Atuagagdliutit - 09.12.1966, Side 20

pivordlérneK
Radiofonichefen indledte december
måneds lille populære aftenudsendel-
se „julekalenderen" med — på grøn-
landsk — at omtale den gamle jule-
skik, der kaldes pivordlérneK. Ordet
er ikke til at oversætte. Det er en
videreudvikling af det første ord i
juleevangeliets grønlandske oversæt-
telse, svarende til de første ord i jule-
evangeliet på dansk: „Men det ske-
te .. .. Ordet dækker over et lille
stykke grønlandsk kultur, ganske vist
importeret (vistnok fra herrnhuterne),
men så sammenvokset med den tradi-
For kvalitetens skyld
Értanlk C-vltamineKardlu-
artunik nuniangniutå aKer-
dlortigaussunik imaKarput
— Kivdi ertQssat tamarmik
tionelle grønlandske jul, at skikken
fornemmes som ægte grønlandsk. Det
er som sagt et lille stykke kultur, ud-
sat for børn: pivordlérneK består i,
at børnene ved de særlige grønland-
ske børnegudstjenester om formidda-
gen juleaftensdag — på de mindre
steder først om eftermiddagen — i kor
højst fremsiger de bibelske tekster,
der hører til julen. Børnene afleverer
klassevis de gammelkendte, kære be-
retninger, ord til ord som skrevet står.
De mindste lægger for med englens
ord til hyrderne: „Frygt ikke; thi se,
jeg forkynder Eder en stor glæde, —
o. s. v.“. Klasse for klasse følger efter
med f. eks. epistelteksten, eller orde-
ne fra profeten Esajas’s bog: „Thi et
barn er født os, en søn er os givet —“
og ældste klasse i børneskolen plejer
BYG G E RI
I GRØNLAND
xarmaissut entreprenøritdlo
suliait
A. JESPERSEN & SØN A/S
Telegramadresse:
Jespson-København
at slutte af dem de vanskeligt forståe-
ligt, men på sin vis umiddelbart gri-
bende ord fra begyndelsen af Johan-
nes-evangeliet: „I begyndelsen var
Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet
var Gud." Hvad er festligere ved jule-
gudstjenesterne end at høre de yngste
årgange af menigheden rable de gamle
ord af sig under de ældre årganges
spændte opmærksomhed: hvordan
klarer vores lille PitåraK sig? Mon Na-
varana nu også kan huske, at „herre-
dømmet bliver stort, freden endeløs
over Davids trone og hans rige?"
Nu kunne man tro, at børnenes bi-
belske kundskaber er blevet til som
resultat af deres ihærdige religions-
lærers terperi. Men det er ikke til-
fældet. pivordlérneK eksisterer kun i
kraft af, at børnene hører og lærer
ordene i deres hjem. Det har igennem
generationer været en selvfølgelig arv
fra den ældre til den yngre årgang i
familien, ligesom højt hævet over al-
mindelige skolekundskaber. På den
måde bliver pivordlérneK efter min
mening udtryk for et lille stykke kul-
tur, som den grønlandske menighed
bør hæge om. Her er tale om en smuk
og egenartet skik, der således, omend
i det små, er med til at karakterisere
den grønlandske menighed---------lige-
som f. eks. den særlige flerstemmige
grønlandske salmesang, som også blev
understreget af vores alsidige radio-
fonichef på denne side for nylig.
Det er, som om det er nødvendigt
at råbe vagt i gevær med hensyn til
bevarelsen af snart sagt alle gode,
gamle grønlandske skikke. Således og-
så med pivordlérneK. Det må også
indrømmes, at det nu er vanskeligere
at gennemføre denne juleskik, først og
fremmest fordi kirkerne mange steder
er for små til at rumme de meget sto-
re årgange af børn. Dette betyder til-
tagende uro og mangel på disciplin,
og det hele kan nu lettere gå i skud-
der-mudder. Endvidere er der i dag
i byerne mange børn, der mangler
både sproglige og andre forudsætnin-
ger for at holde den smukke skik na-
turligt i live, f. eks. de danske børn
eller børnene fra blandede ægteska-
ber. På et præstekonvent blev det da
også for nogle år siden fra både præ-
ster og kateketer foreslået, at man
hører op med pivordlérneK. Forslaget
mødte heldigvis stærk modstand, og
jeg synes også, menigheden bør være
interesseret i at bevare dette lille
stykke grønlandske kirkekultur.
