Atuagagdliutit - 27.07.1961, Blaðsíða 12

I år er det 50 år siden, grønlænderne
rigtig fik noget at skulle have sagt
Grønlands landsråd fejrer 50 års jubilæum samtidig med, at landsrådet for første gang
i Grønlands historie har repræsentanter samlet fra hele Grønland
I år er det 50 år siden, landsråds- og
kommunerådsordningen i Grønland
trådte i kraft. Kommunerådene trådte
i virksomhed den 1. april 1911, og
landsrådene holdt deres første møder
i august samme år. Der var to adskilte
landsråd i starten, et for Sydgrønland
og et for Nordgrønland. Inddelingen i
to landsdele omfattede dengang kun
Vestgrønland, fra Upernavik i nord til
Julianehåb distrikt i syd.
Det historiske møde fandt sted for
Sydgrønlands vedkommende i trykke-
ribygningens store sal i Godthåb —
nuværende alderdomshjem — hvorfra
maskinerne blev flyttet midlertidigt,
og mødet blev ledet af daværende in-
Af Jørgen Fleischer
spektør for Sydgrønland O. Bendixen.
De enkelte landsrådsmedlemmer blev
indlogeret i seminariets elevhuse,
mens seminaristerne var hjemme på
sommerferie, og medlemmerne blev
opvartet af seminariets kivfakker.
Nordgrønlands første landsråd holdt
møde ved kolonien Egedesminde i det
daværende gæstehjem under ledelse
af landsrådenes fader Daugaard-Jen-
sen, senere direktør for Grønland Sty-
relse. De to møder bar på flere måder
præg af at være de første. Det kunne
ikke undgås. Landsrådsordningen var
en revolutionerende nyskabelse inden
for grønlændernes deltagelse i deres
egne samfundsanliggender, og dengang
var der ikke lagt bestemte retnings-
linier for møderne. Om sit indtryk fra
landsrådets åbning i Nordgrønland
skrev Daugaard-Jensen:
— Der var nogen usikkerhed over
både forretningsgangen og medlem-
mernes optræden, men det vil nok
ændre sig med tiden, når institutionen
har fæstnet sig noget mere. Der var
imidlertid gennemgående god forståel-
se af, hvad medlemmernes opgave var.
De udtalte sig gerne om sagerne, og
det, der forekommer mig at være det
interessanteste var, at man langt fra
var enige om spørgsmålene. Det hænd-
te flere gange, at der udviklede sig en
egentlig diskussion, hvorunder med-
lemmerne imødegik hinanden indbyr-
des eller formanden, og hvorunder der
jævnlig fremførtes virkelig gode argu-
menter for den mening, der forsvare-
des, eller imod den, der bekæmpedes.
Det samme var tilfældet for Syd-
grønlands vedkommende, og herom
skrev inspektør O. Bendixen:
— Et af de førstvalgte landsråds-
medlemmer udtalte overfor mig sin
overraskelse over rådenes oprettelse
som noget ganske uventet, men samti-
dig glædeligt, og en betydelig indrøm-
melse fra administrationens side, han
for sit vedkommende havde ikke tur-
det håbe på. At rådenes betydning
først lidt efter lidt — og småt nok
endda — er gået op for den brede be-
folkning, behøver jeg ikke at doku-
mentere nærmere.
Og inspektør O. Bendixen fortsæt-
ter:
— Men i øvrigt foregik forhandlin-
gerne på de første møder ikke væsent-
lig anderledes end nu — roligt og vær-
digt. Jeg har bevaret indtrykket af en
vis usikkerhed hos medlemmerne på
åbningsmødet. Man følte sig åbenbart
trykket overfor det nye og uprøvede,
men denne debutantnervøsitet fortog
sig hurtigt, efterhånden som det gik
op for medlemmerne, at forhandlin-
gerne ikke svævede i luften, men be-
vægede sig på hjemlig grund, angik
spørgsmål, man vidste god besked
med eller ofte kendte til bunds.
De forste landsrådsmedlemmer
Med landsrådene begyndte en ny
epoke i Grønlands historie, som kom
til at præge udviklingen i landet i de
sidste 50 år mere end noget andet.
Valgperioden var i starten seks år, og
mange kendte grønlændere har siddet
i landsrådene gennem disse skiftende
perioder. Som det er tilfældet i dag,
valgte det grønlandske samfund de
bedste mænd til de første landsråd.
