Atuagagdliutit - 20.07.1972, Blaðsíða 15

JuulIornuuf\
jliaqlunnutf
x/’urc/imtnc
^XT>Jrsnruf't
rkkiJ
tyiodltfc Ittbimtsuxkjt
Jl’jrtliscfie Rumen
huuie
l'periUV
Sardisk
;dlofpait
f&ertjii/iÅ'
^ y Uanilåtsok
/ JurrÅrmne
xRixJks
LlfHTENAU
und Unigegend in
Su«l Gronlaml.
iUantlrUplabt oJiivm/’/aht vIMuum
gormersy

46 Mist i Grtt/uvicÅ
>t den ugifte grønlandske kateket
fimotheus, bror til en af vore ro-
U'sker, var omkommet på havet.
Sans søster græd meget, Hendes
sorg var så meget større, fordi hun
aavde mistet 2 andre brødre året
Eør.
Da vinden så ud til at lægge
s‘g ved aftenstid, og da isen var
brudt op, var roerskerne ivrige ef-
ter at komme af sted, skønt jeg
boldt det for at være umuligt,
Teltet blev taget ned og ladnin-
gen båret ned til vandet. Der var
dog kraftig søgang, og båden blev
med stor kraft slynet frem og til-
bage, skønt vi havde bundet den
tast med et tov, Den blev slået
mod stenene, og der kom en læk.
Der var ikke meget andet at gøre
end at trække båden på land og
sætte teltet op igen.
Om natten fik vi atter stærk
storm og snefygning. Næste dags
tormiddag synes vejret endelig at
blive bedre. Nu erklærede kajak-
manden, at han ville hjem. Jeg
sagde til ham, at han ikke måtte
torlade os under disse forhold.
Manden hævdede, at han ikke var
ansat til at hjælpe, men frivilligt
var kommet til os. Besluttet på
ikke at lade ham slippe bort i sin
kajak blev jeg ved hans side og
gentog mine ord om, at det ville
være en dårlig handling af ham,
bvis han forlod os nu. Til sidst
svarede han: „Fordi I er i en ynk-
værdig situation, vil jeg blive hos
Jer“.
Efter nogle timer lagde stormen
siS, og nu blev der gjort et nyt
torSøg på at få ladningen ned i
båden. Under arbejdet faldt jeg
tra en mandshøj, isbelagt sten ned
i vandet. Da båden var lastet, vi-
ste der sig igen et hul, som dog
blev stoppet, og jeg fik det ind-
sivede vand ud med håndpum-
Pen. Endelig var vi klar til afsej-
iipg. Da vi sejlede, sagde styr-
manden: „Du dårlige land — hos
dig var det ikke morsomt at væ-
re!"
Vi glædede os i håbet om snart
a£ komme til mennesker. Sejlad-
sen gik dog kun meget langsomt,
tordi nyisen og vinden ikke var
gunstig. Ved mørkets frembrud
opdagede vi, at der også kom
drivis imod os, og kajakmanden,
der sejlede i forvejen, kunne ikke
længere finde en åben sejlrende.
Indtil nu havde vore folk tålmo-
digt holdt ud og nu og da sunget
salmer for at kvikke sig op med
sangen, men nu brød de ud i en
klagen, som jeg aldrig har hørt
magen til. Der var ingen anden
udvej end at sejle ind i en lille
bugt og dér søge efter et sted,
hvor vi kunne lægge til land.^
Mens vi søgte, stødte vi på et
skær og sad fast et stykke tid men
kom dog snart lykkeligt fri. En-
delig fandt vi ved udløbet af en
bugt et sted, hvor vi kunne træk-
ke båden og ladningen på land
og sætte teltet op.
Kajakmanden slæbte et par kas-
ser ind i teltet og redte mit fug-
tige sengetøj ud på dem. Før vi
gik til ro, sang vi efter mit ønske
nogle vers.
Næste morgen sendte jeg kajak-
manden til Nanortalik, den nær-
meste handelsstation, med et brev
til den derværende bestyrer, som
jeg bad om at sende noget sæl-
spæk til mine folk.
Der gik igen flere dage, mens
vi forgæves ventede på badens
tilbagekomst og svaret.