Det bliver i sidste ende først og
fremmest et spørgsmål, om de enkelte
grønlandske hjem fremdeles vil være
med til at give arven videre til deres
børn og altså nu i dagene ind under
jul atter og atter lade deres børn høre
de gamle juletekster. Dør skikken ud,
vil den julefest, som kommende gene-
rationer — ligesom nuværende og tid-
ligere generationer — ser tilbage på
som den kæreste og rigeste julefest,
nemlig deres barndoms jul, blive en
lille smule fattigere.
Den grønlandske menighed bør hol-
de pivordlérneK i live, så længe det
overhovedet er muligt.
ser.
JUNCKERS BØGEPARKET
*
Junckers bøgeparket er pris-
billigt og findes i fire sorte-
ringer, prima, standard, flam-
met og ekstra flammet, der
rigtigt udnyttet giver bedre
byggeøkonomi. Junckers bø-
geparket nedlægges let og
hurtigt med minimalt mate-
rialespild og leveres Blitsa-la-
keret fra fabrik.
*
Junckerip natigssiautai k1-
ssungnik kiparigsuarKanik ka-
titigkat akikitsuput åssigingit-
sutdlo sisamåuput, tamarmik
atordluarneKarnermikut sana-
nerme akitsorsautauneK ajor-
put. Junckerip natigssiautai
tamåko ajomångitsumik piler-
tortumigdlo katiteriåinåuput
kivdlortariaKarpatdlåratigdlo,
Blitsamik låkerdlugit sanav-
fiånit nagsiuneKartarput.
»Alt har sin stund«
Ved en elsket ministers bortgang.
Bodil Koch, da hun besøgte Grøn-
land i sommer.
Bodil Koch aussaK nunavtlnut tike
rårnermine.
„Ligesom hun var der, så var hun
der ikke alligevel." Omtrent sådan
sang en dansk revysangerinde for nog-
le år siden om kvinden og det flyg-
tige i hendes væsen.
Nu kan man vel ikke med rette tale
om noget flygtigt i forbindelse med
Bodil Koch’s virke som kirkeminister,
idet hun er den minister i dette år-
hundrede, der har beklædt posten som
kirkeminister flest år i træk. Alligevel
meldte de ovenfor citerede ord fra
revyvisen sig, da vi i Grønland erfare-
de, at nu var Bodil Koch ikke mere
kirkeminister. Nu havde vi lige lært
fruen at kende, og hun havde på en
meget givende rejse til små og store
menigheder langs den grønlandske
vestkyst lært den grønlandske kirke
ret så godt at kende. Og jeg tror at
kunne sige, at bekendtskabet var til
glæde for begge parter. Mange af os
lærte vores kvindelige kirkeminister
at kende som en dame, der „bælter sin
hofte med kraft og lægger styrke i
sine arme," en frue, der „åbner mun-
den med visdom, med mild vejledning
på tungen, og som våger over husets
gænge og ej spiser ladheds brød." Så-
dan taler Gamle Testamente et sted
om den duelige kvinde. Og netop som
en sådan havde vi lært Bodil Koch at
kende. „Mange duelige kvinder fin-
des, men hun står over dem alle", som
det afsluttende hedder det pågældende
sted i Ordsprogenes bog.
Alt har sin stund. Ligesom hun var
der, så var hun der ikke alligevel.
Det er ikke godt at vide, hvad der er
foregået bag kulisserne, inden stats-
ministeren — vel sagtens med ud-
gangspunkt i Per Hækkerups fratræ-
den som udenrigsminister — fik flyt-
tet Bodil Koch fra kirkeministeriet til
kulturministeriet. Men det er givet,
at folkekirken alle dage vil have en
stor plads i den nye kulturministers
hjerte. Jeg tror også at kunne sige,
at folkekirken skylder Bodil Koch me-
get, netop fordi hun atter og atter har
understreget dens karakter af folkets
kirke, hele folkets kirke, og ikke kun
en snæver kirke for de „sande troen-
de." I øvrigt har det også i mange for-
bindelser været Bodil Koch om at
gøre at finde en sammenhæng mellem
religion og kunst, at finde en religiøs
spørgen i meget af den moderne kunst.
