Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 8

Af H. H. Wielandt Schiøth
Til
Fur Rendezvous
i Alaska
En Alaska-skønhedsdronning.
Alaskame pfnemeKissåunerme ajugaussoK.
Den stinkende, støjende motor
har vundet endnu en sejr. I løbet
af det sidste årstid eller to er det
bevist, at „snowmobiles", snescoo-
tere, hurtigt vil fortrænge hun-
deslæden som arbejdshjælp på
Canadas og Alaskas snemarker.
Pelsjægeren, postkøreren og den
ensomt beliggende eskimobo-
plads vil en dag savne hunde-
glammene, den tyste lyd af rappe
hundepoter og de gispende ånde-
drag over sneen.
Men beundringen for den
mandfolkepræstation det er at
bevæge sig 40 kilometer hurtigt
over is og sne, og for det fine
sammenspil mellem en mand og
hans dyr, der skal til for at drive
et hundespand til at yde sit bed-
ste, vil aldrig forsvinde. Det er
det, som gør hundeslædevædde-
løbet til det strålende, festlige og
spændende punktum for FUR
RENDEZ-VOUS i Anchorage i
Alaska.
Navnet „Fur Rendezvous" går
200 år, måske mere tilbage i
Nordamerikas historie og vækker
minder om muntre syngende
franske „Voyageurs", som takt-
fast roede deres lange birkebarks-
kanoer ad fjerne floder gennem
falmende skove for at overvintre
hos venligsindede indianerstam-
mer. Til fods og på hesteryg
strejfede canadiske og amerikan-
ske pelsjægere helt ind i Rocky
Mountains for at sprede deres
fælderækker i efterårs-, vinter-
og forårsmånederne. Tyste og år-
vågne som selve de dyr, de ja-
gede, strejfede de berømte
„Mountainmen" om på fjendtlige
indianerstammers territorier. Rif-
fel, økse og kastekniv var deres
forsvar. Med stærke stålfælder
dækkede de med livet som ind-
sats civilisationens krav om læk-
kert pelsværk til at smykke bløde
forkælede kvindeskuldre i stor-
byernes theatre og restauranter.
Når om foråret dyrenes pels
blev blød og tottet, drog de af-
sted for efter aftale at mødes
med handelsfolk som Jim Bridger
og Louis Vasques ved „Green Ri-
ver" og andre mødesteder i nu-
tidens Idaho, Wyoming eller
Utah. Her stimlede indianere og
pelsjægere sammen for at handle,
tuske, tale og blive hørt. Kappe-
strid var yndet. Spillekort, ter-
ninger, whisky og indianersquaws
var forlystelserne. Slagsmål den
uundgåelige følge. Her var de
første rigtige „Fur Rendezvous".
Det var jagten efter pelsdyr —
havodderskind til pelsmarkedet i
Canto, Kina, som gjorde Alaska
til en russisk koloni, efter at det
i 1841 var blevet opdaget af dan-
skeren Vitus Bering. Også efter
at USA i 1867 havde købt landet
af russerne, beholdt pelsjagten sin
store betydning ved siden af bjer-
genes guld, havenes og flodernes
sølv og skovenes grønklædte rig-
domme, den vidunderlige ligeåre-
de Sitka Spruce.
Et groft, råt, støjende pioner-
land med en venlig, varmhjertet
og hjælpsom befolkning finder sit
naturlige centrum i byen, som
simpelthen kaldes Anchorage,
Ankerplads.
' Helt tilbage i 1932 indledte man
her i februar, når sol og lys be-
gynder at vende tilbage, et Vin-
terkarneval. I 1937 fik det sit nu-
værende navn. Endnu i de første
år var der ca. 300 mink- og ræve-
farme i territoriet, som sammen
med fangsten af vilde pelsdyr gav
skindauktionerne i Anchorage
stor betydning. Siden da er pro-
duktionen faldet stærkt; men
pelsauktionen på åben gade er
stadig en sensation. Auktionarius
messer med en for uindviede
ufattelig hurtig, melodisk ord-
strøm, og dynger af ædelt pels-
værk skifter hænder.
Forberedelserne til halløjet be-
gynder egentlig et par måneder
før. Mændene lader skægget stå
for at konkurrere om titlen „Mr.
Fur Face" (Hr. Pels-fjæs).
Alaska er nu så moderne og
civiliseret, at man længes senti-
mentalt tilbage mod firserne og
halvfemserne. Når de ti festdage
oprinder, ser man venner og na-
boer optræde i bowlerhatte eller
bredskyggede Stetsons og gam-
meldags klædninger. Serverings-
damerne blomstrer ud i flæsekjo-
ler, højhalsede kniplingsbluser og
lange nederdele. Tjenere og eks-
pedienter smykkes med båndslips,
brogede veste og ærmeholdere så
spraglede som can-cantidens uar-
tige strømpebånd.
