Atuagagdliutit - 19.12.1963, Qupperneq 16

De tre skindkanoer havde lagt sig
på linie ved siden af hinanden for
at gøre fronten så bred som muligt,
da de nærmede sig stævnepladsen.
De vidste, at de måtte være blevet set,
for de havde allerede for lang tid si-
den iagttaget røg derinde på den lave
halvø under storfjeldet. De vidste også
at mange vagtsomme øjne nu søgte at
bedømme, hvem og hvad de var.
Derfor var det klogt at komme frej-
digt roende for derved at vise, at de
havde åbne hensigter, og det kunne
jo aldrig skade samtidig at vise, at de
var så mange, at de først ankomne
gjorde klogt i at lade dem være med,
både til festerne og til jagterne — og
derfor lå to unge mænd skjult under
nogel skind i hver sin kano.
Det var Sten og Ravn.
Da de kom på prajehold af kysten
ved stævnepladsen, lod de farten løbe
af kanoerne, mens de lavede skin-
roning i luften. Mand, deres fører på
jagterne, hujede med sin kraftige
stemme ind mod land. Der blev svaret
på samme måde, Så brølede han en
ordknap sang om deres komme, som
slog over i jodlen, og fra land jodledes
der igen. Det var signalet, alle stem-
mer faldt i, skingre og hæse, hårde
og kælne, og inde på stranden myl-
drede mennesker fra alle sider, fra
pilekrattet ved elven, fra læskjulene
og fra den anden side halvøen, ned
til stranden. Kvinder og børn løb,
leende og pludrende, mændene kom
snakkende og spøgende.
Solen stod som en hvidglødende
kogesten over de blå fjelde mod syd
og havet, hvis spejling stod i øjet som
en skarp smerte.
Der var blevet stille, da bådene tog
grunden, let vuggende på de små
bølger, der slubrede mellem strand-
stenene.
Ivrige hænder hjalp kanoerne op
på grund, og under smil og gensyns-
glæde kom man i land. De var ventet.
Alle havde set, hvad ingen lod sig
mærke med — de to skindbylter. Også
de var ventet.
Så snart de mange mennesker havde
fjernet sig lidt, sprang de to unge
mænd ud. Venskabets love var blevet
overholdt, og ingen havde forpligtet
sig til nogen side ved at byde dem
Også i vore
dage samles
folk ved
sommertid
på Bjørne-
øen.
velkommen i andres påsyn. De trak
bådene op på pladsen og sluttede sig
uden ord til de andre. Snart var alle
optaget af deres sysler, som hører til,
når man slår lejr på et nyt land.
Som de havde ventet, var Pil alle-
rede på pladsen. Der var gammel
strid og ondt blod mellem Sten og
Pil, og Ravn var Stens slægtning og
ven. Begge parter holdt sig til stæv-
...friskhed - renhed
nets love og lod, som om de ikke
så hinanden.
Det var gammel skik, at ingen kunne
deltage, først ud på jagt, og helst
først at have bidraget til fangsten.
Også den nyankomne stamme fra
forbjerget ude i skærgården måtte
for at kunne føle sig værdige til at
deltage, først ud på jagt, og helst
skulle de komme tilbage med ren.
Og selv om der ikke var så store mu-
ligheder her som på de store jagt-
marker inde bag fjordene, var det en
værdig indvielse til jagtens beruselse
— og det var nødvendigt for at sikre
jagtlykken over for magterne, at sha-
maen fik rensdyrets hjerte, tunge og
hjerne til sine besværgelser.
De var altså ikke rigtigt ankommet,
før dette var opfyldt, og derfor drog
de ad stien hen mod elven og lod
kvinder med spædbørn blive tilbage
for at passe børnene og rejse læ-
skærmene.
De uddragende jægere var sikre på
at blive ventet med længsel - for efter
at have ædt sig mæt i sælkød og ofret
resterne af havets kød til havets mag-
ter endnu før ankomsten, måtte de
ikke røre andet end landets næring
nu. De tilbageblevne kunne vel skrabe
et par muslinger eller få en ørred på
lysteren, det var tilladt, og børnene
kunne smutte en spurv eller med held
en rype med stenkast, men smalkost
var det. Gaver undgik man helst, så
længe man ikke var optaget i fælles-
skabet, for at ingen skulle føle sig
rirjgere.
