Atuagagdliutit - 24.05.1962, Blaðsíða 7

græsset ikke visner om vinteren. I før
nævnte bog slog jeg på, at også denne
oplysning kan betyde meget, da det
opsigtsvækkende for vinlandsfarerne
var dette, at køerne kunne gå ude vin-
teren over. Dette var noget helt nyt
for polarfolket og har gjort stærkt
indtryk på dem, da det jo her gjaldt
et af deres vigtigste næringsmidler.
Det er da naturligt, at et sådant træk
senere må blive genfortalt — i tider-
nes løb har så folkenes fantasi lagt en
del til.
Af befolkningen på Lance aux Mea-
dows får vi så at vide, at det faktisk
er sådan, at køerne går ude hele vin-
teren — bortset fra uvejrsdage.
Vindene fra havet fejer sædvanlig-
vis sneen væk fra græsmarkerne, og
i øvrigt hænder det ikke sjældent, at
vintrene er milde med kun lidt sne-
fald.
Sejlede vinlandsfarerne længere
mod syd end til det nordre Newfound-
land? Vi kan ikke se bort fra den mu-
lighed, at enkelte af dem fra hoved-
kvarteret drog temmelig langt sydpå
— de opholdt sig en rum tid i Ame-
rika og havde hurtigtsejlende skibe.
GAMLE BERETNINGER OM VIN-
LANDSREJSER
Vinlandsproblemet har også en an-
den og ikke mindre fængslende side.
De islandske sagaer har ganske nøje
„Halfen"s skipper var en driftig
mand, som kunne sine fing, både i
styrehuset og i maskinrummet.
„Halten" havde en ondskabsfuld
motor, men skipperen, Poul Sør-
nes, kunne altid klare den.
beskrivelser af de kendte Vinlands-
rejser, der fandt sted omkring år 1.000,
men var det også senere, at norrønske
folk drog til Amerika før Columbus?
Vi må her regne med, at i de grøn-
landske søfartsmiljøer blev traditionen
om ruten til Vinland og forholdene
derovre bevaret fra slægt til slægt.
På storgården Brattalid — hvorfra de
fleste vinlandsfarere startede — er be-
retningen om Leif Eriksson og Torfinn
Karlsevne blevet fortalt mangen en
gang ved langilden. Og samfundet på
polarøen bestod i henimod 500 år.
Der er da også nogle af de gamle
kilder, der tyder på, at grønlænderne
i Middelalderen foretog flere rejser til
Amerika. Fra 1121 har de islandske
sagaer en mærkelig oplysning — det
hedder, at biskop Erik Gnupsson Upsi
rejste til Grønland for at opsøge Vin-
land. Hvad han som biskop ville der,
ved vi ikke. Og vi ved heller ikke,
hvor han blev af — han glider ud af
historien.
Desuden fortæller de islandske sa-
gaer fra 1347 om et skib fra Markland
(Labrador), der af stormen blev dre-
vet til Island og senere sejlede til
Norge. Der er nogle kilder, der kan
tyde på, at Vesterbygdens befolkning
på Grønland udvandrede til Amerika
i midten af 1300-tallet.
Dette er, hvad de gamle kilder kan
fortælle om de senere rejser til Ame-
rika, før Columbus satte sejl. Men
hvor meget kan der være, som vi al-
drig får rede på fra det fjerne vikin-
gesamfund på Grønland, der bestod så
længe.
HVAD SKETE DER MED
VINLANDSFARERNE1
Hvad er der så sket med disse men-
nesker, der op gennem Middelalderen
nåede frem til det nye land i vest?
Der er intet sikkert svar. Men syd for
Lance aux Meadows levede Bectuc-
indianerne — et folk som de hvide
senere hen totalt udryddede. Vi ved
om visse træk i forbindelse med disse
indianere fra de første beretninger
om dem.
Beretninger tør man ikke slutte for
meget af, men det kan tyde på nor-
rønsk indblanding i stammen.
umiarssuårKavta nålagå sutdlerig-
sukasluvoK aKugtarfingme pTnara-
ne åmale maskinalerivfingme.
