Atuagagdliutit - 04.03.1971, Blaðsíða 8

S Den gyldne, ^
j smidige OMA margarine \
j er lige velegnet til bordbrug ^
og madlavning! — Sig navnet: OMA margarine!
OMA margarine kultiussartalik akungnaitsordlo
' nerrivingme atugagssatut nerissagssiornermutdlo >
\ åssigingmik piukunarpoK! OKautigiuk ateK: /
\ OMA margarine!
VITAMINISERETl
i OM A i
^margarine
Som nævnt i A/G 1. september
1970 arbejdede jeg igen den for-
løbne sommer med at udforske
nordbobebyggelsen i Sydvestgrøn-
land.
I juli måned opholdt jeg mig
ca. 3 uger i området K’ordlortor-
ssup tasiata timeicuta nord for
Lichtenau Fjord. Sammen med
mig var direktør Arne Stenby
fra Birkerød, dennes søn Erling
og min plejesøn Hans. Formålet
med turen var først og fremmest
at undersøge området omhygge-
ligt for nordbobebyggelse, men
samtidig ville jeg grundigt foto-
grafere landet ved en stor sø,
kaldet Ulvesøen, nær indlands-
isens kant. Stedet har ikke været
besøgt af videnskabelige ekspedi-
tioner og er ikke jagtterræn for
folk fra kysten. Kun nu og da i
nyeste tid har fåresamlere af og
til været ved søen —'mest i fjeld-
terrænet højt over bredden —
for at lede efter får.
Fund af ruiner viste, at stedet
har været beboet i nordbotiden.
I tiden derefter, i hvert fald i
1700-tallet, har eskimoiske jægere
jaget rensdyr i indlandet. 1752
gik en opdagelsesrejsende ved
navn Peder Olsen Walløe på jagt
i bunden af Lichtenau Fjord og
har fortalt herom i sin dagbog.
Han skød flere rensdyr, og hans
beskrivelse tyder på, at der var
ret mange, og at folk hver som-
mer gik på jagt efter disse. I
løbet af århundredet forsvandt
dyrene imidlertid fuldstændig, og
folk holdt op med at tage på
jagtture ind i landet.
Terrænet mellem fjordbundene
og indlandsisen blev nu et om-
råde, folk ikke kendte af selv-
syn. Der opstod mange sagn og
fortællinger om overnaturlige væ-
sener, nogle onde, nogle gode.
Det blev et tilholdssted for Kivi-
tOK’er. — Og så findes der ulve
(amaroK’er). Hertil skal straks
siges, at der i Vestgrønland i
historisk tid aldrig er skudt no-
Lakseørreder. — eKaluit.
Krat i dalen lidt syd for Ulvesøen. På de arkæologiske ekspeditioner i
1940-erne var dette sted grænsen for museumsinspektør C. L. Vedbæks
undersøgelsesområde. Man kunne ride på heste til fjeldkanten over
dalen.
orpigkat KorKume Ulvesøp kujatåne. 1940-kune museumsinspektør C. L.
Vedbækip itsarnisarsiordlune angalanermine tamåna kigdligfigisimavå.
KoroK napivdlugo KåKat tungånut hesterfigineKarsInauvoK.
gen ulv eller, der er iagttaget et
sådant dyr af nogen videnskabelig
ekspedition. Det store dyr er en
figur, der lever i sagnverdenen,
og beretningerne omtales aljerede
af Hans Egede, som dog mener,
at „det ikkun er en Fabel".
Det mærkelige ved disse ama-
roK’er er, at man aldrig ser dem.
Man hører dem om natten luske
rundt ved teltene nær fiskeplad-
serne i fjorden. Man hører dem
hyle og ser undertiden deres spor
i sandet ved stranden eller i den
regnvåde jord.
Man fortæller om den modige
Store-Martin fra Lichtenau, som
for over 100 år siden rejste ind
til indlandsisen for at se, om der
stadig fandtes rensdyr. Martin
bar sin kajak til søen over det
store vandfald i bunden af Lich-
tenau-fjorden og kunne da sejle
ad elve og søer næsten helt ind
til isen. Han fandt ikke rensdyr,
og efter den tid tog ingen mere
ind i landet før som omtalt i ny-
este tid, hvor nogle fåreholdere
har berejst Martins rute. På en
sådan tur fandt Frederik Nielsen
fra K’agdlumiut (som omtalt i
A/G 1/9 nogle stenhuse ved den
førnævnte Ulvesø, den nordligste
sø, Martin sejlede på.
