Atuagagdliutit - 01.12.1971, Side 10

Hvorfor læse?
Fortælling, TV eller litteratur?
Engang var fortællingen noget
væsentligt for folk. Digteren tol-
kede gennem sagnet og sangen
sine egne og sine frænders tanker
og følelser. Fælles minder blev
genoplevet, og fællesskabet blev
styrket gennem fortællingen og
sangen.
Denne form for fællesskab ek-
sisterer endnu i Grønland tillige-
med glæden ved at synge sammen
og evnen til at fortælle, noget
særdeles værdifuldt for det grøn-
landske folk, men dog et levn fra
fortiden. Sagnfortælleren lever
her side om side med film og TV.
Mellem generationerne er der
1000 års udvikling, som skal
overvindes. Der bliver let et tom-
rum mellem forældre og børn, og
nogen giver op, så adspredelse
træder i stedet for samvær. En
del unge kender stadig fælles-
skabet ved sang og fortælling og
sætter pris på det, men det er
ikke tilstrækkeligt for dem. De
unge har en anden begrebsver-
den og andre behov, de søger nye
former for fællesskab for at finde
sig selv i tiden.
Grønland suger i dag til sig af
den vestlige verdens kultur, som
har ladt sagatidens fællesskab
1000 år tilbage i tiden. Det er en
industrikultur med en teknik, der
har befriet mennesker for sult
og nød, men betalingen har væ-
ret fællesskabets tryghed. Det mo-
derne menneske er ene, hvis det
ikke gennem fornyet indsigt kan
overvinde teknikkens fremmedgø-
rende indvirkning og nå til en ny
forståelse af sig selv og sin situa-
tion, af sine medmennesker og sin
omverden. Fællesskab er ikke no-
get selvfølgeligt i dag hverken på
arbejdspladsen eller i familielivet,
det er noget, vi må stræbe efter
at nå.
Vi fremmer ikke et fællesskab
mennesker imellem ved at se på
billeder, se film, TV eller billed-
blade. Et ensomt menneske kan
få tiden til at gå på en behagelig
måde ved at se TV, og det kan
øge sin viden, men ensomheden
er endnu mere mærkbar, når bil-
ledet forsvinder. TV udsendelser-
ne, som vi kender dem i dag, by-
der kun undtagelsesvist på- ud-
sendelser af en kunstnerisk kva-
litet, så de virkelig griber os, så
vi husker det fremover. Billedet
fænger, men efterlader os oftest
uengagerede. Vi har endnu ikke
krævet nok af dette masseme-
dium. Det er først og fremmest
en nyhedsspreder og underholder,
vi lader os underholde, og vi pas-
siviseres. Kunst derimod, billed-
kunst såvel som digtekunst, ryster
vort indre, så vi bliver i stand
til at se og forstå mere end før.
Et TV-apparat kan være lige
så farligt som den første cigaret,
det kan blive indledningen til et
umætteligt behov og en tilsvaren-
de nedbrydning af indre ressour-
cer. Vor eneste mulighed er litte-
ratur, hvis vi i dag vil nå hin-
anden over grænser, som skiller,
og gennem skiftende tider.
DIGTEKUNSTEN
Moderne litteratur og eskimoisk
digtning.
Man taler med god grund om, at
ordet har mistet sit værd i vor
tid. Man gør opmærksom på, at
sproget kan løsrive sig fra virke-
ligheden, erstatte den og leve af
sig selv — nemlig ved at være
overfladisk og ikke blive til an-
det end fraser og konversation.
Problemet behandles i mange
film og teaterstykker. Man ser,
at sprogløsheden mellem menne-
sker, den manglende kontakt, fø-
rer til isolation, angst og magt-
kamp.
Mange vil påstå, at de ikke for-
står moderne skuespil. De kan
heller ikke forstås i sædvanlig
betydning. I stykkerne forekom-
mer personer, der taler og taler
med ligegyldige og meningsløse
ord. Sproget er revet løs fra men-
nesket, og mennesket er et lige-
gyldigt væsen uden dybde og
mystik. Hvor fremmed det end
forekommer os, det er dog en
problemstilling, som berører de
fleste af os. Vi er alle mere eller
mindre berørt af tidens ordflom
og bliver let revet med ud i tom-
heden. Der er al mulig grund til
at overveje, hvad sproget betyder
for os, hvilke muligheder det in-
debærer.
