Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 23

Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 23
net „hæren") — men da søløjt- nanten gav ordre om at de skibe som allerede lå lastet med kul eller som ankom fra Norge efter kul, skulle sendes til England som priser ville det jo ikke vare mange dage før tyskerne i Norge begyndte at ane uråd. Og havde Luftwaffe i Norge i disse sommerdage sendt rekog- nosceringsfly over Adventdalen ville det nok have forbavset dem højligt at se en række af de skibe, om hvis afgang de havde modtaget (falske) telegrafiske meldinger, ligge færdiglastede på reden ved Longyaerbyen. Men krigslisten lykkedes til fuldkom- menhed, bl. a. fordi radiotjenesten på Svalbard udførte et forbilled- ligt stykke arbejde. Således vars- lede de, ved flere lejligheder tåge over øgruppen, til trods for at det ikke var tilfældet, og bidrog formentlig derved til at tyske fly ikke en eneste gang kom over Vestspitesbergen i denne periode. Og da definitiv beslutning om evakuering af Svalbard senere var taget, og evakueringseskadren natten mellem den 3. og 4. sep- tember 1941 i de sorte røgskyer fra de antændte kullagre og øde- lagte udskibningsanlæg sejlede ud af Isfjorden havde en tele- grafist netop som sin sidste be- drift på Svalbard „tikket" en fin- geret maskinskade på sin radio- station til den tyske radiostation i Tromsø. Russerne blev sejlet til Mur- mansk og nordmændene til Eng- land, hvor en stor del af dem straks valgte at indtræde i de frie norske styrker. Også den meteorologiske station på Bjørn- øya blev evakueret og ødelagt for at tyskerne ikke herfra skulle få meldinger om Ruslandskon- vojerne. Endelig fandtes også her gamle kulgruber, som for en sik- kerheds skyld også blev ødelagt ved beskydning med skibsartil- leri, selvom de ikke havde været i brug siden 1925 på grund af dårlig lønsomhed og vanskelige udskibningsforhold. Tyskerne okkuperede nu også Svalbard; de anlagde den nuvær- ende „flyveplads" i Adventfjor- dens bund, hvor Longyearbyen ligger. Desuden oprettede de me- teorologiske stationer her og i Krossfjorden, endog så langt borte som på Franz Josefs Land (sovjetisk), hvor besætningen dog slap for at blive direkte indblan- det i krigshandlinger; til gengæld blev den årsag til en udbredt, men i nogen måde overdrevet frygt for at spise isbjørnebøffer! I visse pattedyr, således også is- bjørn findes som bekendt syg- domsfremkaldende parasitter, tri- kiner, der hos mennesker kan forårsage den frygtede, underti- den dødbringende sygdom triki- nose. Dette var hvad der hændte med den tyske styrke på Franz Josefs Land — tydeligvis fordi man af ukendskab til arktiske forhold havde forsømt at koge eller stege bjørnekødet tilstræk- keligt længe. Hele stationen blev evakueret pr. fly til Norge og indlagt på hospital i Oslo. For at hindre at de forladte gruber skulle fyldes af smelte- vand og forfalde, ønskede davær- ende direktør for kulkompagniet, Einar Sverdrup, at sende en mili- tær ekspedition fra England. I spidsen for en styrke på nogle snese mand og med rang af oberstløjtnant drog han i foråret 1942 tilbage til Svalbard på to mindre ishavsfartøjer, en sælfan- gerskude og en isbryder; begge fartøjer nu udrustet til krigsfor- mål med antiluftskyts og radio m. v. I maj måned ankom de til Grønfjorden, en sidefjord til Isfjorden, men sammentræf af flere ulykkelige omstændigheder havde her til resultat at ekspedi- tionens skæbne blev en anden og mere tragisk end Einar Sverdrup havde forestillet sig. På grund af svigtende radiomateriel ombord i de to skibe havde han ikke fået de sidste alarmerende resultater af den allierede luftrekognosce- ring om den tyske aktivitet på Svalbard. Desuden gjorde vanske- lige isforhold den lille styrke til taknemmelige mål for fjendtlige fly. Under den langvarige isbryd- ning i Grønfjorden på vej til Barentsburg blev det fra skibene observeret, hvorledes et lavtgåen- de Ju 88 rekognosceringsfly gik lavt ind langs Isfjorden med kurs mod Adventdalen. På skibene håbede man, at man ikke var blevet opdaget, men dette slog desværre ikke til. Ud på aftenen — på denne årstid er det lyst næsten døgnet rundt — dukkede fire Focke Wulff Kondor fly op med kurs mod de to skibe. Det var dette firemotors tyske lang- distancefly som med sin tunge bombelast