Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 23.02.1961, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 23.02.1961, Blaðsíða 12
>« *g» Ølfc Det røde Kinas Hollandimiut kavfiliat aserorterdluarsimassoK havfe akuserneKangitsoK ptkutwrdluinartoK tupingnardluinartumik kavfitut Javan it pisFUtut mamartjgissoK fremvisninp'sæske Det røde Kinas fremvisningsæske er Peking blevet kaldt, og det er ikke uden grund, for et besøg i Peking gi- ver næppe den besøgende et indtryk af forholdene i Kina som helhed. Der er store, nye, moderne bygninger i kommunist-Kinas hovedstad, man mø- der disciplinerede massedemonstratio- ner og ser historiske monumenter med genopfriskede facader. Den, som boede i Kina for mange år siden, og som nu ser billeder derfra, vil nikke genkendende til de gamle bygninger og vil fyldes med minder om en af de smukkeste byer i verden. Minder om en livsførelse, som for stedse er borte. Sovesale og kantiner Det kommunistiske system med at putte folk ind i et fællesskab, hvor de sover i sovesale og spiser i kantiner, støder hårdt sammen med den gamle, kinesiske levemåde. Den enkelte fami- lie har altid været det centrale for ki- neserne, det centrum, hvor autoriteten og kulturen er samlet til en enhed. Tidligere var der også store huse i Peking, men bag de høje mure fandt man de små verdener. Ofte boede fire generationer sammen, ledet af en år- hundredgammel, uskreven lov, der på- byder respekt for de ældre, kærlighed til børnene og en nidkær hensyntagen til alles rettigheder. Her fandt man den kilde, som var årsag til, at Kina har kunnet bestå gennem århundreder, absorbere til- flyttere med andre kulturer og over- leve oversvømmelser, hungersnød og pest. En mærkelig følelse I dag hersker der andre regler i Pe- king. Højttalere drøner for fuld udblæs- ning ud over de brede avenue’er og opfordrer Pekings millioner af arbej- dere til at arbejde endnu hårdere. Det må føles mærkeligt for en befolkning, der er opvokset i en atmosfære, hvor bissekræmmere prægede gadelivet og satte krydderi på hele bybilledet med deres sange. De var den mest fortryl- lende del af det gamle Peking, disse omrejsende salgsmænd. Der var klæ- clehandleren, som annoncerede sine priser samtidig med, at han slog på en lædertromme, og den blinde spåmand, som spillede på en bambusfløjte. Mænd med bakker, fyldt med tørrede frug- ter og nødder samt raslende messing- kander slentrede hen ad fortovet, og barbererne meldte deres tilstedevæ- relse ved at slå på store stemmegafler. Alene gadenavnene var noget for sig I tiden før det nye regime var det muligt at købe alt til livets oprethol- delse på gaden i Peking, og det ville endog have været en skam at tilbringe nipilerssugagssianik issigingnårtitsissarfig- ssuaK tusåmassaussoK, Pekingime igdlunit avdlanit portuneroKaoK. Den verdensberømte Peking-opera, hvis århundredgamle traditioner stadig holdes i live, hæver sig højt over Pekings andre bygninger. kineserit inusugtaisa iliniarnertik ilunger- sutigeKåt. ilisimatusarnerup tungåtlgut sule avdlanut nalerKiutdlugo kinguarsimaneKa- k aoK, kineseritdle ilung er sordlutik suliniar- put. Med dyb alvor går den kinesiske ungdom op i studierne. Der er. meget at indhente på det videnskabelige område, men kine- serne går til arbejdet med energi. R.FÆRCH for større ygcglaode for megen tid indendørs. Det ville væ- re synd at gå glip af en indkøbstur i byen. Alene gadenavnene lød lovende. Tænk bare på navne som jade-gade, broderi-gade, lanterne-stræde eller sølv-stræde. Eller hvem kunne modstå at gå ned i den smalle lugte-flaske- gyde? De ting, der blev solgt i de på- gældende gader, svarede naturligvis til gadens navn. Ef særligt handeisrifual Der var kun få udstillingsvinduer ved forretningerne. Vinduerne var ofte dækkede af tæpper eller forgyld- te gitterværker. Nogle havde udenfor en overdimensioneret figur af en af forretningens varer. Selve handelen foregik i de fle- ste tilfælde over en kop duftende jasmin-te. Det var en del af ritua- let, og alle nød det. Det er tvivl- somt, om man har tid til den slags ting i Peking i dag. Endelig