Atuagagdliutit - 26.04.1973, Side 8

Hvor fører hr. Lem-
bourns kurs hen?
I Danmark møder man ofte men-
nesker, der føler sig i vildrede
med, hvad der sker i Grønland,
og derfor skubber problemerne
fra sig. Jeg har grundet en del
over, hvorfor dette er tilfældet,
da danske aviser faktisk bringer
meget grønlandsstof. En form for
svar har jeg nu fået gennem læs-
ningen af Niels Højlunds nye bog:
Krise uden Alternativ, idet en af
konklusionerne i denne interes-
sante bog om Danmarks grøn-
landspolitik i vor tid går ud på,
at avisdebatten om Grønland
foregår i siksakkurs uden fasthol-
den ved en konsekvent linje.
Synspunktet er interessant, og
jeg har her i denne artikel søgt
at afprøve det på et af efterårets
indslag i grønlandsdebatten, Hans
Jørgen Lembourns kronik i Ber-
lingske Tidende, tirsdag den 12.
september, „Findes der et andet
Grønland?". Hans Jørgen Lem-
bourns grundsynspunkt: decen-
tralisering og styrkelse af fanger-
kulturen — appellerer til moder-
ne mennesker, som taler om at
komme væk fra „ræset"! Hans
Lembourn selv er, gennem sit
medlemsskab af folketinget og
grønlandsrådet, centralt placeret
i grønlandspolitikken. Kronikken
er således ikke tilfældigt valgt.
Lembourn retter en hård kri-
tik mod koncentrationspolitikken
og går imod kravet om flere og
flere investeringer: .. „hvis man
ikke har mod til at ændre inve-
steringspolitikken radikalt, kan
man heller ikke løse de andre
problemer." Javel, men har folke-
tingsmanden mod til at gøre ind-
byggerne i Grønland opmærk-
somme på, hvad der ligger i talen
om, at udviklingen skal gå lang-
sommere. Færre investeringer på
anlægsområdet betyder f. eks.
færre sociale institutioner, færre
forsamlingshuse og andre facilite-
ter såsom elværker og havnean-
læg, vel også færre boliger. Vil
Hans Jørgen Lembourn mene, at
boligbyggeriet i Grønland kan
vente? Nedskæringer på drifts-
midlerne betyder, at aktiviteter-
ne inden for undervisningsområ-
det, sundhedsvæsenet, socialfor-
sorgen, kirken, oplysningsarbej-
det og politiet nødvendigvis må
indskrænkes. Er det i ramme al-
vor det, man vil, så bør det frem
i debatten!
Sikker på noget kan den op-
mærksomme læser ikke være.
Længere fremme i kronikken
skriver Hans Jørgen Lembourn
blandt andet: „Vi bør standse
jaget med reformer. Og frem for
alt tilflytningen til byerne. Det
burde i stedet gøres tillokkende
at flytte ud af dem til de steder,
hvor en gruppe familier kan over-
leve på det lokale fiskeri og fang-
sten."
Man lokker næppe mennesker
fra byer med betryggende hospi-
talsforhold, elværk og regelmæs-
sig vareforsyning til „steder, hvor
en gruppe familier kan overleve
på det lokale fiskeri og fangsten"
uden en eller anden form for
lokkemad. Skal Lembourn lokke
med noget, må det formentlig
blive med etablering af manglen-
de faciliteter (skole, elværk, bu-
tik, sygeplejestation, fast besej-
ling, etc.). Og alt dette vil kræve
store investeringer i bygderne.
Eller et andet eksempel! De for-
holdsvis få nyuddannede lærere,
som i disse år udgår fra Grøn-
lands seminarium i Godthåb, sø-
ger næsten alle stilling i byerne.
Kan de motiveres til at flytte ud
til bygderne? Måske, men man
kommer næppe uden om en løs-
ning, der siger særligt stedtillæg,
altså atter en merudgift.
Dernæst! Er der eksistensmu-
ligheder for befolkningstilvæk-
sten rundt om i bygderne? Lem-
bourn hævder, at der er fangst
nok (i Scoresbysund). Gælder
dette generelt? og hvad bygger
antagelsen på?
Lad os imidlertid forudsætte,
at der inden for de nærmeste år
sker en betydelig neddæmpning
af statsinvesteringerne i Grøn-
land, hvilket igen vil medføre, at
levefoden i det grønlandske sam-
fund fastlåses på et efter danske
forhold lavt niveau. Vil den dan-
ske offentlighed undlade at rea-
gere på en sådan forskelsbehand-
ling inden for det danske rige?
