Atuagagdliutit - 19.01.1978, Blaðsíða 14

Nanisivik — et forsøg
på en ny arktisk
ressourcepolitik
— siger bjergværkschef Jim Marchall i den første
af fire artikler fra Marmoriliks nye genbo — en ca-
nadisk bly- og zinkmine, hvor man satser på eskimoer
Nanisivik, Canadap (ssigtuane axerdlugssamik zinkigssamigdlo pTaivfik nutå«, Marmoriliup akerdluinånipoK
piniartoKarfingmit Arctic Bay-imit kilometererpånguåiharnik ungasissusilik kangerdlungmutdlo Strathcona
Sound-imut atassoK.
Nanisivik, den nye bly- og zinkmine i arktisk Canada, ligger lige over for Marmorilik i Nordgrønland, få ki-
lometer fra fangers'amfundet Arctic Bay og ned til fjorden Strathcona Sound.
Phillip Lauritzen er journa-
list på dagbladet Informa-
tion. Han er bladets grøn-
landsskribent, der også
skriver om inuit i Canada
og Alaska. Han har i Infor-
mation skrevet om Grøn-
land i hvert fald i de sidste
fem år. Phillip Lauritzen
har skrevet bogen „atortit-
dlugitdlo tamaisa pisit“, der
består af interviews og
kommentarer af yngre
grønlandske politikere. AG
har bedt Phillip Lauritzen
om at skrive nogle artikler
fra hans tur i Canada. Nu
har vi fået fire artikler af
ham og trykker dem som
de blev trykt i Information
for nogen tid siden.
Mineselskabet Greenex’ bly- og
zinkmine i Marmorilik i Nord-
grønland har fået en genbo og en
konkurrent på den anden side af
Baffin Bugten i arktisk Canada.
Indtil for et års tid siden var
Marmorilik den eneste arktiske
bly- og zinkmine i den vestlige
verden — og Strathcona Sound,
en fjord på nordspidsen af Baffin
Island, var en ubeboet del af de
lokale inuitters (eskimoers) fangst
lokale inuitters (eskimoers)
fangstområde. I dag ligger der en
funklende nu bly- og zinkmine
med tilhørende by, som minesel-
skabet Mineral Ressources Inter-
national har givet det eskimoiske
navn Nanisivik („Stedet, hvor man
har fundet noget"), og som den
canadiske regering har kaldt et
forsøg på en ny og dristig arktisk
ressourcepolitik.
Bjergværkschefen i Nanisivik,
Jim Marchall, bekræfter det:
— Nanisivik er et eksperiment,
et pilotprojekt, der skal danne
forbillede for den fremtidige ark-
tiske ressourcepolitik i Canada,
siger han til Information, og han
karakteriserer regeringens hensigt
med eksperimentet således:
— Regeringen opfatter Nanisi-
vik som een stor fagskole, hvor
den indfødte befolkning ikke blot
skal lære minevirksomhed, men
også i det hele taget at leve i et
moderne, industrialiseret sam-
fund.
FAMILIER GIVER STABILITET
Disse intentioner ligger bag hele
udformningen af Nanisivik, og
sammenligner man med Marmori-
lik er det forskellene, der springer
i øjnene. F. eks. er Marmorilik en
barakby og en arbejdslejr for en-
lige mænd, mens Nanisivik er en
by med enfamiliehuse og familier.
— Hvorfor?
— Allerede før vi lavede de før-
ste forundersøgelser her oppe stil-
lede regeringen en række krav,
som skulle opfyldes, hvis der
nogen sinde skulle etableres en
mine, fortæller Jim Marchall. Og
et af kravene var, at vi skulle
bygge enfamiliehuse, så de an-
satte — og specielt de indfødte —
kunne tage deres familier med.
— Hvordan fungerer det?
— Udmærket. Det styrker gi-
vetvis stabiliteten i arbejdsstyr-
ken, og det er — helt som i Mar-
morilik, har jeg forstået — vores
alvorligste problem. Vi hører næ-
sten aldrig, at folk ikke vil her op
på grund af den isolerede belig-
genhed eller det arktiske klima.
