Atuagagdliutit - 24.05.1962, Blaðsíða 15

viklingen i nogle landsbyer ved at
sende eksperter ud som hjælpere, der
forbedrede dyrkningen og lavede an-
delsselskaber og på dem måde forøge-
de indtægterne noget. Hvordan mær-
kes det? Mændene er holdt op at ar- ^
bejde — det gør nu kvinderne alene.
De forøgede indtægter bruger mænde-
ne til kaffe og varm mad på restau-
ranter. „Vore kvinder arbejder i
markerne. Hvem skal da give os varm
mad til tiden? Vi er nødt til at gå på
restaurant". Og der sidder de med
foldede hænder dagen lang og siger:
„Vi kan spise og leve godt-----og vi
kan nu drikke kaffe."
Hvad siger kvinderne? „Ja“, siger
Hannama, en høj, mager intelligent
kvinde, „det er rigtigt, alle drikker nu
kaffe — og derfor kan vi intet spa-
re op.“
„Men drikker du ikke også kaffe —
og kan du ikke også råde for pen-
gene?"
„Jeg drikke kaffe???" En bevæ-
gelse går gennem kvinderne. „Jeg har
aldrig smagt det. Vi får aldrig penge
— de siger os aldrig, hvor mange de
tjener. De morer sig, mens vi arbej-
der i markerne."
Indtægterne er steget — men ikke
levefoden bortset fra kaffen.
ALLE ER I GÆLD
Længere mod nord — i provinsen
Uttar Pradesh. Her er alle som mange
andre steder men mere udtalt, i gæld
— ikke fra de daglige udgifter, men
fordi det er skik og brug, at bryllup-
per holdes med stor festivitas — og
ingen tør for sin æres skyld lade
være. Skal man have en datter gift,
betyder det, at man må afbetale gæld
10 år efter. Skikken betyder også, at
♦ den opsparing, som skulle bruges til
forbedring af jorden og erhvervet, går
til disse fester.
Og er der endelig penge tilbage,
bruges de af de unge — og især da af
dem, der er kommet på skole. De læ-
rer at læse og skrive og føler sig me-
get hævet over deres familie og den-
nes arbejde, landbruget. Tit bliver de
en byrde for samfundet, der ikke kan
skaffe stillinger til dem alle med ån-
deligt arbejde. De foragter forældre-
ne — nægter at kendes ved dem. Men
de kan godt bruge deres penge — til
cykler, sko og moderne tøj, som kan
sluge hele forældrenes indtægt.
Denne opvoksende ungdom, som er
en frygtelig byrde for forældrene og
ødelægger forholdet mellem genera-
tionerne, har fået mange bønder til
at lade være med at lade børnene
læse — også for ikke at få affolket
hovederhvervet, landbruget. Hvis blot
en ung har fået nogen skoleuddan-
nelse, tror han, at han er hævet over
legemligt arbejde, og derved trækkes
alle de lyse hoveder, som kunne føre
erhvervet fremad, ud af det.
Men mange af de unge har store
planer om at bringe samfundet frem.
I Bengalen møder vi en by, hvor en
flok unge lærere har fået den politiske
magt og er fulde af store planer om
at bringe oplysning til deres uvidende
landsmænd, om at starte et socialt
center for voksenoplysning. Men de
mangler støtte fra regeringen for at
gennemføre planen, ca. 30 kr. om må-
neden.
„Til hvad skal de penge bruges?"
„Jo, til olie til belysning og til læ-
rerne på kursus".
„Jamen olie koster jo næsten intet
— og I er alle uddannede lærere. Hvis
I blot hver gav een time daglig, ville
det være nok."
„Du rejser et svært spørgsmål," sva-
rer han, „men vi er fattige folk. Ingen
lærer vil læse en time uden honorar."
Manglende forudseenhed bringer
også bønderne i knibe. De forstår ikke
at gemme deres produkter. Som Mo-
han Singh siger: „Staten er meget
klog. Den køber vores korn fra os, når
det er meget billigt. Vi er dumme nok
til at sælge det. Og nu, da kornet er
rasende dyrt, og vi alle mangler, må
vi hen og købe det tilbage til tårn-
høje priser."
