Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 30.03.1983, Síða 6

Atuagagdliutit - 30.03.1983, Síða 6
Vore forfædre viste os, hvordan man skal leve InuterssuaK UvdloriaK har gennemlevet hele udviklingen i dette århundrede, og her fortæller han om indlemmelsen i kongeriget, om nedlæggelsen af Uummannaaq, flytningen til Qaanaaq, de canadiske forfædre og befolkningskoncentrationen, der er en trussel mod fangernes fremtid Hvis man vil vide noget om Thules, Dundas, Uummannaqs, Avanersuup Kommunias historie, så går turen rundt om Siorapaluk. Her bor Inu- terssuaK UvdloriaK, der har levet hele den bevægede historie med i dette år- hundrede, og som har samlet stor vi- den om tiden forud. Helt fra 1926 og til 1959 var han medlem af fangerrå- det, og så sent som 1971-75 var han medlem af kommunalbestyrelsen. Han har udgivet en bog om de sidste folkevandringer fra Canada omkring 1860, og så er han en fremragende fortæller. KGHs forsyningskulter var fem og en halv time om at tilbagelægge de 58 kilometer nordpå fra Qaanaaq, og en af de andre passagerer røbede straks distriktets spændende fortid. Det var en lille dreng med stærke eskimoiske træk og nye gummistøvler. En gan- ske almindelig dreng men med en ual- mindelig oldefar: Amerikaneren Pea- ry, der som den første fik æren af at have opdaget Nordpolen. »Karen« smed anker lige foran et kridhvidt hus med høj rejsning. — Derinde bor InuterssuaK, oply- ste en fra besætningen. Naduk og InuterssuaK har selv bygget det i 1975. Dengang var han 70 år gammel, og nu sad han i et hjørne i den lyse stue, omgivet af sin omfattende bogsamling. En lidt sam- menfalden skikkelse, tilsyneladende skrøbelig, men da han først begyndte at fortælle, glemte man alt om skrø- belighed. Jeg spurgte flere gange, om han var træt, og foreslog, at vi altid kunne fortsætte senere, i morgen eller når det passede ham. Men han var ik- ke træt. Han kunne fortælle i time- vis, og det gjorde han. Afhængige af handelsstationen — Siorapaluk er verdens nordligste naturlige menneskesamfund. Hvor- når blev bygden grundlagt? — Det var i 1929, hvor der blev grundlagt en lille handelsbod — den lille bygning ovre ved butikken. — Boede der ikke folk tidligere? — Jo, men ikke lige her. Den gam- le boplads lå derovre i den store dal lllutuarsuit, lige her i nærheden. Det var en meget driftig boplads, og fang- sten var god. Men efter at Knud Ras- mussen i 1910 åbnede sin handelssta- tion i Uummannaq, så blev befolk- ningen mere og mere afhængige af europæiske varer. Når isen havde lagt sig kørte folk på slæde den meget lange tur til Uummannaq for at handle. Specielt var man interesseret i tøj og ammunition. De lange rejser tog tid, og efterhånden blev folk me- re og mere klare over, at man måtte anlægge en handelsstation heroppe nordpå og så en helt sydpå i distrik- tet. I 1929 blev det bestemt at etablere en handelsbod heroppe, men heldig- vis foreslog en fremsynet mand ved navn Abilersuaq, al man ikke anlag- de handelsboden i dalen. Nordenvin- den er meget, meget hård i dalen, og havde man anlagt handelsboden her, ville mange menneskeliv være gået til under storme. 1 stedet pegede han på stedet her, det nuværende Siorapa- luk, og det skulle da også vise sig at være en god idé. Folk blev glade for handelsboden, og flere folk flyttede hertil. Efterhånden som folk fik stør- re og større behov blev handelsboden udbygget, og i dag mangler vi ikke noget. Og gør vi det alligevel, så kan vi få det i Qaanaaq. Flere handclsboder — Flyttede du selv til Siorapaluk den- gang? — Nej, i 1929 boede jeg på den fangstplads, hvor Qaanaaq ligger i dag. Dengang var der jo ingen huse i Qaanaaq, og lige så snart isen lagde sig, tog vi herop til Siorpaluk for at handle. Handelsboden var en stor hjælp for