Atuagagdliutit - 07.06.1962, Blaðsíða 21

Skrammelbyen ved havet
Tf
Billedmotiv for turister
takornarianut najorxutagssaK.
Oberstløjtnant Zachariassen står
først op kl. 10 om formiddagen. Når
han har gjort morgentoilette — og
det er overstået på et sekund — kig-
ger han ud over havet og finder ud
af, hvad han skal bedrive den dag.
Måske passer det ham at tage på en
lille fisketur, måske passer det ham
ikke, og så bliver han hjemme og sid-
der i solen og ryger cigaretter. Hvis
han skulle få lyst til det, degraderer
lien, i Spanien og Frankrig og Eng-
land vil de vise venner og bekendte
billederne af deres een dags møde via
Island og Iceland Air med det „ægte"
Grønland.
Vi andre kan så imedens krumme
tæerne af flovhed og græmmelse.
Teknokratiet og det' rige samfund
ankom en dag i 1958. Det skete med
al den larm, der nu engang er forbun-
det med civilisation. Svære land-
Der findes driftige fangere i Kap Dan. Kap Dan pikorigsunik piniartortaxar-
Den årlige indhandling udgør ca. pox. ukiumut åmit 1500 migss. funine-
1500 skind. Kartarput.
hårdt til værks. Fraternisering var
ensbetydende med hjemsendelse. Al-
ene i 1960 blev 25 mand hjemsendt af
den grund.
Fraterniseringen var ikke begrænset
til det hormonale. Også forbrugsgoder
indgik i den. De ligger i dag strøet
rundt ved hytterne i Kap Dan og vi-
ser, hvordan en befolkning kan miste
sansen for tingenes værdi. Der findes
hytter, som er foret med splinternye
parcacoats! Kap Dan er blevet en
skrammelby, og den er et overbevi-
sende svar på de mange forespørgsler,
der fra grønlandsk side har været
rejst i landsrådet om befolkningens
adgang til de amerikanske baser i
Grønland. Svaret er Kap Dan.
DER ER HÅB
Det vil være nærliggende at spørge,
om der da ikke er nogen fremtid for
dette deprimerende udsted, og det er
der. Der findes i Kap Dan mange af
den ældre generation som er forble-
vet uberørt af al den hurlumhej, det
nærliggende Kulusuk medførte. Der
findes stoute, gamle fangere, som sta-
dig i deres kajak tager ud på
fangst, og der findes fiskere, som dri-
ver deres erhverv, men den unge ge-
neration har fået et knæk, som den
vil have vanskeligt ved at forvinde,
selv om det rige samfunds gullaschtid
nu er ved at være forbi.
Der er på Kulusuk kun 12 mand til-
bage til vedligeholdelser, og til radar-
stationen DYE IV er der 13 kilome-
ter, så kontakten mellem folkene dér
og befolkningen i Kap Dan er mini-
mal. Ganske vist går der en landevej
op til stationen, men det er personalet
Skrammel
han i løbet af dagen sig selv til ser-
gent eller til løjtnant, men hvis det
er rigtigt koldt, tager han sin oberst-
uniform på. Den er lunere.
Oberstløjtnanten er ikke ansat i en
teaterudstyrsforretning. Forvandlin-
gen fra oberstløjtnant til sergent eller
løjtnant sker i en tørvemurshytte
flikket sammen og afstivet med bræd-
der fra hæren eller luftvåbnet. Han
kan skalte og valte mellem uniformer,
som han vil, for der er nok af dem,
hvor han bor, og det bedste ved det
hele er, at han ikke er under nogen
form for militær disciplin. Han kan
gøre lige akkurat, hvad han vil, og i
reglen vil han slet ikke. Han er et
produkt af en ulykkelig situation, et
offer for en kollision mellem en nøj-
som, gammel og driftig fangerkultur
og nutidens teknokrati fra verdens ri-
geste samfund. Bekendtskabet med
rigdommen og det tabu, der ledsagede
den, kun se, ikke røre, gjorde ham til
en dagdrømmer og en dagdriver. Han
blev forvandlet til en skraldemand,
der på dumpen udenfor de riges vin-
duer søgte efter værdier, som de rige
ikke længere ville have.
Oberstløjtnanten har en søster. Hun
går i kirke om søndagen iført smart
spadseredragt købt i Woolworth i New
York eller i Magasin i København,
afhængigt af hvilket bekendtskab hun
sidst har haft. Om dagen ryger hun
cigaretter — om aftenen spadserer
hun ture og træffer en ven, som for-
syner hende med cigaretter og smyk-
ker, der er i overensstemmelse med
hendes simili-tilværelse om dagen
mellem faldefærdige hytter.
