Atuagagdliutit - 30.03.1983, Blaðsíða 6

Vore forfædre
viste os, hvordan man skal leve
InuterssuaK UvdloriaK har gennemlevet hele udviklingen i dette århundrede, og her fortæller han om
indlemmelsen i kongeriget, om nedlæggelsen af Uummannaaq, flytningen til Qaanaaq,
de canadiske forfædre og befolkningskoncentrationen, der er en trussel mod fangernes fremtid
Hvis man vil vide noget om Thules,
Dundas, Uummannaqs, Avanersuup
Kommunias historie, så går turen
rundt om Siorapaluk. Her bor Inu-
terssuaK UvdloriaK, der har levet hele
den bevægede historie med i dette år-
hundrede, og som har samlet stor vi-
den om tiden forud. Helt fra 1926 og
til 1959 var han medlem af fangerrå-
det, og så sent som 1971-75 var han
medlem af kommunalbestyrelsen.
Han har udgivet en bog om de sidste
folkevandringer fra Canada omkring
1860, og så er han en fremragende
fortæller.
KGHs forsyningskulter var fem og
en halv time om at tilbagelægge de 58
kilometer nordpå fra Qaanaaq, og en
af de andre passagerer røbede straks
distriktets spændende fortid. Det var
en lille dreng med stærke eskimoiske
træk og nye gummistøvler. En gan-
ske almindelig dreng men med en ual-
mindelig oldefar: Amerikaneren Pea-
ry, der som den første fik æren af at
have opdaget Nordpolen.
»Karen« smed anker lige foran et
kridhvidt hus med høj rejsning.
— Derinde bor InuterssuaK, oply-
ste en fra besætningen.
Naduk og InuterssuaK har selv
bygget det i 1975. Dengang var han
70 år gammel, og nu sad han i et
hjørne i den lyse stue, omgivet af sin
omfattende bogsamling. En lidt sam-
menfalden skikkelse, tilsyneladende
skrøbelig, men da han først begyndte
at fortælle, glemte man alt om skrø-
belighed. Jeg spurgte flere gange, om
han var træt, og foreslog, at vi altid
kunne fortsætte senere, i morgen eller
når det passede ham. Men han var ik-
ke træt. Han kunne fortælle i time-
vis, og det gjorde han.
Afhængige af handelsstationen
— Siorapaluk er verdens nordligste
naturlige menneskesamfund. Hvor-
når blev bygden grundlagt?
— Det var i 1929, hvor der blev
grundlagt en lille handelsbod — den
lille bygning ovre ved butikken.
— Boede der ikke folk tidligere?
— Jo, men ikke lige her. Den gam-
le boplads lå derovre i den store dal
lllutuarsuit, lige her i nærheden. Det
var en meget driftig boplads, og fang-
sten var god. Men efter at Knud Ras-
mussen i 1910 åbnede sin handelssta-
tion i Uummannaq, så blev befolk-
ningen mere og mere afhængige af
europæiske varer. Når isen havde
lagt sig kørte folk på slæde den meget
lange tur til Uummannaq for at
handle. Specielt var man interesseret i
tøj og ammunition. De lange rejser
tog tid, og efterhånden blev folk me-
re og mere klare over, at man måtte
anlægge en handelsstation heroppe
nordpå og så en helt sydpå i distrik-
tet. I 1929 blev det bestemt at etablere
en handelsbod heroppe, men heldig-
vis foreslog en fremsynet mand ved
navn Abilersuaq, al man ikke anlag-
de handelsboden i dalen. Nordenvin-
den er meget, meget hård i dalen, og
havde man anlagt handelsboden her,
ville mange menneskeliv være gået til
under storme. 1 stedet pegede han på
stedet her, det nuværende Siorapa-
luk, og det skulle da også vise sig at
være en god idé. Folk blev glade for
handelsboden, og flere folk flyttede
hertil. Efterhånden som folk fik stør-
re og større behov blev handelsboden
udbygget, og i dag mangler vi ikke
noget. Og gør vi det alligevel, så kan
vi få det i Qaanaaq.
Flere handclsboder
— Flyttede du selv til Siorapaluk den-
gang?
— Nej, i 1929 boede jeg på den
fangstplads, hvor Qaanaaq ligger i
dag. Dengang var der jo ingen huse i
Qaanaaq, og lige så snart isen lagde
sig, tog vi herop til Siorpaluk for at
handle. Handelsboden var en stor
hjælp for alle os, der boede nordpå.
