Atuagagdliutit - 06.02.1969, Síða 19

10-årsd.agen for
»Hans Hedtoftes forlis
Hedtoftip umiuneranit
ukiut Kulmgornerat
Det er en smuk skik, at man her i
landet hvert år den sidste søndag i
januar eller den 30. januar siden „Hans
Hedtoft“s forlis i flere af landets kir-
ker holder en mindegudstejenste for
dem, der er omkommet på havet.
Nu vi passerer tiårsdagen for den-
ue begivenhed, bør det også bemær-
kes her, og jeg mener, at det kan gø-
res ved at gengive, hvad der blev sagt
Ved mindegudstjenesten i Godthåb
kirke.
Om også bjergene viger, om også
højene rokkes, min kærlighed viger
ej fra dig. Så siger Herren, din for-
barmer. (Es. 54,10).
Dette ord har en tone, som passer
Sa godt ind i vor situation. Her i Grøn-
land er vi jo henvist til at leve vort
liv i nær tilknytning til havet og til
en vældig og barks natur, og en stor
del af befolkningen er henvist til at
hente det nødvendige til livets ophold
fra havet eller ved at færdes på havet.
Vi ved, at en sådan livsform gen-
nem årene har krævet mange ofre og
hragt lidelse og savn med sig ind i
hjem og familie. Hvert år kræver sine
°fre. Sådan har det også været i det
ar, som er gået. Vi vil da også i aften
lage alle dem med i det som vi er
sarnlet om, alle dem, som i det år, der
svandt, har mistet deres kære og min-
des dem, som ikke vendte tilbage.
Der er nogen, som aldrig glemmes,
°g der er mennesker, som vi aldrig
bliver færdig med at sige Gud tak for,
°g hvis spor ses tydeligt iblandt os
den dag idag.
Vi synger ganske vist, at vore navne
glemmes som sneen, der faldt ifjor,
men dog er der navne, som bliver stå-
ende længe. Sådan er det jo, når vi
tænker tilbage på den begivenhed,
som fandt sted for ti år siden. Vi, der
oplevede disse dage, vil ikke glemme
dem, så længe vi lever. Det står så
stærkt i vor erindring, hvordan vi
klyngede os til håbet, som dag for dag
svandt ind for tilsidst at lade os stå
tilbage med en følelse af tomhed, for-
tvivlelse og savn.
Vi havde glædet os over det gode
skib „Hans Hedtoft" med alle dets
tekniske hjælpemidler. Vi havde troet,
at faren var mindre og mange hin-
dringer overvundet med de mange nye
tekniske indretninger. Og så bagefter
kendte vi kun følelsen af at være
magtesløse, magtesløse over for natu-
rens vældige kræfter, magtesløse, da
der skulle sendes øjeblikkelig hjælp,
°§ vi følte os så uendeligt svage og
magtesløse, når vi så gerne ville trø-
ste og hjælpe alle dem, som sad til-
bage i den dybeste sorg over tabet af
deres kære. Her erfarede vi, hvor kort
menneskers ord og menneskers hand-
linger rækker.
Vi er nu samlet for at lade tanker-
ne gå tilbage, og vi vil da igen i dy-
beste ærbødighed mindes to af vort
lands store politikere, en folketings-
mand og et landsrådsmedlem, som på
den smukkeste måde har skrevet de-
res navne ind i vort lands historie.
Det gælder jo for dem alle, også for
dem, som var mindre kendte, men som
måske i særlig grad stod vort hjerte
nær, grønlandske og danske mænd og
kvinder, der jo, sådan som det ofte
går, ikke fik den anerkendelse, som
svarede til deres gerning, mens de le-
vede iblandt os. Alle udgjorde de for
os at se en umistelig del af vort sam-
fund, og derfor har de været savnet
meget i årene, der fulgte.
En aften som denne er vi dog ikke
blot samlet for at se tilbage. Vi skal
også se fremad. Og i den forbindelse
er der noget, som vi lærte i disse mør-
ke dage, og som vi kan tage med os og
bygge på i dagene der kommer. Det er
sammenholdet og fællesskabet, som vi
følte igennem den dybe sorg. Vi lærte,
at vi har brug for hinanden. Vi lærte
på en måde at rykke tættere sammen.