Derimod hører vi ofte, at folk
ikke vil komme, hvis de ikke kan
tage deres familie med, men des-
værre har vi ikke huse til alle
endnu. Jeg tror simpelt hen ikke,
at det overhovedet vil være mu-
ligt at drive minen udelukkende
med enlige mænd. Hvorfor skulle
de komme — hvad skulle moti-
vere dem? Her i Canada har vi
f. eks. ikke en gunstig skattelov-
givning som den for danskere i
Grønland. Den eneste økonomiske
motivering, vi kan tilbyde den
enkelte i Nanisivik, er lange ar-
bejdsdage og på den måde en
større indkomst end syd på.
KVINDERNE ARBEJDER OGSÅ
— Hvad laver de kvinder, hvis
mænd er ansat i minen?
— De arbejder også.
— Skal de det?
— De skal ikke, men det indgår
i vore overvejelser, når vi skal
ansætte folk, idet vi helst ser at
begge arbejder. Det er for det
første næsten økonomisk nødven-
digt for dem. Ellers er der ikke
megen fidus i at være her rent
økonomisk. For det andet er dette
ikke et sted for en kvinde at sidde
hjemme. Psykologisk er det meget
hårdt, hvis hun ikke har arbejde.
Det er et lille samfund med kun
265 indbyggere, og mændene ar-
bejder ofte 12 timer om dagen.
Men det gør kvinderne selvføl-
gelig ikke. De har kun otte timer
om dagen og fem dages uge.
— Hvad så med børnene?
— Selskabet driver en børne-
have, cg om sommeren kører vi
et særligt sommerprogram for al-
le børn. Skolen er jo lukket, og
vi har ansvaret for pasningen af
børnene.
— Hvordan klarer børnene at
være her?
— Det går faktisk godt. Det
kræver et særligt personale, men
der er ingen tvivl om, at børnene
langt mere end deres forældre får
en arktisk erfaring, mens de er
her. De voksne lever næsten som
sydpå. De arbejder, bor i huse
magen til sydpå, ser samme fjern-
syn som sydpå osv.
EN ÅBEN BY
— Marmorilik er en 100 pct. fir-
maby, hvor Greenex står for alt.
Er det lige sådan i Nanisivik?
— Nej, Nanisivik er ikke en
firmaby. Et andet af regeringens
krav har været, at Nanisivik
skulle være en åben by, dvs. en
by med offentlige myndigheder
og institutioner — helt som andre
byer.
— Vil det sige, at der er offent-
lig skole, flytrafik, telekommuni-
kation, lægekonsultation osv.?
— Ja, alt det står det offentlige
for.
— Hvem ejer husene?
— Vi ejer de huse, vore ansatte
bor i, og de betaler husleje til
cs. Resten ejes af det offentlige.
— Ville Mineral Ressources In-
ternational have foretrukket et
enevælde som det i Marmorilik?
— Bestemt ikke. Jeg tror ikke,
at noget mineselskab kan lide
firmasamfundet. De har blot for
det meste ikke noget valg. En-
hver ved, at det ikke er sundt,
hvis de ansatte i alle døgnets 24
timer er direkte forbundet med
deres arbejdsgiver.
— Hvorfor har de fleste mine-
selskaber ikke noget valg?
— Af økonomiske grunde. Det
er enestående, at det offentlige
går ind i et mineprojekt, sådan
som man har gjort det i Nanisi-
vik.
— Hvad har det kostet at eta-
blere Nanisivik?
— Omkring 400 mili. kr. i alt,
dvs. både vore og det offentliges
udgifter.
— Det offentlige har investeret
cmkring 110 mili. kr. i Nanisivik,
men til gengæld har staten fået
18 pct. af aktierne i minen?
— Ja, det er korrekt. Det er
også udtryk for en ny politik.
— Er Nanisivik en så god for-
retning, at alle disse investerin-
ger kan betale sig?
— Det skal nok løbe rundt.
SKAL PRODUCERE I 12 ÅR
— Men der er ikke tale om nogen
særlig stor malmforekomst?
— Nej, den er faktisk lille, selv
cm den er lidt større end fore-
komsten i Marmorilik. Det afgø-
rende er imidlertid, dels at mal-
men har en god kvalitet, dels at
forekomsten ligger let tilgænge-
lig fra havet. Vi har lavere trans-
portomkostninger end mange mi-
ner meget længere mod syd men
inde i landet.