Erfaringerne indtil nu synes at
vise følgende: Danske aviser, re-
præsentanter for danske forenin-
ger, fagorganisationer og andre
kredse i Danmark reagerer stærkt,
når der i Grønland konstateres
boligmæssige og i det hele taget
sociale tilstande, der afviger væ-
sentligt fra forholdene i Dan-
mark.
En anden udtalelse om teknik
og økonomi må også frem i lyset:
— „Det betyder, at det for frem-
tiden må være underordnet, om
investeringerne er hundrede pro-
cent effektive, økonomisk og tek-
nisk set —“. Det kunne nemlig
være interessant at få oplyst, om
Hans Jørgen Lembourn for altid
tænker sig den tingenes tilstand
opretholdt, at anlæg i Grønland
skal fungere uden skelen til al-
mindelige økonomiske principper.
Men når man for sit indre øje
ser den efterhånden ret talrige
stand af grønlandske telegrafister,
elektrikere, bilmekanikere, fly-
teknikere, brandmænd, fartøjs-
førere, jordemødre og sygeplejer-
sker i deres daglige ansvarsfulde
gerning, kan man ikke tro andet,
end at Hans Jørgen Lembourn
er noget for sent ude med sin tek-
niske „underdrivelsespædagogik".
Det spørgsmål kan stilles, om det
ikke er en diskriminerende hold-
ning at ville tale om ringere kva-
litet på arbejdet, som noget rime-
ligt i fremtidens Grønland.
Dog, ejheller med hensyn til
Der er fremtid i Tele..
Grønlands Televæsen ønsker at ansætte et antal teleelever pr.
1. august 1973. Der er tale om en ansættelsesform, der tager
sigte på at uddanne unge mennesker til med tiden at overtage
de mere ledende stillinger indenfor Grønlands Televæsen.
En forudsætning for ansættelse er, at vedkommende er fyldt
16 år og helst ikke er over 20-22 år. Normalt vil ansættelse
kræve realeksamen eller teknisk forberedelseseksamen, men
ansøgere, der på anden vis har erhvervet sig tilsvarende kund-
skaber vil også kunne komme i betragtning efter en ansættel-
sesperiode som telemedhjælper.
Det er en forudsætning, at anskøgeren er i besiddelse af gode
danskkundskaber, og der vil blive lagt vægt på evnen til tileg-
nelse af bogligt dansksproget stof.
I elevtiden, der varer 3 år, vil eleverne modtage en praktisk
og teoretisk uddannelse indenfor televæsenest forskellige tje-
nestegrene såsom fjernskrivertjeneste, telefontjeneste, telextje-
neste, morsetelegrafi, radiotelefonekspedition samt kontortjene-
ste og publikumsekspedition. Der bliver ophold i Danmark i
elevtiden.
Efter endt Elevtid kan der endvidere blive tale om uddannelse
som radiotelegrafist på teleskolen i Julianehåb.
Eleverne aflønnes med henholdsvis 45 pct., 55 pct., og 60 pct.
af begynnelseslønnen for telemedhjælpere i den grønlandske
tjenestemandslovs 2. lønramme, og lønnen udgør i øjeblikket
pr. måned:
1- år ................................. kr. 858,84
2. år ................................. kr. 1.049,70
3. år ................................. kr. 1.145,12
Elevtiden vil blive afsluttet med en mundtlig og skriftlig ek-
samen, og forudsat at denne bestås med et tilfredsstillende re-
sultat, vil eleven blive ansat som medhjælper for en 2-årig pe-
riode, og vil i disse år blive aflønnet efter den grønlandske tje-
nestemandslovs 2. lønramme.
Medhjælperlønnen udgør i øjeblikket pr. måned:
1. år ..................................... kr. 1.908,54
2. år ..................................... kr. 1.984,97
Efter en tilfredsstillende afsluttet medhjælpertid, kan ved-
kommende påregnes tjenestemandsansættelse som teleassistent
i den grønlandske tjenestemandslovs 9. lønramme, og der vil
senere være mulighed for avancement til overassistent m.v.
Af hensyn til uddannelsen, kan der indtil videre kun ske an-
sættelse ved følgende telestationer: GODTHAAB, JULANEHAAB
og EGEDESMINDE. Det kan ikke påregnes, at televæsenet vil
være i stand til at anvise boliger til elever, der eventuelt søger
uddannelse udenfor deres hjemby.
Håndskreven ansøgning om ansættelse som teleelev afgives til
telegrafbestyreren i deres hjemby.
