Atuagagdliutit - 27.07.1961, Blaðsíða 10

Læserbreve
OG
»Skænk mig en blomst,
mens jeg lever —«
KLIP
„Danmark har gjort meget for
Grønland, men først efter krigen", det
er, hvad Jørgen Olsen mener, hvis
man da ellers kan stole på, hvad der
skrives i aviserne — „Atuagagdliutit"
nr. 10 1961 — og hvorfor skulle man
ikke kunne det, han er jo desværre
ikke ene om den mening, at alt arbej-
det i landet før den tid overhovedet
intet arbejde var, der blev absolut in-
tet gjort for at ophjælpe befolkningen,
de udsendte danskere var dovne og
tyranniske, der skete intet, fordi ingen
var interesseret i, at der skete noget,
jo, grønlænderne vel nok, men de blev
jo tyranniserede, så de turde naturlig-
vis ikke fremkomme med deres me-
ninger og ønsker.
Så afskrev man da det gamle Grøn-
land og i særdeleshed de „gamle grøn-
lændere", der dog i de fleste tilfælde
havde lagt et helt livs arbejde i lan-
det, et arbejde, der var udført efter
bedste evne, men måske ikke altid
med lige gode resultater, hvilket de
altså alene skulle bære skylden for.
Man manede dem nok i jorden, men
må have glemt at slå de behørige pæle
igennem dem, for med mellemrum
dukker de op i hædrende omtale i de
selvsamme aviser, der i lange perioder
kun var alt for villige til at rakke dem
ned.
Der er tale om mindeord, javist, og
intet ondt om de døde, det ved jeg
så udmærket, men dette påbud bety-
der vel ikke, at man ligefrem behøver
at rose og hædre dem, hvis der ikke
har været den mindste grund dertil.
Jeg tvivler ikke et øjeblik på, - at
Abel Kristiansen oprigtigt har ment,
hvad han skrev, Godthåb er Simony
megen tak skyldig, og det er han gan-
ske givet ikke ene om at mene, vi, der
fik lov at arbejde under Simony på
nærmeste hold, er det også, et mere
beskedent og finere menneske skal
man lede længe efter. Han var, som
prospector JOB-Petersen træffende
sagde det, Grønlands eneste gentle-
man, men han var mere end det, han
var en god og forstående arbejdsleder,
som ikke var bange for at lade de un-
ge prøve deres egne vinger, at dette
af de skrappeste af os, der dengang
var unge, blev misforstået som svag-
hed, er en sag for sig. Simony var klar
over det, og det bedrøvede ham, men
han nåede i de fleste tilfælde at få
fuld oprejsning, for man skulle ikke
have været længe hos ham for at læ-
re at indse, at det, man opfattede som
svaghed, alene var hans rige menne-
skelighed, det har jeg forsøgt at takke
ham for, medens han levede, og det
vil jeg atter takke ham for her.
Denne sidste tak har han vel des-
værre ikke megen glæde af og vel
heller ikke af Abel Kristiansens smuk-
ke mindeord, men vi, der skylder Chr.
Simony så meget, glæder os på hans
vegne, og selv om det måske kan fin-
des anmassende, vil jeg have lov til
at sige forfatteren tak — det bedrøver
mig kun, at det ikke fremkom så be-
tids, at Simony selv kunne have haft
mulighed for at knytte sin tak til min.
„niuvertup Christian Simony-p er-
KaineKarnera atarKinartineKarpoK".
På samme side i „Atuagagdliutit"
som de omtalte mindeord for koloni-
bestyrer Christian Simony er — for-
modentlig ved en skæbnens tilskikkel-
se — blevet sat bladets anmeldelse af
pastor Mads Lidegaards: „Grønlands
Historie", hvilken bog, så vidt jeg da
kan se, bekræfter, at der foregik en
vis udvikling i Grønland, også før den
anden verdenskrig, i alt fald fylder
det „overfladiske indblik" i tiden før
de første ca. 130 sider. Det har været
en langsom udvikling, det skal ind-
rømmes, og måske også for langsom,
men man har ikke ved læsning af bo-
gen det indtryk, at forfatteren mener
dette skyldes manglende interesse el-
ler initiativ hos de i landet arbejden-
de danskere, snarere forhold som disse
ikke var herrer over, og dette er gan-
ske givet i det store og hele rigtigt,
forøvrigt må man ikke glemme, at
tempo er en ret ny opfindelse også i
egne uden for Grønland, den kom
samtidig med, at teknik og industriali-
sering blev tidens idol og helt afhæn-
gig heraf, og det er derfor ikke så
epokegørende, at det går betydeligt
hurtigere i Grønland i dag, end det
gjorde for blot en halv snes år siden
— men naturligvis, den menneskelige
indstilling har også forandret sig.