Det første landsråd i Sydgrønland be-
stod af følgende medlemmer: Oveka-
teket Josva Kleist, Frederiksdal, fan-
ger Jens Hansen, Nanortalik, fanger
Gerhard Hansen, Sydgrønland, fanger
Johannes Josephsen, Julianehåb, fan-
ger Otto Hansen, Narssax, fanger Ja-
kob Hegelund, Frederikshåb, overka-
teket Hans Motzfeldt, Fiskenæsset,
fotograf John Møller, Godthåb, fanger
Nathan Lyberth, Sukkertoppen, fan-
ger Peter Rosing, Kangamiut, og fan-
ger Carl Sivertsen, Holsteinsborg. I
Nordgrønland faldt valgene således
ud: Fanger Jacob Rasmussen, Agto,
fanger Abia Storch, Manermiut, fanger
Wille Brandt, Egedesminde, fangerka-
teket Peter Zeeb, Ikamiut, fanger Isak
Jeremiassen,' Jakobshavn, fanger Jo-
han Lange, Sarxax, fanger Gudmund
Storch, Skansen, fanger Albrecht Jo-
sefsen, Niaxornat, fanger Johan Hen-
ningsen, Umanax, fanger Isak Zeeb,
Igdlorssuit, fangerkateket Ole Mørch,
Upernavik, og fangerkateket Jon
Svendsen, Augpilagtox.
Der var 11 medlemmer til det første
landsråd i Sydgrønland og 12 medlem-
mer i Nordgrønland. Af disse var 20
fangere, og kun tre havde andet er-
hverv. Dette viser, hvor vigtigt fan-
gererhvervet var dengang. I de første
15 år af landsrådenes historie var
fangerne i overtal blandt medlemmer-
ne, og først ved valget i 1927 fik de
ansatte i handel og administration
flertal i landsrådene.
Knud Rasmussen orienterede
hele befolkningen
Loven af 1908 om styrelse af kolo-
nierne i Grønland dannede grundla-
get for oprettelse af landsrådene. Det
var den første store nyordning, som
betød, at handel og administration i
Grønland blev adskilt, og hele Grøn-
landsadministrationen blev underlagt
indenrigsministeriet. Loven indeholdt
også en række bestemmelser, der op-
rettede de to råd, kommuneråd og
landsråd og ledede retsplejen ind i
særlige baner. Alle nærmere detail-
regler i henhold til lovens hovedbe-
stemmelser udarbejdedes ved konge-
lig anordning, der udstedtes 18. maj
1910 i tre udgaver, en om Grønlands
inddeling i kommuner, distrikter og
landsrådskredse, en om de grønland-
ske kommuneråd og en om de grøn-
landske landsråd. For at sikre befolk-
ningen kundskab til den forestående
indgribende nyordning, bad man Knud
Rasmussen om at rejse rundt til
samtlige beboede steder i Grønland og
forklare den nye lov.
Forud for vedtagelsen af den nye
lov, der sikrede grønlænderne medbe-
stemmelsesret i deres egne anliggen-
der, foregik en heftig offentlig dis-
kussion i Danmark om forholdene i
Grønland. Det var egentlig Mylius-
Erichsen, der startede den diskussion,
som udviklede sig til en række skarpe
angreb imod Grønlandsadministratio-
nen. Mylius-Erichsen var leder af den
danske litterære ekspedition og op-
holdt sig i Grønland fra 1902—04. Han
karakteriserede tilstandene i Grøn-
land som uværdige for samtiden. Han
sparede sandelig ikke på krudtet og
brugte udtryk som: uhyggelige vid-
nesbyrd, udbytning og undertrykkel-
se, åger og lignende. Han fik tilslut-
ning fra yderliggående side, og der
blev startet en kolossal pressekam-
pagne, rettet mod forholdene i Grøn-
land.
Dermed var interessen vakt i den
danske offentlighed for grønlandske
anliggender, og i marts 1906 holdt da-
værende seminarieforstander Schultz
Lorentzen et stort møde, hvori deltog
indenrigsministeren, Sigurd Berg, kul-
turministeren Enevold Sørensen,
Sjællands biskop, Skat Rørdam, for-
uden mange rigsdagsmænd, en skare
tidligere grønlandstjenestemænd og
andre grønlandsfarere. Schultz Lo-
rentzen fremførte her programmet for
indgående reformer, som skulle sigte
på grønlændernes vel. Han sagde, at
ingen sund udvikling var mulig, før
grønlænderne fik større ansvar og
større selvbevidsthed. Han kom også
ind på forstanderskaberne, som på det
tidspunkt stagnerede, fordi sagerne
blev behandlet hver for sig af de to
parter, danske og grønlændere med
det resultat, at der ikke kunne blive
tale om samarbejde.
