Atuagagdliutit - 06.02.1969, Qupperneq 14

Mindedagen i Grønland
Der er for lidt åbenhed
i planlægningsarbejdet
Grønlands planlægning foregår i Danmark. Vi, der bor i Grønland orienteres
ikke ordentligt om planerne. Derfor er det vanskeligt at følge med og i tide
danne sige mening om de ting, der skal ske, udtaler translatør Guldborg
Chemnrtz.
En af de betydeligste kvinder i Grønland, translatør Guldborg Chemnitz,
Godthåb, fyldte 50 år 27. januar. Guldborg Chemnitz er Grønlands første kvin-
delige kommunalbestyrelsesmedlem og den første og stadig eneste kvindelige
edsvorne translatør i Grønland. Som tolk og medarbejder ved samfundsforsk-
ningsudvalget har hun udført et stort arbejde. Hun var dronningens tolk under
kongeparrets sidste besøg i Grønland i sommeren 1968.
Ti-årsdagen for grønlandsskibet
„Hans Hedtoft“s forlis 30. januar, blev
mindet flere steder i Grønland. På
billedet står landsrådsformand Erling
Høegh i andagt ved mindesmærket
for folketingsmand Augo Lynge i
Godthåb. Landsrådsformanden lagde
en krans ved stenen.
I Julianehåb var der kransenedlæg-
ning ved mindetavlen over de om-
umiarssup Kalåtdlit-nunåliartautip
„Hans Hedtoft“ip umiarneranit ukiu-
nik KulingortorsiorneK januarip 30-at
Kalåtdldt-nunåne igdloKarfingne ar-
dlalingne erKainiarneKarpoK. åssili-
ssame takuneitarsmauvoK landsrådip
sujuligtaissua Erling Høegh inatsi-
ssartumut ilaussortausimassup Avgo
Lyngep encåissutigssåta saniane Ke-
KartOK Kinussivdlune. landsrådip su-
juligtaissuata nigaliliaK ericåissutig-
ssamut ilivå.
K’aKortume nigalingmik ilissineKar-
poK „Hans Hedtoft“ip umiarneratigut
ajunårsimassut agdlagtorneicarfianut,
unukutdlo erKainiaivdlune nålagiar-
neKarpoK Nungme, K’aKortume Sisi-
miunilo.
komne fra „Hans Hedtoft", og om af-
tenen holdt man mindegudstjenester
i Godthåb, Julianehåb og Holsteins-
borg kirker.
Efter gudstjenesten i Godthåb lagde
Marineforeningen og Sømandsforenin-
gen blomster ved mindeankret.
På side 19 kan de læse de to prædi-
kener fra gudstjenesten i Godthåb
kirke.
Nungme nålagiaKatigingnerup ki-
ngornatigut Marineforeningip umiar-
tortutdlo peKatigigfiata kisamut er-
Kåissutigssiamut naussortaliput.
Kup. 19-ime kalåtdlisut Kavdlunå-
lutdlo Nungme nålagiaKatigingnerme
OKalutsit mardlu'k atuarsinauvatit.
Ændring af retsplejeloven
Forslaget til ændring af retspleje-
loven blev velvilligt modtaget i Fol-
ketinget. Den kommission, der har ar-
bejdet med ændringerne, går ind for
at lægdommersystemet opretholdes, og
at sager kan gå direkte til førstebe-
handling i landsretten.
Guldborg Chemnitz er fra den tid,
da kvinden i Grønland blev betragtet
som mandens lydige tjenerinde. At
være pige i huset i et dansk hjem var
dengang en grønlandsk piges eneste
mulighed for at tilegne sig dansk
sprog og kultur. Den mulighed be-
nyttede Guldborg Chemnitz, da hun
som 15 årig rejste til Danmark. Se-
nere kom hun på efterskole i Egedes-
minde. Hun skulle læse på et dansk
seminarium, men da krigen brød ud
blev hun sendt hjem til Grønland.
Men Guldborg Chemnitz tabte ikke
modet. På egen hånd tilegnede hun
sig en mængde kundskaber. Senere
hjalp hun sin moder fru Kathrine
Chemnitz, da denne startede Grøn-
lands første kvindeforening. Forenin-
gen fik stor betydning for den grøn-
landske kvinde.