Det er ikke spor mærkeligt, at Krag
netop ønskede Bodil Koch placeret i
spidsen for kulturministeriet, når der
nu var en ledig taburet der. Og på
den måde vil fru Koch stadig have
forbindelse med Grønland, for så vidt
som Grønlands Radio, radioavisen og
biblioteksvæsenet sorterer under kul-
turministeriet. Men fruens berørings-
flade med befolkningen i Grønland
vil måske ikke blive så bred, som da
hun var kirkens chef.
Vi byder goddag til vores nye kirke-
minister, som endnu er os personlig
ubekendt. Pastor Orla Møller er hen-
tet frem af folketinget, af hvis social-
demokratiske gruppe han har været
medlem siden 1964. Orla Møller er en
kendt skikkelse i folkekirken i Dan-
mark. Med sine kun 50 år er det ikke
småting, den nye minister har nået
at have haft berøring med. Han har
siden 1942 virket forskellige steder
som præst, men blev måske især kendt
som generalsekretær for KFUM og
KFUK i Danmark 1951—56. Især i
disse år foregik der en del brydnin-
ger inden for denne kristne ungdoms-
bevægelse, brydninger mellem gam-
melt og nyt. Orla Møller hører afgjort
hjemme blandt „modernisterne" inden
for ungdomsarbejdet. Han blev bl. a.
kendt for i disse brydningsår at gå
ind for dans i forbindelse med KFUM-
og KFUK-arrangementer. Orla Møller
var således noget af et efant terrible
i Indre Mission, hvis bestyrelse han
var medlem af en årrække. En af hans
bøger hedder da også „En ny Indre
Mission."
Den nye kirkeminister har eller har
haft at gøre med talrige kristelige or-
ganisationer, indenlandske såvel som
udenlandske, især med tilknytning til
det ungdomsarbejde, som måske først
og fremmest har Orla Møllers bevå-
genhed.
Når dertil føjes, at den samme mand
også allerede har et stort forfatterskab
bag sig, (Søndagsskolen, Sjælesorgen i
Ungdomsarbejdet, De 10 bud, Forenin-
gen arbejder, At være ung, og mange
flere), kan man vist roligt slå fast, at
det så sandelig heller ikke har været
„ladheds brød", der har været daglig-
kost i det Orla Møller’ske præstehjem
i Hasseris ved Ålborg.
Vi håber, at også kirken i Grønland
må komme til at nyde godt af denne
dynamik.
ser.
Jesu
lignelser
Arbejderne i vingården II
(Matth. evang. 20, 8-16)
Jisusip
åssersutai
nautsivingme vineKutilingme
sulissut II
(Mat. ivang. 20. 8-16)
Da det var blevet aften, sagde vingårdens ejer til sin
opsynsmand, at han skulle kalde arbejderne sammen og
betale dem, hvad de havde til gode. „Begynd med de sidste,
og end med dem, der kom først"!
unungmat nautsivingmik vlneKutillngmlk pigingnigtoK nå-
kutigdlissuminut OKarpoK sulissartut KaerKusagai pissag-
ssainigdlo akilerdlugit. „kingugdliuvdlutik tåkutunit aut-
dlarteriardlutit sujugdliuvdlutik sulilersut kingugdliunlari-
git!“
Så kom de, der var fæstede ved den ellevte time først
frem, og de fik hver en krone. Dernæst kom de første frem,
og så troede de, at de skulle have meget mere. Men også de
fik hver deres krone.
sulinea iningajagdluinalersoK sulissugssarsiarineKartut tå-
kuput, tamarmigdlo en kronisiput. tugdliuvdlutik tåkuput
suliartoritårtut. tåuko isumanarput angnerujugssuarmik a-
kigssarsfsavdlutik. tåukule tamarmik ama en kronisiput.
Det fandt de imidlertid yderst urimeligt. De knurrede mod
ejeren og sagde: „De sidste der har kun arbejdet en time,
og dem har du stillet på lige fod med os, der har båret hele
dagens byrde og hede".
taima pineicarnertik nåmagingitdluinarpåt, pigingnigtoK
Katimalugflgeriardlugo oKarfigåt: „uko kingugdlit nalunaer-
Kiitap akunera atausinaK suliput, tåukule uvavtitut uvdloK
nåvdlugo någdliugsimassutut kiagsiorsimassututdlo akig-
ssarsitipatit."
20