Derfor måtte jagten blive kort. Var
det dårlige eller dovne jægere, kom de
hjem med et par ryper til stævnet, i
bedste fald en islom, men sådan var
folkene fra skærgården ikke.
.Tagten blev kort, men god.
Det var Sten, der skulle råbe, og
han hujede ned over pladsen fra
bålpladsen ved ellekrattet nær det
store vandfald oppe på fjeldet.
Der blev svaret.
Jægerne råbte.
Alle svarede. Børn og unge løb jæ-
gerne i møde.
Festen begyndte efter gammel skik,
da solen stod lige over storfjeldets
top, der som en skaldet isse rejste sig
lidt syd for vest.
En fremmed ville ikke have tænkt
på ordet fest, hvis han var kommet til
dem nu. De mange familier sad samlet
om bålene ved de store læskærme af
rensdyrskind. Der var flere bål, end
et menneske kan tælle på sine fingre
og tæer, ja, måske mere end to men-
nesker. Ingen havde rede på det,
men alle kendte hinanden. For de
nye, som var kommet til, havde man
jo hørt om gennem bekendte. Ingen
var helt fremmed.
Sten og Ravn sad også under en
læskærm. Foran dem var en trægryde
med rensdyrkød bragt i kog efter ti-
mers tålmodig syslen ved bålet og de
nævestore kogesten, som med en ske
af renshorn blev lempet fra ildstedet
over i gryden. Nogle af jægerne
brugte en renmave med vand til kog-
ningen.
Røgen fra ildstedet holdt myg og
fluer væk fra pladsen under skærmen.
Det var begyndt at lufte svagt aften-
ligt, men der var længe endnu, til
solen i en kort midnatsstund ville
forsvinde bag de lave fjelde i nord
og sænke sin skygge af frostgrøn
uvirkelighed over de store isfjelde på
fjorden — den grønne time, når ver-
den lå i skygge, når kun fjeldenes
toppe flammede som kæmpebrande i
gult og rødt for at vise sommerda-
gens uendelighed.
Shamaen hed Malan. Ingen kendte
betydningen af det navn.
Læskærmene lå på en ret smal
halvø, der gik fra Storfjeldet og øst-
over. Senere videde den sig ud og
endte i et lille fjeld ved Snævringen
med den stærke strøm! Lejren var
slået op på den gamle stævneplads,
fordi det var et godt samlingssted.
Pladsen bestod af terrasser af sand
og ral, gamle strandvolde, med et
tyndt lag lav over. Øverst var der en
stor jævn grusflade, her var fest-
pladsen med hoppesten og boldplads.
Dette var den store indvielsesfest
til jagterne. Alle de ventede var kom-
met.
Mens de sad sådan omkring bålene,
lød shamanens dæmpede sang over
pladsen. Dæmpet steg og faldt dens
toner mellem de mange bål på samme
måde som røgen fra ildstederne pul-
sede næsten lodret til vejrs i den
stille aftenbrise. Malan tog varsel
for jpgten og livet af offergavens ud-
seende. Om lidt skulle de høre hans
dom, når stævnet begyndte.
Malan sang. fortsat med stigende og
faldende styrke. Et par gange havde
han allerede rørt den store tamburin-
lignende tromme, der hang over hans
plads. Ved hver bevægelse raslede
knogler og fint tilhuggede pilespid-
ser af bjergkrystal og andre smukke
sten, som hang på brystet og langs
kanterne af hans skindklædning.
Med et gik sangen over i et brøl,
hvis styrke man næppe kunne have
troet det muligt at frembringe med
hans sprukne gammelmandsrøst.
De voksnes snakken og leen og bør-
nenes pludren døde hen. Kun et klynk
frad de spæde brød den pludselige
Den grønlandske kunstner Jens Rosing fuldførte i sommer
sit udsmykningsarbejde af seminariefs festsal i Godthåb.