HOS DEN DYGTIGSTE
I en landsby lever alle de jordløse
familier af håndvævning af tæpper —
deres eneste indtægt. Men den er lille
— en familie med to mand ved væven
fra morgen til aften tjener ca. 1 kr.
om dagen — ca. 30 kr. om måneden.
Vi besøger den mand, som siges at
være den dygtigste og flittigste. Hans
unge kone står uden for huset og by-
der os indenfor med et nik. Hun er
tavs. Der er to børn — den enes mave
er opsvulmet og unormal.
„Hvorfor tager du ham ikke til læ-
gen?"
„Han forlanger penge — og vi har
ingen."
I rummet er kun et jordgulv — intet
andet bortset fra et ildsted af sten
med et par små stykker træ i asken.
„Nå, det er der, du laver mad?
Hun nikker — og tilføjer hvisken-
de: „Når der er noget mad. Hvordan
kan jeg koge, når der intet er at
koge?"
„Jamen bringer din mand da ikke
mad hjem hver dag?"
For første gang ser hun helt op og
ryster på hovedet med tårer i øjnene.
Så vender hun hovedet væk og dæk-
ker sit ansigt.
INGEN KAN BLIVE ENIGE
Helt ovre i nordvest under Himalya-
bjergene ligger provinsen Bihar. Også
her har regeringen søgt at sætte ud-
viklingen i gang. I landsbyen Dosma
har man f. eks. fået beboerne til at
bygge en vej i fællesskab — hver
mand ud for sin egen grund, og så
langt gik det godt. Men da man kom
til det sidste stykke — fra byen ud til
hovedvejen, som ingen ejede, gik ar-
bejdet i stå — for der var ingen le-
dere, og derfor kunne arbejdet ikke
organiseres. På 3. år sidder folk og
venter på, at andre skal starte på at
få den vej færdig, som de selv kunne
fuldende på en uge, hvis de arbejdede
sammen. Men de føler intet ansvar
for det stykke vej, der ikke tilhører
dem selv. „Det er regeringens ansvar
— hvorfor skulle vi gøre det?"
ET UVÆRDIGT ARBEJDE
Man har også prøvet at fordele jor-
den og få jordejerne selv til at ar-
bejde på deres egen jord. Men overalt
i Indien hersker kastevæsenet. Menne-
sker er født ind i et bestemt sam-
fundslag, til et bestemt arbejde, af
skæbnen. Og det må ikke beskæftige
sig med andet arbejde, ikke have sam-
kvem med folk af andre kaster, ikke
spise sammen med dem o. s. v. Og en
jordejende bonde tilhører tit en kaste,
for hvem legemligt arbejde er uvær-
digt og forbudt af religionen. I lands-
byen Bhakra besøger vi en bonde eller
rettere hans hustru i deres ret store
hus. Hun udøser en strøm af klager
over udviklingen.
„Hvorfor er du så vred?", spørger
Kusum Nair, så snart hun kan komme
til orde.
„Hvorfor? Regeringen har givet
land til Harijans (de jordløse lavka-
stefolk). Nu vil de ikke længere gøre
arbejdet for os. Og nu må jeg, en JAT
(den højere kaste) besmudse mine
hænder med arbejde, endog med at
samle kogødning. Er det en Jats ar-
bejde?"
„Men synes du ikke også, at Hari-
jans skal have bedre kår?"
„Hvorfor skulle de det? De er jo
blomsterne, som også er der. Nogle
af de steder, hvor det går godt — går
fremad.
Det første sted er i provinsen Pun-
jab, højt i nord. Da Indien blev frit,
deltes landet mellem de to religioner,
muhammedanere og hinduer. Muham-
medanerne skabte staten Pakistan,
Hinduerne Indien. Og så byttede man
mennesker, så alle hinduer fra Paki-
stan udvandrede til Indien og mu-
hammedanerne omvendt. Det er for-
klaringen på, at en meget stor del af
Punjabs befolkning er mennesker,
som er blevet rykket op fra deres år-
tusindgamle tilværelse og kastet ind i
en hel ny — løsrevet fra alle de gamle
traditioner og skikke. Og mærkeligt
nok har det betydet, at de har meget
lettere ved at tilpasse sig det nye, me-
get lettere ved at komme fremad og
få brudt det gamle stillestående sam-
fund.
