Atuagagdliutit - 05.10.1961, Blaðsíða 12

Grønland set med andre øjne
——---------—----— ------------------————--—-----—
Dagbladet »Politiken« har haft en medarbejder, redaktør, cand. polit.
Victor Andersen, på en længere rejse i Vestgrønland. Vi gengiver
her en af hans artikler, »Grønland set med andre øjne«
—------—.——~— -—-——■——---------■————— -------—-—~
Det lokale postvæsen i de grønland-
ske byer er kamikposten. Brevet læg-
ges sammen i en strimmel, der snoes
som et sekstal, hvorpå det bringes ud
af grønlandske børn eller kivfakken,
som den grønlandske husassistent
hedder. Let og sikkert springer disse
postbude gennem terrænet med deres
fortrolige meddelelser.
Der er et andet kommunikations-
system, som fungerer lige så hurtigt
og tyst — bagtalelsen og den mere
eller mindre berettigede kritik, som
trives i forbløffende omfang i Grøn-
land. I betragtning af, at Grønlands
største by, Godthåb, kun har 3.000
indbyggere, undrer det vel ikke, at
tingene når så hurtigt omkring. Det
er mere overraskende, hvor meget
man ved om hinanden fra sted til
sted på kysten trods de vanskelige
samfærdselsforhold.
En forklaring på hvorfor der er
noget galt, ser man sjældnere. Her
virker afstandene hæmmende. Kriti-
keren og den kritiserede får ikke al-
tid lejlighed til at stå ansigt til an-
sigt, og det officielle bindeled, tele-
grafen, bruges nødigt til længere me-
ningsudvekslinger. En rejse langs ky-
sten er derfor en oplagt chance til at
søge at skære igennem nogle misfor-
ståelser.
Når et hus fordyres med 5.000 kr.
Fiskerne i næsten hele Vestgrøn-
land er utilfredse i år. De fortæller,
at Den kongelige grønlandske Handel
har misrøgtet sin opgave, idet den un-
dertiden må lukke for eller rationere
købet (indhandlingen) af fiskefang-
ster. Mest vedholdende går rygtet, at
der ikke er skaffet salt nok frem til
fiskerianlæggene i vestkystbyerne.
Ja, der er noget i vejen, fortæller
handelsassistent Søren Egebjerg fra
Handelens centrale ledelse i Godthåb.
Det er blot ikke salt, men arbejdskraft
vi mangler. I den gode fiskesæson vi
oplever i år, fristes arbejderne på fi-
letfabrikkerne til selv at tage på fi-
skeri. Vi har prøvet at skaffe ny ar-
bejdskraft nordfra, men en del har
måttet sendes hjem igen, fordi de ikke
var vant til livet i de sydgrønlandske
byer. Fiskerne har grund til at klage,
men over hvem?
De private grønlandske håndværks-
mestre har set sig gale på Grønlands
tekniske Organisation (GTO), som fø-
rer kontrol med mestrenes byggepri-
ser. — Skal organisationen selv byg-
ge, bliver det altid 5.000 kr. dyrere for
et hus, hævder de.
— Det er rigtigt, siger chefingeniør
Gunnar P. Rosendahl, men vi bygger
netop nødigt selv, fordi vore priser
nødvendigvis må blive højere med
den udsendte arbejdskraft, vi bruger.
På den anden side ved vi udmærket,
hvad det koster den grønlandske me-
ster at bygge. Dertil lægger vi en pas-
sende fortjeneste. Forekommer der så
tilfælde, hvor mestrene ikke vil bygge
til den pris, går vi ind i byggeriet og
fuldfører det.
På den måde viser vi, at det i alle
tilfælde vil blive gjort — at de pri-
vate mestre ikke har noget monopol.
Dermed har vi kunnet holde bygge-
priserne i Grønland nede på et rime-
lige niveau, og resultatet er, at be-
folkningen har fået flere huse, end
den ellers ville have fået for de sam-
me penge.
Stol, der havde kostet 83 kr., repareret
for 400 kr.
De to store organisationer, Handelen
og Den tekniske Organisation, er de
permanente ofre for rygtestrømmen.