Det er nærliggende at springe
fra moderne dramatik til eski-
moisk digtning. Få har tolket or-
dets værd, dets magt og .afmagt,
mere gribende end de gamle eski-
moiske sangere. Knud Rasmussen
har sagt, at digtekunsten var en
uundværlig nødvendighed for
eskimoerne. Hans gribende skil-
dring i „Snehyttens sange" af den
gamle eskimo Satlaqé og hans
ydmyge holdning over for san-
gens hellige krav er helt ufor-
glemmelig.
Naturen er ikke „beskrevet" i
disse sange, det er ikke noget,
man betragter. Naturen fornem-
mes som en vældig magt, der
stunddom har bevæget menneske-
ne til at digte, og for eskimoerne
var digtet som åndedrættet, en
del af mennesket selv. Mennesket
var lille, lyttende og modtagende.
Man spørger uvilkårligt, mon
mennesker med denne ydmyge
holdning helt vil forsvinde for
nutidens motorbetvingere, dyrkere
af hestekræfter?
Denne indstilling til naturen er
ikke noget specielt eskimoisk, det
er vist noget centralt for digte-
kunsten som helhed. En nuleven-
de betydelig tyrkisk forfatter
Yasar Kemal siger, at der findes
to ting, som har virkelig værdi,
det er folket og naturen. Ligesom
der findes dele af naturen, som
er destruktiv, findes der dele af
menneskeheden, som også er det.
Yasar Kemal lever under sam-
me tryk som f. eks. betydelige
græske og sovjetiske forfattere.
Det er dog, som om disse men-
nesker er nærmere den virkelig
store digtekunst end de fleste
navne, som svirrer om os i pressen
til hverdag. Yasar Kemal siger
selv: For mig at se virker det,
som om alle store forfattere efter
Dostojevskij ser naturen udefra.
Når de skriver om mennesket og
menneskets relationer, så bruger
de naturen som garniture.
Denne understegning af natu-
rens betydning har relation til
eskimoisk digtning, noget andet
er så hans understregning af fol-
kets betydning. Han siger således
om en landsmand: Det var, da
alt, hvad han havde studeret
rundt om i verden, blandede sig
med det, han lærte af folket, at
han blev noget stort (digter).
Disse ord kommer fra et land
med mange tusind års kultur og
traditioner. Her i Grønland er be-
grebet folk egentlig noget nyt,
endnu som et ubeskrevet blad. en
udfordring til digteren. Yasar Ke-
mal siger: Der findes ikke noget,
som hedder et enkelt menneske.
— Sagt med andre ord, vi må
opdage medmennesket for selv at
leve som menneske.
Læsningens kunst.
Da de første bogstaver og skrif-
ten blev skabt, var læsning en
hemmelighedsfuld kunst. Det var
blot nogle få udvalgte, som be-
herskede denne kunst. Respekten
for det skrevne ord har i Vest-
europa holdt sig i flere hundrede
år. I dag bevirker moderne tek-
nik, at der produceres tryksager,
aviser og bøger, så jordens skove
raseres, og de læsekyndige i vel-
færdslandene kan have nok at
gøre med at fylde i papirkurvene.
Læsning og skrivning er egent-
lig stadig en hellig kunst, og det
er en lykke at blive indviet i læs-
ningens hemmeligheder. Vi kan
komme i forbindelse med hele
verden gennem bogen, vore med-
menneskers tanker og følelser kan
komme til os gennem skriften.
Læsning kan gøre os til verdens-
borgere, kan gøre hele kloden til
vort hjem.
Hvilken tragedie er det ikke for
de millioner af mennesker, som
ikke kan få lov til at gå i skole.
De er ligesom tvunget til at blive
ved det bestående og er lukket
ude fra fremtiden.
Der er i dag omkring 750 mil-
lioner voksne mennesker i ver-
den, som er analfabeter, de kan
hverken læse eller skrive. Det er
mere end 100 gange den samlede
befolkning i Grønland og Dan-
mark. De er fattige, mange er
underkuede og lever en slavetil-
værelse. Det er de ganske få, der
har gået i skole, som har fået
magten i landet, og de er oftest
enerådende, diktatorer, for fler-
tallet, som ikke kan læse, kan ikke
komme til deres ret gennem et de-
mokratisk styre, som forudsætter
alles medvirken.