Grønlands Televæsen
Teleskolen
3920 Julianehåb
Sigurd Gudiksen.
spørgsmålet om effektivitet synes
Lembourn at have en konsekvent
holdning. Et sted skriver han:
„Grønlænderne har endnu så me-
gen livsklogskab i sig, at de for-
lader fabrikkerne og skriveborde-
ne, når solen skinner, og der er
fangst i fjordene Et andet
sted: „Den danske kapitalover-
førsel bør nedtrappes, så det grøn-
landske samfund igen vænner sig
til, at man må arbejde, hvis man
vil leve."
Bortset fra, at Hans Jørgen
Lembourns kronik, som påvist,
ikke er egnet til at hjælpe den
grønlandsukyndige til klarhed
over problemerne, rummer den
stærkt generaliserende betragt-
ninger, som man — næsten lige
hjemvendt fra Grønland — uvil-
kårligt studser over. Dette gæl-
der særligt, hvor han kommer
ind på en vurdering af bysam-
fundet kontra bygdelivet. Byerne
i Grønland står for „arbejdsløs-
hed, socialt forfald, kriminalitet,
psykisk og kulturel opløsning,
prostitution og kønssygdomme".
Bygderne har alt det, som der
kan bygges på fremover: „eDt
kommende grønlandske samfund
må begynde i udstederne og i de
små bebyggelser. Det er deres
livsform, der skal danne model-
len. Det er udstedet og bygden,
der skal redde Grønland". Har
forfatteren et reelt grundlag for
at kunne fælde en sådan dom?
Med en let omskrivning af Willy
Brandts udtalelse under den nu
overståede valgkamp i Den tyske
Forbundsrepublik, vil jeg hævde,
at „vi er mange grønlandsdan-
skere, som finder, at vi ikke ken-
der de grønlandske byer i den be-
skrivelse, som Hans Jørgen Lem-
bourn har givet af dem.
I „KGH Orientering", nr. 48,
oktober 1972, refereres et afskeds-
interview med handelschef Tor-
ben Krogh, som den 1. september
forlod Holsteinsborg. Efter at have
skildret byens udvikling gennem
omstillingen fra saltfisk til fryse-
fisk og berørt den seneste ned-
gang i torskefiskeriet, siger han-
delschefen: „Jeg ser dog opti-
mistisk på fremtiden for en be-
folkning, der er energisk og ikke
bange for at prøve noget nyt.
Overgangen fra salteriarbejdet til
industriarbejde på en frysefabrik
har ikke voldt vanskeligheder, og
fiskerne er indstillet på at gå
ud og følge fisken, hvor den nU
findes."
Denne vurdering udtales af en
dansker, som har virket i Grøn-
land og blandt grønlændere siden
trediverne.
Jeg er enig med Hans Jørgen
Lembourn i, at grønlandspolitik'
ken fremover skal formes i Grøn'
land og af grønlændere. Derfor
er det heller ikke rimeligt at op'
stille en samfundsmodel, som
Lembourn gør det, og hævde, at
kun på grundlag af denne kan
Grønland få en fremtid.
Niels Højlund kommer i den
nævnte bog „Krise uden alterna-
t,iv“, en analyse af dansk grøn'
landsdebat, ind på problemerne
omkring journalisters rapporter
fra Grønland, idet han tager ud-
gangspunkt i den store debat 1
slutningen af fyrrerne. Han skri'
ver blandt andet (side 29): “Uan-
set hvordan man vurderer sand-
hedsværdi og virkelighedstroskab
i de rapporter journalisterne
vendte hjem med og publicerede
for en undrende dansk offentlig-
hed, må man slå fast, at de blev
karakteristiske for hovedparten
af den opblomstrende grønlands-
journalistik sidenhen. Det måtte
blive betingelsen for en fortlø-
bende information af den danske
offentlighed om de grønlandske
problemer, at den blev formidle
af folk, som var turister i det
grønlandske samfund, og som
yderst sjældent blev så fortrolige
med forholdene, at de kunne ry-
ste det danske sammenlignings-
grundlag af sig."
Niels Højlunds bog er efter min
opfattelse et længe savnet værk.
som beskriver og belyser kursen
i den hidtil førte grønlandspoli-
tik og de faktorer, som har ind-
virket på den.
Hans Jørgen Lembourns kronik
skulle vel udtrykke, hvilken kurs
han (og måske også det parti,
han tilhører) ønsker grønlandsp0'
litiken ført efter fremover. Men
kursen synes slingrende, og man
må derfor spørge: Hvorhen sej-
ler hr. Lembourn sin grønlands-
skude? Sejles der pr. fornemmel-
se mere end efter et søkort?
8