Atuagagdliutit - 19.12.1963, Side 18

nangmineK takusinauvat —
agtordlugulo malugisinauvat
KaKorsaut Leciton amingnut
KanoK pitsautigissoK!
nangminérdlutit takusmauvdlugulo malugisinauvat kø
Korsauf kussanarsinarfoic Leciton atortarugko émit
KanoK pitsångortigisassoK. Leciton-KaKorsautip xå-
pernerata nerumigtungup tipigeKissuvdlo émif
narKa tikivigdlugo saligtésavå, tamatumungalo
peKatigititdlugo amerigsautip Lecithinip
émit nutåmik inussufigssaxalerstfåsav-
dlugol
Flugten til Ægypten tegnet at en 11-
års dreng og netop udtryk tor den
almindelige opfattelse af tildragelser-
ne. Maria med barnet siddende på
æslet og Josef frygtsomt seende sig
tilbage.
kommen og kunne køre lige ind. Der
var kirke, bibliotek, et helt kompleks
med værelser til de 70 munke, klo-
steret havde med spisesale og bede-
kamre. Et solidt forsvarstårn fra det
8. årh. stod endnu, rejst til beskyt-
telse mod de islamske berbere, og
bag ved det hele var kamelstalde,
forrådskamre og landbrugsbygninger.
Den gamle munk fortsatte sin for-
tælling. Profeten Esajas taler om, at
Messias skulle dvæle i midten af
Ægypten i 6 måneder og 10 dage og
det er her! Murharraq ligger netop
midt imellem Alexandria og Assuan,
mellem Ægyptens grænser mod nord
og syd, det store hav og den første
katarakt. (Det må være Es. 19,19, han
tænker på, sandsynligvis med apo-
kryfe tilføjelser: „Pd hin dag skal der
være et alter for Jahve midt i landet
Ægypten — —“. Buhis oversættelse.)
150.000 LED MARTYRDØDEN
PÅ EEN DAG
Med grebethed berettede professor
Johannes om de koptiske kristne i
Ægypten (koptisk v. s. ægyptisk). Si-
den evangelisten Markus landede i
Alexandria i året 56 og begyndte at
prædike evangeliet, bredte kristen-
dommen sig hurtigt over hele landet,
jordbunden var beredt. Men forføl-
gelser satte snart ind, dirigeret oven-
fra. Værst blev det under den ro-
merske kejser Diokletian. År 284 brød
den frygteligste kristenforfølgelse løs.
Den 11. september var bestemt til et
vældigt blodbad over hele Ægypten.
150.000 led døden for deres beken-
delses skyld inden solnedgang. Den
dag blev den koptiske kirkes nytårs-
dag, og med stolthed i stemmen kaldte
han sin kirke en Martyrernes Kirke.
Siden — fortsatte han — kom de
Hvor juletraditionen
holder troen levende
Ovre bag bjergene lå den libyske
ørken med sit uendelige hav af sand
og en truende stilhed over sig, her-
nede pulserede livet. Og over det hele
bagte den ubarmhjertige sol. Dette
ældgamle Mariakloster lå ikke i en
ørken, som klostre ellers skal for at
være „rigtige klostre" efter de strenge
ægyptiske regler, men på grænsen
til „verden", lige nedenfor bjergene.
Og det havde sin særlige grund. Her-
til nåede Josef og Maria med barnet
på deres flugt for Herodes.
DEN FAREFULDE FLUGT
Turen havde været lang, besværlig
og farefuld. Fra Bethlehem var de
søgt ud til kysten af „havet i vest"
for at følge vejen gennem Sinaiørke-
nen til Pelusium. Derfra gennem is-
raelitternes gamle Gosen land til He-
liopolis. Her, i det nuværende Kairo,
viser man endnu et træ, som flygt-
ningene i deres råvildhed dvælede
under, og den kælder, hvor de sky
søgte ophold i nogen tid. Men i stor-
byen var jøder dengang ikke velset,
for dem var der intet arbejde at få.
Så måtte de videre med skib op ad
Nilen.
Undervejs brød en pludselig ørken-
storm løs og truede med at slå ski-
bet mod en klippe. Da rejste Jesus-
barnet sig og stemte sin lille hånd
mod stenvæggen og frelste således
skibet fra undergang. De troende vi-
ser endnu aftrykket af hans barne-
hånd. Også vilde dyr lurede på de vej-
farende; stednavne som Leontopolis,
Krokodilopolis og Elefantine fortæller
herom. Men såsnart dyrene så Jesus-
barnet, blev de tamme. Endelig tæt
ved byen Siut fandt de gæstfrie men-
nesker, og om end Josef som frem-
med ikke kunne købe land. fik han
dog lov at udøve sit håndværk. Tøm-
mermanden fra Nazareth gav sig til
at fremstille jordhakker og træplove
til bønderne.
Dér boede den hellige familie i
6 måneder og 10 dage. Denne nøj-
agtige tidsangivelse og alle disse de-
tailler fik jeg af professor Johannnes
fra universitetet i Kairo, der på sine
gamle dage havde slået sig ned i
Mariaklostrets gæstefløj for at tage
sig af besøgende. Den gang var der
ingen, der bekymrede sig for folk, der
var på rejse. I dag er der gæstevæ-
relser med bad til de rejsende, store
modtagelsessaloner til kirkemøder
med billeder af ærværdige abunaer
på væggene, særligt køkken og en
række tjenere. Hele palæet lå i en
smuk have med alskens skønne træer
og blomster.
