Atuagagdliutit - 16.08.1962, Blaðsíða 6

HUNDELIV
Kære læser! Jeg skal denne gang
ikke undlade at fortælle en lille hi-
storie:
På markerne omkring en stor jysk
gård løber en dejlig sommerdag to
hundehvalpe og leger. De snuser til
alt, hvad der er værd at snuse til, og
snapper efter alt, hvad der er værd
at snappe efter: blomsterne, sommer-
fuglene og hinanden.
Så optaget er de af deres leg, at de
uden at ænse det er kommet ind i den
indhegning, hvor Bombastus, gårdens
røde tyr græsser i ensom majestæt —
Bombastus, som hader hunde! Pludse-
lig finder de sig selv ansigt til ansigt
med det vældige kreatur.
Nu er gode råd dyre! Hvad gør man,
når man er to små hundehvalpe? Man
gør to vidt forskellige ting, for man
er to meget forskellige hvalpe, viser
det sig, nu det kommer til stykket.
Først står de begge nogle øjeblikke
helt forstenede af skræk. De ser jo,
hvordan Bombastus rød i øjnene af
ondskabsfuldhed allerede har sænket
panden med de spidse horn til an-
greb.
Da tager den ene hvalp sig sammen
og pisker hylende af sted med halen
mellem benene ud af indhegningen,
ud bag det frelsende hegn.
Den anden tænker sig lidt om, så
godt som den nu kan med sin smule
hvalpeforstand. Så går den helt hen til
tyren, løfter på hundevis det ene
bagben og lader med megen værdig-
hed sit vand lige i synet på det store
bæst.
ATLAS
ATLAS Crystal Freezer
Fremtidens hjemmefryser er en
uundværlig hjælp i Deres dag-
lige husholdning.
Dybfrysning betyder sund og
frisk mad hele året.
Rumindhold: 160 liter.
Mål: Højde 84 cm
Bredde 80 cm
Dybde 61,5 cm
ATLAS Crystal Freezer
igdlume Kerititsivik sujunigssa-
me tamanit pigineKalerumårtoK
igdlume ningiut pingitsortaria-
Kångisåt. nerissagssaK nerina-
suartitaK ukioK kaujatdlagdlu-
go perKingnardlunilo nutåtut l-
tuartarpoK. imaKarsinaussoK 160
liter.
angnertussusé:
portussusia 84 cm
silissusia 80 cm
atitussusia 61,5 cm
S ATLAS
l DET UGL OHSKC HOf
— Det er jo ganske sindssygt!
Ja, men samtidig er hvalpens på-
fund så modigt og så strålende mor-
somt, at hele dens lille sjæl løber fuld
af latter og sang.
„Mageløst!" jubler den, mens den
stående på tre ben øver sin udåd.
„Mageløst, mageløst!" hvisker den
tilfreds, da den et øjeblik efter svæ-
ver højt oppe i den glitrende sol med
Bombastus’ ene horn gennem sin
krop. — Det mærkelige ved denne
hund er imidlertid, at mens den for
et øjeblik siden kun var en hvalp, så
dør den nu på tyrens horn mæt af
dage som en klog gammel hund.
I de par sekunder, der går, før den
udånder, har den rigtigt fået lejlighed
til at se, hvad det dog er for en dej-
lig sommerdag. Den har set deroppe
fra, at der i græsset mellem Bomba-
stus’ skrævende forben er en lærke-
rede med unger, at der langt ude over
den blå fjord flyver en flok syngende
svaner, at naboens sorte kat, arve-
fjenden, er kravlet op i et højt træ,
som den ikke tør kravle ned af--------
kort sagt: den har i det øjeblik set
alt, hvad der er at se!
Men nu den anden hvalp, den som
flygtede.
Den kommer begribeligvis aldrig
mere indenfor det hegn, skønt den
længes efter at gense Bombastus’
græsmark, som uden sammenligning
er gårdens dejligste. Hver dag kom-
mer den hen til pigtråden og ligger
en stund med hovedet på forpoterne
og ser drømmende derind.
Og det mærkelige ved den hund er,
at skønt årene går, og dens tænder
bliver dårlige og dens ryg skarp, så
bliver den aldrig rigtig voksen. Alle
sine dage, lige til den en skønne dag
kreperer derude ved hegnet, bliver
den ved med at være hvalp.