Det konkrete forslag
Det var imidlertid Daugaard-Jensen,
der kom med et konkret forslag til
løsning af forstanderskaber-krisen.
Hans forslag gik ud på, at forstander-
skaberne, hvori danske medlemmer
Lindow
var rigt repræsenteret, skulle spaltes i
to selvstændige formationer med hver
sit gøremål og virkeområde, nemlig
landsråd og kommuneråd, og retsplej-
en skulle have en ordning for sig selv.
Med loven af 1908 dannedes et råd
for hver kommune, hvis medlemmer
valgtes hvert 4. år af og blandt den
grønlandske befolkning ved lige stem-
meret for alle valgberettigede. Rådet
skulle selv vælge sin formand, og skul-
le under inspektørens tilsyn på eget
ansvar administrere kommunekassen
til fælles gavn for kommunens beboe-
re. Kommunerådet skulle også sørge
for foranstaltninger, der kunne tjene
til ungdommens oplæring i praktiske
erhverv samt til sygehjælp, mens det
tiloversblevne skulle fordeles efter til
enhver tid gældende repartitionsreg-
ler, den gamle bonusordning.
Efter loven skulle landsrådene
sammenkaldes en gang om året af in-
spektøren til drøftelse af fællesanlig-
gender for det vedkommende landom-
råde.
Gennem de sidste 50 år har man på
landsrådsmøderne behandlet så at si-
ge ethvert spørgsmål, der har berø-
ring med det grønlandske samfunds
indre og ydre liv. På det første møde i
1911 drøftede man bl. a. betænkning
over lån og tilskud til opførelse af nye
huse, forslag til forsøg med rævestut-
teri ved Godthåb, forslag om udsen-
delse af et motorfartøj til hvalros-
fangst i Davidsstrædet, regler for re-
partitionsdelingen, regler for erlæg-
gelse af alimentationsbidrag, andra-
gender fra fremmede selskaber om til-
ladelse til at drive hvalfangst med fast
station ved Grønland, regulativ for
hjemsteds- og forsørgelsesret i do
grønlandske kommuner, regulativ for
bosættelse i Grønland, regler for eds-
aflæggelse, regler for fangst på part og
meget mere.
Det færøske spøgelse
Et af de første større spørgsmål som
landsrådene tog stilling til, var de
færøske fiskeres forhold under ophold
uet første lands rådsmøde i Sydgrønland i 1911. Kujatåne landsrådit atautstmérKårnerånit 1911.
Mylius-Erichsen
i de grønlandske farvande. I 1925 be-
handlede de grønlandske landsråd
første gang et andragende fra det
færøske lagting om tilladelse for
færøske kuttere til at drive fiskeri
ved Grønland og etablere stationer i
land. Landsrådet i Sydgrønland afgav
efter indgående drøftelse en enstem-
mig udtalelse om, at man ikke mente,
tiden var inde til at åbne landet for
dansk eller fremmed initiativ, idet ud-
viklingen med hensyn til de nye
grønlandske erhvervsgrene som fiske-
ri og fåreavl først måtte varetages,
Man vil dog anbefale anlæggelse af
et støttepunkt i land, forudsat at de
færøske fiskere holdt sig uden for det
grønlandske søterritorium. Det nord-
grønlandske landsråd sluttede sig en-
stemmigt til udtalelsen med samme
motivering. Dette blev indledningen
til, at de færøske fiskere fik adgang
til at oprette stationer ved Grønlands
kyst, først ved Ravns Storø, derefter
Færingehavnen og Tovxussax.
Lånekassen
Landsrådene havde fra starten anset
erhvervsophjælpningen i landet som
deres vigtigste opgave. I 1913 drøftede
det nordgrønlandske landsråd mulig-
heden for oprettelse af en lånekasse
for grønlændere til anskaffelse og for-
nyelse af huse og erhverysredskaber,
Dette var allerede behandlet ved rå-
dets allerførste samling, men nu brag-
tes det i en sådan form, at varige be-
stemmelser på dette område kunne
udfærdiges. Året efter behandlede det
sydgrønlandske landsråd forslag om at
genindføre rensdyr til Julianehåb di-
strikt. Og samme år meddeltes der
landsrådene tilladelse til af fælleskas-
sens midler hver at anvende et beløb
på 1.00Q kr. årligt rentefrit tii opførel-
se qg fornyelse af huse. Der skabtes
også hjemmel for at opnå lån fra
landskassen til anskaffelse af nye og
mere kostbare erhvervsredskaber, og
til dette formål stilledes i begyndelsen
500 kr. årligt til disposition. Yderlige-
re udstedtes i 1914 regler for udlån af
12