På gaden går mange med bro-
derede moccasiner, pelsstøvler,
mukluks og parka.
Værdigst og smukkest — na-
turligst — synes måske de ældre
eskimokvinder i pelse så bløde,
så fint forarbejdede og så ube-
talelige for andre, at de vækker
almindelig beundring, ikke mindst
blandt deres egne.
Trommedans og andre eskimo-
opvisninger veksler med „Blan-
kettossing". Her brillerer især
purunge og ikke-så-unge eskimo-
kvinder med spring op i 1.—2.
sals højde fra det stramt holdte
hvalrosskind.
Guldgravernes og Pelsjægernes
Bal med indbygget kostume-kon-
kurrence er festlig og fornøjelig.
Vi ER i USA. Miss Alaska kåres
blandt lokale skønhedsdronnin-
ger, og parader drager op ad ho-
vedgaden, Fourth Avenue. Her —
på den gamle SEPPALA TRAIL
— starter og ender også festens
spændende hovedbegivenhed,
dens et og alt: Verdensmester-
skabs-konkurrencen i kørsel med
hundeslæde. 40 kilometer daglig
den sidste fredag, lørdag og søn-
dag, 120 kilometer i alt.
Den er dramatisk. Den er ægte.
Den er hård. Det er en sport for
mandfolk.
Samtidig har den i de sidste
år udviklet sig til et ejendomme-
ligt drama, en personlig kappe-
strid mellem sportsverdenens to
mærkeligste personligheder. Ale-
ne deres deltagelse overhovedet
er i sig selv en sensation, en
triumf for menneskelig viljestyr-
ke.
Enhver „Sourdough" — hærdet
Alaskabo — og selv den elendig-
ste „Cheechaco" — nyankomne —
hylder glødende af begejstring
den 37-årige Athabasca-indianer
George Attla. (Hundekører gen-
nem 37 år, siger de). De håber,
han må vinde den store penge-
præmie. Løbet er brutalt. Køre-
ren løber det meste af de 25 mi-
les (godt 40 kilometer ved siden
af slæden. Tro ikke, det er let i
den løse sne og over vinterglat
asfalt. For George er det en dob-
belt sejr. Som otteårig fik han
tuberkulose i højre knæ, som
stadig er stift. Og alligevel blev
han mester i 1958, i 1962 og igen
i 1968.
Alle er lokalpatriotiske nok til
at ønske den sympatiske George
som vinder. Men alle beundrer
samtidig miraklet, den nu 59-åri-
ge dr. Roland Lombard fra Way-
land, en forstad til Boston, Mas-
sachusetts, verdensmester i 1963,
1964, 1965, 1967, 1969 og 1970. I
en alder, hvor mange finder det
for anstrengende blot at stå og
SE på vintersport, er han Geor-
ge’s hårdeste konkurrent.
Eskimoernes storfavorit, Isaac
Okleasik, var uheldig i fredags.
En ukendt mandsperson, optændt
af begejstring og formentlig op-
flammet af spiritus, sprang på
Isaacs slæde i starten og næg-
tede at stå af, før Isaac væltede
slæden. Under en overhaling se-
nere blev hans hunde indviklet
i et andet hold. Det kostede ham
så mange minutter, at han næppe
har chancer for placering.
„Generationskløften var på 11
sekunder!" bemærkede kommen-
tatoren ved mikrofonen, da alle
var i mål. Den utrættelige dyr-
læge havde igen vundet med ti-
den 113 minutter 15 sekunder.
Nummer to var den 27-årige Joee
Redington, mester fra 1966.
Første mand inde i fredags var
den 50-årige veterankører Earl
Norris, som hermed deltog i sit
25de væddeløb. Han blev num-
mer 3 i dagens heat. George Attla
måtte nøjes med en fjerdeplads,
hvad dog ikke ødelagde hans gode
humør. „Hundene fra landsbyen
er ikke vant til så mange men-
nesker," forklarede han. Min fø-
rerhund var skræmt og nervøs
DREJER DET SIG OM FLYTNING?
— kontakt specialisten —
ADAMS TRANSPORT CO. A/s
Danasvej 30 DK-1910 København V.
tlf. 317400 Telegramadr. „ADAM".
— pakning og forsendelser af bohave til samtlige grønlandske
destinationer.
— modtagelse af sendinger fra Grønland for ekspedition.
— møbelopbevaring i egne magasiner.
, i*, »-a«™ - v. -iJ'iSsSS? v/■ so.+rfiiiig ■Y.‘ -si'is.'sas: ;/■ "AV itivSUBS ity,*=57//sf

8