Ved den store sø er der betyde-
lig kratskov. Det er efter grøn-
landske forhold et skouland —
det største på øen. Langt op ad
fjeldskråningerne vokser tæt krat
bestående af ofte 6-8 meter høje
birketræer og pilebuske. Træer
på ca. 10 meters højde som i
K’ingua-dalen har jeg dog ikke
set. De er her mere bøjede. Mel-
lem træerne og buskene vokser
blomster og græs. Med det barske
kystland i frisk erindring virker
Ulvesølandet uvirkeligt grønt og
frodigt. Man har en følelse af at
være kommet til et ukendt even-
tyrland. Det er ikke rigtig til at
fatte, at der kan være så frodigt
på polarøen Grønland. I søens
nordende ligger to grønne øer.
Drengene svømmede ud til en af
dem, fiskede fra søbredden og
trak den ene dejlige laks op efter
den anden. Det var en skøn af-
veksling til letvægtsprovianten.
Stedet her kan minde en del om
norditalienske søområder.
Området ligger i luftlinie nær
NarssarssuaK og må i fremtiden
være et oplagt turistmål, hvis en
rimelig ordning med helikopter-
transport kan skabes. Det er mu-
ligt at vandre fra Sdr. Igaliko
(lettere end fra Lichtenau Fjord),
men mange turister vil nok vige
tilbage for besværlighederne med
at krydse en ret høj fjeldkæde
med tung bagage samt vandre
gennem dybe elve med stærk
strøm. For andre vil vandreturen
dog være en ekstra oplevelse.
Ved Ulvesøens sydbred fandt
vi resterne af en stor nordbogård
i meget tæt krat. På den møjsom-
melige vandring stod vi pludselig
ved en forladt boligtomt med
mange rum. Endnu et hidtil
ukendt spor af det forsvundne
nordbofolk! Vi fandt flere i form
af mindre hussamlinger, folde og
diger.
I 500 år i middelalderen havde
dale, fjelde og elve et navn givet
af nordboerne på deres sprog, der
er forskellig fra nutidsdansk. Da
de var borte, gav eskimoerne ste-
derne nye navne, som nu i det
store og hele er glemt.
I 1896 rejste Daniel Bruun fra
Sdr. Igaliko til Vandfaldssøen
(K’ordlortorssup tasia) og beskrev
nordboernes land, Vatnahverfi
(Sølandet). I bøger og artikler
bragte han kendskab ud til en
større kreds om det græsklædte
indland. Området ved Ulvesøen
kendte han ikke. Til minde om
ham har jeg foreslået Stednavne-
udvalget for Grønland at kalde
den dal, der går fra Ulvesøen til
Vandfaldssøen, for „Daniel
Bruuns Dal". I dalens vestende
ved Vandfaldssøen havde Bruun
sin sidste lejrplads, og her regi-
strerede han nordbogård nr. N 74.
Dalen fortsætter ved Vandfalds-
søens vestbred, og her foreslår
jeg navnet „Saras Dal" til minde
om fru Sara Nielsen, K’agdlu-
miut-fåreholderstedets grundlæg-
ger, der døde vinteren 1970 i høj
alder som en af Grønlands ældste
kvinder.
I august besøgte jeg området
ved Tunugdliarfik-fjorden og var
desuden en tur i K’agssimiut, hvor
jeg med hjælp fra den gamle fan-
ger Søren Motzfeldt foretog en
hurtig undersøgelse af en del
kyststrækninger. I september
viste jeg en repræsentant for
Nationalmuseet, magister Svend
Albrethsen, en række ruiner i
Tasermiut og ved Frederiksdal
— ruiner som jeg havde registre-
ret 1968 og 1969. Derefter forsøgte
jeg at komme til området ved
AugpilagtoK, men det var blevet
for sent på året. Havet her nær
Kap Farvel var blevet uroligt.
Dage med blæst og storm fulgte
efter hinanden, og der var endda
besværligheder med at komme
tilbage til Sydprøven en af de
sidste dage i september.
Jeg vil gerne takke mine med-
hjælpere, min gode ven Arne
Stenby, og alle, som på forskellig
måde har hjulpet med historiske
oplysninger og fortalt om iagtta-
gelser af nordboruiner. Endvidere
har jeg mødt enestående gæstfri-
Arbejde søges
Dygtig murersvend søger arbejde på kontrakt i Grønland. Kon-
trakten må gå ind under den overenskomst som foreligger mel-
lem Ministeriet for Grønland og LO.
LINDY SVENDSEN
Thulevej 22 . 9000 Ålborg.
IVERSEN & BØRDIK
Smede og Maskinværksted
Konstruktionsarbejde, dreje og fræsearbejde, — A &. E, samt
C—0—2 svejsning.
Bygningssmedearbejde - Beholderarbejde - Ankre og klippebolte.
Leverandør til KGH og GTO
Telefon AM. 4338. Overgaden O/V. 28.-1415 K.
Nordboundersøgelser 1970
8