En privat købmand i Christianshåb,
K. G. Lauridsen, mener, at Handelen
„sætter sig“ på en grossist i Danmark
og forlanger eneret hos ham, så snart
hans varer er slået an i private bu-
tikker i Grønland. Købmand Herluf
Andersen i Egedesminde beklager sig
over, at ikke så snart havde han bragt
oliekaminer frem, før også Handelen
tog denne vare op.
Handelsinspektør Helge Andersen i
Godthåb vil gerne søge at rede trå-
dene ud og fortæller, at firmaer i
Danmark, som mærker at deres varer
slår an hos de private handlende, ofte
bliver interesseret i at få hele Grøn-
land som marked og derpå går til
Handelen. Hvad oliekaminerne angår
havde Handelen afventet et regulativ
fra Den tekniske Organisatin om olie-
fyring i Grønland, før kaminerne blev
sat frem i butiksvinduerne.
Det er blevet talemåde i Grønland,
når noget er dyrt, at det koster „GTO-
priser". Afdelingen i Godthåb af Grøn-
lands tekniske Organisation fik over-
ladt en støvsuger til reparation, men
sendte den tilbage med besked om, at
det kunne organisationen ikke klare.
Dette responsum kostede 20 kr. For
reparation af en stol, der havde ko-
stet 83 kr., måtte betales 400 kr. I det
stærkt forældede sygehus i Godhavn,
hvor læge A. Østergaard Hansen må
bære barselspatienterne ad en lofts-
trappe, manglede man meget et lin-
nedskab. Regningen kom på 3.000 kr.,
hvilket udtømte sygehusets anlægs-
budget for det år. Eksempler som dis-
se får befolkningen, både grønlændere
og danske, til at vredes.
— Men vi er her for at bygge fa-
brikker og veje, ikke for at se på en
støvsuger, siger man i Den tekniske
Organisation. Rivningerne hører op
den dag, da der er grønlandske mestre
til at klare alle de mindre opgaver.
Rejer i hundene
Den tekniske Organisation og Han-
delen er heller ikke for gode venner
indbyrdes. Handelschef Jens Friis, der
driver den hypermoderne rejefabrik i
Christianshåb, havde en mørk ansigts-
kulør, da jeg besøgte ham på fabrik-
ken. Vandforsyningen var gået i stå,
og et helt kog rejer stod i fare for at
skule kastes for hundene.
Vi har den dejligste ferskvandssø
oppe i land, fortæller han. Men GTO
mente ikke, at der kunne lægges rør
derop. Selevfølgelig kan der det.
Hvad der er rigtigt eller forkert i
denne strid, er en ikke-tekniker ude
af stand til at bedømme. Men GTO’s
uheld med butiksbyggeri i Holsteins-
borg er åbenbart for enhver. Den el-
lers flotte butik er vind og skæv, for-
di teknikerne havde fejlvurderet per-
mafrosten. Da der blev fyret i butik-
ken, tøede undergrunden, og der op-
stod revner i væggene, så man kunne
stikke en arm igennem.
400 kg æbler fil 13.500 mennesker
Da de første skibe kom op i år efter
strejken, var der til Godthåb befolk-
ning 20 kasser æbler å 20 kg. — Det
er vi blevet kritiseret før, siger Han-
delens direktør, Hans C. Christiansen,
men æbler var meget dyre i indkøb
på det tidspunkt, da skibene gik. Hav-
de vi købt store partier ind til den
pris, var vi også kommet i modvind.
Ministeriet for Grønland går heller
ikke ram forbi. Mange, der udsendes
til Grønland på kontrakt, klager over,
at de lovede favører ikke eksisterer.
Det menes, at kontrakterne forsinkes
med vilje, så ministeriet nemmere kan
løbe fra mundtlige tilsagn. Det fortæl-
les som anekdote, at styrmanden på et
Grønlands-skib havde fået besked om
først at udlevere kontrakterne nord
for Skagen, så kunne ingen nå at
springe fra.
Atlant-problemef
Ministeriets standardansvar er, at
forholdene i Grønland er komplicerede
og primitive, men at selv betingede
tilsagn hurtigt ændres til absolutte til-
sagn i den pågældendes bevidsthed.
Mellem Ministeriet for Grønland i
København og de danske administra-
torer i Grønland står undertiden gni-
ster. Man taler om et „Atlanterhavs-
problem".
