Atuagagdliutit - 19.01.1978, Síða 24

atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartartut agdlagait . læserne skriver . atuartar
om tænder
Noget
Jeg har ikke kunnet undgå nu
°S da i „Atuagagdliutit" og andre
steder at læse om grønlændernes
dårlige tænder. På den baggrund
synes jeg, at jeg kort vil skrive
°m mine egne personlige erfarin-
ger.
På min første færd til Grøn-
land i 1922-23 var mine tænder
blevet efterset og istandsat i 1919,
da jeg 19 år gammel begyndte at
tjene penge nok til at få det gjort.
Det var ellers skik i det mørke
Vestjylland, hvorfra jeg kom, at
fik man ikke et kunstigt sæt tæn-
der efter konfirmationen, så fik
de unge kvinder det i alt fald,
■aår de skulle giftes og fotogra-
feres sammen med deres brud-
gom.
Jeg var ret omhyggelig med
ttun tandpleje og fik ikke brug
for nye plomber, før jeg i 1930
kom hjem efter fem års ophold
som leder af hvidhvalsfangsten
ved Prøven i Upernavik distrikt.
Jeg må bemærke, at jeg grundet
■nit opholdssteds sparsomme be-
sejling og dårlige forsyning ho-
vedsageligt levede af grønlandsk
Proviant, som der til gengæld var
nok af i form af søfugle og sæler
°g af kød og mattak fra den hvid-
hvalsfangst, som jeg selv havde
iværksat, og som gav et godt ud-
bytte.
-Muligvis har disse fugle og dyr
indeholdt fluor nok og de fore-
kommende fiskearter også. Gen-
nem drikkevandet fik jeg det i
alt fald ikke, da jeg fra 1925 til
1955 kun fik vand fra isklumper
fra indlandsisen. Det blev hentet
i båd om sommeren ved isfjel-
dene og med slæde om vinteren
°g blev tøet op i to tønder, der
stod i køkkenet nær kogepladsen.
Befolkningen i hele Upernavik
distrikt fik dækket deres behov
På samme måde med hentet is,
der blev smeltet i en margarine-
bøtte eller lignende ophængt over
en spæklampes rødgule flamme.
Af disse årsager -havde boplads-
folkene også gode tænder, me-
dens der ved udstederne, hvor
Det ser ud til, at der er kommet
alt for mange begrænsninger for
vore fiskere under vort medlems-
skab af EF i de senere år —
uagtet vi er vidende om, at mange
nationer, der traditionelt har fi-
sket i vore farvande, fisker mas-
ser af fisk til store værdier. I dag
bliver vore fiskere vist for do-
mineret af EF?
Vi ved jo, at vi ellers har sagt
nej til det store fællesskab EF.
Ligeledes ved vi, at vore nabo-
lande Island og Canada ikke er
medlemmer af EF og trods dette
kører økonomisk godt. Jeg vil
endvidere ikke undlade at nævne
vore fiskefabrikker og deres ar-
bejdere.
De bliver nemlig lige så hårdt
raml i deres arbejde som fiskerne.
Desuden bliver de varer, vi køber
ude fra, for dyre samtidig med,
at vore fangstmængder af fisk bli-
ver for indskrænkede. Det er
stærkt ønskeligt, at vore politike-
re tager sig af disse forhold.
Måske vil vor udmeldelse af
fællesmarkedet, EF, medføre, at
vore fisk ikke bliver overfisket
og derfor være til større nytte
der var sukker, var begyndt at
forekomme dårlige tænder, hvor-
af nogle måtte trækkes ud. Men.
det var ganske åbenbart, at bu-
tiksbestyrerfamilien og i særde-
leshed deres børn havde de dår-
ligste tænder, da de dels levede
af indførte danske mel- og gryn-
spiser, dels ofte fik lov at få suk-
ker.
Til gengæld havde den fattig-
ste del af befolkningen altid de
bedste tænder, fordi de måtte
nøjes med grønlandsk proviant og
bruge deres tænder til at blød-
gøre skind, hundeseler og piske-
remme. Den fordel havde de da
i’ alt fald samt at deres tænder
gav dem nogle skillinger ved at
behandle sådanne ting for de me-
re velstillede, som i kraft af deres
afstamning fra skandinaviske for-
fædre havde arvet tænder af dår-
ligere materiale.
I gamle eskimograve vil man
finde kranier med de fleste af
mundens tænder i behold, men
stærkt nedslidte. Sådan ser mine
tænder ud nu som følge af det,
de har måttet bruges til i årene
fra 1925 til 1955, da jeg i det tids-
rum levede mest alene mellem ca.
