Atuagagdliutit - 24.12.1971, Blaðsíða 23

net „hæren") — men da søløjt-
nanten gav ordre om at de skibe
som allerede lå lastet med kul
eller som ankom fra Norge efter
kul, skulle sendes til England
som priser ville det jo ikke vare
mange dage før tyskerne i Norge
begyndte at ane uråd.
Og havde Luftwaffe i Norge i
disse sommerdage sendt rekog-
nosceringsfly over Adventdalen
ville det nok have forbavset dem
højligt at se en række af de
skibe, om hvis afgang de havde
modtaget (falske) telegrafiske
meldinger, ligge færdiglastede på
reden ved Longyaerbyen. Men
krigslisten lykkedes til fuldkom-
menhed, bl. a. fordi radiotjenesten
på Svalbard udførte et forbilled-
ligt stykke arbejde. Således vars-
lede de, ved flere lejligheder tåge
over øgruppen, til trods for at
det ikke var tilfældet, og bidrog
formentlig derved til at tyske
fly ikke en eneste gang kom over
Vestspitesbergen i denne periode.
Og da definitiv beslutning om
evakuering af Svalbard senere
var taget, og evakueringseskadren
natten mellem den 3. og 4. sep-
tember 1941 i de sorte røgskyer
fra de antændte kullagre og øde-
lagte udskibningsanlæg sejlede
ud af Isfjorden havde en tele-
grafist netop som sin sidste be-
drift på Svalbard „tikket" en fin-
geret maskinskade på sin radio-
station til den tyske radiostation
i Tromsø.
Russerne blev sejlet til Mur-
mansk og nordmændene til Eng-
land, hvor en stor del af dem
straks valgte at indtræde i de
frie norske styrker. Også den
meteorologiske station på Bjørn-
øya blev evakueret og ødelagt
for at tyskerne ikke herfra skulle
få meldinger om Ruslandskon-
vojerne. Endelig fandtes også her
gamle kulgruber, som for en sik-
kerheds skyld også blev ødelagt
ved beskydning med skibsartil-
leri, selvom de ikke havde været
i brug siden 1925 på grund af
dårlig lønsomhed og vanskelige
udskibningsforhold.
Tyskerne okkuperede nu også
Svalbard; de anlagde den nuvær-
ende „flyveplads" i Adventfjor-
dens bund, hvor Longyearbyen
ligger. Desuden oprettede de me-
teorologiske stationer her og i
Krossfjorden, endog så langt
borte som på Franz Josefs Land
(sovjetisk), hvor besætningen dog
slap for at blive direkte indblan-
det i krigshandlinger; til gengæld
blev den årsag til en udbredt,
men i nogen måde overdrevet
frygt for at spise isbjørnebøffer!
I visse pattedyr, således også is-
bjørn findes som bekendt syg-
domsfremkaldende parasitter, tri-
kiner, der hos mennesker kan
forårsage den frygtede, underti-
den dødbringende sygdom triki-
nose. Dette var hvad der hændte
med den tyske styrke på Franz
Josefs Land — tydeligvis fordi
man af ukendskab til arktiske
forhold havde forsømt at koge
eller stege bjørnekødet tilstræk-
keligt længe. Hele stationen blev
evakueret pr. fly til Norge og
indlagt på hospital i Oslo.
For at hindre at de forladte
gruber skulle fyldes af smelte-
vand og forfalde, ønskede davær-
ende direktør for kulkompagniet,
Einar Sverdrup, at sende en mili-
tær ekspedition fra England. I
spidsen for en styrke på nogle
snese mand og med rang af
oberstløjtnant drog han i foråret
1942 tilbage til Svalbard på to
mindre ishavsfartøjer, en sælfan-
gerskude og en isbryder; begge
fartøjer nu udrustet til krigsfor-
mål med antiluftskyts og radio
m. v. I maj måned ankom de
til Grønfjorden, en sidefjord til
Isfjorden, men sammentræf af
flere ulykkelige omstændigheder
havde her til resultat at ekspedi-
tionens skæbne blev en anden og
mere tragisk end Einar Sverdrup
havde forestillet sig. På grund af
svigtende radiomateriel ombord i
de to skibe havde han ikke fået
de sidste alarmerende resultater
af den allierede luftrekognosce-
ring om den tyske aktivitet på
Svalbard. Desuden gjorde vanske-
lige isforhold den lille styrke til
taknemmelige mål for fjendtlige
fly. Under den langvarige isbryd-
ning i Grønfjorden på vej til
Barentsburg blev det fra skibene
observeret, hvorledes et lavtgåen-
de Ju 88 rekognosceringsfly gik
lavt ind langs Isfjorden med kurs
mod Adventdalen. På skibene
håbede man, at man ikke var
blevet opdaget, men dette slog
desværre ikke til. Ud på aftenen
— på denne årstid er det lyst
næsten døgnet rundt — dukkede
fire Focke Wulff Kondor fly op
med kurs mod de to skibe. Det
var dette firemotors tyske lang-
distancefly som med sin tunge
bombelast og svære bevæbning af
automatvåben af Churchill blev
kaldt for „Atlanterhavets svøbe";
i krigens første år var denne fly-
type ansvarlig for sænkning af
flere hundrede tusinde tons alli-
eret skibstonnage.