og svære bevæbning af automatvåben af Churchill blev kaldt for „Atlanterhavets svøbe"; i krigens første år var denne fly- type ansvarlig for sænkning af flere hundrede tusinde tons alli- eret skibstonnage. I lav højde gik de fire maski- ner til angreb på de norske skibe, der på grund af isen ikke kunne manøvrere frit og således i det mindste få en chance for at und- vige. Af samme grund kunne hel- ler ikke skibenes luftværnsild blive fuldt effektiv og besvare de salver fra maskinkanonerne, hvormed kondorflyene i første omgang bestrøg deres mål, og da flyene under det andet angreb åbnede de store bombelemme var antiluftskytset stort set sat ud af spillet. Da bomberne faldt gav oberstløjtnant sverdrup ordre til at skibene skulle forlades, men inden alle nåede at komme ud på isen blev „Isbjørn" truffet af to bomber og sank momentant; „Selis" fik en enkelt træffer og blev sat i brand. Herefter for- svandt de tre af flyene, men det fjerde fortsatte med at beskyde de overlevende med sine lette våben; således at hele angrebet tog mere end en time. Ikke uden grund var den tyske overkom- mando meget tilfreds med resul- tatet af bombningen, og regnede nu med at faren for en over- rumpling af deres radiostation i Longyearbyen var elimineret. På norsk side var tabet femten dræbte, deriblandt ekspeditionens leder, Einar Sverdrup og den en- gelske forbindelsesofficer. Resten af ekspeditionen reddede sig ind til Barentsburg og fik her, ved hjælp af en aldis signallampe, som var bjerget fra et af de for- liste skibe, signaleret sit tragiske forløb til et catalinafly, som fra Sullom Voe på Shetlandsøerne var sendt til Svalbard for om muligt at få ende på den uvished om ekspediteaionens skæbne, som efterhånden var opstået i Eng- land. Man fik nu forstærkninger frem — norske tropper uddannet i Skotland — og forberedte et an- greb på Longyearbyen, men ty- skerne havde i mellemtiden eva- kueret byen pr. fly uden at for- søge at tage kampen op. En del af Norge var atter frit. Såvel Barentsburg som Ad- ventsbyen blev flere gange over- fløjet og undertiden angrebet af tyske rekognosceringsfly eller bombemaskiner. Når det var mu- ligt besvaredes angrebene med antiluftskytset, og herunder lyk- kedes det den 23. juli at få ram på et Ju 88 fly, der styrtede ned og eksploderede ved Moskus- hamn. Flyets besætning på fire mand omkom, blandt dem var den ty- ske meteorolog Erich Etienne, som var udvalgt til værnemagtens op- gaver på Svalbard på grund af sin arktiske erfaring fra mellem- krigsårene som ekspeditionsdelta- ger på den grønlandske indlands- is. Efter at gruberne var sikret mod ødelæggelse var det først og fremmest styrkens vigtigste mission at opretholde radioforbin- delsen og derigennem vejrtjene- sten; i anden række skulle man om muligt, observere og rappor- tere fjendtlig virksomhed og søge at hindre fjenden i at gøre land- gang eller sætte sig fast igen. Men tanken om Svalbard som eventuel støttebasis for allierede konvojer til Nordrusland var definitivt op- givet. Den norske styrke bibe- holdtes dog resten af året 1942 og var blandt andet i august må- ned indviklet i kamp med en tysk u-båd som foretog beskyd- ning på flere af byerne i Isfjor- den. I 1943 forstærkedes den til omtrent det dobbelte og foretog i juni måned samme år et angreb på den tyske meteorologiske sta- tion Signehamn i Krossfjorden, der var blevet opdaget af et en- gelsk rekognosceringsfly. Besæt- ningen på stationen blev fordre- vet, men fik på en eller anden ubegribelig måde kontakt med en tysk u-båd, således forstærket vendte tyskerne imidlertid tilbage til stationen og indledte et mod- angreb, hvorunder der skete tab på begge sider. Det lykkedes dog ikke for tyskerne at generobre stationen. Man har kaldt den ver- denskrigens nordligste ildkamp — Krossfjorden ligger mellem 79° og 80° bredde. Havde kampene på Svalbard hidtil vist at den såkaldte ver- denskrig trods alt havde sine strategiske afkroge skulle dog da- toen den 8. september 1943 i sø- krigshistorien blive kendt som en af de sidste chancer, som den aldrig fuldt udbyggede tyske krigsflåde fik til at vise hvad der kunne opnåes ved udnyttelse af overraskelsesmomentet som følge af en dengang endnu ofte svigtende allieret luftopklaring. I den svage morgendæmring på denne dag så nemlig den norske