Og til sommer vil opstemte turister
med cameraer på maven forevige
hende og broderen, og hjemme i Ita-
suarssuli igitagsséinait
blev det til i alt. Aret efter købte di-
striktsrådet et strandet færøsk line-
skib, „Mjøvannæs", for 10.000 kr., og
det blev stationeret i Kap Dan, hvor
torskeindhandlingen steg til 230 tons.
Til fiskeriet på torskebankerne, som
ligger temmelig langt ude på havet,
fik man fra USA — erstatningen for
civilisationens velsignelser — to tyve
fods motorbåde, som befolkningen har
drevet kooperativt. Desuden fik man
to joller med påhængsmotor. I dag
har man kun den ene tilbage. Den
anden blev skruet ned af isen. Med
de to kooperative motorbåde slæbes
fiskernes joller ud til fangstpladsen
om formiddagen, og om eftermiddagen
— i sæsonen der begynder i næste
måned — slæbes de hjem igen. Blandt
Kap Dans 280 indbyggere er ca. 50
personer fangere eller fiskere. De er
endnu ikke begge dele. Den mand,
der er fanger, er ikke fisker eller om-
vendt, men det kommer vel, ligesom
man har håb om, at den unge mand,
der i dag er dagdriver og intet andet,
engang bliver en driftig fisker. Det
fornødne udstyr og motorbåde vil
snart blive stillet til hans rådighed.
DET NYE KAP DAN
Der er altså håb for ham, og i løbet
af to år vil skrammelbyen Kap Dan
forsvinde, og et nyt Kap Dan med
moderne boligstøttehuse vil blive
rejst på et sted, myndighederne har
udpeget til formålet. Det ligger lidt
nærmere fiskepladserne på havet, og
klimaet dér er bedre. Inden 1965 vil
man på dette sted opføre 45 nye type-
huse. Der skal bygges en ny butik og
skole og kirke, og til den tid kan man
vente at få udsendte lærere. Sidste år
opførte man seks nye huse i Kap
Dan, en ny slags type 3 huse. De ko-
ster 30.000 kr. stykket, og for en fa-
milie med fem børn er den årlige
husleje 370 kr. Fremtidens Kap Dan
vil hovedsagelig komme til at bestå
af disse hustyper, og fremtidens tran-
sitpassagerer til Østgrønland, der nød-
vendigvis må om ad Kap Dan, når de
skal videre, vil få et mere ægte ind-
tryk af det moderne Grønland, end
det, turisterne til sommer får, når de
på de planlagte eendagsture kommer
til Kap Dan.
Byen har altså en fremtid — den
ligger på havet — ikke på dumpen i
Kulusuk.
gangsfartøjer drønede ind mod ky-
sten og slog deres landgangsklapper
ned, og tunge bulldozere larmede i
land og begyndte at trække furer i
den ellers så uberørte jord.
Jomfruelighedens tid var forbi.
150 amerikanere og 150 danskere
fulgte med bulldozerne, og de anlagde
1 km vej om dagen. Senere var 400
mand i sving, og de byggede en 1800
meter lang landingsbane i retningen
øst-vest. Så kom flyverne og forsy-
ningerne fra det rige samfund og for-
viklingerne.
ET ULOGISK FORBUD
De danske myndigheder var på for-
hånd klar over, at der ville opstå pro-
blemer med befolkningen på udstedet
Kap Dan, hvor man i årtier havde ført
en stilfærdig fangertilværelse i ly af
den beskyttelsespolitik, som man altid
har lagt så stor vægt på. Fra dansk
side opgav man ikke forsøget på
stadig at beskytte befolkningen, men
det lidet, man kunne gøre, blev trom-
let ned af bulldozerne og menneskers
kontakttrang. Der var også noget ulo-
gisk i det fraterniseringsforbud, der
indførtes. Hvordan skulle pigerne i
Kap Dan kunne forstå, at de fik bøder
for at komme sammen med de dan-
skere (og amerikanere), der opholdt
sig tyve minutters gang fra udstedet,
mens de frit havde lov til at bo i
håndværkerbarakkerne i Angmagssa-
lik, om de ellers ville ulejlige sig der-
over. I Kulusuk fik man bøder — i
Angmagssalik i værste fald kun børn.
Arbejderne i Kulusuk fik også bø-
der og blev hjemsendt, hvis de frater-
niserede, og såvel danskere som ame-
rikanere ansatte det, man på stedet
kaldte kønsdriftbestyrere. De gik
Morgenrengøring på fjeldet
strengt forbudt at tage nogen med op
at køre.
I 1960, mens det vilde liv udfoldede
sig i Kulusuk, begyndte man for før-
ste gang at indhandle torsk. 76 tons
aniårtox
21