Den store port i klostermuren for-
talte allerede, at her var man vel-
Kort over Ægypten med
markering af de steder,
Josef og Maria med Je-
susbarnef kom til. Den
stiplede linie er forfat-
terens rejserute fra Alex-
andria og sydpå langs
Nilen.
Ægypfenime nunap å-
ssinga nalunaerxutser-
tarsimavdlufik Mariåkuf
ximånermingne fikffarsi-
massait. tortarnernik na-
lunaerxutsigaK tåssa ag-
dlautigingnigtup avKufå
Alexandriamif Nfle a-
fuardlugo.
Ægypfenimuf ximånex nukagpiarxap
arxanilingnik ukiugdlip tifartagå, tai-
mane pisimassut xanox fakordlårne-
xartarnerånik erssersitsissox. Maria
mérax sardliardlugo siufitume igsia-
vox Juserfilo pasitsagsimassufut ki-
ngumut xinerdlune.
„vilde". Det var muhammedanerne,
han mente, og det var lige så fryg-
teligt.
Så klaredes hans ansigt op, og fuld
af begejstring talte han om klosterets
gamle kirke, som var bygget på samme
sted, hvor Josefs hytte havde ligget.
Siden da var der blevet holdt liturgi
hver morgen i een lang ubrudt række.
Aldrig var gudstjenesten blevet op-
givet, hver dag havde tilbedelsen fun-
det sted. Skulle det ske, at den blev
forsømt — Gud forbyde det — måtte
også klostret nedlægges, det havde
mistet sin betydning.
EN NATLIG GUDSTJENESTE
Gudstjenesten begyndte kl. 2 om
natten. En tjener i hvid galabea, en
slags lang skjorte, vækkede mig og
førte mig gennem orangehaven til
den ældgamle kirke. Der var en sød
duft af appelsiner, og „det ægyptiske
mørke" var så tæt og blødt, at hans
lampe næppe kunne skimtes. Det var
med store forventninger, jeg trådte
ind i det hellige rum. Hvor nu kir-
kens alter stod havde Maria siddet
med Jesusbarnet. Koret med et frit-
stående alter med en baldakin over,
var skilt fra skibet af en væg af træ.
Skibet selv var tredelt af søjler, for-
bundet med „arabiske" buer. Der var
megen fin træskærerkunst, og fresko-
billeder kunne skimtes på lofterne.
I midterskibet hængte en prisme-
lysekrone til levende lys og en roset
med 7 strudseæg i lange snore. Rundt
om på væggene var helgenbilleder
i guld og stærke farver. Liturgen stod
bag alteret og messede hastigt og
monotont. Sproget var det gamle kop-
tiske, et dødt kirkesprog, som latinen
er det i den romersk-katholske kirke.
I den sparsomme belysning kunne
man lige skimte hans læber og hvide
tænder. To store drenge i sorte ga-
labea’er stod støttet til lange stave
og sang med. Bag dem stod en æld-
gammel mand i sort munketøj. Men
der var alligevel noget uhyggeligt
over det hele. Det var ikke så meget
det halvmørke rum og den ensformige
messen. Men disse mennesker kunne
ikke se!
Den desværre så udbredte ægyp-
tiske øjensygdom havde gjort dem
blinde. Irishinden var borte. Deres
ti
os
ESBJERG TOV
Esbjerg Tovip agdlunaussautai
aitsåt tåssa
Dansk præst i
Sydslesvig følger
samme rute som
Josef og Maria
med jesusbarnet
i FLUGTEN TIL
ÆGYPTEN
<------------------------------
Af
pastor OVE BUUR
--------------------------——J
Frtællingen om Flugten til Ægypten
hører til de kæreste erindringer fra
vor børnelærdom. En nat i Bethlehems
overfyldte kamelseraj kom en dreng
tfl verden med underfulde forjættelser
over sig. Stjerner, strålelys og engle
viste sig ved hans fødsel. Alt dette
blev snart kendt i landet, og begi-
venheden kom kongen for øre. Men
tyrannen Herodes, der var bange for
at miste sin magt, besluttede for at
komme ham til livs at dræbe alle
nyfødte drengebørn i Bethlehem. Da
advarede Herrens engel Josef i en
drøm, og straks stod han op og flyg-
tede samme nat med Maria og Jesus-
barnet bort til Ægypten. „Der blev han
indtil Herodes’ død“. Men hvorlænge
det var, og hvor i Ægypten den lille
familie opholdt sig, fortælles der intet
om i Mattæus-Evangeliet.
KLOSTERET PÅ ØRKENENS RAND
Med sådanne bibelske forestillin-
ger ankom jeg på en rejse til Ethio-
pien til klosteret Deir el Muharraq i
Ægypten, tæt ved byen Asiut. Det
lå lige på grænsen til ørkenen. Ned
mod Nilen var frejdige grønne mar-
ker med sukkerrør, hirse, bomuld og
majs. Diger med veje ovenpå gik ud
og ind mellem de firkantede over-
rislede jordstykker. Et net af kanaler
førte flodvandet ind fra Nilen, Ægyp-
tens livskilde, og et par fellah’er stod
hist og her og arbejdede ved deres
vippepumper, shaduf’er og sang til.
Kurvene til vandet havde de flettet
af halm og palmefibre, og kontra-
vægten på vippestangen var en or-
dentlig stor grå æltet klump af ler
og kogødning. Melodisk og rytmisk
lød deres sang i takt til det ensfor-
mige arbejde. Spand efter spand blev
løftet, og vandet rislede hen ad ren-
den, ud over markerne. De vidste vel,
hvor vigtig deres indsats var.
18