Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 22

Fakta om Svalbard: Svalbard
eller Spitsbergen — ingen af de
to navne vækker forestillinger om
gæstfrihed eller komfort. Det før-
ste er den gammelnorske beteg-
nelse og betyder „kold kyst", i
gamle islandske skrifter, hvor
det er omtalt for første gang,
kaldes det således ved dette navn,
idet opdagelsen her dateres til
1194. Spitsbergen er det navn,
som den hollandske opdagelses-
rejsende Willem Barents gav det,
da han genopdagede landet mere
end 400 år senere — i 1596 —
med hentydning til de spidse
bjergtoppe, der er et karakterisk-
tisk træk ved kystlinien når man
nærmer sig. løvrigt dækker de
to betegnelser ikke helt samme
areal, da det egentlige Spitsber-
gen ikke omfatter de øst derfor
liggende områder Kvitøya (Hvide-
øen), Kong Karls Land og Hopen,
samt den meget sydligere Bjør-
nøya — en lille gold klippeø om-
trent midtvejs mellem Nordkap
og Spitsbergen, næsten hver ene-
ste dag indhyllet i skyer og tåge,
fordi de milde atlanterhavsstrøm-
me her mødes med de kolde is-
havsstrømme.
Svalbard i nutidig betydning
udgøres af alle de nævnte om-
råder. Til Norges arktiske be-
siddelser kommer desuden Jan
Mayen, der ligger nærmere ved
Grønland og Island og stort set
har samme klima som Bjørnøya.
Svalbards „hovedstad" er Long-
yearbyen i Adventsfjorden, der
har navn efter amerikaneren J.
M. Longyear, som grundlagde den
i 1906, med henblik på udnyttel-
sen af de rige kullejer. Sveagru-
van oprettedes i 1917 for svensk
kapital, men solgtes i 1934 til
Store Norske Vestspitsbergen
Kulkompagni A/S.
Kulbrydningen på Svalbard
genoptoges her og flere steder
efter krigens ødelæggelser, men
allerede i 1950 nedlagdes Svea-
gruvan igen. Også ved Ny Aale-
sund i Kongsfjorden (King’s Bay)
er minedriften nu ophørt, og „ver-
dens nordligste bysamfund-jern-
bane etc." ligger nu stort set øde
og forladt, dog har man for få
år siden oprettet en telemetrista-
tion her med en besætning på
et dusin mand.
Moskushavn fik sit navn fordi
man her i 1929 satte moskusokser
ud, der var importeret fra Grøn-
land. De trives nu i bedste vel-
gående — naturligvis totalfredede
og til stor glæde for turisterne.
De russiske gruber på øen hed-
der Pyramiden, Grumantbyen
(Grumant er det russiske navn
for Svalbard), samt Barentsburg,
hvor Svalbard’s russiske konsul
bor.
Som Longyearbyen ligger også
disse tre byer i Isfjorden eller
sidefjorde hertil, der ofte er sejl-
bare til langt ud på efteråret.
KOLONISERINGSFORSØG
MED STRAFFEFANGER
Imidlertid adskiller Svalbard sig
fra f. eks. Grønland ved ikke at
have indbudt til permanent kolo-
nisering før i historisk tid. Der
findes således heller ingen karak-
teristiske „indfødte", noget der
selvfølgelig har bidraget til at øge
mystikken om uvidenheden om
stedet — hvis folk i almindelig-
hed da havde nogen som helst
forestilling om hvad navnet dæk-
kede. En noget lettroende turist
i Ny Aalesund (der ligger på 79°
bredde) dristede sig således til at
spørge en af de der fastboende
nordmænd, om det var sandt hvad
man engang havde fortalt ham,
at den oprindelige befolkning var
blevet udryddet med knive under
koloniseringen!
Men siden Barents tid har både
englændere, hollændere og rus-
sere været aktive, særligt langs
vestkysten, hvor en udløber af
den varme Golfstrøm fra Atlan-
terhavet undertiden kan drive
temperaturen op på mere end
20° C om sommeren og bl. a. er
årsag til den forholdsvis lange
sejlsæson. Afgørende har det dog
sikkert været at man endnu ikke
tilstrækkeligt effektivt havde
det rester af skind, våben, be-
klædning og redskaber.
Det var især de arktiske haves
rigdomme man jagede — eller
drev rovdrift på; så effektivt
endda at først grønlandshvalen
og senere hvalrossen blev så godt
som udryddet her. Senere var
det især sæl, isbjørn og polar-
ræv, man efterstræbte. Nu er
også denne periode stort set af-
sluttet, men forskellige steder på
kysten kan man endnu finde spor
af tidligere tiders aktivitet; en af
AKSEL ROM
en
særpræget
°S
kontrastfyldt ø,
krigsskueplads
og nu turistmål
SVALBARD
lært at beskytte sig mod nogle
af de mange farer der truede da-
tidens polarfarer; af disse var
skørbugen nok den mest frygte-
de. Man var klar over at syg-
dommen på en eller anden måde
havde forbindelse med kosten,
men den moderne opfattelse af
sammenhængen mellem C-vita-
min og grønsager havde man
ikke. Dog havde man gjort den
iagttagelse — eller måske lært
det af eskimoer — at frisk sæl-
kød havde helbredende virkning
overfor denne frygtede lidelse.
