Atuagagdliutit - 01.06.1978, Qupperneq 26

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
arnaK mérKamik amaortox. Rasmus Berthelsenip xissungmut xiperugå
Rinkip atuagkiånérsoK „Tales and traditions of the Eskimo".
Kvinde med barn i amauten. Træsnit af Rasmus Berthelsen fra Rinks
bog „Tales and traditions of the Eskimo".
LODDET
„Ske din vilje på jorden" beder
vi, men hvordan kan vi egentlig
vide, hvad der er Guds vilje? —
Brødrene søgte i deres kære bibel
og fandt svaret:
„Loddet falder som Herren vil"
(Ordspr. 16.33).
Herrnhutterne havde en fast
tro på Frelserens styrelse af me-
nigheden og ubetinget villighed
til at adlyde hans vilje. Følgelig
afgjorde de spørgsmålet ved lod-
trækning.
Gud bestemte, at de skulle
fortsætte deres egen tilværelse,
og „fra nu af var man fast i sin
beslutning og trodsede alt."
1737 fik Zinzendorf udvirket, at
myndighederne udstedte en reso-
lution gående ud på, at brødre-
nes religion ikke var i modstrid
med Den augsburgske Trosbeken-
delse og Kristi lære. Og så blev
der endelig fred omkring Hut-
bjerget.
ASKESE
Brødrenes fattige og asketiske liv
var organiseret lige så strengt
som på et kloster.
De skulle stå op klokken 4 om
morgenen og gå i seng kl. 23.
Seksten af „dagens" timer skulle
de være beskæftigede ved legem-
ligt arbejde.
„Det er befalet Guds børn at
holde sig trangt i verden, at
vandre ad en smal vej, ikke at
udbrede sig, ikke at ophøje sig,
ikke at have nogen del i ver-
densrigerne.
Det er klart foreskrevet dem;
de må ikke komme dem for
nær; de er skabt til at være
undersåtter, og ikke verdens
herrer."
mente Zinzendorf.
EN HJERTESAG
Kristendom er ikke hovedets sag,
men hjertets, og derfor gælder
det ikke om at samle sig kund-
skaber, men at rette alle sine tan-
ker og følelser mod Kristus.
Wissen ohne Lieb ist tonendes
Metall ...
Er der noget som er farligt, så
er det flid ved læsning ... halv-
delen af de fornuftige menne-
sker er blevet til narre ved de-
res viden og læren, det er åben-
bart."
HOR
Jordisk sanselighed var strengt
forbudt. Mænd og kvinder skulle
så vidt muligt holdes adskilte, så
de ikke ved at se på hinanden
skulle få „upassende" tanker.
I Bjergprædikenen (Matt. 5.27-
28) stod de strenge ord:
„I har hørt, at der er sagt: Du
må ikke bedrive hor. Men jeg
siger Eder, at hver den, som
ser på en kvinde for at begære
hende, har allerede bedrevet
hor med hende i sit hjerte."
Og herrnhutterne tolkede det
således, at det at se på en kvinde
for at begære hende, var en lige
så stor synd indenfor som uden-
for ægteskabet.
Grev Zinzendorf, der ikke var
noget hængehoved, men det, man
forstår ved en glad kristen, be-
dyrede:
„Når jeg sammen med min hu-
stru fuldbyrder det ægteskabe-
lige værk, og Frelseren kalder
på mig, da svarer jeg: Her er
jeg Herre, i dette dit værk og
arbejde."
Sådan var han.
Greven plejede at bruge 3 sed-
ler, når han trak lod. Heraf var
den ene blank, således at Gud
havde 3 muligheder: ja, nej eller
ingen kommentarer.
ÆGTESKABSSTIFTELSE
Indtil året 1819 blev alle ægte-
skaber i menigheden indstiftet
ved lodtræning, også i Grønland.