Før den tid var det frygteligt at blive
tobakshungrende om efteråret. Man
skulle på slæde hele vejen ned til
Uummannaq, og isen lagde sig først i
december.
— Hvornår flyttede du til Siorapa-
luk?
— 1 1959, da jeg holdt op i fanger-
rådet.
— Du var med til at oprette andre
handelsboder i distriktet?
— Ja. Vi gik ind for liere handels-
boder, så fangerne ikke skulle bruge
så meget tid til transport. Så kunne
de jo ikke gå på fangst. Jeg fik opret-
tet handelsboder i både Qeqertat, Ka-
ngerlussuaq og Kangerluarsuk. I
1953, da folk blev flyttet til Qaanaaq,
var jeg handelsforvalter i Kangerluar-
suk, og jeg havde sørget for at bestille
ekstra varer. Det viste sig at være en
god idé. Jeg måtte holde op med at
gå på fangst, så travlt fik jeg. Folk
havde jo ingen forsyninger, så de
kom alle til mig for at købe og for at
indhandle. Det reddede faktisk man-
ge fra at blive meget forarmede.
Ind i kolonien Grønland
— Du sad i fangerrådet, da distriktet
i 1937 blev en del af kolonien Grøn-
land og dermed kom officielt ind un-
der Danmark?
— Knud Rasmussen var død, men
de regler og bestemmelser, han havde
lavet sammen med fangerrådet fun-
gerede stadig. Pludselig en dag fik vi
at vide, at vi var kommet ind under
det danske kongerige, og at Danmark
overtog driften af Knud Rasmussens
og Peter Freuchens handelsstation i
Uummannaq — handelsstationen
Thule, som de kaldte den.
— Blev fangerrådet ikke spurgt
først?
Piniariaaseq aamma pissutsinut malinnaavoq. Avattaq oliamut nappartap
kuuf/ianik pullaffilerneqarsimavoq. (Ass.: Mads Christensen).
Fangerkulturen tilpasser sig — Det er en helt traditionel fangstblære, men som
ventil er brugt hanen fra en olietønde. (Foto: Mads Christensen).
— Nej, det mener jeg ikke. Vi tik
bare besked på, at det var sket, og at
man var gået væk fra Knud Rasmus-
sens folk.
Vores eget land
— Opfattede I ikke jeres land som je-
res eget?
— Jo.
— Hvordan var det pludselig at
komme ind under Danmark?
— I begyndelsen mærkede vi ingen
forskel. Men da kongeriget havde
overtaget forsyningspligten opdagede
vi efterhånden, at kvaliteten på varer-
ne i butikkerne blev dårligere. Knud
Rasmussen havde jo levet som os an-
dre. Han rejste sammen med fanger-
ne, og han vidste godt, hvad de havde
brug for. Han indkøbte kun den al-
lerbedste kvalitet. F. eks. var hans
slædemeder meget stærke, og han
havde forskellige meder alt efter års-
tiden. Kongerigets meder var meget
dårligere. De var svære at køre med
og de blev meget hurtigt slidt op.
— Hvor stort var jeres land?
— Vores fangstområde.
Canada
— Betød det noget for kontakten
med Canada?
— I mange år havde vi mere kon-
takt med Canada end sydpå i Grøn-
land. Min far og mor og mange an-
dres forældre stammer derovre fra. I
omkring 1860 kom den sidste store
indvandring af folk fra Canada her-
til. Vores stamme blev større og stør-
re, og vi lærte meget nyt, og i dag ved
vi, at vi har meget familie derovre.
Når folk herfra tog på isbjørne- eller
moskusoksefangst derovre og mødte
folk, så opdagede man ofte, at man
var i familie med hinanden.
— Du har skrevet en bog om ind-
vandringen og familieforholdene?
— Jeg har indsamlet viden fra
gamle folk om, hvad der skete og om
vore familieforhold. Nogen derovre
har villet have den oversat, men det
vil jeg ikke. Bogen skal først diskute-
res mellem folk.
— I begyndelsen af 20’erne opret-
tede canadierne en politistation Pa
den anden side?
— Ja, det var Grey Habour.
Kørte for politiet
— Hvad betød politistationen f°r
jer?
— I begyndelsen ikke noget. Nar
folk herfra var på fangst derovre tog
de ind og provianterede, og mange
folk herfra kørte slæde for de canadi-
ske politifolk.
(Fortsættes næste side)
6
ATUAGAGDUUTIT