alle os, der boede nordpå. Før den tid var det frygteligt at blive tobakshungrende om efteråret. Man skulle på slæde hele vejen ned til Uummannaq, og isen lagde sig først i december. — Hvornår flyttede du til Siorapa- luk? — 1 1959, da jeg holdt op i fanger- rådet. — Du var med til at oprette andre handelsboder i distriktet? — Ja. Vi gik ind for liere handels- boder, så fangerne ikke skulle bruge så meget tid til transport. Så kunne de jo ikke gå på fangst. Jeg fik opret- tet handelsboder i både Qeqertat, Ka- ngerlussuaq og Kangerluarsuk. I 1953, da folk blev flyttet til Qaanaaq, var jeg handelsforvalter i Kangerluar- suk, og jeg havde sørget for at bestille ekstra varer. Det viste sig at være en god idé. Jeg måtte holde op med at gå på fangst, så travlt fik jeg. Folk havde jo ingen forsyninger, så de kom alle til mig for at købe og for at indhandle. Det reddede faktisk man- ge fra at blive meget forarmede. Ind i kolonien Grønland — Du sad i fangerrådet, da distriktet i 1937 blev en del af kolonien Grøn- land og dermed kom officielt ind un- der Danmark? — Knud Rasmussen var død, men de regler og bestemmelser, han havde lavet sammen med fangerrådet fun- gerede stadig. Pludselig en dag fik vi at vide, at vi var kommet ind under det danske kongerige, og at Danmark overtog driften af Knud Rasmussens og Peter Freuchens handelsstation i Uummannaq — handelsstationen Thule, som de kaldte den. — Blev fangerrådet ikke spurgt først? Piniariaaseq aamma pissutsinut malinnaavoq. Avattaq oliamut nappartap kuuf/ianik pullaffilerneqarsimavoq. (Ass.: Mads Christensen). Fangerkulturen tilpasser sig — Det er en helt traditionel fangstblære, men som ventil er brugt hanen fra en olietønde. (Foto: Mads Christensen). — Nej, det mener jeg ikke. Vi tik bare besked på, at det var sket, og at man var gået væk fra Knud Rasmus- sens folk. Vores eget land — Opfattede I ikke jeres land som je- res eget? — Jo. — Hvordan var det pludselig at komme ind under Danmark? — I begyndelsen mærkede vi ingen forskel. Men da kongeriget havde overtaget forsyningspligten opdagede vi efterhånden, at kvaliteten på varer- ne i butikkerne blev dårligere. Knud Rasmussen havde jo levet som os an- dre. Han rejste sammen med fanger- ne, og han vidste godt, hvad de havde brug for. Han indkøbte kun den al- lerbedste kvalitet. F. eks. var hans slædemeder meget stærke, og han havde forskellige meder alt efter års- tiden. Kongerigets meder var meget dårligere. De var svære at køre med og de blev meget hurtigt slidt op. — Hvor stort var jeres land? — Vores fangstområde. Canada — Betød det noget for kontakten med Canada? — I mange år havde vi mere kon- takt med Canada end sydpå i Grøn- land. Min far og mor og mange an- dres forældre stammer derovre fra. I omkring 1860 kom den sidste store indvandring af folk fra Canada her- til. Vores stamme blev større og stør- re, og vi lærte meget nyt, og i dag ved vi, at vi har meget familie derovre. Når folk herfra tog på isbjørne- eller moskusoksefangst derovre og mødte folk, så opdagede man ofte, at man var i familie med hinanden. — Du har skrevet en bog om ind- vandringen og familieforholdene? — Jeg har indsamlet viden fra gamle folk om, hvad der skete og om vore familieforhold. Nogen derovre har villet have den oversat, men det vil jeg ikke. Bogen skal først diskute- res mellem folk. — I begyndelsen af 20’erne opret- tede canadierne en politistation Pa den anden side? — Ja, det var Grey Habour. Kørte for politiet — Hvad betød politistationen f°r jer? — I begyndelsen ikke noget. Nar folk herfra var på fangst derovre tog de ind og provianterede, og mange folk herfra kørte slæde for de canadi- ske politifolk. (Fortsættes næste side) 6 ATUAGAGDUUTIT

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.