Atuagagdliutit - 03.05.1989, Blaðsíða 8

8 Kll.l IM.l SAAQ
Der blev arrangeret en hundeslædetur til Ilulissat-f]orden for EF’s forhandlere. »Deres udsendte« var med på turen
Høj sol, lidt blæst, og
masser af bakker, hvor
slædekøreren har behov
for hjælp, er nok hoved-
indtrykket for de fleste
af EF’s delegater, da for-
handlingerne mellem EF
og Grønland afsluttedes
med en tur til Ilulissat-
fjorden for at se, hvor-
dan isfiskeriet efter hel-
lefisk foregår. Desværre
blev det ikke til noget
med isfiskeriekspeditio-
nen. Isen var begyndt at
slå revner.
Men turen på hundeslæde
var alle tiders. Morsom,
spændende, dejlig, trætten-
de, afslappende, ømme bag-
dele og muskler, som du ik-
ke vidste, du stadig havde.
Eller var det bare fedtdeller-
ne, der havde danset lidt for
meget break-dance?
EF-folkene havde aldrig
før prøvet en hundeslæde-
tur. Det havde jeg, så jeg
skulle nok være mand for at
klare det, troede jeg da. Jeg
var jo vokset op i en by, hvor
også det at have en hunde-
slæde og -spand var en del af
dagligdagen. Jeg havde erfa-
ringen, og erfaring var al-
drig at foragte. Men jeg skul-
le blive klogere. Det var over
20 år siden, jeg sidst prøvede
at køre med en hundeslæde.
Og det hævnede sig. Men
heldigvis på en dejlig måde.
Opbrud
Vi skulle samles ved den nye
Brugs i Ilulissat torsdag
morgen ved 9-tiden. Der var
bestilt en slæde for hver del-
tager. Og vi var over 30 ! Da
jeg ankom til startstedet,
var hundeslædekørerne al-
lerede begyndt at indfinde
sig. Hundene var åbentbart
veldresserede, for der var in-
gen eller næsten ingen hun-
deslagsmål, kun et lille pjæf
nu og da. Eller var også de
blevet forårstrætte?
Bilerne med EF-forhand-
lerne og deres følger begyn-
der nu at komme. Og sikke
et syn, der møder en, når de
står ud af bilen. Alle mulige -
og for den sags skyld umuli-
ge - overtøj, folk har iført
sig. Nogle ligner en afart
bjergbestigere, andre ser ud
som om de skal på en gåtur
ved stranden i Danmark ved
vintertide, mens et par styk-
ker har lånt overlevelses-
dragter fra Hotel Hvide
Falk. Og det ser nærmest ud
til, at hotelfolkene har taget
den første den bedste dragt
frem under uddelingen af
disse. Jeg er ihvertfald glad
for, at jeg afbestilte en sådan
dragt. Jeg var nok kommet
til at ligne en opretstående
orange sæl, ligesom min
spanske kollega. Men der er
ingen tvivl om, at disse drag-
ter er varme at have på. Jeg
foretrækker dog at kunne
løbe lidt ved siden af slæden
frem for at være pakket ind i
en sådan dragt, sæl-følsom.
Bare deruda’
Endelig er vi samlet og er
klar til afgang. Vi skal selv
vælge os en slædekører.
Nogle har over ti, men de
fleste har 7-8 hunde spændt
for slæden. Henning fra
Dansk Fiskeriforening og
jeg går helt tilbage for at fin-
de et par gode slædekørere,
og finder dem selvfølgelig.
Men vi er nogle af de sidste
der kommer af sted. Min
slædekører og jeg kommer
af sted lidt før Henning,
men efter et kvarters tid,
bliver vi så overhalet af Hen-
ning, der tilfreds - for ikke at
selvtilfreds - læner sig godt
tilbage i slæden og griner til
- eller var det ad - os. Men
hans slædekører bruger og-
så pisken, mens min har la-
det sine hunde æde den da-
gen før. Så han nøjes med
råb og gebærder.
Hvorom alting er. Det er
en en dejlig fornemmelse at
kunne sidde på en hunde-
slæde igen. Kikker vi mod
vores bestemmelsessted, lig-
ger der den ene slæde efter
den anden og halser af sted.
Når de over 30 hundeslæder
ligger der, ligner de faktisk
et stor orm, der bugter sig af
sted i landskabet. Man tæn-
ker uværgeligt på sagnet om
Aqigssiaq og hans forvokse-
de orm. Men inden vi ser os
om, skal vi til at køre ned ad
den første bakke. Det meste
af sporet er dækket med is,
så vi slingrer nedad. Så er
det bare med at holde godt
fast på slæden. Men ned
kommer vi, bare for at påbe-
gynde opstigningen af den
første bakke.
Nul kondi
Og hvilken bakke. Det føles
ihvertfald mere som at be-
stige Matterhom. Vi er nødt
til at stige ud af slæden og
samtidig skal prøve at holde
trit med hundene, der aser
sig op ad bakken. Kender du
det med, at du bliver stakån-
det, gisper efter luft, og dine
ben bliver stive og ømme?
Og oven i alt det begynder
du så at kunne lugte hunde-
ne og alt deres prutten. Men
holde trit, det skal du. Ellers
er du lost.
I starten af opstigningen
hjælper eller forsøger du at
hjælpe til med at skubbe
slæden opad imellem alle de
fritliggende sten og ujævn-
heder. Her begynder du lige
så stille at bande over, at
dine forfædre ikke har væ-
ret så forudseende, at de har
fået anlagt vejlignende slæ-
despor. Men nomader an-
lægger jo ikke veje.
Men hvad med i dag ? Det
er måske en ide med alt den
snak om ungdomsarbejds-
løshed og manglende turist-
indtægter? Hvad med de
grønlandske rehabilite-
ringscentre - ungdomspen-
sioner og anstalter. Ku’ dis-
se pensionister ikke sættes
til sådanne opgaver til gavn
for landets efter sigende
slunkne kasse ?
Men slædesporene er ikke
jævne endnu. Og du bliver
mere og mere træt. Til sidst
holder du bare fast ved op-
standeren og lader dig slæbe
op. Men som Sebastian syn-
ger, så er du ikke alene. På
vejen op kommer du forbi de
første EF-folk, som er hæg-
tet af. Nogle af slædekører-
ne holder stille på en af de få
lier og venter på »passage-
Franskmanden, som ville slukke en cerut uden for Arctic Hotel. Han gled og brækkede
armen. Her får han hånden pakket ind i en plasticpose.