KVINDENS LIGEBERETTIGELSE
— Da jeg voksede op var den al-
mindelige opfattelse, at kvinden skulle
arbejde i hjemmet, blive gift og op-
drage børn, fortæller Guldborg Chem-
nitz. Dengang tog man biblens ord
bogstaveligt. Kvinden skulle være
manden underdanig. Den opfattelse er
heldigvis ikke mere så udbredt.
— Hvornår begyndte De at virke
for Deres medsøstre?
— I 1948 startede min moder Grøn-
lands første kvindeforening. Jeg lag-
de ikke særlig vægt på det, men min
moder synies, at kvinderne skulle
hjælpe hinanden og dygtiggøre sig til
at tage del i arbejdet med samfunds-
anliggender og at grønlændere og dan-
ske burde samarbejde gennem kvin-
deforeningen. Senere forstod jeg kvin-
deforeningens mission i arbejdet for
kvindens ligeberettigelse og for kvin-
dens medindflydelse i samfundsarbej-
det. Hvis mændene ikke uden videre
ville acceptere os, så måtte kvinderne
selv. Jeg arbejdede i kvindeforenin-
gen som tolk og bestyrelsesmedlem.
Omkring 1950 blev den grønland-
ske kvindeforening optaget som med-
lem af De danske Husmoderforenin-
ger og senere indledtes samarbejdet
med Dansk Kvindesamfund, og kvin-
desamfundets kurser for grønlandske
kvinder har betydet meget for for-
ståelsen af kvindens betydning i sam-
fundsarbejdet. Flere deltagere i disse
kurser har været inde på den tanke,
at grønlandske mænd med interesse
for politik og samfundsarbejde også
kunne få et godt udbytte af sådanne
kurser.
Det er en fordel at kende forhol-
dene i Danmark, når man skal ar-
bejde i Grønland. Det skal ikke for-
stås på den måde, at man skal kopiere
alt, hvad der er dansk i Grønland.
Men i disse hurtige udviklingsår har
man som regel ikke tid til at indhøste
erfaringer på egen hånd. Derfor må
man over åen for at hente vand. Men
alligevel mener jeg, at tiden nu er
inde, hvor grønlændernes selv viser
initiativ og få større medindflydelse
i udviklingen.
MANGLENDE UDDANNELSE
— De var med i samfundsforsk-
ningsudvalget?
— Ja, jeg lærte meget af det ar-
bejde. Samfundsforskningsudvalgets
arbejde kritiseredes ganske vist me-
get, og man ville ikke udnytte dets
konklusioner. Men personligt mener
jeg, at en fortsættelse af udvalgets
arbejde vil få betydning for Grøn-
lands fremtid. Den materielle udvik-
ling i Grønland sker meget hurtigt i
disse år. Menneskene her har pludse-
lig fået mulighed for at opnå store
goder. Man skal fortælle folk, hvor-
dan man skal forvalte disse goder.
Også rent menneskeligt må der finde
en udvikling sted. Og denne side bur-
de følges op med lige så stor interesse,
som det er tilfældet med den tekni-
ske udvikling. Det kan f. eks. gøres
gennem oplysningsarbejdet. Der er
endnu næsten ingen veluddannede
grønlændere i Grønland. Hvis man si-
ger, at den menneskelige udvikling
skal ske gennem uddannelsen alene,
vil den voksne grønlænder sakke mere
og mere agterud. Han har ingen mu-
lighed for uddannelse og må derfor
hjælpes på en anden måde.
Grønlænderne kritiseres ofte. Man
siger, at de ikke har initiativ, ikke
fremkommer med egne meninger og
bare følger med strømmen. Det er
rigtigt, og det skyldes for en stor del
den manglende uddannelse, og at tin-
gene sker så hurtigt, at det er svært
at tage stilling til, om det er den rig-
tige måde, de gøres på, eller om det
havde været bedre med en anden løs-
ning.