— Vi kan få flere slags afgørelser
fra København, siger man heroppe —
en rigtig afgørelse eller en rygende
forkert. Begge er nemme at have med
at gøre. Den forkerte kan man argu-
mentere imod. Det værste er den tre-
die slags — de der røber uvidenhed
om grønlandske forhold, men er for-
melt korrekte. Det kan koste ugers
slid at få en sådan afgørelse omstødt.
— Atlanterhavsproblemet vil fortage
sig, lyder svaret, efterhånden som fle-
re og flere af tjenestemændene fra
København har været på turnus i
Grønland.
Det farligste
Den farligste kritik er den, der øves
mellem de to befolkningselementer
indbyrdes. I sin værste form lyder
beskyldningen — raceadskillelse. Dan-
skere vil ikke komme sammen med
grønlændere, hedder det. De danner
deres egen filmklub, hvad de vitterligt
gjorde i Sukkertoppen for et par år
siden, og danske lærerinder holder sig
for sig selv om aftenen uden at gå ind
i et foreningsarbejde til gavn for grøn-
lænderne.
Man må forarges? Nej, forargelsen
trives, så vidt jeg kan se, bedst i dan-
ske blade og i de grønlandske forenin-
ger i København. Heroppe, i realite-
ternes verden, tager tingene sig lidt
anderledes ud. Arbejdsdagen er lang,
grønlandske problemer har man inde
på livet uafbrudt, og der er intet at
sige til, at danske familier holder sig
lidt for sig selv eller går på visit hos
hinanden i fritiden. Danske og grøn-
landske interesser er tillige endnu så
forskellige, kostvanerne ligeledes. Men
man ser danskere og grønlændere tage
på jagt og fiskeri sammen, og et sam-
kvem synes i det hele taget på vej,
men mest mellem yngre mennesker.
Småtskåren
Det meste af den indbyrdes kritik i
Grønland synes småtskåren og Over-
dimensioneret. Men enkelte ting går
dybere. F. eks. er Den tekniske Orga-
nisation en dygtig entreprenør, men
samtidig en upersonlig maskine, der
tromler menneskelige værdier ned,
mens den rejser fabrikker og atlant-
kajer. Denne vurdering bekræftes af
det kyniske „nej, arbejdskraften er for
dårlig" på en høflig forespørgsel fra
udstedet i KangåtsiaK, om der var ar-
bejde for grønlændere at få.
Noget lignende er sket i Godhavn,
hvor kommunalbestyrelsen havde bedt
om et tilbud på istandsættelse af for-
samlingshuset og havde fået som svar:
— Det har vi ikke tid til at beskæftige
os med!
Handelen er ældre i Grønland og
har, så vidt jeg kan bedømme det,
gode traditioner i henseende til be-
skæftigelse af grønlændere. Men en-
kelte lokale handelschefer kan ikke
se roligt på det fremspirende private
initiativ, og på et lille sted er der go-
de muligheder for at genere hinanden.
Det må være vigtigt efterhånden at
komme både de små og de store skær-
mydsler til livs. De trækker tilværel-
sen i et ellers dejligt land for langt
ned, og som Grønland er indrettet —
med gadespejle langs den 2.000 km
lange kyst — bliver selv de mindste
bagateller noteret og meddelt videre
på lette fødder.
Et spørgsmål jeg forgæves har søgt
forklaring på: Uden for kulminen i
K’utdligssat ligger et bjerg af kul-
støv, idet de grønlandske kul er
stærkt smuldrende.
— Det var noget for Ørstedsværket
at fyre med, siger minelederen, inge-
niør Wildt.
— Men De har da selv elværk her.
— Ja, men af en eller anden grund
blev det i sin tid indrettet til oliefy-
ring.
TOMS FABRIKKER A/S
Leverandør til det Kgl. Danske Hof
lom!
GULD BARRE
Den lækreste De kan tænke Dem! Danmarks mest solgte
chokolade
mamardluindssusia usseridsagit aitsåt tåssa!
Danmarkime sukulåtit pisiariumaneKarnerssåt
Lige hvad De trænger til
atago oudtåridsagit
mmsai
EINAR STORR
Trikotage en gros
Nørregade 26 — København K.
Alt i trikotage
til damer, herrer, børn og baby
Import — Eksport Telegramadresse: ESTORR
12