Men for et af skørbug sygt og
afkræftet menneske har det jo
nok været forbundet med større
vanskeligheder at fange en frisk
sæl end at skulle overvinde sig
til det uvante det nok ville være
at skulle drikke dens friske blod!
Senere har en anden observation
reddet livet for utallige nødstedte
i områderne ved Spitsbergen,
nemlig den mirakuløse virkning,
som indeholdes i en af de små
uanselige urter der vokser frem
under den få uger korte sommer.
Heldigvis er planten også virk-
som i tørret tilstand og har sim-
pelthen fået navnet: skørbugs-
urten.
Men overvintring var altså før-
hen et risikabelt foretagende,
omend ikke så uhyggeligt at man
forstår hvorfor et engelsk koloni-
seringsforsøg med dødsdømte fan-
ger mislykkedes totalt. Da det
sidste skib skulle vende tilbage
til England før vinteren kom,
foretrak fangerne at gå ombord
igen og møde den visse død i
galgen derhjemme, fremfor en
ukendt skæbne i nogle måneder,
der ellers — om de havde over-
levet vinteren — havde givet dem
både liv og frihed igen i deres
fædreland!
NATURRIGDOMME UDNYTTES
— ELLER UDTØMMES
Tromsø i Nordnorge kaldes med
rette for porten til Ishavet. Utal-
lige ekspeditioner er udgået her-
fra, hvadenten det nu har været
fangere, videnskabsmænd, even-
tyrere eller turister, der har sat
kursen mod nord.
Også kulturelt og historisk fin-
der man en glimrende introduk-
tion til Svalbard her på museet,
hvor man kan studere fund fra
udgravninger af gamle hollandske
og russiske bopladser, blandt an-
grundene er at træværk næsten
ikke angribes af forrådnelse i
det tørre arktiske klima.
I hvalfangstperioden havde hol-
lænderne således, længst mod
nordvest på Amsterdamøya —
næsten 80° bredde — en hel by,
som de kaldte Smeerenburg,
spækbyen, hvor der skulle have
været et utroligt liv om somme-
ren i 1600-tallet--------.
Nu ligger kun stedvis knogle-
rester af hval og hvalros og må-
ske en gammel spæktønde og
minder om menneskelig griskhed
og dens kortsynethed.
I Norge kan man stadig træffe
folk, som har tilbragt år eller
måske størstedelen af deres liv
på eller omkring landet med de
kolde kyster, som jægere eller
fangstmænd. — Men de bliver
sjældne efterhånden, som det ark-
tiske storvildt de selv har jaget.
Det er lettere og sikrere at skaffe
sig udkommet på andre måder i
dag, hvorfor jagt og fiskeri bli-
ver til sport og fritidsbeskæftigel-
se, underkastet de samme love
og regler som de fleste andre ste-
der i verden.
Blandt andet meget nyt er der
nu også kommet forbud mod den
på isbjørne„jagt“ tidligere meget
benyttede selvskudsmetode. Prin-
cippet heri var simpelthen, at
bjørnen selv udløste et skud mod
hovedet, når den forsøgte at æde
af lokkemaden i en således ind-
rettet helvedsmaskine. Ofret blev
som regel hunnen, der ofte måtte
skaffe føde til to unger foruden
sig selv.
Af landpattedyr tilkommer des-
uden polarræven og svalbard-
renen, en usædvanlig lille afart af
vildrenen.
En ny tid har flyttt interessen
til andre af denne modsætnings-
fyldte ø’s rigdomme, nemlig un-
dergrunden. Der findes en mæng-
de mineraler og grundstoffer, men
kun få af forekomsterne har hid-
til vist sig drivværdige. Dog har
man i flere hundrede år kendt
til de rige kullejer men det har
været forbundet med mange van-
sekeligheder at få drift af betyd-
ning i gang før i moderne tid.
Siden omkring århundredskif-
tet har mange privatforetagender
fra mange forskellige nationer
haft kulminer eller i hvert fald
ret til kulbrydning i adskillige
områder i fjordene på vestkysten,
men disse har efterhånden solgt
deres miner eller rettigheder til
den norske stat eller til Store
Norske Vestspitsbergen Kulkom-
pagni — et statsstøttet aktiesel-
skab, der i dag som eneste vest-
europæiske udnytter de kvalita-
tivt meget fine svalbardkul.
2. VERDENSKRIGS NORDLIGSTE
KRIGSSKUEPLADS
Men også russerne driver som
nævnt flere kulminer derovre, og
et af landets mange paradokser
er at sovjetborgere her betaler
skat til Svalbard, d.v.s. den nor-
ske stat — ganske vist er ind-
komstskatten heroppe kun 4 pct.
