Atuagagdliutit - 10.05.1972, Blaðsíða 27

Undervisningssituatio-
nen i Grønland
„Man skal aldrig godtage noget som sandt, uden det står klart og
tydeligt for ens forstand på en sådan måde, at man ikke har den
fjerneste grund til at betvivle det". (René Descartes, 1596-1650).
Der er efterhånden mange be-
slutninger og påstande, der er
blevet truffet for og påstået over
for det grønlandske folk og sam-
fund, der fortjener at blive ana-
lyseret på en sådan måde, at den
descarteske regel bliver om ikke
opfyldt, da således, at man kom-
mer denne indhold så nært som
muligt.
En af dem, der kan underkastes
en sådan analyse, er barnets
situation i den grønlandske „fol-
keskole". Mit brug af gåseøjne om
ordet folkeskole, skyldes det fak-
tum, at den grønlandske „folke-
skole" ikke ligner den skole, som
man normalt forstår ved folke-
skole hernede og andre steder.
Denne meget store ulighed består
først og fremmest i, at børnene
kommer til at stå over for en
lærerstab, som de sprogligt ikke
forstår og ikke bliver forstået af.
Derved bliver det centrale i kom-
munikationen mellem elev og
lærer ødelagt allerede fra første
skoledag, da barnet og den ud-
sendte ikke-grønlandsktalende
underviser ikke kan kommuni-
kere sprogligt med hinanden. For
at være bevidst extremistisk:
Hvad vil danske forældre og pæ-
dagoger sige, hvis deres børns
kundskabsmæssige indlæring —
med undtagelse af faget dansk —
skal til at ske via et fremmed-
sprog, som slet og ret ikke i det
fjerneste på nogen tænkelig måde
ligner børnenes modersmål? Selv
om det bliver forklaret for dem,
at det er den eneste mulighed,
man har, hvis man skal fremme
sine fagkundskaber? Jeg tror
ikke, man vil tage det ilde op,
hvis jeg selv prøver at give
et svar på dette uden at spørge
danske forældre eller pædagoger.
Jeg tror nemlig, at disse vil svare
i al korthed: Det kan der over-
hovedet ikke blive tale om! Så
vil vi hellere undervise vore børn
selv! — Og jeg vil forstå dem.
Denne sproglige barrieres so-
cial-pædagogiske bagside er gru-
fuld for børnene. Det er dem,
der kommer til at ofre mest. Bar-
net skal jo lære det danske sprog,
hvis det på nogen måde skal lyk-
kes for det at erhverve sig kund-
skaber af en eller anden art. Det
er barnet, der bliver udsat for at
skulle omstille sig ved at stå
overfor en underviser, der taler
et for barnet mærkeligt og ufor-
ståeligt sprog. For ikke at sige
et sprog, der er vanskeligt at
lære, ikke bare for grønlænderen,
men også for andre folk, selv om
disse har det germanske sprog
som udgangspunkt.
Dette kan, for mig at se, kun
bevirke, at børnene på en eller
anden måde kommer til at føle,
at skolen er dem fjendtlig. Ikke
bare på den måde, at de skal
være inde i klasseværelserne til
bestemte tider, mens deres leg
enten i frikvarteret eller fritiden
er på sit sjoveste og mest spæn-
dende fase og, ikke bare fordi
de ikke må tale frit på deres eget
sprog i klasseværelset — eller på
et sprog, som underviseren for-
står — men mest fordi deres kon-
takt med underviseren — hvis
denne ikke kan tale deres eget
sprog — praktisk taget er lig nul.
Blandt andre er følgerne af
dette som regel det faktum, at
børnene kommer til at pjække
fra skolen. Deres kundskabstil-
egnelse bliver også på grund af
sproget forsinket. Deres lektier
kommer de til at se stort på,
for dem kan man jo alligevel ikke
nå — hvis man ikke er et sprog-
geni. For den grønlandske „folke-
skole", sådan som den er ud-
formet i dag, er en skole, der
kun kan klares tilfredsstillende
af sproggenier. Børnene bliver
stemplet for at være dumme eller
imbicile, hvis den danske lærer
finder, at de ikke behersker det
danske sprog godt nok til at kla-
re en bestemt opgave på en for
læreren tilfredsstillende måde.
Jeg har mødt børn, der er blevet
stemplet sådan. Samtidig er disse
børri i stand til at analysere en
grønlandsk sætning på en for
læreren tilfredsstillende måde, og
at analysere en grønlandsk sæt-
ning af en sådan sværhedsgrad,
der er tilpasset børnenes alder og
skoletid, er ikke nogen let op-
gave — selv for trænede lærere
og selv for de danske lærere,
der har været i Grønland i op
til tyve år (de allerfleste kan
slet ikke). Af den grund er bar-
net hverken dum eller imbicil.
når det ikke har kunnet tale eller
analysere et for det fuldstændig
fremmed sprog i løbet af en nær-
mere bestemt tidsrum. Men en
mand, der har været i Grønland
i op til tyve år og har haft
berøring med det grønlandske
sprog via sit arbejde som under-
viser af børnene, og som kun kan
sige: goddag, hvad hedder du,
hvor gammel er du, vejret er
godt i dag, farvel, på gebrokkent
grønlandsk, må vitterlig være
ham, der kun kan vurderes til
at være dum eller imbicil.