Men for lige at vende tilbage til
„Grønlands Historie", så har jeg læst
den med interesse. At det kun kan
blive et overfladisk indblik, den kan
give i Grønlands udvikling og historie,
siger sig selv, da det jo er ret begræn-
set, hvad der kan stå af det store stof
på de forholdsvis få sider, men for
folk, der ikke har tid eller lejlighed
til at gennemgå special-litteraturen,
er bogen en brugelig erstatning.
De „skæmmende trykfejl" har ikke
generet mig så meget, som de tilsyne-
ladende har generet anmelderen, hvil-
ket formodentlig skyldes, at jeg har
læst Frederik Nielsen, selv om der har
stået Folderik Nielsen, men naturlig-
vis vil vi alle helst have stavet vore
navne rigtigt, så jeg slutter mig til
ønsket om at få de flest mulige tryk-
fejl væk i næste omgang, og så lige en
ting til, da det jo tilsyneladende er
meningen, at bogen skal anvendes til
undervisning i skoler; mon ikke for-
fatteren samtidig skulle se at få revi-
deret sin opfattelse af, hvad der på
grønlandsk menes med ordet: kapiteK
— side 62, 4—5 linie fra neden — har
sproget ikke forandret sig meget, siden
jeg i sin tid gik i kajak, er det be-
nævnelsen for en vandskinds-helpels
og ikke for en fugleskindspels, den
sidstnævnte hedder formodentlig no-
get i retning af tingmiaK.
Bogen bærer forøvrigt præg af at
være baseret på flere selvstændige fo-
redrag, hvilket viser sig ved gentagel-
ser, der måske burde forsøges undgået
i en eventuel ny udgave — men den
har glædet og interesseret mig allige-
vel.
K. Brandt.
Hvad så?
Som de første patienter kom vi i
1951 til Danmark, men vi var kun få,
hvor både mand og kone var patien-
ter. Selv om vi ikke ville, måtte vi
dele børnene ud. Det var slemt.
Vi var mange, der kom hjem efter
1 års ophold i Danmark. Men senere
måtte min kone og jeg rejse tilbage
til Danmark igen.
Når jeg tænker tilbage, ærgrer det
mig, at jeg dengang har taget arbej-
de, selv om overlægen forbød mig det
de første 3 år efter hospitalsopholdet.
Da vi dengang kom hjem, lovede
man os, at vi hver måned skulle få
penge, og at vi bare måtte sige til,
hvis vi manglede noget. Man forbød
os at bruge pengene til spiritus.
Den første dag i måneden gik jeg
til kæmnerkontoret for at hente
penge. Vi fik 100 kr., uden at jeg har
haft arbejde, ja, man lovede mig end-
Vi har modtaget:
Mange mennesker tror, at man end-
nu ikke har brug for politiske partier,
og det er da ikke så mærkeligt, at de
har den mening, for endnu er det
svært at finde en politisk retning.
Men er det ikke på tide, at man
prøver at finde en politisk retning?
Dette forekommer vigtigt, nu da folk
over 21 år kan afgive stemme og blive
valgt til folketinget, landsrådet og
kommunalbestyrelsen. Folk, især unge
mennesker, bør herefterdags have
større kendskab til politik.
Folk, der er stemmeberettigede og
valgbare, kan følge bedre med, hvis
samfundet får tilstrækkelige oplys-
ninger om politik.
Politiske partier har stor betydning
i et demokratisk land. Det vil derfor
ikke være mærkeligt, hvis folk, der
mener, at der bør gøres noget for det
grønlandske samfund, danner et parti
og dermed samarbejder henimod dette
mål.