Jens Rosing tog derefter nordpå, hvor han foretog ud-
gravning på den gamle boplads Sermersut ved Jakobs-
havn. Her sidder han ved siden af sin yngre broder og
den storslåede udsigt ud mod isfjorden.
kalåtdlip erKumitsuliortup Jens Rosingip aussaK måna
Nungme seminariap inerssuanik pinersainine nåmagsivå.
tauva Jens Rosing avangnamukarpoK llulfssat erKånguåne
igdlukoKarfingme Sermersune agssaivdlune. fåssa Jens
Rosing nugkilo aliånaersårtut llulfssat kangerdluat takorå-
neKissoK sågdlugo.
... De mærker det straks -
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smil!
gør gule tænder hvide
VOLVO
PENTA
Fiskeridiesel betyder mindre brændstof- og smøreolieforbrug
samt større lasfevne
diesel aulisariut orssugssamik Qliamigdlo atuinikineruvoK amalo
angnerussumik usisinauvdlune.
Tænker De på udskift-
ning af Deres motor, bør
De tage disse fakta med
i overvejelserne. VOLVO
PENTA’s fiskeridiesel-
motorer er installeret i
alle størrelser og typer
af fiskekuttere. De kan
vælge mellem 71, 95,
127 og 200 HK, med eller
uden vendbar skrue og
remskive for spil.
Skriv efter brochure og
nærmere oplysninger.
motorit taorsernialerugko piviu-
ssut tåuko ilångutdlugit erKarsau-
tigissariaKarpatit. VOLVO PEN-
TAp dieselmotoré aulisariutinut
atortut pujortulérarssuit aulisa-
riutit åssigingitsut åssigingitsu-
nigdlo angissusigdlit tamarmik
atortarpait. Kinersinauvatit 71, 95,
127 åma 200 HK, sarpisa ulung-
nait ulugtitertagkat imalunit u-
lugtitertagåungitsut ama amoru-
tinut ungersaussartagdlit.
akisa agdlagartait navsuiautit-
dlo ersserKingnerussut piniarsi-
nauvatit.
Generalrepræsentant for Danmark:
s
SPECIALFIRMAET I BADMOTORER
JOHS. THORNAM
INDUSTRIHUSET — KALVEBOD BRYGGE 20 — KØBENHAVN V.
Telegramadresse: „Thornam“
Ofret
i den
grønne
time
Novelle af
Rasmus Bjørgmose
Nationalmuseets etnografiske
ekspedition til Godthåbsfjorden
under ledelse af stud. mag.
Hans Berg har nu afslutfef ar-
bejdet for i år. Sammen med
den grønlandske forfatter og
tegner Jens Rosing og den ka-
tolske pastor Michael Wolfe fra
Godthåb har man foretaget en
række udgravninger og rekog-
nosceringer i forskellige dele af
Godfhåbsfjorden.
Ekspeditionens hovedformål
var af finde spor af de ældste
indbyggere i Grønland, og ved
NunguaK øst for Kapisigdlif har
man udgravef nogle feltringe
fra SarKaK-kulturen, formenflig
3000 år gamle. Desuden har
man fundet spor af SarKaK-fol-
ket tre andre steder i de mange
fjordgrene nord for Kapisigdlif
og K'ornok, og endelig var man
så heldige på Bjørneøen ved
K'ornok af finde nogle ildste-
der på et terræn, hvor en
række terrasser langs stranden
tydeligf viser, af der er sket en
betydelig hævning af landef
i forhold til havet, sandsynligvis
efterfulgt af en sænkning. Der-
for finder man nu SarKaK-ildste-
derne megef nær stranden.
Det lykkedes af få udgravef
ni ildsteder på den korfe fid,
der var til rådighed. Man fandt
så godt som ingen oldsager,
men noget trækul og brændte
stumper af ben gør def muligf
senere i København ved kulstof
14-mefoden af fastslå fundets
alder med temmelig sfor nøj-
agtighed.
Stedet har sandsynligvis væ-
ret samlingsplads for rensdyr-
jægerne i sommertiden. Der fin-
des på stedet bl. a. flere ræk-
ker „nangissaf" hoppesten, en
tradition, som måske går helt
tilbage til SarKaK-iiden. I dag
er der en fodboldplads på ste-
det.
------------------------------------I
16