— Hvornår vil „Stedet, hvor
man har fundet noget" være et
sted, hvor der ikke er mere at
finde?
— Nanisivik vil mindst eksiste-
re i 12-13 år. Det er vi tvunget
til. Det var et tredje af regerin-
gens krav. Den ville have at mi-
nen skulle eksistere så længe som
muligt, og i vores koncession står
der udtrykkeligt, at vi skal være
her i mindst 12 produktionsår. Der
er derfor også i koncessionen di-
rekte lagt loft over, hvor stor den
årlige produktion må være.
— Hvorfor?
— Af flere grunde, men først
cg fremmest af hensyn til uddan-
nelsen af den indfødte befolkning.
Fer at sikre eksperimentet en vis
levetid og for at give en vis ro.
Det er en kompliceret og svær
proces, der kræver tid. Måske er
tid det aller vigtigste.
— I Marmorilik er der efter fem
produktionsår ca. 70 inuit beskæf-
tiget ud af en samlet arbejds-
styrke på 350. Hvor mange inuit
er ansat i Nanisivik?
— Et sted mellem 40 og 50 af
en samlet arbejdsstyrke på 150.
Det synes jeg selv er fint, når
man tager i betragtning, at vi
kun har været i gang siden okto-
ber 1976.
60 PCT. INUIT ER MÅLET
— Søger man bevidst at ansætte
så mange inuit som muligt?
— Det skal vi. Det er for så
vidt hele udgangspunktet i eks-
perimentet Nanisivik, og alle kra-
vene om at vi skal have familier,
at vi skal være en almindelig by
cg at vi skal eksistere en bestemt
tid er følger af det primære krav:
Beskæftigelse af indfødte. Der
står således i vor koncession, at
vi skal stræbe efter på tre år at
gere 60 pct. af arbejdsstyrken
indfødt. Og det gør vi. Imidlertid
synes jeg, at netop dette krav har
fået en meget uheldig formule-
ring. Der burde efter min mening
aldrig have stået tallet 60 pct.,
men regeringen insisterede på det
— udelukkende for at tilfreds-
stille visse grupper i det sydlige
Canada. Problemet er, at alle kan
huske tallet 60 pct. om tre år, og
jeg er sikker på, at så vil mange
helt overfladisk bedømme ekspe-
rimentet på, hvorvidt vi lige har
nået det magiske — og helt til-
fældige — tal eller ej. Det synes
jeg er meget forkert. Det afgø-
rende må være, hvilken proces,
der er i gang, og en vurdering af
de problemer, der er forbundet
med projektet. Det er alt for for-
enklet bare at sige 60 pct. Det
tjener da intet formål, hvis man
skal til at oprette symbolske stil-
linger. Det er hverken til de ind-
fødtes eller industriens fordel.
— Tror De allerede i dag, at De
ikke når de 60 pct. på tre år?
— Nej, det gør jeg ikke, men
jeg kan se flere saglige grunde,
som måske ikke gør det muligt.
F.eks. at de lærlinge, vi har, først
er færdiguddannede om fire år
— så længe varer læretiden nu
engang — og det betyder, at de
ikke allerede efter tre år kan
overtage hvide faglærtes arbejde
og åbne plads for nye indfødte
lærlinge.
— Hvor mange lærlinge har De?
— For tiden 12.
Svagstrømsingeniør
Til et mindre firma søges en ingeniør (tek.).
Arbejdet vil fortrinsvis bestå i vedligeholdelse af sikrings-
centraler (relæ), og der må påregnes stor rejseaktivitet i
Grønland, ca. 200 dage pr. år.
Kendskab til relæteknik vil være en fordel, men ingen
betingelse.
Godt kendskab til moderne elektronik kræves.
Endvidere kræves god og selvstændig forhandlingsevne.
Der ydes fri udrejse fra Danmark og efter 2 år fri tilbage-
rejse.
Der stilles møbleret bolig til rådighed, for hvilken der
betales boligbidrag.
Løn efter kvalifikationer, ansættelse ca. 1. 4. 78.
Familie kan ikke medtages, efter aftale evt. ægtefælle.
Nærmere oplysning kan fås på telefon 2 22 67.
Skriftlig ansøgning sendes til:
Burmester - Elteknik
Box 252, 3900 Godthåb
14