Atuagagdliutit - 19.07.1962, Side 11

Det tør man åbenbart, for vi er
midt i arbejdet med det. Ordren er
givet i kommissionsbetænkningen af
1950, og vi er så langt, at der ikke er
nogen vej tilbage. Jeg tror, man skal
fare med lempe, når man kritiserer de
mennesker, der i sin tid foretog ud-
bygningen langsomt, og som nu får
%
skyld for, at „Danmark har forsømt
Grønland". Problemerne bliver større
og større, jo hurtigere det går, men
hvad værre er, dem der skal løse
dem, vil altid være bagefter. Jeg tror
ikke, der er nogen vej tilbage, og jeg
gætter på, at G-60 udvalget kommer
til samme resultat.
30.000 MENNESKER PÅ
176 PLADSER
Efter geografien er det mest iøjne-
faldende punkt befolkningen. Jeg ved
vel, at man ikke skal vurdere men-
nesker ud fra deres antal, men det må
være tilladt at slå kendsgerningerne
fast: Grønland er i dag befolket med
ca. 30.000 mennesker, nogenlunde det
samme antal, som der bor i Helsingør.
Disse mennesker er i dag spredt på
176 beboede pladser, der igen er
spredt over en kystlængde på ca. 4000
km, hvilket svarer nogenlunde til af-
standen fra København tværs over
Rusland til Uralbjergene.
Nu er det klart, at alle disse mange
pladser ikke kan opretholdes, og lad
os gætte på, at antallet i 1985 er re-
duceret til 50. I 1985 regner man vi-
dere med, at indbyggerantallet er ste-
get til 60.000.
Man har da stadig 60.000 menne-
sker (ca. som Randers) spredt over 50
beboede pladser under de mest ugun-
stige geografiske og klimatiske for-
hold.
Heller ikke her er der nogen vej
tilbage — næppe heller for G 60. Der-
til har sundhedsvæsenet fejret for
store triumfer heroppe: Dødeligheden
er gået ned og fødselsantallet sat op,
så vi efter sundhedsmyndighedernes
udsagn har verdens største fødsels-
overskud på en af verdens goldeste
pladser, nemlig 4 procent. I dag er
halvdelen af Grønlands befolkning el-
ler ca. 15.000 under 15 år.
Her er ingen vej tilbage, men man
kan i hvert fald fortælle den grøn-
landske befolkning, at den eneste vej
frem på dette punkt er nedlægning af
udsteder, fordi det er håbløst at ud-
styre alle disse mange pladser med
skoler, elværk, lægehjælp o.s.v.
Man må så håbe, at det bliver sagt
og sagt i tydeligt og forståeligt sprog
og ikke — som så ofte før — i vag
omtale af en blandt flere muligheder
til overvejelse.
ANGST HOS MYNDIGHEDERNE
Vi er nu fremme ved det næste, der
efter nogle års ophold vækker til ef-
tertanke. Det er den mærkværdige
angst hos myndighederne for at kalde
tingene ved deres rette navn, for at se
kendsgerningerne i øjnene og fortælle
om dem i jævnt og klart sprog til
grønlænderne.
Denne angst suppleres med en lige-
så ejendommelig angst for at fornær-
me grønlænderne. Det giver sig ofte
udtryk, der er både latterlige og tra-
giske og uværdige både for grønlæn-
dere og danske.
Et af de spørgsmål, der er slået
størst op (bl. a. af pressen) er spørgs-
målet om „forskelsbehandling". En
særlig gren heraf nemlig forskel i løn
for dansker og grønlænder er — af
angst for konsekvens — efterhånden
blevet et så broget foretagende, at det
ikke er givet noget menneske at ad-
ministrere korrekt.
Et par eksempler herpå:
I tjenestemandsloven fra 1958 er der
givet specielle regler for Grønland,
regler, der er så umulige, at man end-
nu 3 år efter ikke har (turdet) prakti-
sere dem. Der er konstrueret et
„Hjemstavnskriterium", populært kal-
det „10 års reglen". Ved hjælp heraf
definerer man en „udsendt" — og det
vil sige en, der får højere løn som
enten et menneske, der er født i Dan-
mark eller et menneske, der er født i
Grønland, men som har været 10 år
i Danmark. Hvis ingen af disse to be-
tingelser er opfyldt, afgør hjemstavns-
kriteriet, at pågældende er grønlæn-
der med dertil hørende lavere løn.
