Atuagagdliutit - 23.02.1961, Page 12

>« *g» Ølfc

Det røde Kinas
Hollandimiut kavfiliat
aserorterdluarsimassoK
havfe akuserneKangitsoK
ptkutwrdluinartoK
tupingnardluinartumik kavfitut Javan it
pisFUtut mamartjgissoK
fremvisninp'sæske
Det røde Kinas fremvisningsæske er
Peking blevet kaldt, og det er ikke
uden grund, for et besøg i Peking gi-
ver næppe den besøgende et indtryk
af forholdene i Kina som helhed. Der
er store, nye, moderne bygninger i
kommunist-Kinas hovedstad, man mø-
der disciplinerede massedemonstratio-
ner og ser historiske monumenter med
genopfriskede facader.
Den, som boede i Kina for mange år
siden, og som nu ser billeder derfra,
vil nikke genkendende til de gamle
bygninger og vil fyldes med minder
om en af de smukkeste byer i verden.
Minder om en livsførelse, som for
stedse er borte.
Sovesale og kantiner
Det kommunistiske system med at
putte folk ind i et fællesskab, hvor de
sover i sovesale og spiser i kantiner,
støder hårdt sammen med den gamle,
kinesiske levemåde. Den enkelte fami-
lie har altid været det centrale for ki-
neserne, det centrum, hvor autoriteten
og kulturen er samlet til en enhed.
Tidligere var der også store huse i
Peking, men bag de høje mure fandt
man de små verdener. Ofte boede fire
generationer sammen, ledet af en år-
hundredgammel, uskreven lov, der på-
byder respekt for de ældre, kærlighed
til børnene og en nidkær hensyntagen
til alles rettigheder.
Her fandt man den kilde, som var
årsag til, at Kina har kunnet bestå
gennem århundreder, absorbere til-
flyttere med andre kulturer og over-
leve oversvømmelser, hungersnød og
pest.
En mærkelig følelse
I dag hersker der andre regler i Pe-
king.
Højttalere drøner for fuld udblæs-
ning ud over de brede avenue’er og
opfordrer Pekings millioner af arbej-
dere til at arbejde endnu hårdere. Det
må føles mærkeligt for en befolkning,
der er opvokset i en atmosfære, hvor
bissekræmmere prægede gadelivet og
satte krydderi på hele bybilledet med
deres sange. De var den mest fortryl-
lende del af det gamle Peking, disse
omrejsende salgsmænd. Der var klæ-
clehandleren, som annoncerede sine
priser samtidig med, at han slog på en
lædertromme, og den blinde spåmand,
som spillede på en bambusfløjte. Mænd
med bakker, fyldt med tørrede frug-
ter og nødder samt raslende messing-
kander slentrede hen ad fortovet, og
barbererne meldte deres tilstedevæ-
relse ved at slå på store stemmegafler.
Alene gadenavnene var
noget for sig
I tiden før det nye regime var det
muligt at købe alt til livets oprethol-
delse på gaden i Peking, og det ville
endog have været en skam at tilbringe
nipilerssugagssianik issigingnårtitsissarfig-
ssuaK tusåmassaussoK, Pekingime igdlunit
avdlanit portuneroKaoK.
Den verdensberømte Peking-opera, hvis
århundredgamle traditioner stadig holdes i
live, hæver sig højt over Pekings andre
bygninger.
kineserit inusugtaisa iliniarnertik ilunger-
sutigeKåt. ilisimatusarnerup tungåtlgut sule
avdlanut nalerKiutdlugo kinguarsimaneKa-
k aoK, kineseritdle ilung er sordlutik suliniar-
put.
Med dyb alvor går den kinesiske ungdom
op i studierne. Der er. meget at indhente
på det videnskabelige område, men kine-
serne går til arbejdet med energi.
R.FÆRCH
for større
ygcglaode
for megen tid indendørs. Det ville væ-
re synd at gå glip af en indkøbstur i
byen. Alene gadenavnene lød lovende.
Tænk bare på navne som jade-gade,
broderi-gade, lanterne-stræde eller
sølv-stræde. Eller hvem kunne modstå
at gå ned i den smalle lugte-flaske-
gyde? De ting, der blev solgt i de på-
gældende gader, svarede naturligvis til
gadens navn.
Ef særligt handeisrifual
Der var kun få udstillingsvinduer
ved forretningerne. Vinduerne var
ofte dækkede af tæpper eller forgyld-
te gitterværker. Nogle havde udenfor
en overdimensioneret figur af en af
forretningens varer.
Selve handelen foregik i de fle-
ste tilfælde over en kop duftende
jasmin-te. Det var en del af ritua-
let, og alle nød det. Det er tvivl-
somt, om man har tid til den slags
ting i Peking i dag.