Og vi så, at det, som vi mennesker
bygger vore planer på og regner med,
det er noget, der kan rokkes og for-
svinde, som ordet siger, men der er
noget, som altid står fast, sådan som
det blev nævnt i vor tekst, at selv om
disse ting, som vi anser for at være
det mest faste og sikre, skulle rokkes,
så er det dog sandt: „Min kærlighed
viger ikke fra dig. Så siger Herren
din forbarmer. Det er det, vi har at
holde os til under alle tidernes om-
skiftelser.
Nogen vil måske sige, at det jo kun
er et ord eller en talemåde, og hvad
kan vi bygge på talemåder? Svaret
må være dette, at vi er nu samlet her
i kirken for at samle vore tanker om
det som skete, og så må man naturligt
forvente på dette sted, at vi vil prøve
at se alt det, som sker, som et led i
den almægtiges planer. Vi vil søge
vor tilflugt hos ham. Vi vil lægge alt
det, som vi ikke magter, i hans hånd.
Og så får vi da at vide, at al hans
handling med os mennesker har kær-
ligheden som grund. Der hvor vi men-
nesker taler om lykke, medgang og
gode kår, der taler hans ord realistisk
om døden, som venter os alle, men det
taler med ligeså stærk overbevisning
om opstandelse og evigt liv. Det er
hans plan med os. Det vil han føre os
frem til, og deri grunder sig hans
handling med os mennesker i alle li-
vets situationer, for at vi må kunne
lære at tro, at alle vore kære, som dø-
den tog fra os, er i hans hånd. Det er
den tro, han venter at finde hos os.
Og så er det jo sandt som Søren Kier-
kegaard siger: „I kristendommen
ilerauvoa måne januarip nålernera-
ne sapåt kingugdlea imalunit januar-
ip 30-at erKainiaivfiussardlune umi-
arssup Hans Hedtoftip umiuneranut
ajunår tunik.
umiunermit ukiut Kulingornerat å-
ma måne taineaartariaaarpoK isuma-
Karpungalo taimailiortoKartariaKartoK
Nup OKalugfiane ivsaa eraainiainer-
me oaalutsimik ilångussinikut.
1. silarssuarme måne
ingerdlassussugut
maligssuit ilåne
nalåutaråtigut,
nakussut magdlit tarninut
sapissusérutitsissut.
2. sujoralersaraugut
maligssuar,turne
sapersoK umaterput
nikatdlulerdlune,
anorrit aårtuligssuit
nakungmata maligssuit.
3. ilainut Jisusivta
pissarput taimatut
malé silarssuavta
sujorasårissut,
aamuna ernumavdlutik
atortarait nikavdlutik.
4. tupingnaaaut pissartut
atåtap araane,
maligssuit soraertut
atorssarordlune,
tusarmagit sapernane
Kinugpata Kitornane.
5. tatigssaråra måne
saperaa j åssunga
inunerup maline
nikatdlorångama,
Kilangmio sapingilaa
tamarssuarnut Nålagaa.
Isak Lund.
Matt. 8, 23—27.
ivangkiliune atausiarata tusartar-
parput Jisusip OKauserissartagå „isu-
makulusångilase". oaausea taimåitoK
tugpatdlersaiumanermik nipeaartoa
maligkumagaluarparput, ilale nålag-
kumagaluardlugulunit ajomartåssu-
sia! tamåna inugpagssuit misigissar-
påt. tamåna misigingårsimavarput u-
kiut Kulit mat'uma sujornatigut umi-
arssup Hans Hedtoftip umiuneratigut
ajunåmerujugssuarmik eraorneaarav-
ta arnat angutitdlo amerdlaaissut å-
følger beviset altid bagefter. Vantroen
vil altid begynde med beviset og kræ-
ve det, men der hvor et menneske vo-
ver at tro, vover i tro at udlevere sin
fortid og sin fremtid til hans ord, der
bliver troen ikke uden erfaring og
heller ikke uden bevis. Det gælder og-
så vor anledning iaften. Og hvad det
betyder kan vel bedst udtrykkes med
et citat fra den præliken, som provst
Holger Balle holdt dengang i disse
svære dage:
„Det er noget, som hedder Guds
fred. Det er noget helt andet end den
fred, man forsøger at vinde ved at
trække sig ud af verden, og det er
noget andet end den fred, som består
i, at der ingen sorg og smerte er. På
grund af den korsfæstede og opstand-
ne Kristus har vi et levende håb for
dem, som døden ramte, og på grund
af ham er der en vej frem for dem,
som skal leve videre."
Det gjaldt dengang og det gælder
lige så sikkert idag.