— fire procent! Dette forhold kan
tages som udtryk for at der nu
ikke mere fra sovjetisk side næ-
res nogen tvivl om den princi-
pielle norske højhedsret over om-
rådet, men da denne nationale
suverænitet blev godkendt ved
en særlig svalbardtraktat — til-
trådt af Sovjetunionen i 1924 —
var det med den indskrænkning,
at Norge opretholdt „den åbne
dørs politik" — altså også tillod
andre nationer at udnytte øgrup-
pens økonomiske muligheder på
koncessionsbasis.
Traktaten var en lille brik i
det puslespil med nationer og
landegrænser, som fandt sted i
Versailles i Frankrig efter 1. ver-
denskrig, og den kan til dels op-
fattes som en gestus fra sejr-
herrene mod det ellers neutrale
Norge for de uvurderlige tjene-
ster den norske handelsskibsfart
med store tab ydede de allierede
under krigen, dels som anerken-
delse af tidligere tiders pioner-
gerning i denne del af arktis —
for en stor del udført af norske
videnskabsmænd, fangstfolk m.
m. Endeligt er det jo ubestride-
ligt rigtigt, at området geografisk
set ligger mest naturligt til for
Norge.
År 1925 fandt den officielle
indlemmelse sted, og i 1949 fik
denne landets nordligste del for
første gang besøg af et medlem
af kongehuset, idet daværende
kronprins Olav gæstede de vig-
tigste steder på øgruppen; i areal
svarer den til intet mindre end
en femtedel af det oprindelige
norske kongerige fra 1905.
Er Svalbards moderne historie
således kort har den dog sin plads
i beretningen om Norge under
den tyske besættelse 1940—45.
Sammenlignet med Island, der
kan regnes for et centrum for
den allierede krigsførelse i Atlan-
ten og Arktis havde svalbardom-
råderne i krigens begyndelse vel
næppg større strategisk betyd-
ning; men dels på grund af kul-
forekomsterne, dels på grund af
landets beliggenhed i et meteoro-
logisk henseende vigtigt bælte
blev det alligevel genstand for
de krigsførende magters interesse,
hvad der bevirkede dramatiske
og tragiske hændelser, omend
disse vel ikke er helt så kendte
som meget af det der samtidig
skete i det egentlige Norge og på
Grønlands østkyst. Den norske
befolkning på Svalbard •— knap
1000 mennesker, hvoriblandt og-
så var en del kvinder og børn —
blev ikke direkte berørt af be-
givenhederne i hjemlandet i 1940
— men lod så vidt muligt sam-
fundet deroppe fungere videre
som hidtil, fortsatte med at bryde
og udskibe kullene, der bl. a.
havde betydning som brændsel
for civilbefolkningen i det træ-
fattige Nordnorge. Men som så
mange andre nordmænd søgte
også enkelte fra Svalbard efter
kapitulationen i juni 1940 at slip-
pe over til England for der at
slutte sig til de frie norske styr-
ker, men de otte mænd der vo-
vede — de overmandede besæt-
ningen på det første norske far-
tøj der i sommeren 1940 kom til
Svalbard fra Norge, en isbryder
ved navn „Isbjørn", og ville tvin-
ge den til at sejle til engelsk
havn — kom ulykkeligt afsted
med flugtem; de var ikke naviga-
tionskyndige og endte ved Bjørn-
øya, hvorfra norske myndigheder
og senere tyskerne fik nys om
sagen, der for seks af de ottes
vedkommende endte med kon-
centrationslejr og senere henret-
telse. 33r og
Med det tyske angreb på Sov-
jetunionen i juni 1941 blev situa-
tionen mere truende; de hidtil
ret upåagtede landområder i
Nordishavet var pludselig kom-
met i det strategiske brændpunkt,
idet russerne som nævnt også
drev kulgruber på Svalbard; og
samtidigt var det gået op for de
allierede at kullene fra de norske
gruber deroppe ikke gik så me-
get til at varme den nordnorske
civilbefolkning som til at fyre
op under den tyske krigsmaskine.
Hertil kom værdien af de meteo-
rologiske observationer fra Sval-
bard, men vigtigst var det vel
at den foreløbig eneste anvendel-
sesmulige forsyningsrute for de
vestallierede til deres nye store,
men dårligt rustede østlige for-
bundsfælle Rusland gik over
Nordatlanten til de isfrie havne
Murmansk og Arkhangelsk; af-
hængig af forholdene gik konvo-
jerne fra England til Island og
defra enten nord eller syd om
Bjørnøya.
Spørgsmålet blev derfor om
man skulle foretage en allieret
besættelse af området eller man
simpelthen skulle evakuere det.
Resultatet blev i første omgang
at den engelske marine foretog
en besættelse i sommeren 1941
— med en styrke på to mand! —
hvoraf chefen tilligemed var
nordmand, omend løjtnant i
Royal Navy. Denne situation var
dog mere foruroligende end be-
tryggende for befolkningen, der
nu mere end nogensinde frygtede
et tysk overfald. Man forsøgte så
længe som muligt at holde tysker-
ne i uvidenhed om denne „be-
sættelse" (den menige marinesol-
dat, som den norske løjtnant hav-
de attacheret, gik blandt Sval-
bards befolkning under øgenav-