ting, som måtte kunne røre en
sten.
Onsdag S/2: Den flittige Uvdlorianguax
Kristiansen forsynede os med fodnoter fra
en rejse til „den lille by ved det store
fjeld", AugpilagtOk, hvorfra vi røg lige ned
til Afrikas grønne bjerge og baronessens
kaffefarm — sjette og udmærkede afsnit.
Skoleradioen — for de skolebørn, der
endnu er oppegående efter kl. 22 — bragte
en udsendelse om Niels W. Gade, og bag-
efter gik vi om i en anden gade med pla-
derne for jazzlyttere.
Torsdag 9/2: Samfundsbrevkassen er en af
radioens upåklagelige ting, nyttig, gavnlig,
nøgternt oplysende.
„Musik i hjemmet — aftenbesøg hos folk,
der synger og spiller, fordi de ikke kan
lade være" — ja, den udsendelse er lige
streng hver gang. Kan den stort set have
interesse for andre end familie og venner
til de mennesker, der „ikke kan lade væ-
re"? Kan den have nogen som helst inter-
esse for folk i Grønland?
„Den lille by ved det store fjeld" — anden
halvleg af AugpilagtOk-udsendelserne —
bragte et par gode interviews, bl. a. med
en gammel østgrønlænderinde, som var
den sidste af de østgrønlændere, der i 1901
kom til Frederiksdal og blev døbt der.
Knud Sønderby’s essay „Danmarkskortet"
var en god ting, som man lyttede til med
glæde — og som efterlod én i så dyb efter-
tanke, at selv ikke frøken Rastenni og Har-
ry Felbert formåede at bryde freden bag-
efter med „Romantik og rytme".
„Sportshjørnet" har fået en vældig an-
sigtsløftning og synes at have fundet en
god form. Der er en del perifere hånd-
boldresultater, som må være uden inter-
esse for selv den enthusiastiskeste sports-
enthusiast, men alt i alt er formen levende
og udmærket. Uvdl. Kristiansen scorer
igen.
Fredag 10/2: „Rom — byernes by" —endnu
et causeri om Rom.
Senere musik af Weyse — og endelig i
radioteatret „Intrigerne", et sangspil af
Hostrup. De indledende bemærkninger var
morsomme, tørt humoristiske — selve „In-
trigerne" var, må vi vist konstatere (vi må
med skam at melde meddele, at vi ikke
udholdt det længe, men meget hurtigt luk-
kede), uegnede for radio. Men selvfølgelig
— smag og behag ....
Lørdag 11J2: Underholdning. Ikke et ord om
Harald — eller noget som helst andet, for
den sags skyld.
Mandag 13/2: I barndommens zoologi-bog
stod at læse, at brøleaberne samles i flokke
ved solopgang, hvorefter de anført af en
gammel han synger deres korsange.
Med Lily Broberg i rollen som den gamle
han kunne fra 20,10 til 20,30 påhøres en
række af de mest yndede af disse kor-
sange.
Sybille Bedford er noget af det mest high
society, en dame med kultur, dannelse og
klassisk bagage. Det lille uddrag — „Mexi-
cansk Mosaik" — af hendes bog kan ikke
yde den fuld retfærdighed, men radiofo-
nisk glimrende var det dog, lavet af Carlo
M. Pedersen. Rejsebøger og rejsebøger er
mange ting. Noget nøgternt billede af Me-
xico skal man naturligvis ikke vente sig af
en sådan udsendelse — men et morsomt,
glimtende, facetterende, spirituelt billede
blev det.
Siden var der nogle stilfærdige betragt-
ninger om „Masker og Roller" — i anled-
ning af fastelavnen. Apropos — fastelavns-
mandag er halv fridag i Grønland, hvilket
dog ikke mærkedes på Grønlands Radio,
der var tavs som graven hele den lange
frieftermiddag.
Tirsdag 14/2: Quid novi ex Africa? — ja,
dér er spilleme meget nyt fra i disse år, så
det føles aktuelt, når radioen nu starter en
serie „Glimt fra det nye Afrika". Carl Jør-
gensen indledte med en almindelig, bred
oversigt over den kæmpemæssige verdens-
del, før han skruede sigtet ind på et af de
mest vellykkede af de nye lande — Tanga-
nyika. Der er hverken terror, korruption,
mord, sult eller borgerkrig, men en målbe-
vidst stræben for at gøre landet til et godt
land at leve i — for både indfødte og ude-
fra kommende, dvs europæere. Sådant nyt
fra Afrika er godt nyt. — Vi glæder os til
mere i næste udsendelse i serien.
Næste serie: Uvdl. Kristiansens „noter"
fra Sydgrønland. Denne gang fortalte han
grundigt og indgående om Grønlands næst-
største udsted, Sydprøven — og lovede me-
re torsdag.
Efter Carl Maria von Webers trio i g-
moll, opus 63, kom sidste udsendelse i se-
rien om vikingerne. Johs. Brøndsted cite-
rede dele af Havamål og udlagde den livs-
filosofi, som er nedfældet i digtet — og som
må have været vikingernes. I denne sidste
udsendelse var der intet om udenværker-
ne, men et forsøg på en indkredsning af,
hvordan vikingerne var.— Serien har væ-
ret det, man vist kalder populær-viden-
skabelig — en bred, malende fremstilling,
baseret på videnskabelig forsknings resul-
tater. Uden anekdoter og dramatiske røver-
historier blev den dog spændende og in-
teressant.
Hemming Hartmann truttede i trompet i
den sjette udsendelse om symfoniorkestrets
instrumenter for at vise os, hvad han men-
te, da trompetens indretning og virkemåde
skulle forklares. Det var dog ikke ham,
der blæste de efterfølgende toner fra
triumfmarchen i „Alda" — til orientering.
Der fortaltes også om tuba og basun på
samme letforståelige og udmærkede måde
som i de foregående udsendelser.
„Ensom, men lykkelig" — om en familie
i Østgrønlands udørk — på grønlandsk. —
Må vi ikke få den at høre på dansk også?
Onsdag 15/2: „Baruna a Soldani" — Kon-
gens brev — syvende afsnit af Den Afri-
kanske Farm, læst af Else Lidegaard. Det
er jo en af de ting, man ofte har grinet af
— at Karen Blixen forærede den danske
konge skindet af en løve, hun havde skudt.
Men set fra hendes ståsted og med hendes
baggrund, er der intet som helst mærke-
ligt i den ting. Og kongens takkebrev kom
siden på underfuld måde til at gøre godt.
blev en fetisch, en talisman, som hjalp mod
smerter og pine.
Vi kender jo allesammen Island — fra
sagatiden for tusind år siden. Det moderne
Island er for de fleste danske en ukendt ø,
måske skueplads for lynvisitter på vejen
til eller fra Grønland. I udsendelsen
„Blandt vulkaner og jøkler på Island" for-
talte Hans Valeur Larsen løst og fast om
øen, udmærket og malende.
14