„Halten" motoripalåvigssuarmik
motårexarpoK, nålagkavtale Poul
Sørnesip iluarsislnaussarpå.
Det er blevet sent hen på efteråret,
luften er kølig, og fuglene kommer
trækkende fra nord. Sommetider sæt-
ter stormen ind fra havet. Det er på
tide at afslutte udgravningerne for i
år og tage fat på den lange sydgående
rejse med „Halten“ — derefter til
Norge.
Den sidste aften tænder vi et bål
ved elven, der hvor den løber ud af
forsænkningen i terrænet, der engang
kan have været sagaens „Hop“. Flam-
merne står til vejrs og spejler sig i
det sorte vand. Vi sidder på drivtøm-
meret og ser udad mod øerne og ha-
vet. Tankerne drager til vikingerne,
der for længe siden satte til havs i
åbne både fra deres gårde på en po-
larø og drog til det ukendte — for så
at stå under sejlet og spejde undren-
de indad mod et nyt land.
(Artikelserien slut).
sllarssuarme tamarme
pilerngåneKarfOK åma
måne Kalåfdlit-nunane
Extra size 45 øre pr. stk.
Standard size 35 øre pr. stk.
Den grønlandske sælfangst
ved New Foundland opgivet
De store isvanskeligheder „Opo" mødte på fangsffeltet, påførte skibet
så store skader, at hele sælfangst-forsøget ikke blev rentabelt
Med den store sælfangst, der mange
år tilbage i tiden har været drevet af
norske og canadiske sælfangere ved
Newfoundland, som baggrund, og som
altid har givet dens udøvere godt ud-
bytte, startedes, som det huskes, i 1960
et forsøg med sælfangsten fra „Opo“
med grønlandsk deltagelse. Dette for-
søg har man nu måttet opgive.
Optakten var den bedst mulige, sæ-
sonen 1959 havde været strålende, de
norske skuder var alle vendt fuldt-
lastede tilbage uden særlige beskadi-
gelser med fangster på mellem 15.000
og 30.000 dyr hver. Det var derfor med
de største forventninger både fra
„Opo“s ejers side og Handelen, at det-
te forsøg blev indledt. Med fuld for-
trøstning så man frem til, at foreta-
gendet skulle kunne blive udbyttegi-
vende for den grønlandske befolkning,
der nu i de seneste år i allerhøjeste
grad havde udviklet sig til et søfa-
rende folk, der ikke alene behøvede
at holde sig til landets egne kyster,
men også var egnede til at gå på fart
til fremmede. Efter hvalfangstens op-
hør ville det også være særdeles hen-
sigtsmæssigt, om traditionen fra det
gamle grønlandske fangererhverv fra
kajak kunne overføres til nye og me-
re moderne former, der kunne mulig-
gøre hjembringelse af sælkød til de
grønlandske kødgryder.
Under disse forhåbninger blev sæl-
fangsten igangsat i 1960 med halv
norsk og halv grønlandsk besætning.
Udviklingen gik dog ikke som plan-
lagt. Isforholdene i årene efter 1959
ved Newfoundland har været særdeles
vanskelige, og fangsterne er blevet
påvirket heraf. Ikke alene „Opo“, men
også de norske skuder, der har del-
taget, har i dette tidsrum haft ud-
bytte langt under normalen.
Nu i år, hvor isforholdene også er
vanskelige, er „Opo“ desuden kommet
ud for teknisk uheld, idet skibet ved
at gå i læ af isen straks ved ankom-
sten til fangstfeltet beskadigede skrue
og ror så stærkt, at det måtte gå til
St. John for reparation. Heldet, som
man havde håbet på i det tredie for-
søgsår, udeblev altså.
Hermed indstilles så forsøget med
sælfangst fra „Opo“ ved Newfound-
land, og de forhåbninger, der i sin tid
blev næret til denne fangsts fremtids-
muligheder for de grønlandske er-
hververe, er i første omgang bristet.