250 grønlændere og på samme
måde som de, hvilket jeg befandt
mig bedst ved.
Jeg var i Thule flere gange på
besøg. I 1943 under krigen kom
jeg til Thule først i april på slæ-
de og sejlede derfra sidst i august
med kystskonnert. I tidsrummet
imellem levede jeg blandt fanger-
ne på samme vis, som de gjorde.
De tilsatte aldrig salt til deres
mad, men kogte den i havvand
og spiste den i mange tilfælde let
kogt eller frosset i rå tilstand.
Eskimo er som bekendt et indi-
ansk ord, der betyder „de, der
spiser råt kød“, nok ment ned-
sættende, som når eskimoerne til
gengæld kaldte indianerne ericig-
dlit „de, der har luseæg i håret".
Medens jeg var i Thule, kom
der en australsk tandlæge over
fra Canada. Han foretog ikke en
eneste behandling og ej heller
fer grønlænderne. Såfremt vor
udmeldelse fra EF skulle medføre
boykot af vore fiskeprodukter, er
der ingen tvivl om, at vore nabo-
lande, Canada og Amerika, som
ikke er medlemmer af EF, vil
sørge for at få dem købt.
Desuden vil jeg ikke undlade
at nævne færøske og norske fi-
skere, som i mange år har drevet
erhvervsfiskeri i vore farvande.
Efter vor indlemmelse i EF har
disse fået store vanskeligheder
for at få lov til fiskeri i vore far-
vande, da de ikke er medlemmer
af EF.
Der ud over må jeg opfordre til,
at vi allerede nu begynder at di-
skutere ting, som vil kunne være
problemer, når vi får hjemme-
styret.
Lad mig komme med en tilfø-
jelse, som ikke har meget at gøre
med mit egentlige emne. Lad os
bruge det nye år 1978 til drøftelse
af hjemmestyreordningen gennem
Grønlandsposten og SermitsiaK.
Vi håber, at grønlændere langs
kysten vil deltage i debatten gen-
nem læserbrevene uden tøven for
at bruge stærke ord.
tandudtrækninger, men var me-
get interesseret i at undersøge
folks tænder, mest de unge ko-
ners, da de ikke arbejdede under
skibslosningen, men var meget
nysgerrige efter at se, hvad der
foregik og af den grund var lette
at komme i kontakt med.
Det undrede tandlægen, at nog-
le af de koner, han undersøgte,
skønt de var af samme alders-
klasse, havde en meget forskellig
tandtilstand. Til sidst kom han
undrende og spurgte mig om,
hvad årsagen kunne være. Jeg
kunne da fortælle ham, at kvin-
derne med de gode tænder var
besøgende, der levede ude i di-
striktet på de små pladser, som
deres forfædre havde gjort før
dem, medens de med de dårlige
tænder var nogle, der boede ved
handelspladsen og dens fristende
varer, fordi deres mænd var be-
skæftiget som hjælpere ved han-
delsstationen, radiostationen eller
lægevæsenet, men drev fangst ved
siden af.
Denne forståelige forskel inter-
esserede australieren meget.
I den årrække, jeg nu og da be-
søgte Thule, så jeg kun én per-
son, der havde tandprotese. Det
var i øvrigt min gode ven Kavi-
garssuak, der som ganske ung
havde ledsaget Knud Rasmussen
på hans rejse norden om Amerika
og der nødtvungent lærte sig hvid
mands skikke og den mad, han
levede af.
Jeg tror, at hvad jeg her har
fortalt, tydeligt nok har fortalt,
hvorfor grønlændernes tænder
bliver dårligere og dårligere
grundet kostforandringen, ind-
gifthed og øget sukkerforbrug.
Mine egne tænder har jeg de
fleste af endnu, da jeg i højere
grad end nogen anden jeg ken-
der, har levet som eskimo og har
nedslidte tænder som de gamle
grønlændere. Med mine 77 år på
bagen, har jeg begrundet håb om,
at de holder mig ud.
Da jeg sidst besøgte min tand-
læge Børge Høft, der selv har
Vi skal ikke holde os tilbage
for folk der tænker: Det er dyrt
at fornærme andre. Hvorfor? Skal
vi grønlændere betale mange pen-
ge, fordi vi fornærmer enkelte
mennesker? Vi ved jo, at vi slet
ikke har penge nok til at betale
med. Hvis der findes sådanne be-
stemmelser heroppe, må det være
beregnet til rige og ikke grøn-
lændere.
Der er tid nok endnu til at di-
skutere hjemmestyreordningen.
Lad os bruge det nye år 1978 til
debat — alvorlig og saglig.
Godt nytår.