Efter Bohnisch’s død 1763 (han
ligger på kirkegården her ved Ny
Herrnhut) bad hans enke, Anna,
om tilladelse til at vende hjem til
Europa. Men efter lodtrækning
blev hun opfordret til i stedet at
ægte missionær Johannes Zacha-
rias. Og da denne opfordring blev
gentaget næste år, „tog hun imod
den i Guds navn."
Så sent som i 1868 fik den 30-
årige broder Spindler brev fra
sine foresatte om, at han ved lod-
trækning havde fået tildelt en
ung pige, der skulle være hans
hustru — hun var allerede på vej
til Grønland.
Historien beretter, at han på
grund af isvanskeligheder måtte
afhente hende ved udstedet Nar-
ssalik: „Her så han for første
gang sin brud og førte hende lyk-
kelig hjem i konebåden."
RACEPOLITIK
Brødrene gennemførte en streng
raceadskillelse og tolererede ikke
„blandede" ægteskaber.
Det fortælles således, at en bro-
der blandt dem engang ville ægte
en grønlænderinde, men det blev
forment ham. Ingen ville i så fald
bo sammen med ham, damerne
ikke med hende. Og under em-
bedsfortabelse blev han tvunget
til at afstå fra sit forsæt.
En version af historien slutter
med, at han i sin ulykkelige for-
elskelse begår selvmord.
ARVESYNDEN
Jesus var den centrale skikkelse
i herrnhutternes religion. Menne-
skene var syndere allerede fra
fødslen og kunne kun få tilgivelse
ved Guds nåde og Frelserens
mellemkomst.
KORSFÆSTELSEN
For vore synders skyld døde Kri-
stus på korset under de forfær-
deligste pinsler, og derfor skal vi
elske ham som det sårede og dø-
ende lam.
Sårene var det synlige bevis for
lidelsen og fornedrelsen, og der-
for elskede herrnhutterne disse
sår og blodet og materien, der løb
ud af dem.
De sår, tornekronen gav, var
herlige, naglegabene vidunderli-
ge, men allerskønnest af alt,
mennesker havde frembragt, var
dog det store væskende sidesår.
Ved indvielsen af kirkesalen i
Ny Herrnhut den 2. april 1748
sang man følgende takkesang:
Dein Leichnams-Duft durch-
weh dis Haus,
Dein Blut bespreng die Herzen,
Dass, wer hier gehet ein und
aus,
Bey Deinem Tod und
Schmerzen
Und Någelmaal’n und Seiten-
Schrein
Nicht unempfindlich moge
seyn,
So oft wir auf Dich weisen.
Og den store danske salmedig-
ter Brorson var helt på linie med
herrnhutterne (til trods for at han
var en af deres argeste modstan-
dere), når han skrev:
Jeg ligger ved Jesus hans
bryster så tæt,
Og bliver af kærlighed drukken
og mæt,
Med honning og sukker
For sjælen han klukker
Og gør mig mit hjerte sd lystigt
og let.
SLAVEMORAL
Kristendommen er ofte blevet be-
tegnet som „slavernes moral", og
her er vel forklaringen på den
vækkelse, der fandt sted i Grøn-
land i midten af 1700-tallet.
Den følelse af ansvar og pligt
overfor samfundet, den selvopof-
relse, der tidligere var grønlæn-
derens største dyd, var forsvun-
det.
Enhver var nu sig selv nær-
mest.
Samfundet var splintret og be-
folkningen proletariseret.
Den religion, han havde ned-
brudt, formåede Hans Egedes for-
kyndelse ikke at erstatte, dertil
var den for bombastisk og alt for
nært tilknyttet de kommercielle
interesser.
(fortsættes)
„xilalugkamik nauligtoK". kalåtdlip erKumitsuliortup titartagå Rink-ip atuagkiåne „Danish „Hvidfisken harpuneres". Tegning af en grønlandsk kunstner fra Rink’s bog „Danish
Greenland“-ime. Greenland".
26