Hele den grønlandske arbejderstab
er lønnet efter en speciel grønlandsk
overenskomst, som dels opererer med
egne takster og dels refererer til dan-
ske priskuranter. Resultatet er f. eks.,
at hvis en grønlænder arbejder på ti-
meløn om formiddagen, er taksten
den grønlandske, men hvis han om ef-
termiddagen arbejder på akkord, er
det efter dansk priskurant, bortset fra
dyrtidstillægget, hvor det grønlandske
bevares.
I dag er det ikke noget særsyn at
se en dansker på grønlandsk løn eller
en grønlænder på dansk løn.
Denne forvirring skyldes til syven-
de og sidst føromtalte angst for at
kalde tingene ved deres rette navn,
for at se kendsgerningerne og de der -
af flydende konsekvenser i øjnene.
Jeg tror, at man i dag på en række
felter putter grønlænderne blår i øj-
nene af misforstået humanisme og af
angst for at „såre" og „fornærme".
Resultatet er derefter. Med grøn-
lændernes tidligere livsbetingelser in
mente er der god grund til at formo-
de, at de er realister af natur. Det er
da også en almindelig erfaring fra
hverdagen heroppe, at begge parter
er bedst tilpas, når lederen ved, hvad
han vil og siger det.
DANSKE ARBEJDERE
UUNDVÆRLIGE
Dette bringer over i et andet ejen-
dommeligt forhold, nemlig det, at man
næsten undskylder overfor grønlæn-
derne, at „vi desværre er nødt til at
have disse danskere heroppe" og ho-
vedsagelig som leder. Det er min er-
faring, at grønlænderne, i hvert fald
mange af dem, ser langt sundere på
dette forhold eller ville gøre det, hvis
de kunne få lov til det.
Forholdet er jo det enkle, at det ta-
ger så og så lang tid at uddanne over-
ordnede. Man er ikke formand, fordi
man får et svendebrev, og man kan
nok spille kong gullerod, når man har
fået en eksamen, men man er ikke le-
der. Det er karakteristisk, at en „gam-
mel" institution som „Den kongelige
grønlandske Handel" i dag har en
række grønlandske overordnede, me-
dens de yngre institutioner d.v.s. dem,
der blev født i 1950 af Grønlands-
kommissionen simpelthen ikke har
haft år nok til det. Som følge heraf
er de ledende stillinger heroppe langt
overvejende beklædt af danskere.
Hertil kommer de danske håndvær-
kere, som ofte må stå for skud i den
danske presse. For det første skal det
slås fast, at det arbejde, danske ar-
bejdere i disse år udfører heroppe,
simpelthen ikke ville kunne udføres
uden dem. For det andet siger Grøn-
landskommissionens betænkning, at
det ekstraordinære behov for hånd-
værkere under udbygningen i vid ud-
strækning må dækkes af dansk ar-
bejdskraft for at hindre en stor grøn-
landsk arbejdsløshed i visse fag efter
anlægsperioden.
Det er derfor deprimerende, når en
dansk politiker efter få dages ophold
heroppe kan få en af vore største avi-
ser til at harcellere over de danske
arbejderes antal. Der er lige nøjagtig
det antal danske arbejdere heroppe,
som Grønland behøver. Dansker-
ne i Grønland er åbenbart „godt
stof". Enhver avis med respekt for sig
selv bringer med mellemrum beret-
ninger til deres læsere om disse dan-
skeres opførsel. Snart er det „herre-
folkstendenser", snart bliver vi omtalt
som „udsendte slapsvanse", og snart
er det håndværkerne, der laver „rene
kønsorgier i barakkerne".
Fælles for disse beretninger er i
reglen, at deres forfattere enten al-
drig har været her eller kun har væ-
ret her i et tidsrum, som de er nødt til
at måle i måneder for at virke over-
bevisende.
GRØNLÆNDERE IKKE RINGERE
For skribenterne og læserne vil det
være klogt at gøre sig klart, at de
danskere, der er i Grønland, sand-
synligvis betegner et gennemsnit af
den danske befolkning. Jeg kan ikke
finde nogen grund til, at det ikke er
det. Vi er hverken værre eller bedre
end dem, der sidder hjemme i Dan-
mark. Vi er et gennemsnit, der viser,
hvad Danmark kan præstere af kva-
litet eller mangel på samme. Vi tror
ikke, at vi er fuldkomne, og vi tror
ikke, at vi gør alting rigtigt. Hvorfor
da vurdere os ud fra et ideal, som
ikke findes, og beklage dette forhold
overfor grønlænderne, som såvist
heller ikke er overmennesker.