Den sproglige kontaktmangel
bevirker også, at barnet bliver
fremmedgjort i skolen. Fremmed-
gjort på den måde, at det føler
sig som fremmedelement midt i
den institution, som det kommer
til at være inde i mindst i syv
år af dets tilværelse. Derfor gæl-
der det for de fleste, at skolen
er og bliver et fremmed sted for
dem, mens de går i skole. Dette
gælder fordi de allerfleste lærere
(ca. 70 pct. af hele lærerstaben i
Grønland er udsendte ikke-grøn-
landsktalende lærere og lærer-
inder, Statistisk Arbog 1971) taler
et fremmed sprog, og fordi disses
værdibegreber og mentalmønstre
er helt anderledes fra de grøn-
landske hjem. Dette skyldes først
og fremmest, at de danske lærere
og lærerinder har fået eksamen
fra Danmark, hvor folkeskole-
strukturen er anderledes, og for-
di deres studier i danske semina-
rier ikke er tilrettelagt efter de
grønlandske forudsætninger og
behov. Dette gælder fordi de
grønlandske børns forestillings-
verden og den praktiske hver-
dag er helt anderledes end de
danske børns.
Men der er også en anden grund
til, at børnene og underviserne
kommer til at stå langt fra hin-
anden. Denne er de danske un-
derviseres uvillighed til at lære
det grønlandske sprog. Dette be-
grundes med, at det er for svært
at lære grønlandsk eller, at man
ikke behøver at lære grønlandsk,
når man skal til de grønlandske
byer, fordi folk i byerne allige-
vel taler dansk.
Den første begrundelse er alt
for billig. Thi den er forudindta-
get. Før man overhovedet har
prøvet og forsøgt at lære grøn-
landsk på en forsvarlig måde, si-
ger man: „Det er for svært!"
Selvfølgelig bliver det svært, når
man har denne indstilling til
sproget. Derfor er det nødvendigt
at ændre denne indstilling til
sproget, når man har den opgave
at virke blandt en befolkning,
hvis sprog er anderledes. — Javel,
man kan jo altid finde en eller
anden, der kan tolke for en. Men
denne løsning vil altid være en
anden klasses løsning. Ikke fordi
tolken muligvis ikke er dygtigt
nok. Men fordi ved enhver tolk-
ning fra et sprog til et andet via
en tredie person, vil komme en
eller anden form for fremmed-
element ind i fortolkningen, fordi
de to personer, man er tolk for,
og tolken ikke vil føle, sanse og
tænke nøjagtigt ens.
Den anden begrundelse er uan-
svarlig. Man kommer op til Grøn-
land for at udføre et arbejde
blandt grønlændere, men man
skal da ikke lære det grønland-
ske sprog af den grund! For i
byerne møder man altid grøn-
lændere, der taler dansk! — En
læge behandler ikke de raske.
Han behandler de syge. For at
fjerne årsagen til sygdommen,
må han kende den. Uden at ken-
de den er han som læge prisgi-
vet. — En dansk lærer og lærer-
inde i Grønland er uden social-
pædagogisk værdi, når disse ikke
kender barnets og forældrenes
sprog. Fordi det kun kan kom-
munikeres forsvarligt mellem
barnet, forældrene og læreren
gennem et sprog, som alle parter
behersker og forstår. For det er
først og fremmest gennem bar-
nets eget sprog, læreren og lærer-
inden kommer ind til det og dets
verden. Uden at kunne sproget vil
læreren eller lærerinden aldrig
komme helt ind til barnets værdi-
begreber, forestillingsverden og
mentale tilstand. — Derfor er be-
grundelsen, at folk alligevel taler
dansk i byerne, uansvarlig.
Det er derfor også nærliggende
at tænke på, hvilken værdi en
dansk klasselærer har i den grøn-
landske „folkeskole". Vedkom-
mende kan så godt som aldrig
tale barnets og forældrenes sprog.
Hvad så, når der opstår proble-
mer i skolen, hvis løsning kræ-
ver en intim socialpædagogisk
samtale mellem barnet, forældre-
ne og klasselæreren? Hvad bliver
værdien af en sådan samtale, når
klasselæreren ikke kan udtrykke
sig på forældrenes og barnets
sprog?
Det er også på grund af sprog-
lige vanskeligheder danske klas-
selærere kommer til at forsømme
nogle af deres pligter, og selv om
disse forsømmelser ikke er til-
sigtede, hjælper det ikke at kom-
me med undskyldninger i de en-
kelte givne situationer, fordi ska-
den vil være gjort og ikke er til
at ændre. Udsagn af arten: „jeg
kan jo alligevel ikke tale med
barnet og dets forældre på en
meningsfyldt måde, så at prøve
på det vil være omsonst og spild
af tid — hjælper heller ikke
i denne sammenhæng, hvor en
menneskeskæbne kan være på
tale. — Derfor bør valget af en
klasselærer for grønlandske børn
først og fremmest falde på en
grønlandsk lærer, eller en dansk
lærer, der taler det grønlandske
sprog.
