Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 12

\
Den 20-årige fanger Albert Lu-
kassen, Såtut, tilbragte sidste
jul på et isfjeld. I fem lange
dage og nætter kæmpede han
for livet i et oprørt hav, inden
det lykkedes ham at nå land.
Hans egen fortælling om sin
dramatiske julefærd stod at
læse i lokalbladet „Såtorssuit".
Beretningen er nedskrevet af
Mossin Therkildsen og oversat
til dansk af Filip Andreassen.
________________________________
Det var tirsdag 22. decem-
ber ved ti-tiden, at jeg tog fra
Såtut for at se til mine sælgarn,
fortæller Albert Lukassen. Jeg
havde sat agn på krogene på
min langline, og skulle lige tage
ud og sætte den, men da det var
så godt vejr, begav jeg mig af
sted for at røgte garnene først.
Vejret var fint nok, men da det
var mildt og så ustabilt ud, tænkte
jeg, at jeg ville vende om, hvis
jeg stødte på er revne. Men der
var ikke nogen.
Da jeg havde set til de garn,
jeg havde længst nordpå uden
at få fangst, satte jeg kursen
sydpå mod AlanguaraK. Uden
mindste bekymring havde jeg
lagt mig på slæden, mens jeg
kørte af sted — ganske dejligt.
I nærheden af AlanguaraK be-
gyndte det at lufte lidt, og jeg
lagde godt nok mærke til en
mørkning i isen. Jeg troede, det
var nyis, og undersøgte det ikke
nærmere, men kørte bare videre
indtil det gik op for mig, at det
mørke, jeg så, var en revne. —
Med angst forstod jeg, at den is,
jeg kørte på, var i drift.
Da jeg kom nærmere, viste det
sig, at det var umuligt at komme
over revnen. Jeg svingede nord-
på med hundene, og gennede på
dem det bedste jeg havde lært.
Jeg regnede med at isen, mens
den endnu var hel, ville drive
mod nord og komme om på vind-
siden af den ene af de små øer,
den vi kalder AgssordleK, og pres-
sede derfor hundene frem af alle
kræfter. Jeg håbede, at jeg, når
jeg havde den uhyggelige revne
lige foran mig, kunne nå over
på landfast is, hvis min flage
skulle støde an. Men jeg blev
bange, da jeg endnu langt fra øen
så, hvordan revnen svingede mod
vest og ikke mere var til at for-
cere. Da jeg kom helt frem til
iskanten, som vestpå vendte næ-
sten lige over mod OrKordlen,
troede jeg, flagen ville støde imod
her. Men da jeg havde kørt et
lille stykke, så jeg desværre, at
revnen foran mig var blevet
endnu bredere. Og da jeg således
ikke kunne komme nogen vegne,
vendte jeg mig mod et isbjerg
sydøst for mig for at redde mig
op på det. Jeg nåede hen til det
og fik slæden og hundene halet
op. — Og tænk, det skulle så
blive mit skib i fem dage — og
fem lange nætter!
Det var ved nymåne, og vejret
var slemt skyet, så det var alle-
rede begyndt at blive mørkt —
et
isfjeld
det var jo lige ved årets korteste
dag. Jeg havde nogle cigaretter,
men bare fire tændstikker. Alli-
gevel ville jeg prøve at give tegn,
hvis der skulle være nogen på
udkig. Jeg var kommet af sted i
sådan en fart, at jeg ikke en
gang havde min bøsse med. Det
isbjerg, jeg var kommet op på,
var nok temmelig stort, men det
var stærkt hvælvet, så det var
vanskeligt at finde fodfæste. Hel-
digvis var der en lille udfladning,
hvor slæden kunne stå. Jeg fik
den hurtigt rejst op på højkant
og brændte mine tændstikker af
men det blev naturligvis ikke
set. Hvor det dog ellers rykkede
i mig, da jeg så lysene lige i ret-
ning af Såtut!
Da jeg ikke anede, hvordan
jeg skulle komme i land, gav jeg
mig til at ordne de tre rensdyr-
skind, jeg havde brugt til at sidde
på, mens jeg kørte på isen. Jeg
anbragte de to som madras, og
det tredje som dyne, og fik så
den ide at lave en sovepose af dem
ved at snøre dem sammen med
reb. Da jeg var færdig med det,
blæste der en stiv brise; jeg kun-
ne nu se, hvor jeg var: Et godt
stykke udenfor øen OrKordleK.
Det var ud på natten, da jeg
rejste mig fra mit leje. Jeg op-
dagede, at jeg befandt mig ved
UmånaK-øens nordspids — ikke
langt fra land .Der var endnu
isskosser omkring mig, og jeg
troede faktisk, at jeg kunne være
sluppet i land; men da jeg prø-
vede på det, viste det sig, at al
isen i nærheden af isfjeldet var
slået sådan i småstykker, at jeg
ikke kunne komme over.
Det begyndte at blæse kraf-
tigt fra syd, og så blev jeg atter
ført nordpå, i retning af SardleK.
Jeg kom hurtigt frem, og nær-
mede mig sydsiden af SagdleK
for god fart. Men mine genvor-
digheder var langt fra forbi. Jeg
sejlede så hurtigt, at jeg ved dag-
gry befandt mig langt vest for
SardleK. Selv om bølgesprøjtet
ikke var særligt voldsomt, var jeg
begyndt at blive våd. Stadig drev
jeg af sted for vinden mod nord-
vest — ud ad fjorden.
Tidligt næste morgen lagde vin-
den sig, og der blev helt blik-
stille. Det viste sig, at der kun
var is-smuld omkring mig. Plud-
selig hørte jeg en lyd, som når
hvaler ånder, og da jeg lettede
mig, så jeg en stor flok nar-
hvaler, der dukkede op tæt ved
mig hele vejen rundt om isfjelr
det — enaf dem, en hun med
sin unge hos sig, kom endnu nær-
mere end de andre.
Nu satte det i med en barsk
nordvesten, og så stod jeg fjor-
den ind igen. Som aftenen faldt
på, blev bølgerne større og større,
og isfjeldet rokkede så voldsomt,
at jeg til stadighed måtte passe
på. Og nu blev jeg våd hele tiden.
I nærheden af K’eKertat lagde
vestenvinden sig — og afløstes
af en østenstorm, der stadig vok-
sede i styrke. Så gik det af sted
i retning af det, man kalder Uper-
nivik Næs på Upernivik ø. — Det
så ikke godt ud for mig; for nu
blev søerne så voldsomme, at dfc
skyllede ind over mig, og fik is-
bjerget til at rulle fra side til
side, så det til tider var ved at
kæntre. Det var blevet koldt, og
der dannedes kraftig overisning.
Mine hunde, som sad på det bare
isfjeld, blev formelig pakket ind
i isdannelser, og deres skagler
kunne man overhovedet ikke se
mere. To gange stod bølgerne så
højt ind over mig, at jeg var
ved at kvæles. Jeg var derfor
12