Hvorfor ikke simpelthen sige til
grønlænderne: „I kender nu dansker-
ne fra jeres hverdag. Vil I have dem
til at hjælpe og lede jer, eller vil I
ikke? I må tage dem, som de er. Vi
har dem ikke anderledes?"
Hvis grønlænderne siger nej tak, så
lad os blive hjemme. Hvis grønlæn-
derne siger ja, bør man forklare dem
bl. a., at man er nødt til at give den
betaling, der behøves for at få dan-
skerne til at rejse til Grønland, og det
er sikkert mere, end I selv får, men
det er der ikke noget at gøre ved. En
eller anden specielist fra København
får også højere løn, hvis han bliver
kaldt til Vestjylland, og det finder
vestjyderne ikke mærkeligt. Der lig-
ger heri ikke, at vestjyderne er rin-
gere mennesker end københavnerne,
og der ligger heller ikke, at grønlæn-
derne er ringere mennesker end dan-
skerne.
Jeg er sikker på, at grønlænderne
vil forstå og respektere denne forkla-
ring.
DET GRØNLANDSKE SPROG
Et andet problem, som præger
hverdagen her er det særlige grøn-
landske sprog, som opretholdes trods
det, at der — kynisk men realistisk
betragtet — er tale om et særligt
sprog for en befolkning på størrelse
med Helsingørs.
Det er næppe muligt for udenfor-
stående at forestille sig, hvad det be-
tyder af tidsspilde, udgifter og mis-
forståelser at have to „gyldige" sprog,
der er så forskellige, som sprog vist
kan være.
Møder skal tolkes, og det betyder
uden overdrivelse, at de varer dobbelt
så længe som med ét sprog. Meget
af det, der trykkes og skrives og be-
rettes skal være tosproget. Undervis-
ningen skal være tosproget. Forestil
Dem f. eks. den danske tekniker, der
skal undervise i teknisk aftenskole,
arbejde med tolk! Hertil den kends-
gerning, at det grønlandske sprog slet
ikke dækker det ordbehov, som alt
det nye heroppe kræver. Når den
grønlandske speaker averterer den
grønlandske radioavis i den tosproge-
de radiofoni siger han „Nalunaerxu-
taK nitten nul nul kalåtdlisut radio-
avisit". Af disse seks ord er to rent
grønlandske, tre rent danske og eet
er „gjort" grønlandsk. Lignende eks-
empler er der hundredvis af.
En del af det spild, dobbeltsproget
forårsager, kan forholdsvis let gøres
op i timer og kroner, og det kan man
evt. sætte sig ud over. Derimod er
misforståelser og deraf flydende util-
fredshed og fejl ikke så let målelige,
men de er der.
EN REJSE TIL GRØNLAND
FOR 200 KRONER
Det foregående er et forsøg på at
tage nogle iøjnefaldende kendsgernin-
ger og problemer frem, men jo slet
ikke alle, og det kan måske være på
tide, at lægmanden prøver at komme
med en konklusion, og en konklusion,
som så vidt muligt er realistisk. Lad
os en gang prøve at se på de punkter,
der er trukket frem i det foregående.
Geografien kan vi ikke ændre. Vi
kan også se i øjnene, at landet selv
ikke kan honorere den levefod, vi sti-
ler efter. Da der ikke er nogen vej til-
bage, og da Grønland er en del af
Danmark, må svaret på det geografi-
ske spørgsmål blive, at vi betaler,
hvad det koster at erkende det. Men
lige så lidt som vi har et særligt regn-
skab for Vendsyssel, er det rigtigt at
opstille et sådant for Grønland. Ja, det
er endog endnu mere forkert, for
Grønland kan jo ikke gøre for, at det
er så ilde stedt geografisk og klima-
tisk.
Grønland må altså gøres til en del
af Danmark, som Vendsyssel og Fyn.indsats. Det første synspunkt er uret-
Arbejdsmarkedet må gøres frit, så færdigt i forbindelse med en under-
alle kan rejse, hvorhen de vil og ar-
bejde. Det er endog muligt, at vi på
geografikontoen må skrive et tilskud,
så rejsen Grønland—Danmark og om-
vendt kan klares for et par hundrede
kroner. En rejse i dag fra Vestjylland
til København får vist også tilskud, i
hvert fald hvis det foregår med DSB,
så tanken er jo ikke ny.
