Atuagagdliutit - 24.06.1971, Qupperneq 16

Fællesmarkedet og
republikken Grønland
Efter en folkeafstemning i Dan-
mark og dertil følgende grund-
lovsændring af 5. juni 1953 blev
Grønland en ligeberettiget del af
Danmark. Det medførte, at den
grønlandske befolkning fik det
privilligium at skulle dele skæbne
med den indfødte danske befolk-
ning. Afgørelser, der blev taget i
Christiansborg, skulle også gælde
for Grønland. I teorien var der
lutter idyl, for Danmark er et
demokratisk land, og ingen af-
gørelse kan gennemtrumfes uden
befolkningens samtykke. Men
hvordan kan dette såkaldte de-
mokratiske princip virke i prak-
sis, når vi kommer ud for denne
situation, at den danske og den
grønlandske befolkning ikke kan
enes i et afgørende spørgsmål,
hvor meget betyder så Grønlands
50.000 indbyggere i forhold til
Danmarks næsten 5 millioner
indbyggere? Konsekvensen bliver
at den grønlandske befolkning
må bøje sig for en afgørelse, der
er taget 4000 km borte i et næ-
sten fremmed land. Det kan ikke
være meningen med demokrati-
et.
Det nu altoverskyggende emne
i Danmark er, om landet skal ind
i Fællesmarkedet eller ej. For i
øjeblikket ser det ud til, at stem-
ningen er omkring fifty-fifty.
Den nuværende regering gør alt
for at indlemme landet, og der
var taget forhandlinger i gang,
men det er på nuværende tids-
punkt såre svært at sige, hvad
det ender med. Det er uhygge-
ligt at vide, at alle landets poli-
tiske partier højre for venstre-
fløjen i Socialdemokratiet går ind
for indlemmelse. Noget kan også
tyde på, at emnet kommer til fol-
keafstemning. Det bliver det ikke
spor bedre af, for ingen nuleven-
de borger er kompetent til at
stemme for de ufødte generatio-
ner.
Men hvad er Fællesmarkedet
egentlig for noget?
Fællesmarkedet er en statssam-
menslutning i Vesteuropa, der
primært har økonomiske interes-
ser som emne. De mest aktive
medlemmer er Italien, Frankrig
og Vesttyskland. Men andre ord,
kontinentets folkerigeste, mest
produktive og kulturelt stærkeste
stater. Fællesmarkedets mål og
midler, som er udformet i Rom-
traktaten, ser i hovedtræk så-
dan ud:
— Frihandel mellem medlemssta-
terne, ingen form for told.
— Indbyggere i et medlemsland
kan tage arbejde uden særlig
tilladelse i et andet medlems-
land og nyde værtslandets so-
ciale goder.
— Indbyggere i et medlemsland
skal kunne købe jord og an-
den ejendom i et andet med-
lemsland.
— Etablering af fælles valuta.
— Etablering af et Europa-par-
lement, med dertil følgende
muligheder for overstatslige
indgreb.
— Alt efter demokratiske prin-
cipper.
Fællesmarkedets endelige mål
er ganske tydelige: Europas For-
enede Stater, en ny magtblok,
der skal kunne hamle op mod de
to nuværende giganter: Sovjet-
unionen og Amerikas Forenede
Stater.
Teoretisk set er ideen udmær-
ket. Det er mere betryggende for-
hold, hvis den vestlige verdens
skæbne dirigeres eller påvirkes
ikke af kun to, men af tre fak-
torer.
For enhver der har lidt histo-
risk indsigt, er det meget svært
at afgøre om det er Europas For-
enede Stater eller Grossdeutsch-
land der er tale om. Målene i
Rom-traktaten er gammelkendte
for europæere og særlig for ty-
skere, for det er nøjagtig det
samme mål, dog i en lidt anden
tone, der allerede var nedfæl-
det så tidligt som i 1924 i en bog,
der hedder „Mein Kampf“, skre-
vet af en herre med navnet,
Adolf Hitler. Dermed skulle al-
ting være sagt. Det er stadig livs-
rum — Lebensraum — som cen-
traleuropæerne er ude efter, og
det skal selvfølgelig ske bl. a. på
danskernes bekostning. Konsek-
venserne er uoverskuelige, og
som menneske kan jeg ikke unde
det land og den befolkning, som
jeg er kommet til at holde af,
en sådan ulykke.