Denne uanstændige historie på en
anstændig kirkeside handler naturlig-
CHR. CHRISTENSENS
MASKINFABRIK
SV. AA. LARSEN og O. RATHJE
SKAGEN
„Lille Skagen"
ilevKårnartOK
isumangnaitsoK
akikitsoK
7 — 25 HK
„Lille Skagen"
Økonomisk
Driftsikker
Billig
Fra 7 til 25 HK.
BRYDESEN
Jermtaerk sort og
brun box herre-
sko m. skindfoer
og Army såler.
Alle nr. fra 35-45 .kr. 39 ^
90 dages garanti
Danmarks bedste sko til prisen
Provinsordrer pr. efterkrav
med returret.
H. C. BRYDESEN
SmaUegade 12-14 . Kbhvn. F.
»Vi er alle politikere«
Prædiken ved landsrådsgudsfjenesien i Godthåb kirke 10. august 1962
vis ikke i første række om dyr, men
om mennesker, og deres forhold til liv
og død. Den overmåde dejlige mark
er Livet, og den ondskabsfulde tyr er
Døden. De to hunde er to slags men-
nesker, eller rettere to forskellige må-
der at være menneske på.
Den ene lille fyr vil demonstrere
for os, hvad kristen tro er. Den an-
den — den fornuftige — som bjerger
sit liv og derved mister det, fortæller
os det vantro menneskes triste histo-
rie. Og når Døden i egen høje person
er med i dramaet, skyldes det, at val-
get mellem tro og vantro aldrig er så
uomgængeligt, som når man står an-
sigt til ansigt med døden.
Her må jeg indskyde, at når vi i den
kristne kirke taler om, at Kristus har
overvundet Døden, så betyder det
ikke, at vi bilder os ind, Døden er
borttaget fra verden.
Døden, vor fjende og Guds fjende,
græsser stadig i bedste velgående på
livets dejlige mark. Verden er stadig
en kampplads, hvor Liv og Død, Gud
og Djævel, Lys og Mørke strides om
herredømmet.'
Hvad vi får at se, og hvad vor for-
stand siger os, er, at Døden besejrer
Livet. Vi bliver jo selv mejet ned en
dag uden formildende omstændighed
og overgivet til forrådnelsen helt og
holdent.
Men det evangelium, som er givet os
at tro på, er så vanvittigt og anstø-
deligt, at det rent ud siger det mod-
satte, at Livet sejrer over Døden!
Man kan jo tro det eller lade være.
Den, som tror, får skænket et mod
til at trodse døden og elske livet tak-
nemmeligt, skønt han godt ved, at
han virkelig skal dø (og ikke bare
„sove hen"). Den, som ikke tror, har
ikke meget mod, men er udenfor som
tilskuer til liv og død, som han aldrig
selv lærer at kende ret.
BIBELSK HEDENSKAB 3.
1914
JV lærer, at Jesus fik kongemagten
i himlen i 1914. — Før 1914 lærte de
ganske vist, at i 1914 ville tusindårs-
riget med alle dets velsignelser bryde
frem på Jorden. Da det uheldigvis i
stedet blev 1. verdenskrig, der brød
ud det år, har sekten naturlgivis æn-
dret sit syn på betydningen af årstal-
let 1914, og nu lærer man altså, at
Jesus det år indtog kongedømmet i
himlen.
Vi vil se bort fra, hvad der kan si-
ges i anledning af, at sekten kunne
foretage en sådan ændring af læren
og nøjes med at betragte det regne-
stykke, der skal få årstallet 1914 som
facit:
Lk. 21,24, der taler om, at Jerusa-
lem skal nedtrampes, indtil hednin-
gernes tider er til ende, forstås så-
dan, at Guds rige vil blive genopret-
tet i himlen efter et vist tidsrum,
nemlig „hedningernes tider", der for-
stås som et tidsrum, hvor Gud ikke
udøver sit herredømme på Jorden. —
„Hedningernes tider" begyndte, da
Israels sidste konge blev afsat (efter
sektens mening i 607 f. Kr.) — „Hed-
ningernes tider" = 7 tider (Dan. 4,16).
Ifølge Johannes Åbenbaring 12,6 og
14 er 3‘/2 tid = 1260 dage, altså er 7
tider = 2520 dage. — For Gud er hver
dag som et år (4. Mosebog 14,34 og
Ezekiel 4,6), altså er 2520 dage = 2520
år. — Når man tæller 2520 år frem
fra 607 f. Kr., kommer man til år 1914.
Således lyder regnestykket. Det er
typisk for JV’s måde at bruge bibelen
ved provst Sv. E. Rasmussen
Tekst: „Bær hverandres byrder og
opfyld således Kristi lov.“
(Gal. 6,2).