I lav højde gik de fire maski-
ner til angreb på de norske skibe,
der på grund af isen ikke kunne
manøvrere frit og således i det
mindste få en chance for at und-
vige. Af samme grund kunne hel-
ler ikke skibenes luftværnsild
blive fuldt effektiv og besvare
de salver fra maskinkanonerne,
hvormed kondorflyene i første
omgang bestrøg deres mål, og da
flyene under det andet angreb
åbnede de store bombelemme var
antiluftskytset stort set sat ud
af spillet. Da bomberne faldt gav
oberstløjtnant sverdrup ordre til
at skibene skulle forlades, men
inden alle nåede at komme ud
på isen blev „Isbjørn" truffet af
to bomber og sank momentant;
„Selis" fik en enkelt træffer og
blev sat i brand. Herefter for-
svandt de tre af flyene, men det
fjerde fortsatte med at beskyde
de overlevende med sine lette
våben; således at hele angrebet
tog mere end en time. Ikke uden
grund var den tyske overkom-
mando meget tilfreds med resul-
tatet af bombningen, og regnede
nu med at faren for en over-
rumpling af deres radiostation i
Longyearbyen var elimineret.
På norsk side var tabet femten
dræbte, deriblandt ekspeditionens
leder, Einar Sverdrup og den en-
gelske forbindelsesofficer. Resten
af ekspeditionen reddede sig ind
til Barentsburg og fik her, ved
hjælp af en aldis signallampe,
som var bjerget fra et af de for-
liste skibe, signaleret sit tragiske
forløb til et catalinafly, som fra
Sullom Voe på Shetlandsøerne
var sendt til Svalbard for om
muligt at få ende på den uvished
om ekspediteaionens skæbne, som
efterhånden var opstået i Eng-
land.
Man fik nu forstærkninger frem
— norske tropper uddannet i
Skotland — og forberedte et an-
greb på Longyearbyen, men ty-
skerne havde i mellemtiden eva-
kueret byen pr. fly uden at for-
søge at tage kampen op. En del
af Norge var atter frit.
Såvel Barentsburg som Ad-
ventsbyen blev flere gange over-
fløjet og undertiden angrebet af
tyske rekognosceringsfly eller
bombemaskiner. Når det var mu-
ligt besvaredes angrebene med
antiluftskytset, og herunder lyk-
kedes det den 23. juli at få ram
på et Ju 88 fly, der styrtede ned
og eksploderede ved Moskus-
hamn.
Flyets besætning på fire mand
omkom, blandt dem var den ty-
ske meteorolog Erich Etienne, som
var udvalgt til værnemagtens op-
gaver på Svalbard på grund af
sin arktiske erfaring fra mellem-
krigsårene som ekspeditionsdelta-
ger på den grønlandske indlands-
is.
Efter at gruberne var sikret
mod ødelæggelse var det først
og fremmest styrkens vigtigste
mission at opretholde radioforbin-
delsen og derigennem vejrtjene-
sten; i anden række skulle man
om muligt, observere og rappor-
tere fjendtlig virksomhed og søge
at hindre fjenden i at gøre land-
gang eller sætte sig fast igen. Men
tanken om Svalbard som eventuel
støttebasis for allierede konvojer
til Nordrusland var definitivt op-
givet. Den norske styrke bibe-
holdtes dog resten af året 1942
og var blandt andet i august må-
ned indviklet i kamp med en
tysk u-båd som foretog beskyd-
ning på flere af byerne i Isfjor-
den. I 1943 forstærkedes den til
omtrent det dobbelte og foretog
i juni måned samme år et angreb
på den tyske meteorologiske sta-
tion Signehamn i Krossfjorden,
der var blevet opdaget af et en-
gelsk rekognosceringsfly. Besæt-
ningen på stationen blev fordre-
vet, men fik på en eller anden
ubegribelig måde kontakt med
en tysk u-båd, således forstærket
vendte tyskerne imidlertid tilbage
til stationen og indledte et mod-
angreb, hvorunder der skete tab
på begge sider. Det lykkedes dog
ikke for tyskerne at generobre
stationen. Man har kaldt den ver-
denskrigens nordligste ildkamp —
Krossfjorden ligger mellem 79°
og 80° bredde.
Havde kampene på Svalbard
hidtil vist at den såkaldte ver-
denskrig trods alt havde sine
strategiske afkroge skulle dog da-
toen den 8. september 1943 i sø-
krigshistorien blive kendt som en
af de sidste chancer, som den
aldrig fuldt udbyggede tyske
krigsflåde fik til at vise hvad
der kunne opnåes ved udnyttelse
af overraskelsesmomentet som
følge af en dengang endnu ofte
svigtende allieret luftopklaring. I
den svage morgendæmring på
denne dag så nemlig den norske
vagtpost ved Kap Heer ved mun-
dingen af Grønfjorden en halv
snes fartøjer på vej ind i Isfjor-
den og slog øjeblikkeligt alarm.
