Atuagagdliutit - 30.03.1983, Blaðsíða 19

<fortsat fra forrige side)
lade harpunspids, fangstliner,
fangstblærer og drivankre.
— Hvorfor skyder I den ikke?
spurgte jeg bagefter Jørgen Daorana.
— Så ville der være alle chancer
for, at vi mistede den — i hvert fald
hvis den døde. Så ville det have været
nytteløst, både jagten og drabet. Har-
punerne og deres fangst blærer — i
hvert fald to-tre stykker — sikrer, at
dyret ikke synker, så der er i virkelig-
heden tale om en økologisk forholds-
regel.
Vandet blev meget rødt til sidst.
Efter at den tredie harpunspids havde
sat sig fast, kom nummerbåden nær-
niere, og derefter blev hvalen skudt.
Vandet blev langsomt men sikkert
blodrødt omkring de hvide fartøjer,
mens den blev bundet fast på siden af
nummerbåden.
Flænsningen
Narhvalen blev tøjret i den ene af Qe-
qertats to små naturhavne, og her fik
den lov til at ligge til godt ud på afte-
nen. Så var tidevandet gået, og den lå
på land. Flænsningen kunne begyn-
de.
Den friske lever blev spist på ste-
det. Ellers blev dens mattak skåret af
i store flager, som trukket på et reb
blev smidt ud i havnen til afvaskning.
Senerne til syning af kamikker og
anden beklædning blev omhyggeligt
taget fra og bundet op af nogle kvin-
der, mens kødet blev skåret ud og i
store bundter båret op på et tørresta-
tiv i sikker afstand fra hundene.
KulutdnguaK Jeremiassen qilalukkap pilannera tinninnerani aallarlippaa.
KulutdnguaK Jeremiassen gik ved lavvande igang med flænsningen.
Qilalukkap mattaa KulutdnguaK Jeremiassenip errortugassanngorpai.
KulutdnguaK Jeremiassen lagde hvalens mattak til vask i havnen.
Det hele varede måske en time eller
lidt mere. Så var stranden ryddet.
Eneste spor var lidt blod på stenene
og mattak’en, der flød ude mellem
jollerne.
Alle fra nasiffik’en havde været
nede og enten hjælpe til eller se på.
Nu gik alle op igen, og kikkerten
fortsatte med at gå på omgang.
Solen skinnede stadigvæk, da »Ka-
ren« ankom lidt over midnat, og i ti-
mevis kunne de se den fra nasif-
fik’en, da den returnerede til Qaa-
naaq efter at have afleveret sin last af
forsyninger til det lille centrum for
narhvalfangsten.
Planer om et museum
Museumsforeningen i Qaanaaq vil
gerne have en række af de gamle red-
skaber og dragter samt diverse min-
der fra de mange ekspeditionsfolk til-
bage til kommunen.
Museumsforeningen, der blev star-
let 1979-80, har allerede henvendt sig
til både Grønlands Landsmuseum,
Nationalmuseet og en række museer i
USA om at få tilbageført diverse ef-
fekter fra livet i distriktet.
— Vi fik et meget positivt svar,
fortalte Sofus Joelsen, der dengang
sad i foreningens bestyrelse. — Både
Landsmuseet og Nationalmuseet var
meget imødekommende, og lovede,
at vi ville få noget retur, når vi havde
de nødvendige lokaler.
Foreningen er allerede begyndt at
samle ind i kommunen.
— Det vil have stor betydning om
100 år, noterede Sofus Joelsen, der
også fortalte, al foreningen er interes-
seret i al sikre bevarelse af de ældre
borgeres historier og erfaringer.
Den første harpun
Besøg hos KulutdnguaK Jerimiassen, en af distriktets store
fangere og manden, der satte den første harpun i
narhvalen
KulutånguaK og Rebekka Jeri-
miassen flyttede til Qeqertat fra
Siorapaluk i 1974, fordi deres
børn havde bosat sig her på
grund af den gode fangst.
Han var født og opvokset i
distriktet, mens hans far var
født i Canada. Hun var fra Aa-
siaat men flyttet til distriktet
som 17 årig. Han var nu en af
distriktets store fangere, omkring
60 år gammel, og han var glad.
Han havde fået en narhval den
dag. Det var ham, der havde få-
et den første harpun i den.
— Hvormange hvaler fanger
du om året?
— Det er meget forskelligt fra
år til år. Denne her var den
anden narhval i år.
— Og sæsonnen er langt fra
slut?
— Nej, heldigvis.
— Er der stadig god fangst
omkring Qeqertat?
— Ja, men ofte skal vi langt
for at få fat i narhvalerne. Der
er ikke mere nogen spækhugge-
re. De jagede ellers narhvalerne
tæl ind på bygden.
God beskyttelse
Huset var et type 3, som kun
består af et rum. Der var to
brikse i vinkel omkring et bord.
Ved døren stod fyret, ved en af
væggene en kommode. Væggene
var fulde af familiebilleder, og i
et hjørne stod en spand med
maltak og en hvalfinne. Vandet
til teen stod og varmede sig på
fyret, mens KulutånguaK fortalte
om, hvordan han gik ind for de
ellers meget strenge fredningsbe-
stemmelser i området.
— Det er nødvendigt. Ellers
ville vi fange alt for mange nar-
hvaler — og skræmme all for
mange væk med støjen fra mo-
torbåde.
— Er det virkelig nødvendigt
at bruge kajak, når man skal på
hvalfangst?
— Hvidfisk kan man godt
nedlægge fra motorbåde men ik-
ke narhvaler. Dc er alt for sky
og følsomme over for støj. En
motor vil skræmme dem væk.
— Den narhval, du harpune-
rede i dag, hvorfor skød du den
ikke efter første harpun?
— For det første vil der være
en risiko for, at hvalen synker,
før vi får fat i den, forklarede
KulutånguaK mens Rebekka
supplerede. — For det andet
støjer skuddene så meget, at dc
jager andre hvaler væk. Hvis vi
kan undgå det, så skyder vi slet
ikke narhvalerne, men dræber
dem med en lænse — et spyd
med en kniv i spidsen.
Svær økonomi
I Qeqertat er der kun fangst at
leve af. Onr sommeren narhvaler
og resten af året først og frem-
mest sæler.
— Hvad indhandler 1?
— Om sommeren tiarhvallæn-
der, maltak og narhvalsener.
Om vinteren sælskind, svarede
KulutånguaK.
— Vi kan også indhandle
vanter, supplerede Rebekka. —
Når mændene er ude på fangst,
så har vi kvinder ofte god lid.
Vi ville derfor også gerne kunne
indhandle f.eks. kamikker.
— Er del svært at skaffe de
kontanter, der skal til for at be-
tale solar, brændstof, ammuniti-
on, kaffe og hvad 1 nu ellers be-
høver?
Rebekka svarede straks:
— Det er svært al få det hele
at løbe rundt — også selvom
man er en stor fanger.
KulutånguaK:
— Vi ville gerne have et fryse-
ri, så vi kunne indhandle kød
her i bygden. Del ville forbedre
vores økonomi.
— Betyder dc hårde vilkår, al
mange af de unge forlader byg-
den og opgiver tilværelsen som
fanger eller fangerkone?
— Nej, heldigvis ikke. De un-
ge bliver lier, sluttede Kulutån-
guaK Jerimiassen og bød på
frisk mattak.
ATUAGAGDLXUTIT
19