Efter min mening må der først dan-
Spækhuggere
Jeg takker herved Ph. Rosendahl
for hans svar i A/G nr. 13 til mit ind-
læg om spækhuggere tidligere på året.
Det cirkulære, jeg nævnte i indlægget
findes på tryk i landsrådsforhandlin-
gerne, og derfor tror jeg, at Ph. Ro-
sendahl har misforstået mit syns-
punkt.
Det er nu en hel del år siden, jeg
trak mig tilbage som fanger, men jeg
husker dog, at sortsiderne i fjordene
bliver urolige, bare spækhuggerne
passerer fjordmundingen. Det er der-
for man fra myndighedernes side gik
ind for bekæmpelse af spækhuggerne.
For at overbevise mig om, at jeg
ikke har husket forkert, slog jeg op
i landsrådsforhandlingerne. Der står
udtrykkeligt „bekæmpelse af spæk-
huggere", men ikke et ord om, at de
skal skræmmes. Derfor er jeg i vild-
rede med, hvem der har misforstået
cirkulæret, Ph. Rosendahl eller jeg.
Udstedsbestyrer Tønnes Olsen,
Kangen.
Musik skaber glæde
Vi leverer hurtigt alle slags
Musikintrumenter
og Grammofonplader
Stort udvalg i harmonikaer,
mundharper, alle strenge-
instrumenter.
Skriv efter katalog — tilsendes
gratis
nipilerssorneK
nuénålersitsissarpoK
sut tamaisa pilertortumik
nagsiusinauvavut
nipilerssutit oualugtartuvdlo nutai
nutsugiarpagssuit åssigingitsut, Ka-
nerssorissat, nipilerssutitdlo no-
Kartigdlit tamaisa pigåvut
kataloge piniarniaruk
akenångitsumik nagsiuneKdsaoK
MUSIKHUSET
Algade 23, Vordingborg
da, at vi godt kunne hente 100 kr. to
gange om måneden. Da vi lige var
kommet hjem, brugte vi pengene til
mad og kul, og den lille rest brugtes
til vore 2 børn. Inden der var gået en
halv måned, havde vi brugt pengene
op. Senere opdagede vi, at vi måtte
fortsætte på den måde. Dengang kun-
ne jeg ikke få mig til at meddele, at
vi manglede noget.
Da vi ikke kunne fortsætte på den
måde, måtte jeg efter et halvt års
forløb begynde at arbejde, selv om
jeg endnu ikke kunne siges at være
helt rask til det.
1958 måtte jeg rejse tilbage til Dan-
mark, og den dag i dag ligger jeg i
sengen. De penge, man låner ud til en
familie på fire medlemmer, er de
samme som dengang, men de er ble-
vet mindre.
På den måde kan man se, hvor sto-
re problemer der er på Grønland. —
Unge i Danmark får 460 kr. om må-
neden, efter at de er kommet hjem
fra sanatoriet, hvorfor skal beløbet
være mindre i Grønland? Der er in-
gen skat på Grønland. Men der er
skat på priserne. Hvad så? Hvorfor
er beløbet så meget mindre.
Adolf Anthonsen,
Nakkebølle sanatorium pr. Fåborg.
nes en politisk ungdomsklub i Grøn-
land. Derved kan ungdommen få me-
re oplysning om politik til nytte for
fremtiden. Sådan et parti kan tage sa-
ger op, som har noget med politik,
økonomi og kultur at gøre, og hvis det
ledes rigtigt, kan det foregå på en liv-
lig måde og først efter, at vi har for-
stået sådanne sager, kan vi danne po-
litiske partier.
I et demokratisk land er et parti
ikke tilstrækkeligt.
På et sted som Færøerne, hvis ind-
byggerantal kun er 4000 mere end i
Grønland, er der 5 politiske partier,
og det første, der dannedes, er fra
1906. Derfor er det nødvendigt, at den
grønlandske ungdom får oplysninger
om politik. Vi kan nævne, at i Dan-
mark har partierne flere ungdomsaf-
delinger, og på den måde får ung-
dommen kendskab til politik, inden
den bliver stemmeberettiget. Vi må
også tænke på, at vores minister Garn
i foråret har nævnt, at man i nær
fremtid kan vente kommuneskat. Også
på dette område har politik en hel del
betydning, der først må forstås af
folk.