I Grønland såvel som i Dan-
mark lærer alle mennesker at
læse. Alligevel vil nogen påstå,
at det kun er ganske få menne-
sker, som kan læse. Der er ikke
mange, som gider læse. En har
sagt, at af 100, der kan læse, læ-
ser de 90 overhovedet ikke andet
end aviser, og aviserne læser de
så overfladisk, at de lige så godt
kunne lade være med at læse
dem. Artikler og andet, som kræ-
ver hovedbrud, springer man
over, så det blot er en samling
forskellige overskrifter, man får
fat i.
Vi ser aviser, der følger devisen,
hvad folk vil have, så de regner
slet ikke med folks læseevne; sen-
sationelle overskrifter og billeder
træder i stedet for grundig og
saglig oplysning.
Den såkaldte kulørte litteratur,
ugeblade, der mest består af re-
klame og billeder, læses lige så
overfladisk som aviserne. Mange
læser bøger på samme overfla-
diske måde. De læser, men glem-
mer straks igen, hvad de har læst.
Man fristes til at sige, at det at
læse er en færdighed, som er ud-
døende fra den tid, da alle be-
hersker den.
Hvorfor skal vi læse? spørger
nogen, og det er ikke sjældent
mennesker, som enten er småsure
over tilværelsen eller rastløse,
som om tiden ikke slår til.
Den gode bog kan forøge vor
erfaring udover grænserne for
vor dagligdag og det korte åre-
mål, vi selv kan leve i, og hver
bog kan fortælle os noget om
os selv og vore medmennesker,
så vi lærer at opleve tilværelsen
mere inderligt. Læsning kan kort
sagt gøre vor verden større, ri-
gere og mere spændende.
Ina Jensen.
nutå/iauvok
sanardlåju vok
avd/auvok
TUBORG
CITRON
PROKLAMA
Alle og enhver, der måtte have noget at fordre i boet efter
tømrer Rasmus Berthelsen, Godthåb, død den 25. november 1970,
indkaldes herved til inden den 1. juli 1972 at anmelde og bevis-
liggøre deres krav.
Anmeldelse skal ske til Grønlands landsret, postboks 32,
3900 Godthåb,
der den 22. november 1971 har taget boet efter Rasmus Berthel-
sen under offentlig skiftebehandling.
Undladelse af at anmelde et krav inden ovennævnte frist
medfører, at kravet fortabes.
Grønlands landsret, den 24. november 1971.
P. 1. v.
Hans Chr. Raffnsøe,
dfm.
nalunaerut
kikutdlunit sanassup Rasmus Berthelsen-ip, 25. november 1970
toKUSsup, Kimataisa suliarinekarneråne piumassaKarniartut Kinu-
vigineKarput piumassarissagssatik ugpernarsauserdlugit 1. juli
1972 tikitinago nalunaerutigerKuvdlugit.
unga nalunaerutigineKåsåput Grønlands landsret, postboks
32, 3900 Godthåb
encartussissoKarfiup tåussuma Rasmus Berthelsen-ip Kimataisa
suliarineKarnigssait suliarisavdlugo 22. november 1971 tigusi-
mangmago.
piumassarissagssat pivfigssaK tikitinago nalunaerutigineKå-
ngitsut kingorna piumassarineKarsinaujungnåisåput.
Grønlands landsret, 24. november 1971.
erK. sivn.
Hans Chr. Raffnsøe,
dfm.
Afskaf problemerne....
International HOUGH PAYLOADERS løser Deres læsseopgaver
fra det øjeblik De sætter starteren til. De er gennemført robuste
i hele konstruktionen og alle sårbare punkter er indkapslet mod
støv og snavs, det giver stor driftssikkerhed og ringe vedlige-
holdelse. HOUGH PAYLOADERS leveres i forskellige størrelser
fra 30 HK - 220 HK, almindelige eller centerstyret - dobbelt
bremsesystem - kort sagt, HOUGH PAYLOADERS har så mange
fordele at de til enhver tid vil give Dem større produktion, ratio-
nel drift og god økonomi. Forlang venligst prospekt og katalog-
materiale.
■ji« International Harvester Company
■t ■ Smedeland 32-34
■ Hl 2600 Glostrup. Kobenhavn. TU. (01) 96 80 99. Telex 2792
10