Landsbyen Edna Kalaska er smuk,
moderne med velklædte mennesker,
opbygget af flygtninge fra Pakistan,
der kom hertil i 1947 — og selv for-
tæller: „Vi kom alene méd vort tøj og
en smule proviant og et par af vore
dyr. Landsbyen var totalt i ruiner, af
25 brønde havde kun 5 lidt vand. Vi
begyndte selv at ordne brøndene. Der-
næst lavede vi en indsamling og en
komite for at få elektricitet — gravede
huller til masterne, satte dem op,
slæbte ledning —■ hele landsbyen ar-
bejdede. I løbet af en måned var det
hele i orden —- regeringen ville have
brugt et år til det samme arbejde —
og nu kunne vi pumpe elektrisk fra
brøndene — og vande markerne og
få meget større udbytte." — og sådan
fortsætter de — alt har de selv lavet,
og resultatet er en mønsterby med en
levefod langt over det almindelige.
HAM KONGRESSEN
Forbløffende mange af flygtningene
er også kommet i gang i byerne med
forretninger eller endog fabrikker og
klarer sig fint. I stenhusene finder
man lækre møbler, radio, borde og
stole — og børnene sendes på gode
skoler. Jorden giver langt større ud-
bytte, fordi den dyrkes med moderne
midler, f. eks. også traktorer. De laver
selv kanaler, hvis regeringen ikke gør
det hurtigt nok. — Men det mærke-
lige er, at i nabolandsbyen med den
oprindelige lokale befolkning står ti-
den stadig håbløst stille, selv om de
kun ligger 2 km fra hinanden. Disse
menneskers indstilling afspejles tyde-
ligt i det svar, Uda Deva giver, da han
bliver spurgt, hvorfor der ikke er en
eneste cykel i landsbyen, selv om ter-
rænet dog er fint egnet for cykler.
„Vi ved ikke, hvordan vi kører på
den, så hvad gavn ville vi have af at
få den. Vi kan jo ikke have een til at
køre cyklen for os — vi vil brække
vore ben, når vi prøver at lære det."
Vi spørger en af dem, hvad de me-
ner om kongressens planer, altså det
indiske folketings. „Kongressen", sva-
rer han, „Ja, vi har hørt om den, vi er
ikke rigtig klar over, om det er en
mand eller en kvinde."
VANDET FRA GUD
Højt oppe i bjergene lever stadig
meget primitive jægerstammer, som
fh. CARL ENGHOLM
for få år siden var kannibaler. Rege-
ringen har startet en udvikling der-
oppe, og det mærkelige er, at disse
mennesker, der ikke kender kastevæ-
senet eller hele det indiske gamle
samfundssystem, er meget hurtigere
til at lære det nye og sætte fart i ud-
viklingen end inderne selv.
— — På vejen ned fra bjergene
kommer vi igen i støvet. Ved Orissa
har staten bygget et kraftværk til
123.000 kw og dæmmet vand op til
overrisling. Nær dæmningen ligger 3
landsbyer, Budelpali, Pradhanatikara
og Champaparda. I den første måtte
den lokale leder erklære sultestrejke,
før han overhovedet kunne få nogen
til at bruge af vandet: „Vandet er
uden kraft — hvor skal køerne så
græsse — der kan alligevel ikke gro
mere på jorden."
I Pradhanatikara troede man ikke
på muligheden af at skaffe vand der-
oppe. Ingen ville arbejde på dæmnin-
gen. Da vandet kom, troede de til gen-
gæld, at det var Gud selv, der stod
bag: „Den dag, vi så vandet komme en
tidlig morgen, blev vi så lykkelige, at
vi ikke arbejdede i flere dage, men
ofrede vandet ris, kokosnødder og
blomster." Og siden har de brugt van-
det ivrigt og nået meget.
Den 3. by ligger lige ved dæmnin-
gen, der er oplyst af hundreder stær-
ke lygter. Landsbyen ligger helt mørk
hen — selv om det var en dags ar-
bejde at skaffe elektrisk lys fra dæm-
ningen. „Hvorfor dog?" spørger vi
Balku.