Det er nu på tide, at man får folk
til at danne politiske ungdomsklubber.
Vi her i Godthåb vil til efteråret prøve
at danne en sådan klub. Inden det er
for sent, må man gøre noget, og man
må begynde med ungdommen. Efter
min mening er det den vej, vi skal gå.
Seth Lennert, Godthåb.
Mathias Storch
Grunden til, at jeg vil omtale den
person, er, at han i modsætning til os
andre har nået så meget her i livet.
Jeg føler, at hans ihærdighed er værd
at ære, især når man tager de forhold
i betragtning, at hans livsløb ligger
75 år tilbage.
Nu må man ikke tro, at jeg vil
komme med en dybsindig og griben-
de betragtning. Og dog, måske, vil
nogle være glade, hvis jeg gjorde det,
men det har jeg nu ikke i sinde at
gøre. Hvorfor vil jeg overhovedet
skrive om Mathias? Det er mit ønske,
at der bliver rejst en mindesten for
ham.
Jeg ved godt, at jeg på egen hånd
ikke kan nå et sådant mål. Derfor er
det, jeg gennem A/G vil søge at kom-
me i forbindelse med hele kysten,
hvor Mathias har levet og virket, i
det håb at man også der vil finde
ideen god.
Jeg ved, at Mathias stadig huskes
kysten langs, især af de ældre, end-
videre at han er velkendt og afholdt
af både danskere og grønlændere. —
Jeg er sikkert ikke den eneste, der
føler sig beriget af hans liv og stræ-
ben. Hans forfatterskab, der blandt
andet omfatter „singnagtugaK" —
„namagsivoK", anser jeg for meget
værdifuld.
Først og fremmest må der skaffes
nogle penge, naturligvis, og der skal
være en indsamlingskomite. Mit for-
slag lyder for det første på: at man
henvender sig til kirkerne og lader
præsterne afholde gudstjenester, hvor
man i forvejen har orienteret menig-
heden om, at der skal være indsam-
ling. For det andet: at menigheden
i Jakobshavn måske naturligt vil føle
glæde ved at yde bidrag til rejsning
af mindestenen i byen.
Til byen Jakobshavn og menighe-
den der! Mathias har i mange år le-
vet og virket for jer og brugt sine
bedste kræfter hos jer. Og der hvi-
ler både han og hans kone sammen
med jeres kære.
Venlig hilsen Ben ja.
BfflHHHIIIIIflIlllMlIlMlIlBliBBHMfflIllilllllliMliilMHBBfflI
- den kysægte
læbestift...
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut tarnutip
Icebestiftivdlo kalipautait
ingmingnut tugdluarkekate-
kdngitsiit.

Vidunderligt...
BOSCH
240 liter luksuskøleskab
nivdlatårtitsivigssuaK inig-
ssaldssångitsoK iluarineKarto-
rujugssuaK. årkigssutdlua-
gaie, kussanartoK tamatigut-
dlo BOSCH-it avdlat åssiga-
lugit pitsagssuaK. ukiune
tatdlimane atassugssamik ta-
matigut ugpernakutsigaK.
asiujassunut Kerititsivigtå 23
liter, portuss.: 140 cm, si-
ltss.: 67 cm, itlss.: 71 cm
akia kr. 1340,-
Det store populære køleskab
med masser af plads. Hen-
sigtsmæssighed, elegance og
BOSCH kvalitet i hver de-
talje. 5 års garanti både på
skab og kompressor. 23 li-
ter, bred fryseboks for dyb-
frosne og letfordærvelige''
fødevarer og mange andre
raffinementer. H: 140 cm,
br: 67 cm, d: 71 cm.
Pris kr. 1340,-
handelikortitdlugo pineKarsinauvoK.
LEVERES GENNEM DEN KONGELIGE GRØNLANDSKE HANDELS UDSALG
Politiske partier i Grønland?