Den 12. november blev vi —
mens vi endnu sov — overrasket
af et voldsomt højvande. Vandet
steg, og en bølge slog med vold-
som støj helt op til båden og tel-
tet og gjorde jorden under os fug-
tig. Alle blev straks vågne, og vi
sprang op, fra hvor vi sov. En af
roerskerne lod øjeblikkeligt våde
støvler i stikken og løb barfodet
ud af teltet, satte sig på en kasse
og gemte sig under min pels. De
andre lo over den helt uventede
begivenhed, men kvinden råbte
ærgerligt: „I ler, men hvad skal
jeg menneske gøre her, når jeg
ingen kamikker har“!
Der var nu tale om at forlade
båden og gå over land til det nær-
meste beboede sted, men da man
fra en høj fjeldtop i nærheden,
hvor der var en god udsigt, ikke
havde kunnet finde en farbarvej,
blev alle modløse. Da jeg begynd-
te at synge „Han tørrer tårerne
bort o.s.v.“, var der ingen, som
stemte i.
Den 13. november klagede folke-
ne over, at de i flere dage ikke
havde fået sælspæk og angmag-
ssatter, men havde måttet leve af
hårdt brød, og der fortsat ikke var
håb om at komme videre. Dertil
LENCO L85
16 pol. syncrometer. Elek-
trisk stop og pick-up loft.
Indbygget strotocop. Elek-
trisk hastighedsregulator.
Won and Flutter±0.06%.
RADIOGROS
r -i
u
BOX 202 . 6700 ESBJERG
ANVISER NÆRMESTE FORHANDLER
chtenau og omegn 1865. (Efter forlæg udarbejdet af Samuel Kleinschmidt?). 0 = udsteder og bopladser.
e fleste er i dag ubeboet. Missionær Starik og hans følge er rejst fra Julianehåb til Lichtenau og derfra
ædsynligvis via ItivdlinguaK ved Sydprøven til SermersoK’s sydvestside. Der findes en dal gennem øen nogle
l°nieter nord for Kap Egede.
SdluitsoK erKålo 1865. (Samuel Kleinschmidt-ip suliarisimasså najorKutaralugo?). — nunaKarfmgnik pigissa.-
in9ilaK. uvdlume amerdlanerit inoKångitdlat. ajoKersuiartortitaK Starik angalaKatailo K’aKortumit Agdluitsu-
irsimåput tåssångånitdlo Itivdllnguåk&rdlutik Agdluitsup erKåtigut SermersQp kitåtungaliarsimavdlutik. Ke-
8rtarne KQroKarpoK Kap Egede-p avangnåtigut KeKertaK napivdlugo.
/
LÆKRE MINTS
I POSER
anernerigsautit
igdlingnartut
pugssianitut
Kajakker ved SermersSKs sydvestkyst.
SermersQp kujåmut kitåtungåne Kåinat.
vi blev i stand til at hente vore
båd med dens last. I denne nåede
vi omsider frem til Frederiksdal.
Det var en glædens og takkens
dag, som jeg aldrig vil glemme.
Brødremissionær Martin Sta-
ri(c)k kom til Grønland 1859
fra Christiansfeld i Sønderjyl-
land (var dog født i Tyskland).
1859-1861 missionær i Lichte-
nau. 1861—1870 i Frederiksdal
på nær vikarophold 1868 ved
Igdlorpait. Derefter missionær
i Lichtervfels.
Ove Bak.
svarede jeg, at jeg stadig havde
lidt kød, som Lichtenau-beboerne
havde givet mig med som gave til
folkene i Frederiksdal. Det måtte
besætningen nu få, og en næsten
tom brødtønde slog jeg i stykker
og brugte som brændsel ved mad-
lavningen.
Jeg fandt kødet frem og tog en
økse for at dele det. Da jeg til-
fældigt kastede et blik i det fjer-
ne, fik jeg øje på en høj, hvor 4
kvinder og 2 mænd kom hen imod
os. Man kunne tænke sig selska-
bets glæde! Bestyrer Ly tzen hav-
de efter at have modtaget mit brev
sendt sine folk af sted i den ene-
ste tilbageblevne båd efter den
tidligere omtalte nordenstorm. De
skulle opsøge os og havde fået be-
sked om på grund af storisen at
tage til den sydligste del af det
landområde, hvor vi befandt os.
Derfra skulle de gå over land,
indtil de kom til vores lejr.
Med stor glæde fulgte vi dem.
Vi forlod båd og ladning og nåede
sent om aftenen lykkeligt til Na-
nortalik. Her opholdt vi os 1V2
uge, og i løbet af den tid blev isen
drevet ud af en søndenstorm, sa
15