K. L.
naisimavdlugit. tamatuma kingorna-
gut ukiut ingerdlaneråne aavsériaaa-
luta isumakulungnea ånilånganerdlo
misigissarsimavavut uvdluinarne inu-
nivtine åmalo imame angalassortavut
pivdlugit. pingortitarssup pissauneri-
sa artorssarfeaångitsutut ituit isuma-
kulutigssaaartingålertarsimavåtigut,
isumakulungnerputdlo ernumaningor-
titarsimavåt aliasungningortitdlugulo.
pingortitarssup pissaunerisa nakoai-
ssut ånilångatitdluta pissugssanut na-
lussav.tinut isumakulutigssaaartiler-
tarsimavåtigut tusagagssanik ånilår-
nartunik nålaortutut ilersitdluta. i-
mamilo angalassut aavsimitauva isu-
makulutigssaaangålertarsimånginer-
pat ikiortigssaerututut misigalutik pi-
ngortitarssup nukinginut ajugauvfigi-
ssagssåungitsutut itunut tuniutinar-
tariaaalersutut misigissardlutik. ukiut
tamaisa taima misigissaaartarpugut
ilaKutarit nunaraatigitdlo imarssup
pissaunerisa asassåinik piaivfigissa-
rångatigit. aavsimitauvalume mau-
ngåinaa ujardlertaraluarpat ajunår-
nermut ugpernarsautigssanik takuju-
mavdlutik ajunårtortamigdlo timait
nunap aåne aasuersårfigssåinut iliu-
magaluardlugit.
naungme sujulivta uvagutdlo imar-
ssuaa ukiorpagssuarne pingitsugag-
ssåungitsutut angatdlavigalugulo inu-
ssutigssarsiorfigissariaKaraluardlugo,
méraunivtinit imarssuaK issigissariu-
araluardlugo åssigmgitsorpagssuarnik
misigivfigissardlugo, aliånaersårfigi-
ssardlugo pigssarsivdluarfigingårtar-
dlugulo ajunårnernik eraugauvfigi-
ssariaKartarparput pissaunerssuata a-
ngissusia tuniuvfigmartariaKalersar-
dlugo misigissardlugo nunavtine inu-
niarnea aanoa ajornartorsiuteaamar-
tigissartoa.
ånåussisserputdle oaartarpoa: „isu-
makulusångilase". taimalo oaartara-
me oaausea tåuna asulinaK atortarsi-
manaviångilå nangminea inuit akor-
nåne inuvdlune inuit nåpitagait sussut
aanordlo misigineaartartut ilisimav-
dluaramigit. oaauserdlo tåuna unuk-
måna erKarsautigisaguvtigo ivangki-
liumut najorautarissavtinut tugtita-
riaaarparput, ivangkiliup navsuiaung-
matigut suna pivdlugo uvdlumisaoa
taima oaarfigiumagåtigut. ajoaersug-
kat nålagartik imap pfssaunerssuinut
aanoa iliuseaartoa takuvdlugo tupi-
gusugdlutik oaartariaaalersimåput:
„kinaungmanuna anorivdlo imavdlo
nålagkåt?". ajoaersugkat kisimik tå-
ssausimångitdlat „anorivdlo imavdlo
nålagånik" umiatsiamingne ilausso-
aarsimassut. uvagutaoa akornavtine
inoaarpoa nangmingnea ajornartor-
siornermingne avdlatdlo ajornartor-
siorneråne tåussuma ikiuineranik tug-
patdlersitsineranigdlo misigissaaa-
ngårtarsimassunik. imaaa oaartoaar-
sinaugaluarpoa ivangkiliume oaalug-
tuarineaartutorpiaa uvdlume pisima-
ssunik takunea tusarnerdlo ajoravta
tamåna ugperisavdlugo ajornartoru-
jugssussoa, åmame silaaåssutsivta, i-
maaa angnertungikaluaaissup tamåna
ugperitisavdlugo sapingajagtitarpåt.
ivangkiliuvdle ingminut aperissaria-
aalersipåtigut tupingnartulianik tai-
måitunik takunigssavtinut utaraeraå-
sanersugut „anorivdlo imavdlo nåla-
gåt“ ugperilerumavdlugo aanordlo i-
liorsinaunera nautsorssorumavdlugo?