Vi gennemgår jo en kunstig udvik-
ling. Planlægningsarbejdet udføres i
Danmark af sagkyndige. Vi, der bor
i Grønland orienteres ikke ordentligt
om planerne. Planerne fremlægges
ganske vist for vore politikere. Lands-
rådets repræsentanter rejser efter mø-
derne til Danmark for at tage del i
planlægningsarbejdet. Men vi hører
for lidt om deres arbejde, ved for lidt
om vedtagelserne og om bevæggrun-
dene herfor. Derfor er det meget van-
skeligt at følge med og i tide danne
sig en mening om de ting, der skal ske.
FOR LIDT KONTAKT
Jeg synes også, at kontakten mel-
lem politikerne og vælgerne er alt for
lille heroppe. Man siger ganske vist,
at Grønland er et demokratisk land,
men det mærker vi alt for lidt til.
Mange mennesker forstår ikke betyd-
ningen af kontakten mellem politiker-
ne og vælgerne. Kontakt kan ikke
undværes, hvis det politiske arbejde
skal udføres efter vælgernes ønsker.
Mon vore politikere er klar over, hvad
det vil sige at være folkets tjenere?
Oplysningsarbejdet går heller ikke
alt for godt. Jeg ved godt, at der er
folk, som arbejder energisk i oplys-
ningens tjeneste. Men kontakten udad-
til er helt utilfredsstillende, og det
samme gælder kontinuiteten i arbej-
det. Jeg kan f. eks. nævne, at jeg i et
års tid har været medlem af et lands-
rådet nedsat kontaktudvalg i oplys-
ningsarbejdet. Men udvalget har ikke
holdt møde en eneste gang, uvist af
hvilken grund.
Igen må vi hente vand over åen.
Nu har man nedsat et oplysningsfor-
bund i Danmark, som skal sidde i
Danmark og planlægge, hvordan man
skal oplyse folk i Grønland. Hvis op-
lysningsfolkene vil søge kontakt, i ste-
det for at gemme sig i kontorerne, er
der sikkert mange, som vil hjælpe
dem. Oplysningsfolkene burde bruge
radioen meget mere, men beklagelig-
vis bruges radioen meget lidt til det
formål. Måske skyldes det, at arbej-
det er for tilfældigt tilrettelagt. Vi har
en radiostyrelse. Jeg ved ikke, hvad
den laver, men radiostyrelsen burde
lægge mere vægt på radioens mission
i oplysningens tjeneste.
Mange opgaver er sat i gang for
grønlændernes skyld. Men planlæg-
gernes arbejde når sjældent ud til
folk. Der er li det hele taget for lidt
åbenhed. Det er en af grundene til,
at det er vanskeligt at følge med. Det
gælder også landsrådsarbejdet. Vi hø-
rer for'lidt til landsrådsmedlemmerne
imellem møderne. Også landsrådsmed-
lemmerne burde være med i oplys-
ningsarbejdet.
HÅB OG FORTVIVLELSE
Vi mangler en åben diskussion i
Grønland, men også den kan skabes
gennem oplysning. Vi skal ikke di-
skutere blot for diskussionens skyld.
Formålet med diskussionen må være,
at der skal komme noget godt ud af
den. Men diskussionens udbytte af-
hænger af det menneskelige stade.
Sommetider synes man, at det går
rigtig godt, til andre tider det mod-
satte. Man lever mellem håb og for-
tvivlet afmagt, måske fordi udviklin-
gen går så stærkt. Men jeg føler, at
det alligevel går i den rigtige retning.
Det mærker man ved at tale med folk.
Der er flere og flere, som kan følge
med i udviklingen og en forstår be-
tydning som af det, der sker.
Men der er stadig for få mennesker,
der har uddannelse, og som kan tage
de forskellige opgaver op. Disse få
mennesker har i forvejen for meget
at bestille. Vi er tilbøjelige til at gå
i lag med opgaver, som vi ikke har
mulighed for at klare på tilfredsstil-
lende måde. Man vil så gerne være
med i samfundsarbejdet, men mærker
mange gange sin utilstrækkelighed,
fordi man har for lidt uddannelse.
Opgaverne iøles oite urimeligt tunge.
HENSYN TIL FØLELSERNE
— Der tales om indførelse af skat.