Vilhelm Jessen
GRØNLANDSPOSTEN
• landsdækkende
• to-sproget
• er bladet, som læses i
næsten alle grønlandske
hjem
GRØNLANDSPOSTEN
været i Grønland og skrev bo-
gen „Aad jeg en Hund", — var
jeg på vej ud ad døren, da han
råbte efter mig: „Jeg tror, at du
får dine tænder med dig herfra".
Jeg vendte tilbage og spurgte
ham: — Mener du dermed, at jeg
skal dø snart? Eller mener du,
at mine tænder fremdeles er go-
de?
— Jeg mener skam Suko, at
dine tænder fremdeles er fine og
kan gøre megen gavn endnu i de
kommende år, svarede han.
Det gør jeg også. Og jeg vil
meget håbe, at grønlænderne af
i dag må finde en løsning, så og-
så de kan smile med deres egne
tænder og bruge og have glæde
af dem i en normal levealder.
Eller mere.
Mange hilsener til mine venner
fra
Suko — Andr. Lund-Drosvad.
Alle som har gået på navigations-
og skipperskolen kender selvføl-
gelig sikkerhedsbestemmelserne
for sejlads og for sønæringsbevis.
Når vi har disse beviser, er det
vor opgave at holde skibet i for-
skriftsmæssig stand. Det vigtig-
ste er, at der ikke er væsentlige
mangler om bord.
Selvfølgelig er det altid vigtigt
at vide, hvor gammelt skibet er,
da det er væsentligt. De grøn-
landske farvande er nogle af de
mest barske farvande der findes
— særligt om vinteren. Da vor
kyststrækning er så lang, bør
man have to mand om bord, som
hver især har en uddannelse
(skipper og bedstemand). Derved
sikrer man sig delvis for natsej-
lads. Det er jo en skippers op-
gave at fortælle eventuelle pas-
sagerer, hvor det forskellige sik-
kerheds- og redningsudstyr er
anbragt og hvordan det anvendes.
Selvfølgelig bør mandskabet også
kende det. Det er dog ikke altid,
at alt sikkerheds- og redningsud-
styr forefindes om bord. Det und-
skyldes gerne med, at disse ting
er dyre i anskaffelse. Men de vig-
tigste ting skal skibet være i be-
siddelse af inden afgang fra en
havn.
Hvis et besætningsmedlem kon-
staterer, at der er mangler om
bord, som kan være til fare for
skib og mandskab, kan denne for-
lange det ordnet. Hvis skipperen
ignorerer en sådan henvendelse,
Gronlandsposten ønsker at
bringe et stort antal læserbre-
ve liver uge. Derfor beder vi
om, at indsenderne skriver
meget kort. Hvis læserbrevene
er mere end 200 ord, er redak-
tionen i regelen nødt til at for-
korte dem. Vi offentliggør ikke
anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det,
kan vi bringe et læserbrev
under mærke istedet for navn.
Send dit indlæg til: Grøn-
landsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
kan han i samråd med den øvrige
besætning stoppe skibet. Afsej-
ling sker så først, når manglerne
er rettet og når flertallet af
mandskabet er enige. Så snart
det drejer sig om sikkerheden om
bord, må intet besætningsmedlem
være bange for skipperen.
Der er mange skippere, som ik-
ke har papirer — eller har til-
strækkelige papirer — til at kun-
ne føre det pågældende skib, som
de er førere af, hvad enten det er
KGHs skibe eller de øvrige stats-
ejede skibe. Det siger man nok
først, når ulykken er sket. Ingen
ved på forhånd, hvad der kan
ske. Alle besætningsmedlemmer
opfordres til at henvende sig til
deres foresatte, hvis de er util-
fredse med noget angående sik-
kerhedsforanstaltningerne.
E. R.
Kommunerne over-
tager byplan-
lægningen iår
Grønlandsrådet har anbefalet et
udkast til bekendtgørelse om by-
planers udformning og indhold.
Bekendtgørelsen indeholder de
nærmere bestemmelser om by-
planlægning i Grønland. Bag-
grunden for byplanbekendtgørel-
sen er, at de grønlandske kom-
muner skal overtage byplanlæg-
ningen i løbet af dette år. Hidtil
har dette ansvar påhvilet staten.
Fiskerne ud af EF, hvis
der ikke sker ændringer
Flaskegasdrevet forbrændingstoilet
Uden noget som helst tvivl den bedste og mest hygiejniske
løsning.
Anvendes overalt i Canadas arktiske områder.
Nu også på Grønland.
Leveres gennem el-installatører og elektromekaniske
værksteder.
(Import: SCANLET ApS)
Om sikkerhed til søs
25