Ethvert menneske lever i vaner. I
sit ganske almindelige, daglige liv er
mennesket omkranset af en række
faste former: sådan og sådan plejer
jeg at gøre---------uden at reflekte-
re — vanemæssigt. Et sådant sæt af
livsvaner er med til at give vort men-
neskeliv stabilitet, orden og holdning.
Hvad der gælder det enkelte menne-
skes liv, gælder også samfundet. Et-
hvert samfund hviler også i en række
af nogenlunde faste vaner og skikke,
et sundt bolværk mod det flaksende,
forvirrende og tilfældige, der ellers let
kommer over livet i et samfund. Va-
ner er sunde garanter for stabilitet og
holdning, men kan selvfølgelig også
let blive til helt døde foreteelser, tom-
me ceremonier og riter, nemlig når
det er umuligt at efterspore nogen
form for naturlig sammenhæng med
dagen i dag og dens struktur og dens
krav. Så spærrer vanen for livet, og
så må den amputeres.
Til vort samfunds vaner hører det-
te, at vi åbner den årlige landsråds-
samling med en gudstjeneste, som til-
fældet også — i øvrigt sans comparai-
son — er på det hjemlige Christians-
borg. Vi gør det utvivlsomt uden at
reflektere — vanemæssigt. Og når en
og anden med mellemrum antyder, at
denne vane er en tom ceremoni, en
ligegyldig rite, så er det selvfølgelig
ikke tilstrækkeligt, at vi, der finder
vanen god, svarer med at henvise til,
på. Lad os nævne et par af de indven-
dinger, der kan rejses mod det:
1) Bibelen kender ikke noget til, at
der skal være et bestemt tidsrum, hvor
Gud helt har overgivet verdens herre-
dømme til djævelen. Tværtimod giver
hele bibelen udtryk for den opfattelse,
at nok driver djævelen sit spil, men
Gud har magten (se f. eks. Matth.
10,29; 2. Kor. 9,8—10; Ef. 3,9—11; Ef.
3,20; Ef. 4,8; Phil. 2,6—11; Kol. 2,15.
De kan selv finde et utal af andre ste-
der frem). — 2) Det er en ganske til-
fældigt valgt begyndelse, JV sætter
for det, som de kalder „hedningernes
tider". Det ville f. eks. være mere na-
turligt at forstå „hedningernes tider"
som noget, der begyndte med Jerusa-
lems ødelæggelse 70 e. Kr. (se sam-
menhængen). — 3) JV er for øvrigt
ene om at tro på, at den sidste jødi-
ske konge blev afsat i 607 f. Kr. Den
historiske videnskab regner med års-
tallet 587 f. Kr. — 4) Hvad har Dan.
4,16 med Lk. 21,24 at skaffe? Dan. 4,16
handler simpelthen om, at kong Ne-
bukadnezar skal være sindssyg i 7 år.
Det har altså hverken noget med Lk.
21,24 eller med Åbenbaringen 12,6 og
14 at gøre. — 5) Ingen vil betvivle, at
2 gange 1260 dage = 2520 dage. Men
hvordan er det, JV får dagene gjort til
år? 4. Mos. 14,34 taler om en bestemt
strafudmåling i et særligt tilfælde, og
Ez. 4,6 taler ligeledes om et særligt til-
fælde, hvor profeten skal udføre en
bestemt symbolsk handling, hvor hver
dag skal gælde for et år. Ingen af ste-
derne siger noget om, at hver dag i al
almindelighed gælder for Gud som et
år. Hvis man endelig ville, så var det
da meget mere fornuftigt at bruge
Salme 90,4 og 2. Peter 3,8. Men de
steder passer vist ikke i JV’s regne-
stykke!
Mere skulle der ikke være grund til
at sige om den sag. J. L.
at det nu engang er en smuk gammel
tradition, men vi må gøre os klart, om
dette med en landsrådsgudstjeneste
har nogen form for naturlig forbindel-
se med dagens Grønland. Jeg vil
svare, at denne vane skal minde os
om, hvad vi altid trænger til at blive
mindet om, nemlig at det er Guds
himmel, der hvælver sig over vort
samfund, og det hele vort samfund.
Det er Guds himmel, der hvælver sig
over politik og videnskab, over opdra-
gelse og oplysning, over kunst og er-
hverv. Det er denne verden, Gud ska-
ber. Det er denne verden, Gud elsker.