—• Indførelse af skat er meget vig-
tigt for det grønlandske samfund, slet
ikke fordi det vil betyde, at vi så kan
klare os selv. Men indførelse af skat
er vel en af de vigtigste måder til at
aktivisere grønlænderne på. Ved at
betale skat vil folk begynde at få fø-
lelsen af, at de er med i udviklingen
og er medansvarlige for den.
— Hvad mener De om den bebu-
dede bundgrænse?
— Den er alt for høj efter min me-
ning. Jeg er af den opfattelse, at så
mange som muligt må være med til
at betale skat. Jeg kan godt forstå,
at politikerne er bange for, at skat
med lavere bundgrænse vil betyde
store omkostninger i skatteadministra-
tionen. Alligevel synes jeg, at man og-
så her må tage den psykologiske side
af sagen med i betragtning. Når alle
er med til at betale skat, vil mange
flere få interesse for politikernes ar-
bejde og vil på den måde få følelsen
af at være med i samfundsarbejdet.
Folk vil følge bedre med i politiker-
nes bestræbelser, når de har følelsen
af, at de selv er med til at betale
nogle af resultaterne.
— Mener De, at vore politikere ta-
ger for lidt hensyn til følelserne?
— Ja, i en så gennemgribende og
hurtig omvæltning, som der er sket
heroppe, tror jeg, det er rigtigt at ta-
ge hensyn til følelserne i overgangs-
tiden. Ellers bliver folk ligegyldige og
taber modet. Og det har vi mange
eksempler på, bl. a. når folk overlader
afgørelserne til andre. Men på det
område er der også ved at ske en
ændring. Folk føler mere og mere,
at det er deres ret at kritisere. I dag
taler man politisk indbyrdes, temme-
lig meget endda. Men man udtaler sig
sjældent offentligt.
Vi må lære at komme med kritik
i stedet for at kværulere indbyrdes.
Ligeledes må vi lære ikke at kriti-
sere blot for kritikkens skyld. For-
målet med kritik må vel være at
fremsætte forslag til løsning af pro-
blemerne. Vi må lære at tale om pro-
blemerne, selv om vi ikke er enige.
Julut.
Genfangster af
mærkede skællaks
Fiskeriministeriet og Ministeriet for
Grønland har udsendt „Fiskeriunder-
søgelser i 1967 ved Danmark, Færøer-
ne og Grønland". I det af bogens af-
snit, der vedrører undersøgelserne ved
Grønland, skriver lederen for Grøn-
lands Fiskeriundersøgelser, dr. phil.
Paul M. Hansen bl. a.: „Lakseunder-
søgelserne, der startedes som et sam-
arbejde mellem danskere, briter og
canadiere i 1965 og fortsattes i 1966,
blev udført igen i 1967. Fra 22. august
til 13. november blev der fanget 1874
laks, hvoraf 372 blev mærket. Dette
er knap halvdelen af, hvad der blev
mærket i 1966 (728) ....
Af de i 1966 ved Grønland mærkede
728 laks er fire genfanget i 1967. Tre
af disse i floder i Skotland, én i Ca-
nada. Ved Grønland er der i 1967 i
alt genfanget 176 laks, der var mærket
i deres hjemlands floder af seks na-
tioner fordelt som følger: Canada 103,
England 6, Skotland 24, Sverige 7„
USA 35 og Island 1."
Socialrådgiver
Arbejds- og socialdirektionen har
besluttet, at der snarest skal ansæt-
tes en socialrådgiver, som i K’utdlig-
ssat skal tage sig af specielt fraflyt-
ningsproblemerne i kulminebyen. Den
pågældende skal fungere direkte un-
der kæmneren og koordinere arbejdet
i tilknytning til arbejds- og socialdi-
rektoratet og i øvrigt til alle de myn-
digheder, der er impliceret i fraflyt-
ningsarbejdet samt fungere som råd-
giver over fro fraflytterne.
S Den gyldne, ^
/■ smidige OMA margarine \
j er lige velegnet til bordbrug ^
og madlavning! — Sig navnet: OMA margarine!
I
OMA margarine kultiussartalik akungnaitSordlo
* nerrivingme atugagssatut nerissagssiornermutdlo /
\ åssigmgmik piukunarpoKl OKautigluk ateic: /
\ OMA margarine! j
I
Kalåtdlit-nunåne uvdloK erKainiaivfik
w
14