tupingnartulianik utaraeraåsanerpu-
gut ugperilerumavdlugo inunivtine
pissauneaangårtumik najorteaartugut
pingortitarssup pissaunerisa ajugauv-
figissutut isagaluarpatigutdlunit asa-
ssavtinigdlo maaaississagssaaartiler-
dluta uvavtinut oaarumåtuinartumik:
„isumakulusångilase". oaausea tåuna
ima isumaaarnaviångilaa pisimassut
sussutdlunit aångiatårniåinardlugit
soautiginginiåinardlugitdlunit inuniå-
sassugut isumakuluteaarumånginar-
dluta. oaauserdle tåuna ivangkiliulo
tusagarput tatigissaaardlune inunig-
ssamik tikuartuissuput, tatigissagssa-
aartugut inunermut toaumutdlo nåla-
gaussumik, inunivtine avautigssavut
avautiginiåsagivut ugperalugo tatiga-
lugulo uvagut sapigkavut tåussuma
uvavtinut atorneaarsinangordlugit år-
aigssortarai, uvagut sinigsorissaralua-
rivtine ilaussoringitsututdlo ikalua-
rivtine najortuaråtigut pissariaaåssu-
serputdlo nåpertordlugo ajortunik a-
j ungitsungortitsivigissaråtigut, artor-
nartunik aujåssutigssångortitsivigissa-
råtigut ernumanartunigdlo oailisaiv-
figissaråtigut tugpatdlersitdluta o-
aautsine aanordlo iliomine oaautsip
„isumakulusångilase" imarissai aujå-
ssutigisinångortitardlugit.
unuk-månalo oaautsit tusagkavut
naggasertigit ima ainuvdluta:
Gutip imåne ajunårsimassortavut
imarssuvdlo naraane iliveaarfeaartut
tamaisa eraigsisitdlugit krnaminik
aåumarsardligit. Gutip imåkut anga-
lassortavut tamaisa najordlugitdlo na-
vianartunut sernigssordlugit påriligit.
Samuel Olsen.
■■■■
...i lufttætte folieposer. Denne
fikse emballage sikrer gærens
holdbarhed i mange måneder.
Indholdet i posen svarer til 50 g
almindelig gær. Med DANISCO
TØRGÆR har De altid frisk
tørgær i huset.
...folienik uvsigdlulnartunik pQg-
dlit. - pQt taimåitut takujumi-
nardlulnartut Kapuit Kåumater-
pagssuarne avdlångujåinigssåt
isumangnaerpåt. imai naleKarput
Kapungnik panersigåungitsunik
50 gr.-nik. DANISCO-p Kapuisa
panertut tamatigut Kapungnik
panertQteKartlsavåtit.
AKTIESELSKABET DANISCO . 8. KRISTI AN I AGADE • 2100 KBH. 0
Jesu
lignelser
^en rige mand og Lazarus I
(Lukas evang. 16, 21—24)
Jisusip
assersutai
ar>gut pisoK Lazarusilo I
‘LUk. tvangk. 16, 21—24)
Som han lå der, havde han kun et eneste ønske, at han
kunne spise sig mæt i de simuler, der blev tilovers fra den
rige mands bord; hans eneste lindring var, at hundene kom
og slikkede hans sår.
nalatitdlune atausinavingmik kigsauteaarpoK: pisOp nerri-
vianit sivnerussat aårsitdlautigalugit nererusugkaluardlu-
git. någdliungnera migdlimituartarpoa aingmit tåkukångata
ikllo alugtordlugit.
Så kom den dag, da den fattige døde, og englene bar ham
hen i Abrahams skød. Også den rige døde og fik en prægtig
begravelse. Han slog sine øjne op i dødsriget, hvor han var
i pine, og langt borte så han Lazarus i Abrahams skød.
tauva uvdlut ilåne pitsoa toauvoa, Ingilitdlo klvssumiardlu-
go Aberåp sånut ilivåt. pisåa åma toauvoa perssuarsiutigl-
neaaaalune ilineaardlune. toaussut inane någdllugdlune ul-
kame ungaslnarme takulerpå Lazaruse Aberåp sånitoa.
Da råbte han: „Fader Abraham, forbarm dig over mig! Send
Lazarus til mig, så han kan dyppe spidsen af sin finger 1
vand og læske min tunge; for jeg pines slemt i denne lue"I
tauva suaorpoa: atåtaa Aberåt-å, nåkiginga! Lazaruse uvav-
nut autdlartiguk inussame isua imermut misutdlugo oaara
nigdlarserniåsangmago; matumane ikualassorssuarme erdlo-
aisineaaaigama 1“
19