Atuagagdliutit - 30.03.1983, Síða 7

(Fortsat fra forrige side)
— Hvorfor?
— De var vel de bedste til at køre
slæde.
— Kontrollerede politiet fangsten?
— Ikke i begyndelsen. Når folk
løsnede snurringerne på deres slæder,
så gik politifolkene. Men senere —
det var omkring 1970 — indførte ca-
nadierne et forbud mod isbjørne-
fangst inden for 12 sømil, og det har
været meget skadeligt for vores
fangst. Før i tiden var det meget al-
mindeligt, at fangerne tog derover ef-
ter isbjørn.
— Også efter moskusokser?
— Tidligere ja, men jeg har ikke
hørt om nogen, der har gjort det si-
den 1921.
Siden oprettelsen af politistatio-
nen?
— Ja.
Flytningen til Qaanaaq
—Du sad også i fangerrådet, da
Uummannaq blev nedlagt og folk
måtte flytte til Qaanaaq i 1953?
— Vi vidste godt, vi skulle flytte.
En repræsentant for myndighederne
havde været her, og alle i fangerrådet
blev spurgt om, hvor vi mente, folk
skulle flytte hen. Jeg foreslog Kan-
gerlussuaq, Qaanaaq eller Qeqertar-
suaq. Men jeg understregede samti-
dig meget kraftigt, at hvis det f. eks.
blev Qaanaaq, så burde der ikke la-
ves beboelse på Qaqertarsuaq. Det
ville være for tæt på hinanden.
Fangststæderne ville være de samme,
og der ville komme en for stor kon-
centration af mennesker. Men myn-
dighederne rettede sig ikke efter det.
— Hvad mente man i fangerrådet
om nedlæggelsen af Uummannaq?
— Da amerikanerne begyndte at
komme var det eneste vi fik at vide,
at vi var nødt til at flytte.
— Nogen heroppe fortalte mig, at
I fik et meget kort varsel. Er det rig-
tigt?
— Sidenhen har jeg altid spekule-
ret på, hvad der egentlig skete. Vi
havde fangermøde i maj, og emnet
blev overhovedet ikke berørt. Men da
jeg var på vej hjem, fik jeg at vide, at
folk allerede var flyttet, og at de var
kommet over på den anden side af
fjorden.
— Var det svært for folk at skulle
flytte?
— Meget svært. Vi savner stadig-
væk Uummannaq allesammen, men
folk fik dengang at vide, at hvis de ik-
ke flyttede, så var der ingen hjælp at
hente. Folk var tvunget til at flytte fra
de gode fangststeder. Folk havde el-
lers hørt, at amerikanerne ville sejle
dem allesammen i et stort skib, men
det skete ikke. Folk måtte flytte på
deres slæder, og de fik kun de ejende-
le med, som kunne være på siæden.
Resten måtte de efterlade.
For mange mennesker
— Hvordan er det så gået med fang-
sten?
— Jeg fik desværre ret. Alle de
nære steder er der ikke så meget
fangst mere. Man skal længere og
længere væk.
— Hvordan tror du situationen vil
være om 50 år?
— Det ved jeg ikke, men vore for-
fædre har vist os, hvordan man skal
leve. De spredte sig. De passede på
ikke at få overbefolkede bopladser.
Hvis ikke Uummannaq var blevet
nedlagt ville alt være godt. Det var —
og er — et meget vigtigt fangststed. I
dag er koncentrationen blevet alt for
stor omkring Qaanaaq. Det er farligt
for fremtiden, og vi kan allerede se de
første tegn. Vi forudså det i 1953,
men ingen ville lytte til os. Desuden er
mange unge fangere vokset op, og i
dag må de fangere, der kommer sidst
til fangststederne, ofte opgive. Der er
nok af dyr. Der er bare for mange
mennesker på for lille plads.
Ny boplads mod nord
— Man må oprette nye forsyningsste-
der. Først og fremmest mener jeg, at
man bør oprette et forsyningssted
omkring Etah oppe nordpå. Det har
jeg foreslået i mange år. 1 30’erne var
der et handelssted ved Etah, og byg-
ningen står der endnu. Men lige på
det sted er isen meget vanskelig, og
man kan være nødt til at nå frem
over indlandsisen. Stedet blev opgivet
efter nogle år netop på grund af be-
sejlingsforholdene, og jeg foreslog i
fangerrådet et sted lidt nordligere,
hvor man kan komme ind med skib i
august.
— Er fangsten god?
— Ja, den er meget, meget god, og
der er i dag ofte fangere deroppe. De
kan blot ikke blive der i længere peri-
oder, fordi de mangler forsyninger.
— Hvorfor er det ikke blevet til
noget?
— Problemet har været, at alle har
været enige. Jeg har aldrig hørt om
nogen, der ikke har ment, at det er et
sted med en god fangst, og at det er
nødvendigt at sprede fangsten. Men
ingen har gjort noget. Måske fordi
man mener, at det er for dyrt. Men
der er ingen vej uden om. Alternativ-
et er at genåbne Uummannaq, og det
er det, folk helst vil. Men det er nok
håbløst, sålænge basen ligger der.
Penge fra amerikanerne
— Hvad nu hvis det er for dyrt at de-
mokratisere?
— Den gang vi skulle flytte fra
Uummannaq til Qaanaaq kan jeg hu-
ske, at amerikanerne fortalte os, at
hvis vi fik brug for hjælp, så kunne vi
bare sige til. Amerikanerne var villige
til at hjælpe, hvis der opstos proble-
mer. I dag er der opstået problemer,
og de skyldes udelukkende, at vi skul-
le flytte fra Uummannaq. Måske er
det tiden at sige det til amerikanerne
og huske dem på deres løfte.
K’augunaK aamma NivikdnguaK K’issuk Siorapalunni illoqarput. Tas-
sa uterfigisartagaat. Ukiut annersaa artgalajuarput. K’augunaK ataasia-
rani Canadaliartarsimavoq marluullutillu avannaani piniariartarfinniit-
tarput qaammaterpaalunni. K’augunaK nannunniallaqqissutut tusaa-
masaavoq aammalumi uninngaannarani tusaamasaassutiginngilaa.
Marluullutik angalajuarput. Tassa piniartutut inuuneq taama ippoq,
laatnaassaarlu, angerlarsimaffimminniit nalunaaquttap affaa aallan-
nginnertik sioqqullugu oqarput.
KaugunaK og NivikdnguaK Kissuk har deres hus i Siorapaluk. Her lig-
ger deres base. Det meste af året er de på farten. Han har flere gange
været i Canada på slæde, og de tilbringer ofte mange måneder på
fangstpladser nordpå. Han er kendt som den store bjørnejæger, men
han kommer heller ikke sovende tiladet. Han — og i et stort omfang
hende — er på farten det meste af tiden. Sådan er fangerlivet, og sådan
skal det være, siger de i deres hjem en halv time før de drog afsted igen.
InuterssuaK aamma Naduk UvdloriaK illumik saavanni. Taanna
namminneq I975-mi sanasimavaat.
ImiterssuaK og Naduk UvdloriaK på trappen foran deres hus, som de
selv byggede i 1975.
ATUAGAGDUUTIT
7