INGEN DEKLASSERING
For at dette kan gøres, og for at
komme de gener til livs, som jeg om-
talte under behandlingen af sprog-
problemet, er det selvsagt nødvendigt
at opgive det grønlandske sprog. Der
må gro en erkendelse frem af, at grøn-
lænderne ikke adskiller sig mere fra
fynboen end københavneren fra vest-
jyden. Hvad der skal gemmes af
grønlandsk sprogsærpræg må gemmes
på dialekt- og hjemstavnsbasis. Dette
lyder mere drastisk end det er, for det
er en nødvendig udvikling og vel at
mærke nødvendig for grønlænderne,
og den er allerede gennemløbet for
mange grønlændere til stor lettelse
for dem selv og de danskere, de om-
gås. I samme forbindelse vil jeg gerne
omtale lønspørgsmålet. Den ballon
skal punkteres, og det eneste middel
er samme løn i Danmark som i Grøn-
land og selvfølgelig samme forplig-
telser i henseende til skat m.v.
Motiveringen for lønforskellen i dag
er dels, at man siger, at Grønland —
som landsdel — skal kunne konkurre-
re, og dels at den overvejende del af
grønlænderne yder mindre arbejds-
udviklet landsdel, man anlægger det
jo ikke engang for de „fuldt udvikle-
de" landsdele hjemme.
Synspunktet med forskellig arbejds-
indsats er urealistisk. Der er så san-
delig også forskel på arbejdsydelserne
indenfor samme hudfarve også blandt
danskerne, men den tager man dog
ingen hensyn til i almindelige over-
enskomster. Man vedtager en tarif, og
den gælder for alle indenfor det på-
gældende fag.
I øvrigt er det et spørgsmål, om de
lange og trange diskussioner om for-
skel i løn ikke er en strid om kejse-
rens tøj, der som bekendt slet ikke
var der, da det kom til stykket. Hvis
man nivellerer som her skitseret, kan
der kun komme det „lønproblem",
som vestjyden står overfor, når han
behøver en særlig mand til hjælp fra
København: Han må sandsynligvis
betale både rejse og ophold, og det må
han vel og mærke, selv om pågælden-
de mand måske er født i Jylland, og
der ligger heri ingen deklassering af
vestjyderne.
Og til slut: Hvis grønlænderne er-
kender at have brug for danskere i
Grønland, så giv disse danskere ar-
bejdsro og skån dem for flerspaltede
halve sandheder eller hele løgne om
deres arbejde. Danskernes hverdag i
Grønland i dag er ikke slendrian, men
et job der kræver mindst ligeså me-
get af sin mand og kvinde som i Dan-
mark.
Kaj Viemose.
AA A \t I A A 11 A A -fl O himmerigsmundfalde
IVIAaHVIUIVI l en pladetil 2 kroner, c
af nydelse...
- den dejlige flødechokolade
med blød nougat og
ristede mandler
Fremstillet efter originalrecept
fra Nestlé i Schweiz
De er sikker på iopkvalifef i velbe-
handlet hårdt træ, tømmer, døre,
gulve og isolationsmaterialer, når
De køber hos os.
uvavifne pisiguvit Kularisångilat pit-
sauvdlumamgsårfunik pisavdlutit Ki-
ssungnik mångertunik suliarivdluag-
kanik, xuagssugtunik, matunik, na-
tigssanik oxorsautigssanigdlo.
der
Lager af
TRÆLAST — TØMMER — kalmarfyr — velbehandlet
snedkerifyr.
FINERER, danske og udenlandske.
BANGKOK TEAK, TABASCO MAHOGNI, JAPANSK
EG, PADUAK og andre udenlandske træsorter.
EUROPÆISK LØVTRÆ.
BØG, EG, ASK og andre danske træsorter.
GLATTE DØRE — fionia — vedex.
MØBELPLADER — fionia — ge-ge — Spaandex —
Bison — Rexboard.
KRYDSFINER — birk, bøg, fyr, eg, elm, teak og
mahogni.
BODEX vandfast — GIPSPLADER.
PLASTIKPLADER hervinex — køkkenbordsplader —
neoprenlim.
PANALUX plasticemaillerede vægplader.
TRÆFIBERPLADER — hårde, bløde, perforerede.
JUNCKERS BØGEPARKET — fionia parket.
GLASULD — ROCKWOOL.
Specialitet: AZOBE havnetømmer.
TØRRESTUER.
M. H. KRAUSE
Træ- & Finerhandel A/S, Strandiodsvej 61, København S
Telefon Sundby 9505* — Telegramadr.: DRYWOOD
Træ i 100 år
11