Atuagagdliutit - 17.12.1986, Side 21

NR. 51 1986
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
21
Stemningen ude på isen er spøgelsesagtig på grund af det store mørke. Her undersøger et af mandskabet en gen-
stand, der ser ud til at være en faldskærm. Bagved ses projektøren fra nedstyrtningsstedet.
(Foto: Jørgen Fleischer).
af kernevåben, og derfor vovede vi
os helt hen til vraget.
Fangeren tog fejl
Og alt for sent opdagede vi hele den
rette sammenhæng. Fangeren hav-
de set flyets hale og kaldt den »sar-
pik«, det grønlandske ord for pro-
pel, der egentlig betyder hvalens ha-
lespids. Han skulle have sagt »pa-
pik«. Det betyder fuglens halefjer
eller det samme som flyets halepar-
ti.
Amerikanerne konstaterede, at
de fem slæder fra Moriusaq havde
været udsat for radioaktiv udstrå-
ling. Kraven på min pels var også
forurenet. Den blev renset med en
kraftig støvsuger. Men forurenin-
gen på mine kamiksåler kunne støv-
sugeren ikke klare, og amerikaner-
ne beholdt mine kamikker«, slutte-
de Arrutaq Kristiansen sin beret-
ning.
Røg i cockpitet
Som allerede fortalt blev et besæt-
ningsmedlem dræbt ved ulykken,
og nogle af de overlevende havde
pådraget sig kvæstelser. Flyets kap-
tajn, commander Haug havde såle-
des kvæstet sit knæ, og i en rullestol
på basens hospital fortalte han om
de dramatiske minutter før ned-
styrtningen.
»Vi befandt os cirka 90 kilometer
syd for Thule Air Base, da vi lugte-
de røg i cockpitet. Jeg sendte navi-
gatøren nedenunder for at under-
søge, hvad der egentlig var i vejen.
Men han kunne ikke trænge igen-
nem for ild. Så gav jeg besætningen
ordre til at tage iltmasker på og
Sætte alle automatiske sluknings-
apparatter i funktion. Samtidig
meddelte jeg over radioen til Thule
Air Base, at jeg ville forsøge at fore-
tage en nødlanding.
Men 14 minutter senere havde jeg
mistet kontrollen over maskinen og
gav besætningen ordre til at udløse
katapultsæderne« Da jeg havde
forvisset mig om, at alle seks var
sprunget ud, sprang jeg selv som
sidste mand.
Jeg landede i nærheden af en
hangar, fandt ingen mennesker,
men i en hangar ved siden af fandt
jeg en .telefon, og så ringede jeg til
kommandocentralen.«
Som en lysende perlerad
Dagen efter ankomsten til Thule
Air Base blev vi journalister fløjet
ud til nedstyrtningsstedet. Turen
blev en mærkelig oplevelse for mig,
og da vi vendte tilbage, blev vi mod-
taget af en flok amerikanere med
geigertællere på lange stænger. De
rettede de mærkelige apparatter
imod os, så snart vi steg ud af biler-
ne. Vi blev minutiøst undersøgt,
ikke mindst på sålerne. Og vatpinde
med prøver fra næseborerne blev
sendt i en kuvert til Washington.
Udflugten til stedet, hvor brint-
bomberne var faldet ned, skildrede
jeg i mit blad og fik artiklen oversat
til engelsk hos den amerikanske pa-
ter i Godthåb.
Min bertning lød:
»Det er midt på dagen i klart vejr
og i bidende kulde. Trods den fine
sigtbarhed er der ingen antydning
af sol på himlen. Dagen ses kun som
en ganske smal stribe i syd, hvor
man lige skimter fjeldenes kontu-
rer. Nu i slutningen af januar har
mørketiden endnu ikke sluppet sit
tag, og jeg tænker på mine tidligere
besøg her i forårsmånederne, hvor
et eventyrligt sfærisk lyshav flam-
mer op mod den dybblå himmel, så
stærkt, at jeg — en stakkels sydlæn-
ding — må bære solbriller midt om
natten!
Men nu er det mørkt overalt.
Mellem en klynge snehytter og træ-
JOB SØGES
Jeg er en pige på 17 år. I øjeblik-
ket går jeg på højskole. Før det
var jeg i huset i Norge 1 år. Nu
kunne jeg tænke mig at komme
til Grønland.
HAR DE ET JOB???
Mette Lindegaard,
Halsmose 22, 5600 Fåborg
-tlf. (09)68 15 08
neiærorut
AtuagagdfiutinitøK
Kalåtdlit-nunåne Danmarkimilo
inungnit 20.000-nit
atuarneKartarpoK
skure trasker en flok mænd søvn-
gængeragtigt med flagermuslygter i
hænderne. De bærer masker af filt
for at beskytte sig mod den stærke
kulde. Sneen knirker svagt under
deres gang, og deres åndedræt for-
tættes til damp.