Nu bliver spørgsmålet atter ak-
tuelt, om Hitler var et virkeligt
geni, der var forud for sin tid,
men bruge forkerte metoder, eller
var det indre kræfter hos cen-
traleuropæerne, der gjorde det
nødvendigt at gøre alle disse
ting? For tyskere er stadig tyske-
re, og deres land er stadig det
samme. Gammel mundheld siger:
Tyskere er flinke og behagelige
enkeltvis, men er forfærdende i
masse. Jeg tror, der er noget om
snakken. Personligt har jeg erfa-
ring for det første, og historien
bekræfter det andet.
Sådanne spørgsmål må man
tage med i betragtning, når man
står overfor medlemsskab af Fæl-
lesmarkedet.
Men der er et par grundlægen-
de ting for de kommende europæ-
iske forenede stater, som er for-
skellig fra USA og Sovjetunio-
nen.
Amerika er et ungt land, og i
hele dets oprindelse og skabelses-
proces har man sigtet efter at
skabe et homogent land. Det var
svært, for unionen har over 50
delstater og befolkningen er, hvis
etniske oprindelse kan spores til
så godt som alle folkeslag på jor-
den. Men USA er en geografisk
og sproglig enhed, som Europa
ikke er. Sovjetunionen har ogs
en lignende oprindelse, selv om
dens skabelsesproces ikke var
ligefrem sympatisk.
Europa er et af verdens ældste
kulturområder, hvor befolknin-
gerne er forskellige i sprog, kul-
tur og mentalitet. Nationalisme,
demagoni og selvtilstrækkelighed
har reddet Europa som en mare
gennem århundreder. Det har
skabt mindst to krige i vort år-
hundrede og har brændemærket
europæerne for altid.
Hvordan kan en heksekedel
som Europa pludselig blive enig
med sig selv om, at den vil være
en union? Dette kan kun besva-
res ud fra en geografisk og histo-
risk erkendelse.
Europa er en lille klat på land-
kortet, hvor der bor forholdsvis
mange mennesker. Alle disse
mennesker kan faktisk ikke være
der alle sammen, og føde er der
kke nok af. Verdensdelen kan
sammenlignes med en smal gyde,
hvor der bor mange handlende i
samme branche. For overhovedet
at overleve måtte den enkelte
handlende tilegne sig en del fidu-
ser. Magtbrug, konkurrenceevne
og direkte fup er nødvendigt i
sådanne samfund, og gennem ti-
derne er det blevet en del af
europæerens mentalitet. Den
kommer bedst til udtryk, når han
er trængt op i en krog. Selvop-
holdelsesdriften der er en følge
af pladsmangel, har medført, at
europæerne har etableret sig et
kolonivælde uden sidestykke i hi-
storien, under påskud af forsker-
trang og eventyrlyst. Europæiske
kolonister tog lande, som ikke
var deres. Hvis vi betragter alle
verdens borgere som brødre og
søstre, var det måske accepta-
belt, men har europæerne så op-
ført sig som søstre og brødre over
for disse „vilde, ugudelige ind-
fødte?". Jeg vil lade spørgsmå-
let stå åbent, for det kommer
ikke sagen ved.
Under og efter anden verdens-
krig viste europæeren sit sande
fjæs udadtil: En lille mand med
træsabel og papirshat. Mange tid-
ligere kolonier blev selvstændige
stater, og en enkelt blev „lige-
berettiget del af moderlandet".