Endelig må man ikke glemme det
såkaldte tyve-marked, der engang
havde store dage. Den berømte bazar
åbnede ved midnatstid og lukkede ved
morgengry, så sælgerne og køberne så
aldrig hinanden. Det er kun få år si-
den, købmændene lod armene glide op
i sidemandens løse ærme for at signa-
lere prisen. Det skete, prisen blev sat
op i sidste øjeblik, hvis man opdagede,
at køberen var velhavende.
De bandlyste rickshaw'er
Nu skal man ikke tro, at det er kom-
munisterne, der har skabt alle de store
og moderne bygninger i Peking. Byen
har altid fulgt med tid-n, det gjaldt
især hotellerne, og foran dem kunne
man altid være sikker på at finde en
gruppe af byens mest fornøjelige ind-
byggere — rickshaw’erne.
I dag finder man ikke en eneste.
Kommunisterne har bandlyst dem.
Det er uværdigt, hævder de, for et
menneske at trække et andet menne-
ske i en vogn. Om kommunisterne har
ret i dette spørgsmål kan der herske
lidt tvivl om, for een ting er sikkert,
rickshaw-drengene var stolte af deres
styrke og deres job, og de havde lige
så megen værdighed som alle andre
folk.
Og mon ikke rickshaw’erne havde
mere værdighed dengang, da de selv
valgte deres job og spiste i deres hjem,
end nu, hvor de arbejder, hvor de har
fået ordre til at arbejde, og spiser i en
kantine, hvor tusinder andre også får
deres daglige måltider?
Den kinesiske mur
Karavaner kom daglig til Peking
vestfra og nordfra, som de har gjort
det gennem årtusinder — og som de
velsagtens gør den dag i dag. Fra de
samme retninger er der kommet fjen-
der, der har plyndret og slået ned for
fode. Resultatet blev den verdensbe-
rømte kinesiske mur, der minder os
om Kinas traditionelle frygt og mis-
tro til de stammer og nationer, som
ligger bag denne mur.
I dag oplever Kina ifølge kommuni-
sternes egne statistikker en forøgelse
i befolkningen så eksplosiv, som man
aldrig tidligere har oplevet det i hi-
storien. Staten mangler plads til de
store folkemasser, og de øde underud-
viklede områder ved Sinkiang og det
indre Mongoli bliver ofte angrebet.
Indtil nu har der været plads nok der,
men den dag kan komme, da Kina
kræver endnu mere plads til millio-
ner, som rykker mod nord og vest.
Føde og undervisning
Føden har altid været Kinas største
problem, og undervisningen kommer
ind som problem nr. 2. De latinske
bogstaver afløser de 40.000 tegn, som
man tidligere benyttede, og det bety-
der i dag mere end T’ang og Ming dy-
nastiernes marmor og jade.
Landets industri og den intense iver,
studenterne og arbejderne lægger for
dagen, viser et moderne Kina, som
man ikke skal betragte med overle-
genhed.
uvdlormut mardloriardlutik højttalerit ka-
magtuissarput suliak unigtikatdlardlugo e-
Kaersårnigssamik. kineserit nålagkersuissue
OKarsimåput: „uvdlormut mardloriardlutit
10 minutit taimailiortaruvit socialisme uki-
ut Kulit sule kivfartusinåusavat."
To gange om dagen opfordrer højttalerne
alle til at standse arbejdet og gøre nogle
fysiske øvelser. „Træn to gange 10 minutter
hver dag," siger den kinesiske regering,
„og du vil være i stand til at tjene socialis-
men 10 år'ekstral"
åssilinermut atortut sutdlunit
filmit niorKutaunerussut, tai-
matutdlo åssiltssutit atorlug-
ssaltdlo sårdlo rndko; Agfa,
Kodak, Zeiss avdlatdlo.
éssiiissanut xalipautilingnut Kali-
pauteKångitsunutdlo erssersaive-
Karpugut nutåliaussumik. ersser-
sartiniagkat erninaK suliarineKar-
tarput. — piumassoKarångat ag-
dlagtitagssat nalunaerssOtånik nag-
sitsissarpugut.
ALT I
FOTO
Førende mærker i film,
apparater og tilbehør:
Agfa, Kodak, Zeiss m fl.
Moderne atelier for fotoarbejde —
farve såvel som sortfhvid. — Omg.
ekspedition. — Brochurer sendes
efter ønske.
Mens bissekræmmere tidligere prægede gadebilledet i Peking, opfor-
drer højttalere i dag arbejderne fil stadig at sætte arbejdstempoet op
-------.------------------------------------------------------------------1
Vil De vide mere om Kina,
kan De lytte fil Grønlands ra-
dios udsendelse ved Karup
Petersen tirsdag den 7. marts
kl. 19,30 på dansk, eller den 8.
kl. 22,20 på grønlandsk
-----------------------------i
12