Jeg står ude på isen i North Star
Bay ved Thule. Den amerikanske
base, Grønlands største by, ses i øst
som en lysende perlerad. Her bor et
mandssamfund i fantastisk over-
flod. Få steder i verden lever man så
flot som her på Thule Air Base, og
basens velforsynede butik rummer
alt, hvad en kvindehjerte kan begæ-
re. Lige fra smart og florlet under-
tøj til dyre smykker i guld og ædel-
stene.
En sort plet på isen
Mod vest, omkring en kilometer
borte, anes omridset af en sort plet
på isen, og ikke ret langt derfra
skinner et par kraftige lys i mørket.
Derude ligger resterne af den ned
styrtede B-52 bombemaskine.
I dag den 28. januar 1968 — en
uge efter styrtet — har man endnu
ikke fundet de farlige bomber. Man
ved ikke, om de ligger knust på isen,
eller sunket ned på havbunden gen-
nem det store hul, som branden
havde forårsaget.
Det er en underlig fornemmelse
at stå herude på isen i disse uhygge-
lige omgivelser og blandt lutter
fremmede mænd. Verdens op-
mærksomhed er rettet mod Thule.
Det er her, det foregår. Hele verden
følger spændt, hvad der foregår ved
jordens top.
Jeg har mange gange stået i mør-
ket og kulden ligesom nu og nydt
den store stilhed, mens jeg drøm-
mer om lyset, der snart skal komme
tilbage. I sådanne stunder har jeg
følt fred i sindet. Forventningen om
solens genkomst giver os grønlæn-
dere styrke til at komme lettere i-
gennem mørketiden. Lyset kom-
mer altid. Som det sejrende. Det
kan polarnatten slet ikke underkue.
De samme tanker rører sig nu i
mit sind. Men jeg føler mig ikke
tryg. En snigende fare lurer derude
i mørket. En fare, hvis væsen jeg
ikke kender.
Inughuits land forurenet af radi-
oaktivitet. Dette vældige, ubesmit-
tede område. Hvad ville Knud Ras-
mussen have sagt, hvis han havde
oplevet dette? Ville han ikke have
protesteret imod overflyvningerne
med B-52’erne?
»En dag går det nok galt«, tæn-
ker man mange gange. Nu er ulyk-
ken sket. Og følgerne? Kan man
overskue dem? Hvis nu brintbom-
berne er landet på havets bund,
hvilke konsekvenser vil de så få for
os, der lever af havets dyr? Er
Thule-folket truet? Det hele er et
stort spørgsmålstegn.
Om vi er gale på amerikanerne?
Både ja og nej. Hvis de er oprigtig
ked af det, der er sket og lover os at
holde op med overflyvningerne,
tror jeg, at vi gerne ville tilgive dem.
USA er vor store ven, og vi står på
mange måder i taknemmeligheds-
gæld til amerikanerne.
Men ulykken ved Thule giver et
fingerpeg om de uhyggelige per-
spektiver, menneskeheden kan
blive udsat for. Det er nu lykkedes
for mennesket at tæmme de vældi-
ge kræfter, der er skjult i naturen. I
dag er vi kommet til en korsvej i
menneskehedens historie. Menne-
sket har taget sin skæbne i sin egen
hånd. Vores eksistens afhænger nu
af os selv.
I raketternes og satellitternes tid-
salder er verden blevet meget lille.
Selv Thule, som før i tiden gemte sig
ved verdens ende, ligger i dag ved
alfarvej.
Men hvad er der at gøre?
Vi må sætte vor lid til håbet, også
når det gælder følgerne af brintbo-
mestyrtet. Håbet er som lyset, der
sejrer over mørket. Uden håb kan
intet menneske eksistere.
Polarnatten ruger i øjeblikket
over Thule. Men mørket vil vige for
lyset, der er det stærkeste. Lyset vil
sejre. Det må man også håbe for
verden, menneskeheden...«
(Uddrag fra Jørgen Fleischers
netop udkomne bog Rejser).
JUULLIP UKIORTAALLU N ALA AN I ^
AMMASARNISSAT MATOQQASARN ISSAL LU
ÅBNINGSTIDER OMKRING JUL OG NYTÅR
Mari./tirsdag den 23/12 86 ammassaagut/åbent 09.00 - 15.00 aamma/samt 16.00 -18.00
Ping./onsdag den 24/12 86 matoqqassaagut/lukket.
Sis./torsdag den 25/12 86 matoqqassaagut/lukket.
Tall./fredag den 26/12 86 matoqqassaagut/lukket.
Mari./tirsdag den 30/12 86 ammassaagut/åbent 09.00 -15.00 aamma/samt 16.00-18.00
(Qaqortumi atuutinngilaq)/(Gælder ikke for Qaqortoq)
Ping./onsdag den 31/12 86 matoqqassaagut/lukket.
Sis./torsdag den 01/01 87 matoqqassaagut/lukket.
Mari./tirsdag den 06/01 87 ammassaagut/åbent 09.00 -12.00
*) Qaqortumi taarfiaallaat / Gælder KUN for Qaqortoq:
Tall. / fredag den 02.01.87Ammassaagut / åbent 09.00-15.00 aamma / samt 16.00-18.00.