Men Europa er stadig denne
smalle gyde, og europæeren er
ikke sluppet fri for instinktet: at
klare sig på andres bekostning.
Dette instinkt vil jeg kalde det
imperialistiske instinkt. Ud fra
den voldsomme lærestreg som
hedder Den anden verdenskrig,
har europæeren lært, at det vist-
nok ikke rigtig kan gå dette med
kolonier, mønsterprotektorater,
satillitstater og hvad de alle sam-
men hedder. Men hvad så med
at praktisere det indenfor egen
gyde? Dette er Fællesmarked, og
hvis Danmark indlemmes, må
Grønland også gøre det og ind-
lede sin anden kolonitid. Det er
prisen for ligeberettigelse.
Derfor appellerer jeg til den
grønlandske befolkning om at
gøre, hvad der står i deres magt
om at udvirke, at hvis eller når
Danmark kommer ind i Fælles-
markedet, skal det ske med en
særordning for Grønland. Denne
appel har direkte adresse til
Grønlands højeste folkevalgte
forsamling, landsrådet. For jeg
kam simpelthen ikke se nogen
rimelig grund til, at Grønland
bliver rodet ind i et indre euro-
pæisk anliggende.
Hvis vi kommer ind i Fælles-
markedet, bliver vi for let et
offer for det imperialistiske in-
stinkt. Det er for dyrt. Vi kender
allerede det instinkt. Imperialis-
me er ikke bare kolonier eller
krige om kolonier. Imperialisme
ligger inde i hvert menneske. Lad
os tage Peder fra Nr. Snede eller
Poul fra Nørrebro, to flinke fyre,
der tager til Grønland med 2-
års-kontrakt og kommer hjem
med 40.000 skattefrie kroner. Det
er imperialisme, og man skal lede
længe efter en, der er mere ren-
dyrket.
Selvfølgelig er alle Pedere og
Pouler ikke imperialister. Nogle
af mine bedste venner og fortro-
lige er danskere. Mange danskere
har ofret deres ungdom, mand-
dom, endog deres liv for Grøn-
land. Min respekt er stor for dem.
Danskere, særlig jyder, er mægtig
svære at blive sure på, og mange
danskere har fundet deres hjem
på Grønland og er i grunden lige-
så meget grønlændere som os
indfødte, men det er de færreste,
desværre. Den tid er også forbi,
hvor danskere betragtes, eller
betragter sig som herrefolk. De
fleste af min generation har set
og mærket en bar dansker. De er
skiderikker ligesom os andre, men
det er bare blandingsforholdet af
deres livsform og vores, det er
galt med. En dejlig ting bliver
aldrig god eller bedre når den
blandes med noget andet eller
efterlignes ensidigt.
Jeg stoler på, at Landsrådet
er sit ansvar bevidst og laver en
særordning for Grønland, når
Danmark indlemmes i Fælles-
markedet.
Men når der bliver lavet en
særordning for Grønland, vil det
være en tydelig bekræftelse af,
at Grønland og Danmark er for-
skellige. Og hvis de to lande er
forskellige på så godt som alle
punkter, hvorfor skal vi så klam-
re os til den illusion, at vi kan
blive ligeberettigede? Lad os be-
gynde at bakke ud af det lige-
berettigelsesbedrag, som har ko-
stet os så dyrt i de sidste 18 år.
To lande, der er så forskellige
og ligger så fjernt fra hinanden
kan simpelthen aldrig blive lige-
berettigede. Det er imod naturens
lov. Selvfølgelig kan vi blive lige-
berettigede, men det må ske på
den svages bekostning, og det vil
betyde udslettelse af den grøn-
landske befolkning som befolk-
ningsgruppe. Dette kan jeg som
grønlænder ikke tillade. Hvis el-
ler når det sker, bliver det folke-
mord, vedtaget ved simpel hånds-
oprækning. Det grønlandske folk
bliver offer på ligeberettigelsens
alter.