vagtpost ved Kap Heer ved mun- dingen af Grønfjorden en halv snes fartøjer på vej ind i Isfjor- den og slog øjeblikkeligt alarm. Omtrent et døgn tidligere var en stærk tysk flådeafdeling, løbet ud fra sin faste basis Altafjord i Nordnorge uden at dette var ble- vet observeret af den britiske re- kognoscering. Størrelsen af de ty- ske stridskræfter stod ikke i no- get rimeligt forhold til den svage modstand man var forberedt på at møde på Svalbard, men mod- angreb fra allierede søstridskræf- ter var en nærliggende mulighed — ruslandskonvojerne gik jo net- op gennem operationsområdet. Den tyske eskadre stod under kommando af admiral Oscar Kummetz og bestod af slagskibet „Tirpitz", slagkrydseren „Scharn- horst", samt tre destroyerflotiller på hver tre enheder, således at hele styrken bestod af ialt 11 større krigsskibe. Seks af de ni destroyere havde stormpioner- tropper ombord som skulle land- sættes forskellige steder ved Ba- rentsburg og Longyearbyen, der var angrebets hovedmål. Her hav- de nordmændene stationeret hen- holdsvis ca. 100 og 50 mand, samt kyst- og luftværnsartilleri, hvis kraftigste kaliber var enkelte 10 cm Bofors kanoner. Overfor det tyske opbud af ildkraft — til sammenligning kan tjene at de nyeste af de tyske destroyere hav- de 15 cm kanoner som hovedbe- stykning — kunne de fåtallige og spredte norske styrker ikke yde modstand ret længe. Det lykke- des dog at få adskillige træffere ind på de tre jagere, som ved Ba- rentsburg skulle landsætte storm- tropper; adskillige af disse blev herved dræbt eller såret. Snart blandede „Tirpitz“s 38 cm kano- ner sig i striden og fik hurtigt nedkæmpet de norske stillinger; det lettede ikke situationen for forsvarerne, at slagskibe som re- gel har to eller flere fly ombord, som udskydes med katapult og bl. a. kan kredse over kamp- zonen som en effektiv ildleder og kampdeltager. Resultatet var alt- så givet på forhånd, og snart måtte nordmændene trække sig tilbage til forberedte retrætestil- linger, med tab af både dræbte, sårede og tilfangetagne, mens Ba- rentsburg blev efterladt som en brændende ruin. Under retræten fra det vellyk- kede raid bombarderedes også Moskushamn og Grumantbyen af tyske slagskibe, hvorimod Svea- gruvan gik fri i denne omgang. Her lykkedes det dog senere samme år en tysk u-båd at kom- me ind ubemærket, idet nord- mændene ikke havde større vagt- mandskab; med ægte tysk grun- dighed blev også her ødelagt hvad der kunne ødelægges. Allerede dagen efter var de tyske skibe tilbage i deres vel- beskyttede naturhavn i Nord- norge. Men dette var enden på de dristige tyske fremstød med de store overfladeskibe. Få dage senere blev „Tirpitz", der lå godt beskyttet mod angreb af torpe- doer, og fly i Kåfjordsbotn, en vig af Altafjord, alvorligt skadet ved et angreb af engelske miniu-både, og kom aldrig mere i aktion efter sin oprindelige bestemmelse. I slutningen af samme måned blev desuden lommeslagskibet „Liit- zow" trukket tilbage til Tyskland og Østersøen; og da den tyske marinekommando nogle måneder senere, næste gang besluttede at indsætte sine svære overfladeen- heder mod den allierede ishavs- trafik blev resultatet at „Scharn- horst" den 26. december 1943 sæn- kedes i ulige kamp med britiske eskortefartøjer udfor Nordkap — afslutningen på en epoke. Den sidste af Norges arktiske besiddelser, Jan Mayen, kom aldrig på tyske hænder. For at beskytte denne ligeledes meteo- rologisk vigtige vulkanø etablere den norske garnison på Island (Fortsættes side 27). Det sønderskudte vrag af det tyske Ju 88 fly, som landede ved Bansø i Adventdalen i juni 1942 og få dage efter blev det ødelagt ved et engelsk luftangreb, denne flytype var en af Luftwaffes mest alsidige, idet den anvendtes både til bomber, jager, rekognoscering, m. m., samt diverse forsøg. tyskit tingmissartuata Ju 88-ip Bansømut AdventdalimTtumut junime 1942 misimassup aserKue, mlnerme ki- ngornagut uvdlut ikigtunguit Kångiutut tuluit tingmissartutigut såssussineråne aserorneKarsimavdlune. tingmi- ssartOK taimåitoK tyskit tingmissartutaisa tamatigornerpåt ilagåt, tåssa atorneKartarame Kaertartunik nåkåtit- sfssutitut, malerssQtitut, alapernaerssQtitut, il. il., sunutdlo misiligtainigssanut tamanut atorneKartardlunlsaoK. dmmwmm 23

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.