„Hvad skal vi med lys, når vi ikke
har mad i huset?" mumler han surt.
Andre steder møder vi igen folk,
som ved egen hjælp og fuld udnyttel-
se af statens tilbud har opnået meget
gode kår — lever i smukke huse med
lys og rindende vand, nogle endog
med biler. I Gujerat er det f. eks. skik,
at de unge drager udenlands og tjener
penge ved handel — og så senere ven-
der hjem og investerer pengene i de-
res fødeby, som på den måde er over-
måde velhavende. Andre steder er
man begyndt at dyrke nye frugter,
f. eks. æbler og har oparbejdet en me-
get givende produktion. Rigdommens
synligste udtryk er, at alle får te hver
dag.
HVAD LÆRER DET OSI
Vi har været på en lang rejse med
Kusum Nair. Hvad har den lært os?
For det første, at fremgang ikke i
første række er afhængig af, hvad an-
dre gør, staten eller kommunen eller
regeringen, men først og fremmest af,
hvordan mennesker selv reagerer,
hvad de selv gør for at forbedre deres
kår. Hvis de svigter, nytter staten in-
tet. Hvis de selv vil frem, kan de
komme det uden staten.
For det andet, at den gamle tanke-
gang og de gamle skikke kan være
så direkte en hindring for fremgang,
at man i Indien ligefrem bevidst prø-
ver at udslette f. eks. kastevæsenet,
børneægteskabet og mange andre af
den gamle kulturs elementer.
For det tredie, at større indtægt
ikke behøver at betyde større levefod
— men udmærket kan blive til mere
skade end gavn, hvis den ikke bru-
ges rigtigt.
Endelig, at al fremgang er håbløs,
hvis ikke befolkningen selv ønsker og
forstår den.
Og sidst må vi ikke glemme, at ud-
dannelse og skolegang — så nødven-
dig må være —■ alligevel kan være
direkte skadelig, hvis de opfattes og
bruges forkert. Mads Lidegaard.
fødte til lavere arbejde, Gud lavede
dem sådan, og så skulle de have lov
at fortsætte sådan. Er jeg skabt til
dette-----fortjener jeg dette?" — og
hun viser sine snavsede hænder frem.
MEN OGSÅ BLOMSTER
Bogen hedder „Blomster i støvet".
Hidtil er det kun støvet, vi har set.
Det er på tide, at vi møder nogle af
GRUNDLAGT 1841
NYHAVN 47 — KØBENHAVN K
angatdlatit peKUtait — uligssuit
tingerdlautigssiat — tingerdlau-
tigssiat — agdlunaussat — kit-
sat — kitsingit — agdlunaussi-
agssat — orssdt mångertoK
agdlunaussartagssat (noKarutig-
ssat).
Skibsinventar — Presenningdug
Sejldug — Tovværk — Ankere
Kæder — Værk — Beg —
Takkelgods
ha' sukces - brug
BRYLCREEM
Moderne mænd bruger hver dag
Brylcreem, for Brylcreem får håret
til at sidde perfekt og naturligt
hele dagen — uden at fedte. Gør
det bedste for Deres hår, brug
Brylcreem.
ØRT
Hår nyt Liv

NY RINSO
pitsaoKate-
KångilaK ...
Der er
NY RINSO
til forskel...
De ser det på de lækre skjortebluser, at NY RINSO
er det bedste, De kan vælge. NY RINSO er det moderne
sæbevaskepulver - med indbygget blødgøringsmiddel.
NY RINSO med det lave, lækre sæbeskum har overskud
af vaskekraft, og tøjet bliver rent og hvidt, så det er en
fornøjelse. NY RI NSO gør det værd at vaske selv, for
intet overgår NY RINSO.
ilupåt kussanartut påsitipåt NY RINSO nalekångingmat. NY
RINSO KaKorsautauvoK nutåliak errortagssanik kinitserKårtariae-
rutitsissoK. NY RINSO kimigtoKaok errortanut ipérunaKalune.
NY RINSO nangminérdlune errorsiumassune nalekångilaK.
DET HELT RIGTIGE
-også til
maskinvask
15