Omtrent et døgn tidligere var en
stærk tysk flådeafdeling, løbet ud
fra sin faste basis Altafjord i
Nordnorge uden at dette var ble-
vet observeret af den britiske re-
kognoscering. Størrelsen af de ty-
ske stridskræfter stod ikke i no-
get rimeligt forhold til den svage
modstand man var forberedt på
at møde på Svalbard, men mod-
angreb fra allierede søstridskræf-
ter var en nærliggende mulighed
— ruslandskonvojerne gik jo net-
op gennem operationsområdet.
Den tyske eskadre stod under
kommando af admiral Oscar
Kummetz og bestod af slagskibet
„Tirpitz", slagkrydseren „Scharn-
horst", samt tre destroyerflotiller
på hver tre enheder, således at
hele styrken bestod af ialt 11
større krigsskibe. Seks af de ni
destroyere havde stormpioner-
tropper ombord som skulle land-
sættes forskellige steder ved Ba-
rentsburg og Longyearbyen, der
var angrebets hovedmål. Her hav-
de nordmændene stationeret hen-
holdsvis ca. 100 og 50 mand, samt
kyst- og luftværnsartilleri, hvis
kraftigste kaliber var enkelte 10
cm Bofors kanoner. Overfor det
tyske opbud af ildkraft — til
sammenligning kan tjene at de
nyeste af de tyske destroyere hav-
de 15 cm kanoner som hovedbe-
stykning — kunne de fåtallige og
spredte norske styrker ikke yde
modstand ret længe. Det lykke-
des dog at få adskillige træffere
ind på de tre jagere, som ved Ba-
rentsburg skulle landsætte storm-
tropper; adskillige af disse blev
herved dræbt eller såret. Snart
blandede „Tirpitz“s 38 cm kano-
ner sig i striden og fik hurtigt
nedkæmpet de norske stillinger;
det lettede ikke situationen for
forsvarerne, at slagskibe som re-
gel har to eller flere fly ombord,
som udskydes med katapult og
bl. a. kan kredse over kamp-
zonen som en effektiv ildleder og
kampdeltager. Resultatet var alt-
så givet på forhånd, og snart
måtte nordmændene trække sig
tilbage til forberedte retrætestil-
linger, med tab af både dræbte,
sårede og tilfangetagne, mens Ba-
rentsburg blev efterladt som en
brændende ruin.
Under retræten fra det vellyk-
kede raid bombarderedes også
Moskushamn og Grumantbyen af
tyske slagskibe, hvorimod Svea-
gruvan gik fri i denne omgang.
Her lykkedes det dog senere
samme år en tysk u-båd at kom-
me ind ubemærket, idet nord-
mændene ikke havde større vagt-
mandskab; med ægte tysk grun-
dighed blev også her ødelagt hvad
der kunne ødelægges.
Allerede dagen efter var de
tyske skibe tilbage i deres vel-
beskyttede naturhavn i Nord-
norge. Men dette var enden på
de dristige tyske fremstød med
de store overfladeskibe. Få dage
senere blev „Tirpitz", der lå godt
beskyttet mod angreb af torpe-
doer, og fly i Kåfjordsbotn, en vig
af Altafjord, alvorligt skadet ved
et angreb af engelske miniu-både,
og kom aldrig mere i aktion efter
sin oprindelige bestemmelse. I
slutningen af samme måned blev
desuden lommeslagskibet „Liit-
zow" trukket tilbage til Tyskland
og Østersøen; og da den tyske
marinekommando nogle måneder
senere, næste gang besluttede at
indsætte sine svære overfladeen-
heder mod den allierede ishavs-
trafik blev resultatet at „Scharn-
horst" den 26. december 1943 sæn-
kedes i ulige kamp med britiske
eskortefartøjer udfor Nordkap —
afslutningen på en epoke.
Den sidste af Norges arktiske
besiddelser, Jan Mayen, kom
aldrig på tyske hænder. For at
beskytte denne ligeledes meteo-
rologisk vigtige vulkanø etablere
den norske garnison på Island
(Fortsættes side 27).
Det sønderskudte vrag af det tyske Ju 88 fly, som landede ved Bansø i Adventdalen i juni 1942 og få dage
efter blev det ødelagt ved et engelsk luftangreb, denne flytype var en af Luftwaffes mest alsidige, idet den
anvendtes både til bomber, jager, rekognoscering, m. m., samt diverse forsøg.
tyskit tingmissartuata Ju 88-ip Bansømut AdventdalimTtumut junime 1942 misimassup aserKue, mlnerme ki-
ngornagut uvdlut ikigtunguit Kångiutut tuluit tingmissartutigut såssussineråne aserorneKarsimavdlune. tingmi-
ssartOK taimåitoK tyskit tingmissartutaisa tamatigornerpåt ilagåt, tåssa atorneKartarame Kaertartunik nåkåtit-
sfssutitut, malerssQtitut, alapernaerssQtitut, il. il., sunutdlo misiligtainigssanut tamanut atorneKartardlunlsaoK.
dmmwmm
23