må man ikke glemme det såkaldte tyve-marked, der engang havde store dage. Den berømte bazar åbnede ved midnatstid og lukkede ved morgengry, så sælgerne og køberne så aldrig hinanden. Det er kun få år si- den, købmændene lod armene glide op i sidemandens løse ærme for at signa- lere prisen. Det skete, prisen blev sat op i sidste øjeblik, hvis man opdagede, at køberen var velhavende. De bandlyste rickshaw'er Nu skal man ikke tro, at det er kom- munisterne, der har skabt alle de store og moderne bygninger i Peking. Byen har altid fulgt med tid-n, det gjaldt især hotellerne, og foran dem kunne man altid være sikker på at finde en gruppe af byens mest fornøjelige ind- byggere — rickshaw’erne. I dag finder man ikke en eneste. Kommunisterne har bandlyst dem. Det er uværdigt, hævder de, for et menneske at trække et andet menne- ske i en vogn. Om kommunisterne har ret i dette spørgsmål kan der herske lidt tvivl om, for een ting er sikkert, rickshaw-drengene var stolte af deres styrke og deres job, og de havde lige så megen værdighed som alle andre folk. Og mon ikke rickshaw’erne havde mere værdighed dengang, da de selv valgte deres job og spiste i deres hjem, end nu, hvor de arbejder, hvor de har fået ordre til at arbejde, og spiser i en kantine, hvor tusinder andre også får deres daglige måltider? Den kinesiske mur Karavaner kom daglig til Peking vestfra og nordfra, som de har gjort det gennem årtusinder — og som de velsagtens gør den dag i dag. Fra de samme retninger er der kommet fjen- der, der har plyndret og slået ned for fode. Resultatet blev den verdensbe- rømte kinesiske mur, der minder os om Kinas traditionelle frygt og mis- tro til de stammer og nationer, som ligger bag denne mur. I dag oplever Kina ifølge kommuni- sternes egne statistikker en forøgelse i befolkningen så eksplosiv, som man aldrig tidligere har oplevet det i hi- storien. Staten mangler plads til de store folkemasser, og de øde underud- viklede områder ved Sinkiang og det indre Mongoli bliver ofte angrebet. Indtil nu har der været plads nok der, men den dag kan komme, da Kina kræver endnu mere plads til millio- ner, som rykker mod nord og vest. Føde og undervisning Føden har altid været Kinas største problem, og undervisningen kommer ind som problem nr. 2. De latinske bogstaver afløser de 40.000 tegn, som man tidligere benyttede, og det bety- der i dag mere end T’ang og Ming dy- nastiernes marmor og jade. Landets industri og den intense iver, studenterne og arbejderne lægger for dagen, viser et moderne Kina, som man ikke skal betragte med overle- genhed. uvdlormut mardloriardlutik højttalerit ka- magtuissarput suliak unigtikatdlardlugo e- Kaersårnigssamik. kineserit nålagkersuissue OKarsimåput: „uvdlormut mardloriardlutit 10 minutit taimailiortaruvit socialisme uki- ut Kulit sule kivfartusinåusavat." To gange om dagen opfordrer højttalerne alle til at standse arbejdet og gøre nogle fysiske øvelser. „Træn to gange 10 minutter hver dag," siger den kinesiske regering, „og du vil være i stand til at tjene socialis- men 10 år'ekstral" åssilinermut atortut sutdlunit filmit niorKutaunerussut, tai- matutdlo åssiltssutit atorlug- ssaltdlo sårdlo rndko; Agfa, Kodak, Zeiss avdlatdlo. éssiiissanut xalipautilingnut Kali- pauteKångitsunutdlo erssersaive- Karpugut nutåliaussumik. ersser- sartiniagkat erninaK suliarineKar- tarput. — piumassoKarångat ag- dlagtitagssat nalunaerssOtånik nag- sitsissarpugut. ALT I FOTO Førende mærker i film, apparater og tilbehør: Agfa, Kodak, Zeiss m fl. Moderne atelier for fotoarbejde — farve såvel som sortfhvid. — Omg. ekspedition. — Brochurer sendes efter ønske. Mens bissekræmmere tidligere prægede gadebilledet i Peking, opfor- drer højttalere i dag arbejderne fil stadig at sætte arbejdstempoet op -------.------------------------------------------------------------------1 Vil De vide mere om Kina, kan De lytte fil Grønlands ra- dios udsendelse ved Karup Petersen tirsdag den 7. marts kl. 19,30 på dansk, eller den 8. kl. 22,20 på grønlandsk -----------------------------i 12

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.