Atuagagdliutit - 19.12.1963, Side 12

De har sikkert ofte læst om
mennesker,
der har måttet tilbringe
julen alene
i afsidesliggende dele
af verden,
men har De nogen sinde
læst om fo
unge mennesker,
der måtte tilbringe juleaften
— I EN ELEVATOR!
LISELOTTE ville netop trække ele-
vartordøren til efter sig, da en ung
mand hæsblæsende kom springende
belæsset med en masse pakker.
— Åh, frøken råbte han, må jeg
smutte med op?
Han kantede sig ind i elevatoren
med hel sin oppakning og spurgte med
et lidt anstrengt smil:
— Hvor højt?
— Syvende, tak.
Han trykkede på knappen.
— Det skal jeg også. Åh, nu husker
jeg Dem! De er den unge dame, der
lige er flyttet ind ved siden af mig.
Må jeg præsentere mig... Per Lund,
jeg er elektroingeniør.
Liselotte vendte sig demonstrativt
halvt bort for at tilkendegive, at hun
ikke talte med pågående, fremmede
unge mænd.
Pludselig skete der noget ubehage-
ligt. Elevatoren gik i stå mellem tredje
og fjerde sal, og det elektriske lys i
loftet gik ud.
— Hvad nu? mumlede Per.
— Tryk på knappen, så vi kan
komme videre.
Per trykkede på knappen til sy-
vende etage. Han trykkede på alle
knapperne.
— Det hjælper ikke. Den vil ikke
videre. Elevatorer kan åbenbart få det
li’som æsler! Hvor de står, der står
de!
— Må jeg prøve.
Liselotte skubbede let irriteret Per
tilside og trykkede desperat på knap-
perne. Uden resultat. Elevatoren rørte
sig ikke af stedet.
— Det er forfærdeligt! Jeg kan da
ikke tilbringe juleaften i denne dumme
kasse .... med en mand! Eller hvad
De nu er. Dem med alle Deres fjol-
lede pakker. De kunne jo bare ha’
ladet mig køre alene op og ventet,
til den kom ned igen. Nu skal man
stå her og hundefryse måske hele
aftenen. I bælgmørke.
— Vent lidt! Jeg har et stearinlys
her i lommen. Lad os tænde det! Så-
dan! Ih, De ser vel nok strålende ud i
levende lys, frøken Berg! Det er Berg,
li
ikke? Liselotte Berg. Det står der på
dørpladen.
— Går De altid rundt med stearinlys
i lommen?
— Kun ved juletid! Hvis vi skal
blive her meget længe, kan vi spise
det. Det er talg.
— Bevar mig! At strande i en ele-
vator med sådant et menneske. Jeg er
virkelig snart træt af at stå her. Jeg
har ikke siddet et sekund hele dagen.
Per flåede hurtigt papiret af en af
sine pakker. To klapstole kom til syne.
— Egentlig tænkt som en julegave
til min onkel. Det er svært at finde
på noget til ham. Han har alt. Værsgo’,
vil De ikke ta’ plads og gøre Dem det
lidt hyggeligt?
— Her? I denne dumme kasse! De
må da ikke forlange, jeg skal hygge
mig her.
Per bød hende en cigaret.
— Jeg ryger selv to-tre stykker om
dagen, sagde han, den eneste last, jeg
har. Men hvis jeg blev gift, kunne
jeg godt holde helt op. Hvis vi skulle
spare sammen til et fjernsyn, et køle-
skab eller sådan noget. Jeg er et ud-
præget hjemmemenneske. Piger og
den slags har aldrig ....
— Deres privatliv interesserer mig
ikke! Og tryk så på de knapper en-
gang imellem....
— Hvis det er strømmen, det er galt
med, har knapperne bedst af at ha’ ro,
så de kan samle ny strøm. Jeg er som
sagt elektroingeniør og ved alt om ....
— Så må De også kunne få den
dumme elevator i gang.
Per skyndte sig at forsikre, at ele-
vatorer var det eneste, han ikke vidste
noget om.
— Men lad os snakke om noget an-
det. Må jeg betro Dem noget. De er
den pige i verden, jeg allerhelst ville
strande i en øde elevator med! Om
morgenen, når jeg åbner min dør for
at gå til mit job, og De også åbner
Deres dør, og vore blikke et kort øje-
blik mødes....
— Tak! Spar Dem Deres ulejlighed.
Indtil for lidt siden har jeg hverken
syntes godt eller dårligt om Dem. Nu
ved jeg lige præcis, hvad jeg synes.,
jeg synes, De er dum!
— Jamen, frøken Berg! Hvordan
kan De dog sige sådan noget! En jule-
aften, hvor man skal være gode mod
hinanden! Det er da ikke min skyld,
at ....
— De kunne ha’ ladet mig køre alene
op! Min tante venter mig med jule-
træ og alt muligt. Men hvad gør jeg
nu? Sidder her på en elendig klap-
stol og .... sulter ihjel!
Per røg op i et sæt. Han rodede en
af sine pakker frem og rev papiret af
den.
— Sagde De sulter? Det er der råd
for! Nu skal De bare se.
— Hvis det er flere stearinlys, kan
De spare Dem det. Jeg spiser ikke den
slags .... hverken med eller uden
flamme!
Det var ikke stearinlys, men en
papæske med seks stykker højt be-
lagt smørrebrød.
— Min juleaftensnadver! Jeg er jo
ungkarl .... og helt alene i verden!
Må jeg dele mine fattige krummer
med Dem? Hvad vil De ha’ først?
Rejer? Lunken and? Eller brie? For-
resten! Vi kan da også få en lille jule-
snaps til. Jeg har en halv flaske her.
Den skulle ellers gemmes til min jule-
frokost i morgen, men skidt .... hold
lige mine rejer, mens jeg åbner den.
Og lad være at se så forskræmt ud!
Vin skaber glæde, og en lille julesnaps
lutrer sjæl og legeme og bringer fred
og hygge og fordragelighed til den,
der føler sig ensom!
Liselotte gav et fnys fra sig.
Typisk ungkarlenonsens! kommente-
rede hun, mens Per fandt et par
snapseglas frem fra lommen, sirligt
indpakket i servietter.
— Går ungkarle altid rundt med
to snapseglas i lommen?
Rent tilfældigt! Jeg smadrede to
glas i morges, da jeg støvede af, og
så købte jeg to nye på vejen hjem.
Skål, frøken Berg! Og undskyld, jeg
sådan må servere i al beskedenhed!
— De må endelig ikke tro, De får
mig til at drikke mere end dette ene
glas, hvis det er det, De er ude på.
— Det er slet ikke det, jeg er ude
på! Jeg har reelle hensigter!
— Jeg vil ikke råde Dem til at ha’
andre hensigter end at få den elevator
i gang, så jeg kan komme op.
— Elevatoren! Den havde jeg nær
glemt! Lad os nu se situationen i øj-
nene, som den er. Vi sidder uhjælpelig
fast i kassen her — måske er den bul-
net ud i det fugtige vejr og er aldrig
til at få løs .... medmindre man river
hele huset ned, og det går værten al-
drig med til. Så vi kan lige så godt
prøve at få det bedste ud af det!
— De kan lige tro nej! Jeg skal love
Dem, De ikke får noget som helst ud
af det.
— Okay, okay! Men vi kan da i det
mindste slå ventetiden ihjel med lidt
hyggelig snak og .... vent!
Per greb en af sine pakker og rev