Af blandt andet disse grunde
er børnenes situation i den grøn-
landske „folkeskole" grusom. Der-
Dronning Ingrids Børnehave
Christianshåb
søger til 1. juli d. å. 2 assistenter. Aflønning i henhold til den
til enhver tid gældende grønlandske tjenestemandslov, hvorom
nærmere oplysning gives ved henvendelse.
Ansøgning vedlagt kopi af eksamensbevis og anbefalinger
bedes sendt til
Landsorganisationen
RED BARNET
Njalsgade 19,
2300 København S.
således, at den kan være os i hænde senest 20. maj d. å.

Hohotia
BOLCHER
er de bedste
sukuarxat
pitsaunerpåt
i nemme poser
12 forskellige slags
— pugssiarigsut
- åssigTngitsut 12
for er den menneskeligt uansvar-
lig. Af disse nævnte grunde er
den pædagogisk hul i hovedet.
Sidst men ikke mindst er den
derfor mentalhygiejnisk menings-
løs.
Under debatten i forbindelse
med arrangementet „Grønlands
Ugen" i Vordingborg Statssemi-
narium, som undertegnede var
ansvarlig for, blev deltagerne i en
af aftenerne enige om, at den
bedst tænkelige skole, er en skole,
hvor både barnet og læreren bli-
ver forstået af alle. Denne skal
ses i relation: Barn — lærer, læ-
rer — forældre og forældre —
barn. Deltagerne kom også med
et par forslag til forbedring af
de danske læreres og de grøn-
landske børns situation i Grøn-
land. Forslagene lyder i al kort-
hed således:
1) Faget grønlandsk indføres i
danske seminarier, således at de
lærerstuderende, der kan tænke
sig at virke i Grønland efter endt
uddannelse, ville have fået nogle
af de fornødne sproglige kund-
skaber, når de engang kommer
til Grønland.
2) Danske lærerstuderende, der
kan tænke sig at virke i Grøn-
land efter endt uddannelse, tager
et års ophold ved Grønlands Se-
minarium i Godthåb for at lære
det grønlandske sprog og sam-
fundsstruktur på stedet. Disse
skal også kunne stationeres i de
omliggende bygder på et nærmere
bestemt tidsrum i løbet af året.
Personligt synes jeg, at for-
slagene er gode og, at de fortje-
ner nærmere opmærksomhed i
første omgang fra Det Grønland-
ske Landsråd og Grønlandsrådet.
Grunden dertil er blandt andet,
at begge de nævnte forslag kom-
mer fra de danske lærerstuderen-
de.
I denne forbindelse finder jeg
det nævneværdigt at anføre en
indstilling, som danske udsendte
havde, før nutidens højtbetalte
udsendte indvandrede den lang-
strakte grønlandske kyst, der
klart udtryktes af præsten og se-
nere seminarieforstanderen Carl
Emil Jansen i hans bog, „En grøn-
landsk Præsts Optegnelser": „Jeg
har haft en fortrinlig Motion ved
at hjælpe med at hale en stor
Sælhund over Fjeldene fra Bug-
ten Illuliak til Holsteinsborg. Jeg
blev i høj Grad træt. Man kunde
maaske spørge: er det ogsaa pas-
sende for Præsten saaledes at
tage Haand i med? Jeg maa her-
til svare, at jeg maa benytte et-
hvert Middel til at lære Sproget
og komme i Berøring med Fol-
ket, for hvis Skyld, jeg er hid-
sendt, —
Hvis denne indstilling til „Fol-
ket" og „Sproget" ikke mere er
til stede hos den nuværende ud-
sendte dansker, så er værdien
af ham for at have ham som ud-
sendt arbejdende menneske og
samtidig samfundsborger i Grøn-
land væsentligt reduceret! Så er
hele begrundelsen for at give ham
frirejse frem og tilbage efter to
års virke, tøjpenge til rejsen, fri-
bolig, brændselsgodtgørelse, skat-
tefrihed i de år, han er i Grøn-
land, og tillæg som udsendt oven
på det hele inacceptabelt. Disse
materielle goder de udsendte op-
når i dag, vil så kun være accep-
table, hvis disse bestræber sig
på at virke i Grønland til gavn
og nytte for Grønland og grøn-
lænderne. Derfor må man tage
tildelingen af disse goder op til
fornyet overvejelse. Derfor bur-
de disse goder kun tildeles til
de udsendte, som viser samme
initiativ i deres adfærd og vilje,
som omtalte Carl Emil Jansen
viste os. Det er den eneste for-
svarlige og acceptable grund,
hvis de udsendte skal kunne be-
vare deres opnåede materielle
goder i Grønland.
Kristian Poulsen.
28