Dilemmaet er, om vi skal blive
ved med at følge den nuværende
kurs for „ligeberettigelse" og tage
konsekvenserne, eller vi skal
være ærlige over for os selv og
vore efterkommere og erkende,
at vi skal vælge en ny kurs,
gøre os vor oprindelse og sær-
egenhed klart og pukle for et
bedre Grønland, der om genera-
tioner stadig kan kaldes for „ka-
låtdlit-nunåt".
Dette er en direkte opfordring
til og anklage mod landets ledere.
Jeg anklager dem for at have
bygget deres målsætning, arbej-
de og midler på en illusion. Jeg
tror ikke, at landets ledere er
dumme, de må have erkendt at
det er en illusion. Anklagen vil
gå ud på manglende mandsmod
og på ligegyldighed. Det skal
Historiens Domstol afgøre. Dante
sagde: Den varmeste del af hel-
vede er reserveret for folk, der
står ligegyldigt overfor livets af-
gørende spørgsmål. Og dette ind-
læg, håber jeg, skal føre mig
ihvertfald fra den luneste afde-
ling.
Når der lyder røster i Køben-
havn og i Grønland om, at man
vil til at løse de „særlige grøn-
landske forhold", er der altid
denne undertone „så det kommer
til at ligne de danske forhold".
Men hvordan kan det komme til
at ligne danske forhold? Det er
en for vagt, for udefinerligt, det
er tegn på afmagt og målløshed.
Det danske samfund er et leven-
de, dynamisk samfund, der for-
andrer sig med voksende accele-
ration. Derfor er det helt uan-
svarligt at bruge dette som ska-
belon, en stadigt foranderlig ska-
belon kan ikke bruges. Det bliver
en spiral uden ende.
Derfor må vi have mod til at
vove det ukendte. Det er mere
realistisk at sigte frem, derffra
hvor man står, og ikke derfra
hvor man vil stå.
Jeg mener heller ikke, at vi
skal til kajakken og jordhulen
(uden brusebad), men vi må er-
kende vor særegenhed og bruge
det som grundlag i forsøget på
at skabe et moderne samfund.
Det koster selvfølgelig mod, sved,
og tårer, men intet mål nås bil-
ligere. Jeg efterlyser et mål hos
de 40 pct. af den grønlandske be-
folkning, der er født efter 1953.
Og kampen mod målet for vort
land skal vi kunne mærke på
vore kroppe.
Dette indlæg kan sikkert be-
tragtes som anti-skrift. Det er
det måske også, en opmuntring
til anti-dansk stemning. Selv om
anti-stemning ikke er et mål i sig
selv, kan den ihvert fald være
et midlertidigt nødvendigt onde.
Der skal en kniv til at skrælle
den skal af om Grønland, der
hedder dansk-hed. Først når den
skal er væk, kan vi se os selv
som vi er, eller som vi er blevet.
Indlægget kan sikkert også be-
tragtes af „de ansvarlige" og af
„eksperterne" som en uerfaren,
rastløs og miljøskadet ung mands
drøm, en drøm, der bevæger sig
fra en illusion til en anden. Jeg
indrømmer, at jeg drømmer mig
bort fra alt det fantasiløse på
Grønland. Jeg drømmer om et
bedre Grønland, som vi og kom-
mende generationer kan være
stolte af. Jeg vil sige som Robert
Kennedy: Nogle ser ting, som de
er, og siger hvorfor? Jeg drøm-
mer ting, der aldrig har været,
og siger: hvorfor ikke?
Faktisk drømmer jeg om et
land, der engang var mine fæd-
res jagtmark, og som engang kan
blive en suveræn stat, kort sagt:
Republikken Grønland.
Ja, hvorfor ikke?
Ole Korneliussen,
Ålborg.
Helv®*!2
Heivetia
BOLCHER
er de bedste

BOlCMe»
sukuarxat
pitsaunerpåt
- i nemme poser
12 forskellige slags
— pugssiarigsut
— åssiglngitsut 12
16