Hvor vil den kristne være, hvis han
ikke vil være i denne verden? Hvor
vil den kristne være, hvis han ikke vil
være midt i diskussionen om bedre
omsorg for syge og fattige, om tåleli-
gere vilkår for ung og gammel, om
udbygning af samfundet til medmen-
neskets tarv? Gudstjenesten i dag pe-
ger hen på den første artikel i vor
kristne trosbekendelse, hvor vi beken-
der troen på, at Gud har skabt him-
len og Jorden og stadig opretholder
den for os. Dette betyder, siger Lu-
ther i sin forklaring, at „Gud har
skabt mig og alle andre skabninger —
-----at han har givet mig fornuft og
alle sanser og endnu opholder alt det-
te, at han giver mig klæder og sko,
mad og drikke, hus og hjem, hustru
og børn, marker, kvæg og alt, hvad
jég ejer--------for alt dette skylder
jeg at takke og prise ham og tjene
ham og være ham lydig." Så livsnær
er den kristne livsforståelse, langt bor-
te fra al snak om tomme ceremonier
og døde riter.
„Bær hverandres byrder og opfyld
således Kristi lov." Disse ord binder
os til hinanden. Man kan også sige,
at disse ord gør os alle til „politike-
re". De engagerer os i en forpligtet-
hed over for samfundet. Man tjener
ikke Gud ved at trække sig bort fra
verden og leve på toppen af en søjle,
optaget kun af sig selv og sin sjæls
frelse. Vores kristne tro gør os til po-
litikere! Dette betyder ikke, at vi alle
skal have evner til og være forpligtet
til at lade os opstille til valg, f. eks.
til landsrådet, eller forpligtet til at
læse landsrådsreferatet som en bibel,
men det betyder, at vi alle er medan-
svarlige. Vi skubber ikke problemer-
ne fra os og siger: det må landsrådet
klare! Vi kan ikke tillade os kun at
surmule over det, I træffer afgørelse
om, endsige gøre os lystige, hvis vi
ikke er enige. Vi er med til at bære
hinandens byrder ved at give vores
mening til kende over for dem, vi har
valgt. På denne måde prøver vi at
praktisere næstekærlighed. I den for-
stand er vi alle „politikere". Hvis vi
her skubber vort ansvar fra os, viser
vi ligegyldighed over for vore med-
mennesker. Og denne ligegyldighed
kan der ikke rådes bod på ved at prø-
ve at øve næstekærlighed på de pri-
vate områder. Den kristne ved, at
samfundet er hans næstes samfund.
Han må derfor være med til at forme
dette samfund sådan, at han derigen-
nem viser, at han elsker sin næste
som sig selv. Hvis den kristne holder
sig fornemt borte fra opgaverne i den-
ne smudsige verden, så bliver ikke
bare denne verden ringere, men ens
kristenliv bliver også fattigere. Ved
at vove sig i kamp med de jordiske
opgaver får vort kristenliv grokraft,
idet vi får sat et gavnligt spørgsmåls-
tegn ved vor egen selvtilstrækkelig-
hed og kastes hen til Gud. At Gud
placerer os midt i de jordiske, tit van-
skelige opgaver, skal vi ikke blot for-
stå som hans „straf" over det faldne
menneske, men også prøve at se som
tugt og nåde. Arbejdet i vort kald —
lad dette arbejde så være ledsaget af
både glæder og skuffelser og sved —
er nu engang vores vej. Også i denne
forbindelse kan vi tænke på et mær-
keligt ord af Luther: „Enhver skal
være Kristus for sin næste." Et godt
motto for ethvert politisk arbejde!
Vi kan naturligvis ikke sætte lig-
hedstegn mellem demokrati og kri-
stendom, men vi må dog have lov at
sige, at demokratiet har „lært" meget
af den kristne livsforståelse, først og
fremmest forståelse for det enkelte
menneskes både værd og ansvar. En
demokratisk livsform sætter derfor
respekt for frihed og for menneskers
ligeret i højsædet. Dette kræver, at
enhver af os må forstå at se på sam-
fundsspørgsmålene med retsindighed
og upartiskhed. Og dette er naturlig-
vis krav, der ikke mindst må stilles
til dem, der er vore talsmænd. „Bær
hverandres byrder og opfyld således
Kristi lov".
I en sang hedder det: Mig fryder
din ros, din ære-----mig knuger din
sorg, dit savn." Således bør vi tænke
på vort land. Lad da disse ord inspi-
rere jer og os til at bære hinandens
byrder og således opfylde Kristi lov.
lum.
6