Meddelelsen om „Opo“-sælfangstens
ophør kommer fra Den kongelige
grønlandske Handel, og vicedirektør
Magnus Jensen kommenterer beslut-
ningen med følgende:
— Før vi fra grønlandsk side ind-
ledte sælfangsten ved Newfoundland
forelå der oplysninger om særdeles
tåssåuput Kalåt-
dlit-nunåne reje-
nut xalorssuit a-
torneKarnerssait.
fin fangst i området, men „Opo“ kom
ud i så vanskelige isforhold, at hvert
eneste togt medførte store skader og
meget kostbare reparationer af ski-
bet.
— Hvordan var fangsten?
— „Opo“ fangede i 1960 ca. 2500 dyr
og i 1961 ca. 5600, i år fik man slet in-
gen fangst, fordi man allerede i star-
ten ramtes af et lammende uheld.
„Opo“ gik som nævnt ind i isen for at
søge læ, og da man senere skulle ud,
blev både ror og skrue ødelagt, sådan
at man som havarist måtte gå til St.
John på Newfoundland for at repa-
rere. Herefter er skibet returneret til
Grønland, hvor det er gået ind i fragt-
farten.
Som nævnt af direktør Hans C.
Christiansen på landsrådsmødet i fjor
har fangsten givet underskud, som i
alt væsentligt skyldes, at reparatio-
nerne på skibet har været store og
kostbare. Når „Opo“-forsøget nu
standses, skyldes det også, at prisen
på olie de sidste år er faldet urimeligt
meget, samt det forhold, at sælbestan-
den er gået tilbage. Denne kendsger-
ning har også norske fangere måttet
erfare i samme område, hvad man den
7. april kunne læse i en artikel i Nor-
ges Handels- og Sjøfarts Tidende. Det
oplyses heri, at meget ugunstigt vejr
hindrede fangsten, og at udbyttet blev
meget ringe, ca. 3.000 til 4.000 dyr pr.
skib. Bladet slutter med at udtale, at
når man ved, at god fangst på dette
felt løber op på 20.000 sæler, så for-
står man bedre, hvordan forholdene
er.
Heraf vil man forstå, at grønlæn-
derne ikke har gjort en ringere ind-
sats; vi lå faktisk i toppen i fjor, men
det kan alligevel ikke betale sig. De
grønlandske fangere har fungeret godt
og er blevet dygtigere år for år til
denne særlige fangst, og Frederik
Lennert fra Holsteinsborg har været
en fremragende forbindelsesmand
mellem de grønlandske og de norske
fangstfolk.
Som det også tidligere er blevet
nævnt, blev „Opo“-fangsten betragtet
som et forsøg, som altså desværre
ikke er lykkedes.
sic.
Et GRAM med
dybfrysningens
fordele ...

GRAM HJEMMEFRYSER
HF 270
fryseboksens store areal gør
det Ikke blot muligt at nedfryse
kødvarer 1 stort omfang, men
også frugt og grønsager ......
— der er 1 øvrigt GRAM hjem-
mefrysere fra 150 til 425 liter
rumindhold.
Gram xerititsivik HF 270
Kerititsivik initoidgame nekinlk
angnertdmik imakarsinauginå-
ngilaK Smale paornanut nautita-
nutdlo inigssakardluardlune. —
Gram Kerititsivit 150 literlnit 450
literinut imarkortussusekarput.

BRØDRENE GRAM A/S - VOJENS
BISCUITS
bedst til bedste venner!
ikmgutiginerpaussanut pitsaunersiussissariaKarpoK!
&
uxan.
STEREO l>« NDOPT AGER
Den kongelige grønlandske
Handelime piårnerpåmik pisia-
rineKarsinåuput.
KVALITET FREM FOR ALT
FORLANG SPECIALBROCHURE
HOS RADIOHANDLEREN
IMPORT: FRODE HERLØV & CO., KBHVN. K.
fim
Kristensens
VAADBINDERI %
SKAGEN • TELF. 41477 • ETABL.1879
danskit kunglkuinlk pilersulssOK
7